Per Bregengaard: Inflation kræver mere i løn og bedre velfærd

Inflationen galoperer. I september lå forbrugerpriserne 10 procent over sidste år i september. Vismændene forventer inflationen  næste år halveret til 5,1 procent. Når priserne stiger, så skal der være råd til mere i løn og bedre velfærd. Det handler om at genvinde ansattes realløn og pensionister og andres realindkomst, som for de flestes vedkommende gennem det seneste år er svundet alvorligt ind. Et fald i realindkomst på 8-10 pct. er i sig selv et godt argument for højere løn og overførselsindkomst. Men argumentationen kan uddybes, og det evigt tilbagevendende spørgsmål: Hvor skal pengene komme fra? Det skal også besvares.

Inflation handler om løn eller profit – og kommer ikke kun udefra

Forståelsen af inflation drukner ofte i, at pengene bliver mindre værd. Smør koster mere. For 100 kr. får man mindre smør. Men vi skal have fokus på en anderledes politiserende forståelse af fænomenet inflation.

Pengene forsvinder ikke, når priserne stiger. Når Arla og andre sætter prisen på en pakke smør op med en tier, så får de en tier mere i kassen. Det er logisk, at de flere kroner og øre prisstigninger går til løn eller profit – herhjemme eller i udlandet. Betalingen for råvarer og energi m.m., der bruges i en produktion, går i sidste ende også til løn og profit.

Der er dog et forbehold. Udbyttet fra en bestemt arbejdsindsats kan falde. Det sker f.eks., når høsten slår fejl. Prisen pr. ton korn kan godt stige, uden at ansatte får mere pr. arbejdstime eller kapitalen mere i profit. Dette har betydning, men er dog af mindre betydning og udelades derfor i det følgende.

Slaget om inflationen står indledningsvis om fordelingen mellem løn og profit.

Bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) slår på, at inflationen i Danmark først og fremmest skyldes inflationen i udlandet. Renser man inflationen for importvarer, energi og fødevarer (de to sidste uanset deres oprindelse) lå den årlige, danske inflation i juni på ca.1,5 pct. Men AE ser således bort fra mere end 20 pct. af det danske forbrug, som energi og fødevarer udgør – og her skjuler der sig også voksende profitter.

Men voksende profitter gemmer sig sandsynligvis også andre steder her til lands, selv hvis de kun 1,5 pct. gør sig gældende. Det er tvivlsomt at inddrage tallet for den rensede danske inflation som et argument for, at priser og profitter i dansk erhvervsliv skulle være nogenlunde i ro. Tænk blot på Mærsks superprofitter. Fragtraterne er pt. faldende, men det ændrer ikke på, at der er høstet en enorm profit.

Mærsk havde i 2021 et overskud på 118 mia. kr. (efter skat), hvilket er en 5-dobling set i forhold til 2020. 2. kvartalsrapport 2022 viser endog et stærkt stigende overskud. På baggrund af oplysningerne fra første halve år kan profitten pt. beregnes til at ligge 33 pct. over rekordåret 2021. En af grundene til det høje overskud efter skat er, at Mærsk ikke betaler selskabsskat til den danske stat for gevinsterne ved sin internationale skibsfart. Mærsk betaler kun en tonnageskat, der er baseret på skibsvægt og ikke overskud.

Men i det hele taget er det den mindste del af det, der skabes i nationens private produktionssektor, som går til danske husholdningers forbrug og hermed indgår i forbrugerpristallet. Det meste går til eksport.

Husholdningernes forbrugsudgifter til det dansk ”producerede” fratrukket udgifter til: husleje (inkl. beregnet husleje), plejehjem, daginstitutioner, undervisning, forsikring, finansielle tjenester, o. lign. udgjorde i 2019 (seneste oplysning) ca. 420 mia. kr. Mens eksportindtægterne fratrukket importudgifterne til deres tilvejebringelse udgjorde 830 mia. kr.

I Danmark har udenrigshandlen således en enorm betydning. Den er ikke et lille hjørne af økonomien.

Lønkvoten er vanskelig at få hold på

Lønkvoten måler de private virksomheders lønomkostninger (lønsum) i forhold til virksomhedernes værdiskabelse (Bruttoværditilvæksten, BVT). En lønkvote på f.eks. 50 pct. betyder, at halvdelen af den værdi, der skabes, går til de ansattes løn, mens den anden del er kapitalejernes merværdi. En del af merværdien går til at erstatte nedslidt kapitalapparat, mens resten er ejernes profit, nogle vil kalde det nettoprofit, hvoraf en del kan gå til nyinvesteringer.

En vigende lønkvote kan ses som et tegn på vækst i højere produktivitet, der typisk skabes ved, at kapitalapparatet øges i forhold til antallet af ansatte. Man taler om en forøgelse af kapitalens organiske sammensætning. Men lønkvoten handler især om klassekamp. Altså fordelingen af de værdier, der skabes. En vigende lønkvote er bestemt et argument for mere i løn.

“Lønkvoten handler især om klassekamp. Altså fordelingen af de værdier, der skabes. En vigende lønkvote er bestemt et argument for mere i løn.”

Ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) var lønkvoten i industrien knapt 65 pct. i årene forud for den økonomiske krise 2008-2012, hvilket set over en længere årrække kan betragtes som normalen. Efter finanskrisen er lønkvoten dykket til ca. 47 pct. i 2020. Profitterne i industrien er med andre ord steget markant. FH tager dog forbehold for omfanget af faldet i lønkvoten, da tallene bl.a. er påvirket af ændringer i nationalregnskabsmetoderne uden at give et bud på, hvor meget forbeholdene indvirker.

Finansministeriet er på baggrund af virksomhedsdata nået frem, at et kraftigt fald i lønkvoten gennem de seneste årtier har gjort sig gældende for de største industrivirksomheder (1 pct. af antal industrivirksomheder), mens de resterende 99 pct. samlet set har haft en flad udvikling. Det konkretiseres desværre ikke med tørre tal. Finansministeriet oplyser dog, at de 1 procent største virksomheder har forøget deres andel af industriens værditilvækst fra ca. en tredjedel i 2001 til næsten halvdelen i 2020.

Den højreorienterede tænketank Cepos når frem til, at lønkvoten i Danmark i de senere år har ligget på knapt 60 pct. Der er ikke her specifikt tale om industrien, men hele den private sektor.  Cepos skriver, at de korrigerer for forskellige forhold, men hvordan de korrigerer er uklart. På grundlag af Cepos’ oplysninger kan man konkludere, at lønkvoten har været nogenlunde stabil gennem de seneste 30 år. Den var ekstraordinært høj i 2009: 62,7 pct. I 2021 var den faldet til 57,3 pct., hvilket præcis er gennemsnitstallet for det seneste årti.

Udviklingen fra 2. kvartal 2021 til 2. kvartal 2022 i Danmarks Statistiks rå tal for industriens lønsum og for bruttoværditilvæksten viser et fald i lønkvoten fra 0,58 til 0,57. Forandringen i lønkvoten fra 1. kvartal til 2. kvartal 2022 er marginal positiv på tredje decimal. De rå tal for mejeri-landbruget findes ikke, men er en del af erhvervskategorien: Landbrug, fiskeri og skovbrug, hvor lønkvoten svinger kraftigt. Lønkvoten faldt fra 0,72 til 0,62 fra 1. til 2. kvartal 2022, men var 0,56 i 2. kvartal 2021. Danmarks Statistiks kategorier vedrørende lønsum og værditilvækst, hvori energisektoren indgår, er beklageligvis ikke identiske.

Lønkvoten er over en længere periode påviseligt faldet i de største industrivirksomheder, hvor der således umiddelbart er råd til mere i løn.

Superprofitter

Superprofitter kan defineres som overnormale profitter, der er tilvejebragt gennem aktuelle markante prisstigninger. Superprofitter er tegn på et fald i lønkvoten og råd til bedre løn. Jeg har tidligere skrevet om superprofitter inden for søtransport, energi- og fødevaresektorerne. Det er vanskeligt at påvise et mere udbredt fald i lønkvoten gennem den seneste tid.

Problemet med at anvende superprofitter og faldende lønkvote som argument for lønløft f.eks. i de kommende overenskomstforhandlinger er, at lønkvotefald udmærket kan begrænse sig til særlige brancher og virksomheder. Virksomheder i andre brancher kan have store problemer med at få det til at løbe rundt med normalprofitten i behold.

Lønkvote-argumentet er enkelt og forståeligt. Men det argumenterer kun for snævre lønløft i dele af den private sektor herhjemme med voksende eller stærkt voksende profitter – frem for generelle lønløft uanset profitstørrelsen.

