Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
6. juli. 2020

Pensionsopgør lurer til efteråret

Socialdemokratiets pensionsreform er på trapperne, og dele af fagbevægelsen gør klar til demonstrationer og kampagne mod højere pensionsalder.

Fagforeningsfolk søsætter kampagne om folkepensionsalderen, som de vil have fastfrosset på 68. Samtidig kommer der flere detaljer frem om Socialdemokratiets kommende pensionsreform. Med det er der lagt i kakkelovnen til opgør om pensionen til efteråret.


Af Mikkel Noel Lanzky

”Vi skal ikke arbejde, til vi er slidt ned […] 68 er mere end nok.”

Sådan lyder det i et brev fra dusinvis af lokale fagforeningsformænd i blandt andre 3F, FOA, HK Privat og NNF, hvori de blæser til kamp mod yderligere forhøjelse af folkepensionsalderen og for en ret til tidligere tilbagetrækning med kampagne og demonstrationer. Brevet bliver i denne uge sendt til hundredvis af formandskolleger landet over. Brevet er en opfordring til at støtte op om og deltage i Stop 68 – en fælles kampagne mod højere pensionsalder.

Folketinget forventes til efteråret at behandle et lovforslag om at hæve folkepensionsalderen til 69 år med virkning fra 2035. Det sker som en konsekvens af Velfærdsforliget fra 2006, hvor den daværende VK-regering sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre blev enige om blandt andet en løbende justering af, hvornår borgerne kan gå på folkepension i takt med, at danskernes gennemsnitlige levealder stiger. Siden er også Liberal Alliance trådt ind i forligskredsen.

Den løbende justering vil kræfter i fagbevægelsen nu have stoppet. Derfor arrangerer fagforeningsfolkene nu stormøde den 3. september i Odense og demonstration den 11. september.

Kampagnen Stop 68 begyndte egentlig i februar, og indsamling af underskrifter til et borgerforslag om stop for højere pensionsalder blev også sat i gang, men coronakrisen satte landet og verden på den anden ende. I månedsvis har det derfor været svært at trænge igennem med andre dagsordener. Det håber fagforeningsfolkene bag kampagnen, kan lade sig gøre nu efter sommer.

”Den løbende forhøjelse af pensionsalderen er ikke holdt op med at være et problem. Vi ønsker ikke, at den skal stige til mere end de 68 år, der allerede er vedtaget. Derfor skal vi råbe regeringen op og få vist, at vores medlemmer er stærkt imod senere pension,” forklarer Benny Vinther, formand for Industrigruppen i 3F Aalborg.

Reform: tidlig pension efter 40 år

I forrige uge kunne Mandag Morgen fortælle om en del af detaljerne i den pensionsreform, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard formentlig vil fremlægge efter sommerferien, som skal hjælpe de lønmodtagere, der ikke ser sig i stand til at blive på arbejdsmarkedet indtil de når den højere grænse for folkepensionen.

Det centrale punkt i reformen er ifølge Mandag Morgen ideen om, at man efter mindst 40 år på arbejdsmarkedet vil have mulighed for seniorpension tre år før folkepensionsalderen. Perioder på barsel og deltidsarbejde – måske ned til 22 eller 26 timer om ugen – vil også blive talt med, når tiden på arbejdsmarkedet skal gøres op. Det vil komme kvinder med lange barselsperioder og ansatte i brancher med hyppige deltidsansættelser til gode i et forsøg på at undgå en skævvridning af reformen i forhold til køn og traditionelt kvindedominerede fag.

Muligheden for en seniorpension er dog ikke nok til at tilfredsstille de faglige tillidsfolk. En tidlig tilbagetrækningsordning var ellers et af Socialdemokratiets centrale løfter ved valget i 2019, hvor bryggeriarbejderen Arne Juhl blev gjort til symbol på de mange, der slår sig i tøjret ved udsigten til at skulle blive længere i et arbejde, der måske allerede er begyndt at ramme dem på helbredet.

”Vi har allerede i dag alt for mange medlemmer, der ikke kan arbejde, indtil de er tre år fra pensionsalderen. Så hvis man bliver ved med at presse den opad, løser tre års tidligere tilbagetrækning ikke problemet”, siger Benny Vinther.

3F vedtog også på sin kongres i 2019 at arbejde for at stoppe stigningen i pensionsalderen, ligesom FOAs formand Mona Striib har udtalt, at det er ”helt tosset” hæve folkepensionen yderligere.

Seniorpension ikke tilstrækkelig

Hos Enhedslisten bakker arbejdsmarkedsordfører Jette Gottlieb fuldtonet op om faglige initiativer, der skal stoppe yderligere forhøjelser af pensionsalderen.

”Det støtter vi helt og holdent. Vi har brug for, at presset kommer fra faglig kant. Vores protester herinde i Folketinget har ikke påvirket Socialdemokratiet i synderlig grad. Så selvom vi kommer til at presse dem parlamentarisk, er det vigtigt, at de fagligt organiserede bliver hørt. For det er folkene på gulvet, hvis stemmer virkelig batter i denne diskussion,” siger Jette Gottlieb.

Hun peger på, at nedslidningen for flere grupper på arbejdsmarkedet allerede er så udbredt, at en højere pensionsalder er helt urimelig. Det samme gør fagforeningsformændene opmærksom på i deres brev. De henviser til en rapport fra VIVE, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, der i 2017 beskrev, hvordan næsten 60 % af ufaglærte har forladt arbejdsmarkedet, inden de fylder 62, mens det gælder næsten 50 % af faglærte og 30 % af funktionærer og tjenestemænd.

”Den nedslidning vidner om, at de folk, der har været med til at tilrettelægge de ordninger – også den kommende reform – ikke har nogen ide om, hvordan virkeligheden er ude på arbejdspladserne. Tre års tidligere seniorpension nytter ikke, hvis man først kan gøre brug af det, efter man allerede er slidt ned,” siger Jette Gottlieb.

S: Velfærdsforliget står ved magt

Socialdemokratiets arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen vil ikke kommentere på konkrete tiltag den kommende pensionsreform, da den ikke er offentliggjort endnu, men han understreger, at partiet er bevidste om, hvem den skal komme til gode.

”Dem med hårdt fysisk arbejde skal have mulighed for at trække sig tilbage tidligere. Jeg er selv tidligere havnearbejder og kender udmærket nogle af dem, det drejer sig om. Det er kun rimeligt, at de får mulighed for tidligere pension”, siger Leif Lahn Jensen og fortsætter:

”Når planen bliver fremlagt efter sommer, må vi se, hvem der kommer til forhandlingsbordet. Efter Jakob Ellemann-Jensens nylige udmelding er der nok kun udsigt til, at partierne til venstre og Dansk Folkeparti er interesserede i en aftale. Så må vi diskutere med dem, hvor mange års tidligere tilbagetrækning og forhold som barsel, deltid og så videre.”

Leif Lahn Jensen afviser dog klart, at Socialdemokratiet vil træde ud af Velfærdsforliget og stemme imod yderligere forhøjelse af pensionsalderen.

”Vi kommer ikke til at udtræde af Velfærdsforliget. Pensionsalderen kommer fortsat til at stige i takt med levealderen. Når folk lever længere, kan de fleste af dem også blive længere på arbejdsmarkedet,” siger Leif Lahn Jensen (S).


Mikkel Noel Lanzky er journalist ved Solidaritet og uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER