Pludselig skulle børnehaven lukke – havde jeg misforstået loven om minimumsnormeringer?

”Kan du ikke finde ud af, om der overhovedet kommer til at ske forbedringer, når loven om minimumsnormeringer træder i kraft 1. januar?” Det er min redaktør, som ringer og spørger en kedelig regnvejrsdag for to uger siden.

”Det kan jeg vel godt,” svarer jeg og udskyder opgaven, der synes stor og uoverskuelig. Tre dage senere dukker en besked op på Aula. Den kommer ind fredag eftermiddag og ligger lige efter et opslag om ugens madplan og før et opslag om børneorm.

I beskeden står der, at min søns børnehave skal lukke som en del af Hvidovre Kommunes budget for 2024. Alle er i chok. Hverken forældre eller medarbejdere er blevet varslet. Kommunen kan spare 700.000 kr. ved at lukke institutionen og sprede børnene ud over kommunens andre institutioner. Og spares det skal der, for de nye ejendomsvurderinger giver kommunen 30 mio. kr. mindre i kassen end forventet.

Hvorfor var jeg så naiv?

Jeg vender senere tilbage til historien om børnehaven, for den udvikler sig drastisk over de næste fire dage. For mit vedkommende var chokket ikke kun stort, fordi beskeden kom pludseligt. Det skyldtes også, at jeg gik og troede, at minimumsnormeringerne – som bliver lovpligtige fra 2024 – ville sikre min søn et bedre børneliv. Men hvorfor troede jeg egentlig det? Måske var det på grund af politikerne på Christiansborg.

”Da jeg satte min underskrift på den her aftale, fik jeg tårer i øjnene. Der er meget at gøre endnu for børnene. Men det er nogle kæmpe fremskridt, vi laver med aftalen,” skrev SF’s Jacob Mark på Facebook den 5. december 2020.

Det gjorde han, efter S-regeringen havde indgået aftale om minimumsnormeringer med SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet. Også statsminister Mette Frederiksen (S) havde givet mig det indtryk, at børnene ville få det bedre, efter hun udnævnte sig selv til ”børnenes statsminister”.

Spørgsmålet er så, hvad der egentlig forandrer sig med loven om minimumsnormeringer? Loven sikrer fra 2024, at hver kommune skal have en pædagogisk medarbejder pr. 3 børn i vuggestuen og 6 børn i børnehaven. Kommunerne var umiddelbart ikke langt fra målet i 2020, for allerede i 2017 og 2018 viste opgørelser fra Danmarks Statistik, at normeringen i et landsgennemsnit lå på 3,1 børn pr. pædagogisk medarbejder i vuggestuen og 6,2 børn i børnehaven.

Aftalen løser ikke pædagogmangel

Når man taler om så store områder som daginstitutionsområdet, skal der mange ressourcer til at ændre decimaler på landsplan. Med aftalen tilføjer staten 1,4 mia. kr. til kommunerne i 2024.

Spørgsmålet er dog, hvor meget det enkelte barn vil mærke. For selvom der er tilført flere midler, så løser det ikke alle problemer. Det forklarer daginstitutionsforsker og lektor ved Aarhus Universitet, Lone Svinth, da jeg ringer til hende.

Hun er skeptisk over for, om børnene kommer til at opleve forandringer i 2024, for mange steder lider under massiv mangel på pædagoger. Det problem kan gøre det svært for kommunerne at overholde intentionen i aftalen om, at andelen af uddannet personale skal op til 85 pct.

Et eksempel er Allerød Kommune, som i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2024 foreslog, at 70 procent af personalet skulle være pædagogmedhjælpere.

Papirnormeringer

Normeringerne er derfor ikke en garanti for, at niveauet i den enkelte institution løftes. Lone Svinth kalder normeringerne for papirnormeringer, fordi de er baseret på kommunens lønstatistik og data om forældreindbetalinger. De beregnes som et gennemsnit i hver kommune og ikke på stueniveau eller institutionsniveau.

”Du kan ikke sige noget om, hvilken betydning det får på rød stue eller i en konkret institution. Du kan ikke gå ned og tælle og så sige – hov venner, vi overholder ikke normeringen her.”

Metoden til at tælle personale inddrager pædagoger, medhjælpere og pædagogiske assistenter i daginstitutionerne. Derudover inkluderes ledere, dog med en vægtning på 0,85. Pædagogiske elever og praktikanter inkluderes også og har vægt 0,43 og 0,25. Samtidig medregnes støttepædagoger og pædagoger, som tildeles for at give ekstra støtte i socialt udsatte områder ud fra en fordelingsnøgle beregnet af kommunen. Og så korrigeres der ikke for sygdom og ferie for børn og pædagoger.