Lad os derfor skifte fokus fra lønkvoten til den bomstærke danske konkurrenceevne.

Fra lønkvoten til den bomstærke konkurrenceevne

Den relative lønkvote defineres ved at dividere industriens lønkvote i udlandet med industriens lønkvote i Danmark. Hvis danske lønudgifter – ikke i kroner og øre eller købekraft, men målt i forhold til værditilvæksten – bliver relativt mindre end udlandets lønkvote, falder den relative lønkvote.

Dansk Metal drager følgende konsekvens: ”Et fald i den danske lønkvote betyder, at danske virksomheder for en given lønomkostning skaber mere værdi i forhold til tidligere. Det vil, alt andet lige, føre til en stigning i den relative lønkvote og dermed en styrkelse af lønkonkurrenceevnen”.

Dansk konkurrenceevne handler både om eksporterende og importkonkurrerende erhverv og således om langt det meste af det private erhvervsliv. Vores udenrigshandel er som omtalt ikke et hjørne af landets økonomi. Den er meget omfattende.

En god konkurrenceevne giver plads til lønstigninger. Javel, men problemet er at overbevise om, at det er en god idé at svække lønkonkurrenceevnen.

Danmark har stort eksportoverskud

På basis af data fra Finansministeriet dokumenterer Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), at den relative lønkvote, altså lønkonkurrenceevnen, er steget med 35 pct. gennem tiåret frem til 2020, hvor de sidste data er fra. Det sker især i 2018, 2019 og 2020 set i forhold til de nærmest forudgående år. Intet tyder på, at det stopper her.

Den bomstærke konkurrenceevne betyder, at den danske nation har markante handelsbalance-overskud i forhold til udlandet, altså nationens indtægter fra handel med udlandet er større end udgifterne til udlandet. Det har vi nu haft i årtier. Og selv krisen i økonomien for 10-15 år siden forstyrrer ikke dette billede. Det vil en ny krise sandsynligvis heller ikke gøre. Det kan godt være, at vi får en periode med svigtende afsætning, men det følges erfaringsmæssigt op af mindre import.

Spørgsmålet er dog i hvilken grad, det danske handelsbalanceoverskud kan tilskrives konkurrenceevne, endsige lønkonkurrenceevne. Særlige mærkevarer og nicher spiller en stor rolle for dansk eksport. En række danske virksomheder har her megen magt på markedet – og konkurrencen er derfor begrænset. Lego-klodser konkurrerer ikke mod Legoklodser. Novos insulinprodukter har en unik position på verdensmarkedet. Osv.

Danske Bestsellers tøj med forskellige brands bliver gerne fremstillet af lavt betalt arbejdskraft med ringe arbejdsvilkår i det Globale Syd. Profitten skabes her som andre steder i en blanding af billig produktion i udlandet og høje omkostninger i mellemleddene før endeligt salg.

Inden for de særlige mærkevarer og nicher kan lønnen sættes op uden de store konsekvenser for virksomhedernes salg af deres produkter. Med dette forbehold in mente tænker vi imidlertid videre i konkurrenceevne-banerne.

Overskuddet på Danmarks handel med varer og tjenester var i 2021 på 178 mia. kr. svarende til 7 pct. af bruttonationalproduktet (BNP), der er et udtryk for den samlede værdi af det, som bliver skabt i erhvervslivet og den offentlige sektor, i alt 2.504 mia. kr. Gennem det seneste tiår har Danmarks overskud på handlen med varer og tjenester ligget på mellem 114 mia. og 178 mia. kr.

Betalingsbalance-overskuddene, der også omfatter bl.a. profitter indtjent i udlandet, er gennem årene blevet ophobet til en gigantisk nettoudlandsformue på 3.933 mia. kr. Nationalbanken forventer, at overskuddet på betalingsbalancen i år beløber sig til 11 pct. af BNP.

Realiteten er, at vi i Danmark pukler for at skabe værdier, som vi ikke forbruger, ej heller investerer i den grønne omstilling. Nogle gange får vi som omtalt ”god” hjælp udefra. Danske varer købes af forbrugere og virksomheder i udlandet. Og vores varer er nødvendigvis ikke lykken for dem, der bor der. For nogle af dem er arbejdsløse, fordi de ikke selv får lov til at skabe værdier i form af varer, da landene ikke er tilstrækkeligt konkurrencedygtige.

