Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
17. marts. 2021

Pernille Frahm: Har varer rettigheder?

Trump og pandemien har stillet skarpt på de sociale medier – og at vi er blevet gjort til varer, der kan sælges på disse.

De sociale medier er blevet styrende for vores liv. Vi er blevet varer på nettet, hvis oplysninger kan handles frit, skriver Pernille Frahm. Illustration: Santiago Vecino
Artiklen tager cirka 5 minutter at læse.


Trump fik lukket sin Twitter-konto. Og selv om mange af os åndede lettet op, efterlader det os med spørgsmål som: Hvem bestemmer over ytringsfriheden, og hvem sikrer os informationer, som ikke styres af mennesker med sølvpapirshatte eller antidemokratiske kræfter?

Lige nu sidder Helle Thorning i en kreds af folk, der skal tage stilling på vegne af millioner af mennesker, som ønsker at benytte some til at komme ud med deres budskaber, eller få kontakt til omverdenen. Ikke fordi vi har valgt hende til det, men fordi en stor virksomhed mener, hun er egnet til det. Ytringsfriheden og informationsformidlingen til millioner er i hænderne på private udbydere. Og ikke fordi det er deres hovedinteresse at lade os lege på nettet, men fordi vi og vores opmærksomhed er den vare, de sælger til andre store virksomheder. 

“Der mangler et demokratisk projekt for vores medier. Det bedste var, hvis vi kunne enes om at blive borgere. Men de samfundsændringer, det ville kræve, er ganske gennemgribende.”

Vi oplever måske nyhedsformidling som noget, der har med demokrati og borgerskab at gøre. Noget, som er underlagt nogle regler om saglighed. Noget, som skal styrke os i at deltage i samfundet – eller i hvert fald forøge vores viden om hvad som helst fra hundehvalpe, til sundhed og verden omkring os. Men nyhedsformidling er i stigende grad et biprodukt – et middel til at fange vores opmærksomhed. Jo mere det fanger os, des mere bliver der af det. En information behøver ikke at være sand eller vigtig, hvis den bare er interessant nok.

Efter pandemien og Trump begynder interessen for, hvad vi får ud af de sociale medier pludselig at stige. Fordi vi opdager, at en ganske stor del af befolkningen får deres viden fra medier, der sælger os – og ikke fra medier, der sælger information.+

For nogle år siden var jeg idrætsordfører for SF. En af de sager, vi var optaget af i min baggrunds-gruppe, var at flere og flere fravalgte idrætsforeningerne til fordel for fitnesscentre. Vi forsøgte at rejse en debat om, hvad der sker i en befolkning, hvor man fravælger foreninger til fordel for firmaer. Noget i retning af udviklingen omkring faglig organisering, hvor nogle vælger private forsikringsselskaber, som kalder sig fagforeninger. Borgerskabet forsvinder. Man opgiver sin ret til indflydelse. Det lyder ellers så smukt med mere frit valg, men reelt bytter man sine rettigheder til at vælge ledelse og få indflydelse på en organisation – med den eneste ret man har som kunde: Take it or leave it.

Fra borgere til produkter

I forhold til de sociale medier reduceres vores rettigheder endnu en gang. Vi er gået fra borger til produkt. Vi er ikke engang kunder, vi er varerne. Vi får lov til at være det uden at betale for det i penge, men vi betaler så med ganske meget andet, som måske er vigtigere: Vores opmærksomhed, vores viden og vores frie valg. Vi betaler med vores indflydelse på indhold, og vores mulighed for at påvirke det. Man kan sige, at det er resultatet af vores kræmmermentalitet. Men vi deler den med det meste af kloden, og med mennesker, som ikke har den luksus, at kunne vælge, om de vil betale for en ydelse eller ej.

I Danmark har vi fravalgt vores position som borgere i forhold til medier. Vi har ikke ønsket at betale, hvad det koster. Vi rakte begærligt ud efter de nye muligheder, som reklame-TV gav i slutningen af 80´erne, og siden har der ikke været noget at se tilbage på. Udviklingen fra borger til varer var i gang. Store firmaer betalte gildet, og vi fik flere kanaler at vælge imellem, end de fleste af os i virkeligheden er interesseret i. Og vi fik det gratis, ligesom vi 30-40 år senere fik de sociale medier gratis. Og selvom vi altid har været varer i forhold til mange avisers annoncører, så er den store forskel, at i dag er der reelt ikke noget alternativ for de unge, og for den store del af klodens befolkning, som enten ikke har ressourcer eller ork til betalingsmedier. 

Intet land er stærkt nok til at indhegne de enorme økonomiske interesser, der ligger i at eje vores opmærksomhed. Slet ikke Danmark. Så kampen står nu på EU-plan. Mit gæt er, at det bliver en lang krig af typen to skridt frem og et tilbage. Især fordi den ikke rigtig har noget klart projekt andet end at forsøge at stoppe huller.

Der mangler et demokratisk projekt for vores medier. Det bedste var, hvis vi kunne enes om at blive borgere. Men de samfundsændringer, det ville kræve, er ganske gennemgribende. Et mere overkommeligt projekt kunne være, at vi i det mindste kunne blive forbrugere. Her vil vi først og fremmest stå over for vores og andres grådighed og manglende vilje til at betale det, det koster at drive de medier, vi ellers sætter så stor pris på. Der er meget at vinde, hvis vi vil.


Om skribenten

Pernille Frahm

Pernille Frahm

Uddannet folkeskolelærer. Tidligere medlem af Folketinget for SF.   Læs mere