”Hvis du har sygdom blandt børn eller pædagoger, bliver den syge ikke trukket ud af regnskabet. Så tæller den syge og vikaren begge med, selvom der kun er en,” forklarer Lone Svinth.

 Så jo mere syge personalet er, jo bedre ser normeringen ud?

”Ja, alt andet lige,” siger Lone Svinth, men tilføjer at der også er steder, hvor der ikke reelt er vikardækning ved sygdom. Hun understreger samtidig, at hverken ansatte i administration, køkken, rengøring eller pedelfunktioner indgår i beregningerne. 

20 år med mindre tid

I mange år blev der slet ikke lavet opgørelser over, hvor mange voksne, som tog sig af børnene. Danmarks Statistik startede først i 2017, og dengang så man på et gennemsnit i hele landet.

Nanna Lindegaard har arbejdet som pædagog i en kollektivt ledet vuggestue i Københavns Kommune i 20 år. Hun har både haft lederansvar og har siddet med budgetter. Hun oplever, at der gennem årene er kommet langt mindre tid med børnene.

”Over en lang årrække – 20 år i København – er det blevet meget værre. Man har skåret ned på budgetterne for at effektivisere. Vi er blevet færre voksne til flere børn. Og vi har færre timer, vi kan være hos børnene,” siger Nana Lindegaard, som også er aktiv i organisationen ’Hvor er der en voksen?’, som kæmper for bedre normeringer.

I dag arbejder hun som pædagog i en vuggestue i Svendborg. Her er der 20 børn til 6 ansatte, dvs. 3,3 børn pr. ansat. Men der er ikke tale om 6 fuldtidsansatte. Og for pædagogerne er der i løbet af en dag mange opgaver væk fra børnene.

”Jeg er ofte ude at putte et barn. Jeg er også til forældremøde eller forældresamtaler. Jeg laver også statussamtaler, eller jeg ringes op af en, som skal have noget at vide. Det er vilkår, som ikke er regnet med,” forklarer hun.

Et hold-kæft-bolsje

Nana Lindegaard ser aftalen om minimumsnormeringer som et hold-kæft-bolsje til alle dem, der kæmpede for bedre forhold til børnene.

En beregning fra FOA, der organiserer pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter, viser da også, at det vil koste omkring 3,5 mia. kr. i 2025, hvis der skal indføres reelle minimumsnormeringer på institutionsplan.

Det er 1,9 mia. kr. mere end staten har planlagt at tildele kommunerne i 2025. Tallet er højere, fordi FOA i sine beregninger har fratrukket vikarer og timelønnede, elever og studerende, ansatte til særlige opgaver, støttepædagoger og ansatte som følge af sociale normeringer.

”Hvis hver institution skulle leve op til normeringerne, så ville det kræve langt flere penge, end der er afsat,” forklarer Kim Henriksen, der er formand for den pædagogiske sektor i FOA.

I Nana Lindegaards institution bliver der ikke flere ansatte i 2024. Det kan hun se af budgetterne. Og det bekymrer hende.

”Et vuggestuebarn har behov for, at der er en voksen i nærheden af dem hele tiden for at give dem ro i sind og i krop. Og det kan de ikke få,” siger hun og forklarer, at det for 20 år siden var langt nemmere at give børnene den ro.

”Bare det at lære at tale handler jo om at lege med barnet og sætte sig og snakke med dem. Men vi pædagoger har ikke tid til at sidde og snakke med børnene. Vi har ikke lange dialoger, for der går ikke mange sekunder, så skal jeg hjælpe et andet barn, fordi vi er så få voksne.”

Kontinuitet er afgørende for børnenes trivsel

Det er dog ikke udelukkende antallet af voksne, som er afgørende for børnene. Det viser et studie foretaget af Crisstina Munck og Anja Marschall, der er henholdsvis Ph.d. og docent og Ph.d. og lektor ved Institut for Pædagoguddannelse på Københavns Professionshøjskole.

De har fra 2019 til 2022 undersøgt to vuggestuer og to børnehaver i socialt udsatte boligområder i København. Alle institutioner fik en ekstra pulje penge til at sikre en bedre normering. Men der var stor forskel på, hvordan de brugte dem. Det til trods for, at alle fire institutioner også arbejdede med mindre børnegrupper.