Internationalistisk set er det usolidarisk, at et land har en bomstærk konkurrenceevne, som fører til overskud på handels- og betalingsbalancerne og ophobning af en udlandsformue.  At have magten til at underbyde andre – til tider takket være en overudnyttelse af andre bl.a. i Det Globale Syd – kan man kalde internationalt skruebrækkeri.

Alternativet til underforbrug og underinvesteringer i forhold til de værdier, der bliver skabt i landet, er ikke, at Danmark skal være mindre konkurrencedygtig ved at være mindre dygtige og teknisk set ringere – og på den måde have lavere produktivitet. Vi i Danmark skal være mindre konkurrencedygtige gennem et højere lønniveau. En indkomstforbedring, der ikke nødvendigvis behøver at blive – og slet ikke skal – ligeligt fordeles mellem alle ansatte.

Et højere lønniveau skal føre til en generelt højere realløn, der indebærer et øget forbrug. Anvendelse af skattesystem, restriktioner og forbrugsomlægning skal forhindre, at forbruget fører til øget klimabelastning og rovdrift på knappe ressourcer. Samme metode kan anvendes til at dæmpe prisstigningerne, hvor de er værst. Det handler f.eks. om energiforbruget.

Et højere indkomstniveau øger automatisk skatteindtægterne, der kan anvendes på velfærdsforbedringer. Forbedringer i realindkomsten skaber også rum for at øge beskatningen til endnu mere gavn for velfærd og offentlige klimainvesteringer. En del af problemet: dansk underforbrug og danske underinvesteringer kan også klares ved, at nationen skaber færre værdier gennem nedsat arbejdstid med fuld lønkompensation.

Det er hul i hovedet bevidst at ville forringe lønkonkurrenceevnen, vil mange indvende. Deres første gangbare argument vil være, at den politik skaber arbejdsløshed.

Tja. Et markant lønløft vil berøre nogle virksomheder, der må indskrænke eller lukker. Men som vi har set, så skaber højere indkomster en øget efterspørgsel og dermed arbejde i en tid, hvor arbejdsløsheden truer med at vokse til i omegnen af 100.000. Rum for mere velfærd gør det samme. En arbejdstidsnedsættelse modvirker også arbejdsløshed.

At gå fra eksport- og importkonkurrerende industri- og servicejobs til velfærdsjobs ligger måske ikke altid lige for, men omskoling og uddannelse plejer at kunne klare meget.

Vækst i profitterne kræver modspil

Lav arbejdsløshed og dermed god efterspørgsel på arbejdskraft fører normalt til højere lønninger. Selveste statsministeren taler ligefrem om, at lønningerne i den offentlige sektor må forbedres for at øge udbuddet af arbejdskraft til sektoren. Den for tiden lave arbejdsløshed bør udnyttes til krav om højere løn også i den private sektor.

“Profitter skal generelt beskattes hårdere end i dag. I den nuværende situation skal vi især have fokus på den inflationsskabte øgede profit og ikke mindst superprofitter.”

Højere lønninger er først og fremmest en sag mellem arbejdsmarkedets parter. På det private arbejdsmarked handler det om løn eller profit. Og så er der den offentlige sektor, hvor arbejdsgiveren er dens politiske ledelse. Løn på bekostning af profit er ét modspil til, at inflation gør ansatte fattigere.

Men inflation kan også anskues fra en anden vinkel: Det er forbrugerne, der betaler gildet. Forbrugerne, der kan identificeres med borgerne, er først og fremmest ansatte, hvor højere løn helt eller delvist kan kompensere inflationen. Men forbrugerne er også mennesker på overførselsindkomster: pension, dagpenge, kontanthjælp, SU m.m. Dertil kommer forskellige typer af selvstændige.

Forbrugerne, altså borgernes modspil er politisk. Profitter skal generelt beskattes hårdere end i dag. I den nuværende situation skal vi især have fokus på den inflationsskabte øgede profit og ikke mindst superprofitter. I det omfang der skulle opstå inflationsskabte superlønninger, skal de også beskattes. Topskatten på de højeste indkomster skal sættes op.

Beskatning handler her om at inddrage inflationsgevinsterne til fællesskabet. Det er også et initiativ imod, at inflationen fører til en forventnings-inflation. Forventningsinflation er, at man lader priserne stige, fordi man mener, at de vil stige, så at man indbygger det i sine aftaler, osv.