”Nogle steder brugte man pengene til at reducere børneantallet generelt i hele institutionen. Og nogle steder valgte man at frede én stue, som fik en god normering, for så at se hvad der skete,” forklarer Crisstina Munck.

På den fredede stue skete der det, at pædagogerne kom meget tættere på børnene og alle de ting, som fyldte i deres børneliv. De forstod børnene langt bedre, og de kom også tættere på hinanden og forældrene. Pædagogerne fik mulighed for at bruge deres faglighed, og de havde tid til at tale med hinanden om børnene. At de lærte børn og forældre så meget bedre at kende blev også en faktor, der fastholdt personalet. Det skabte kontinuitet, som igen havde betydning for børnene.

Der var dog også institutioner i undersøgelsen, hvor de havde reduceret antallet af børn, men hvor der var så mange forskellige voksne, som kom ind og ud af institution, at børnene, begyndte at trække sig fra børnefællesskaberne og fra de voksne.

”Det er ikke ligegyldigt for børnene, hvilken voksen der er på stuen. Vi kan ikke bare erstatte Karen med Gudrun, når det er Karen, som børnene har en tillidsfuld og nær relation til. Så det er ikke godt fra et børneperspektiv, at vi flytter rundt på personalet som ludobrikker, men det kan være en nødvendighed for at få en vagtplan til at gå op, det kan jeg sagtens forstå.”

Crisstina Munck understreger derfor, at man ikke kun kan fokusere på at reducere børneantallet. Det er også vigtigt at styrke fagligheden hos personalet og muligheden for at arbejde pædagogisk med børnene.

Aula kan bruges til meget

Det leder os tilbage til historien om min egen søns institution. Da chokket har lagt sig, begynder jeg at frygte, at det ikke kun er pædagogerne, der flyttes rundt som ludobrikker, men også børnene. At de er holdt op med at være små mennesker – og i stedet bliver betragtet som tal i et regneark.

Min søn har i forvejen været på tre forskellige stuer i sin børnehavetid, fordi børnehaven er blevet omstruktureret. Han har også været uheldig at ende på en stue med stor udskiftning blandt personalet. Min største frygt er derfor, at han også bliver skilt fra sine venner, hvis børnehaven lukker.

Jeg er langt fra den eneste bekymrede forældre. Så da der bliver oprettet en gruppe på Aula til at diskutere situationen, udvikler den sig til en slags forældre-aktions-gruppe. I løbet af tre dage har forældrene koordineret et fælles brev til byrådspolitikerne, en demonstration foran Rådhuset, en mailkampagne, en Facebook-kampagne og kontakt til lokale medier.

På fjerdedagen kommer nyheden så. Politikerne har ombestemt sig. De vælger i stedet at nedlægge en busrute, der primært er tiltænkt ældre borgere. Det føles som en bittersød sejr, at de ældre skal betale for ro til børnene.

Små institutioner er dyre

Sara Benzon (SF) er formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Hvidovre Kommune. Hun forklarer, at kommunen i nogle år har levet op til loven om minimumsnormeringer. Men der kan være udfordringer forbundet med især små institutioner.

”Vi er ikke interesserede i at gøre noget, hvor den generelle normering bliver dårligere. Så begynder man at kigge lidt på de små institutioner. Det er både, fordi de små institutioner er lidt dyrere at drive. Der er færre børn til at betale for de faste udgifter. Leder, køkkenpersonale, rengøring, husleje, renovering af legeplads og indkøb. Men lige nu er udfordringen også, at vi har institutioner, som mangler børn,” siger hun og uddyber:

”Man kan godt skrue op og ned på personalet. Men hvis de faste udgifter i de små institutioner trækker en større andel af budgettet, så er der færre penge til pædagoger.”

Stod det til Sara Benzon, blev der afsat nok midler til, at børnene kom til at opleve reelle normeringer ude på stuerne. Faktisk regnede Hvidovre Kommune på sådan en model, men det blev så dyrt, at det blev fravalgt.

”Det er rigtig dyrt, og derfor er der mange, som synes, at vi ikke skal tale om det,” siger hun.

Kan man som forældre overhovedet forvente forbedringer?

”Det, vi får ud af normeringerne i Hvidovre, svarer til cirka 3-4 pædagoger, som vi har tilført på grund af den lov. Det gør vi nok også til næste år. Men at det bliver noget, de enkelte forældre kommer til at mærke? Det tror jeg ikke. I hvert fald ikke fra år til år. Jeg har en forhåbning om, at vi om fem år kan mærke, at der er flere voksne omkring vores børn,” siger Sara Benzon.