Skatteindtægterne bør anvendes til social omfordeling

Inflation og ikke mindst prisstigninger på fødevarer og energi rammer især dem, der har mindst. De skal kompenseres f.eks. ved at øge overførselsindkomsterne og den såkaldte grønne check, som den var før. At nedsætte skatten for dem, der tjener mindst – og ikke kun for dem i arbejde – er også en vej.

Det er bedre at kompensere og nedsætte skatten for dem med de mindste indtægter, end at sænke energipriserne f.eks. ved at fjerne alle statslige afgifter og momsen. Sænkes energipriserne for markant, bliver der ikke sparet i samme omfang, som når de er højere. Den større efterspørgsel på energi fremmer en yderligere stigning i prisen, og er dermed vand på inflationens mølle.  Kloden opnår heller ikke klimagevinsten ved et lavere forbrug.

Med luft i økonomien kan de økonomisk trængte vælge mellem at bruge penge på varmeregningen eller uldent undertøj og bedre isolering. Med luft i økonomien kan man prioritere at få installeret varmepumpe til afløsning for dyrere varmekilder. Og overgangen til varmepumper kan fremmes gennem særlige tilskud til dette formål.

En anden form for inflationshjælp er en forbrugsomlægning ved at halvere billetprisen i den offentlige trafik. For hvem er det, der er de flittigste brugere af offentlig transport? Det vil kunne lokke de bilende til, hvilket vil dæmpe efterspørgslen og dermed prisen på benzin og el. Det angriber inflationen, og skiftet er samtidig til gavn for miljøet.

Inflationsbekæmpelse med klassekamp fra oven

Borgerlige og til dels socialdemokratiske politikere og især deres mainstream-økonomer politiserer inflationen temmelig meget anderledes.

Danmarks Nationalbank frygter løn-pris-spiralen og anbefaler, at finanspolitikken strammes med knap 1 pct. mere end i finanslovsudspillet for 2023.

“Arbejdsløsheden er for tiden lav, men stiger sandsynligvis. Vi er temmelig selvforsynende med energi. Der er både et markant betalingsbalanceoverskud og en enorm udlandsformue. De offentlige finanser volder ikke problemer. Der er således råd til højere løn og øget velfærd.”

Det kan normalt oversættes til besparelser på 20 mia. kr. i form af mindre beskæftigelse i den offentlige sektor, lavere overførselsindkomster o. lign, der begrænser efterspørgslen og dermed beskæftigelsen. Meningen er, at Folketinget skal øge arbejdsløsheden for at dæmpe de lønstigninger, vi endnu ikke har set skyggen af. Nationalbanken skriver selv: ”Herhjemme og i euroområdet er lønstigningerne på det seneste vokset til et niveau, der er foreneligt med produktivitetsvæksten over det seneste årti og Den Europæiske Centralbanks inflationsmålsætning” (2 pct.).

Nationalbanken og ligesindedes politik kan man vist godt tillade sig at kalde inflationsbekæmpelse med klassekamp fra oven. Det er i hovedsagen ikke efterspørgselssiden, men udbyderne: Energiselskaberne, Arla, Mærsk m.fl., og deres kolleger i udlandet, der står bag inflationen. – Den er ikke naturlig, men skabt af det økonomiske system og dets aktører. – Derfor er hovedfjenden ikke efterspørgslen og kravet om øget indkomst, men selskabernes superprofitter. De skal beskattes. Men direkte reguleringer af selskaberne og deres priser er også en vej at gå. På sigt kan man både øge udbuddet og begrænse efterspørgslen af f.eks. energi gennem grønne investeringer.

Danmark skal passe på. Vi må være ansvarlige. Nogle fremmaner 1970’erne og 80’ernes Danmark præget af arbejdsløshed, dyr energiimport, betalingsbalanceunderskud og udlandsgæld, underskud på de offentlige budgetter og offentlig gæld samt inflation. Inflationen er vendt tilbage, men er ikke et specifikt dansk problem.

Det vigtigste er, at Danmark er i en helt anden situation end for 40-50 år siden. Arbejdsløsheden er for tiden lav, men stiger sandsynligvis. Vi er temmelig selvforsynende med energi. Der er både et markant betalingsbalanceoverskud og en enorm udlandsformue. De offentlige finanser volder ikke problemer. Der er således råd til højere løn og øget velfærd. Det er på alle måder en solidarisk politik.

---