Queer western extravaganza: Anmeldelse af “The Duchess, The Serpent and The Crow”

Scenografien er enkel: Vejstriberne lyser tværs over scenen i den ombyggede kirke i Litteraturhaus på Møllegade.

En tegnefilm toner frem som altertavle; ørken, bjerg og kaktus bliver lagt bag os i loop. Den første figur toner frem på scenen. Han bærer cowboyhat, støvler og guitarkasse, og vi lærer ham at kende under flere titler: The Crow, The Wanderer, The Man with No Name, The Tall, Dark, Handsome Stranger.

Dramatiker Harald Toksværd debuterer med en absurd camp, symbolmættet feberdrøm. Det er americana-romantik i selvsving – halvanden times montage af metaforer fra the open road.

En cowboy, en brud og en olierigger går ind på en bar…

Toksværds teaterstykke er en lignelse, der med velkendte westernsymboler hamrer en eksistentiel pointe igennem – til tider med syvtommersøm. Vandreren vandrer ned ad vejen (vejen = the serpent), der enten er cirkulær, uendelig eller ender i en destination (= the duchess) – men det kan alligevel være lige meget, hvor vejen går hen.

Som enhver god fabel er stykket ikke uden morale: Der findes intet beyond the road i livet. Der er tale om den velkendte eksistentialistiske pointe, at det er individets eget ansvar at vælge en destination. Også selvom dette valg kan forekomme noget tilfældigt og i hvert fald uden anden værdi, end man selv tillægger den.

Vandreren møder på sin vej en lang række personer, der nærmere er referencemættede symboler end egentlige karakterer.

Vi støder således ind i the oil rigger (en selvudnævnt ”man of action”), en Hunter S. Thompson-lignende gangstertype (selvudnævnt ”man of means”), en djævel, en runaway bride, et gammelklogt, forladt barn, en prædikant (”man of faith”), en gammel, en ung, og en hedonistisk-nihilistisk Gatsbysk wagoneer, der ankommer på en bærestol af kravlende skuespillere.

Den hektiske vignetstemning kan godt gøre det noget uklart, hvad de forskellige personer faktisk vil os. Karaktererne når ikke rigtig at komme til deres ret i al deres iver efter at agere tandhjul i den queer-eksistentialistiske fabel.

Den amerikanske feberdrøm

Queer psychedelic western. Det var, hvad jeg havde læst om stykket på forhånd.

Stykket virker til at forstå queererfaringer som symptomatiske for ovennævnte eksistentielle kvaler. Vores helt møder den ene mand efter den anden; a man of action, a man of means, og så videre, men ingen af dem lykkes med at lokke vores vandrer ind i deres rigide maskulinitet.

The crow, der ellers er en spejlblank figur med hukommelsestab – understreget af, at skuespillerne skiftes til at påtage sig denne rolle som en løstsiddende ham – ved én ting: ”I’m not a man,” understreger han igen og igen.

Også the open roads blanke asfalt, den besnærende americanaromantik og de vellykkede kostumer kan ikke helt beslutte sig for, om de vil være en neutral baggrund, eller om de vil spille en rolle for sig selv.

I virkeligheden er queerpersoner ikke neutrale udgangspunkter. De oplever ikke kønsudtryk som en uendelig Walmart af frie valg og starter aldrig, som vandreren, fra scratch. Når man begynder at forstå sig selv, sker det fra et sted, hvor alle andre allerede har forstået én på alle mulige måder, og omverdenen har på forhånd tildelt én et køn, før man begiver sig ud på den hypotetiske highway.

Desuden er heller ikke den amerikanske highway – et populærkulturelt symbol for den amerikanske drøm – nogen clean slate; også her er startpositionerne forskellige og afgørende. Virkeligheden taget i betragtning er den amerikanske drøm som bekendt ikke så forskellig fra en feberdrøm.

Var det bare det?

“Is that all there is? / If that’s all there is, my friends / Then let’s keep dancing / Let’s break out the booze and have a ball”, sang dem amerikanske sanger Peggy Lee i 1969.

Det er den fornemmelse, The Duchess, The Serpent and The Crow efterlader mig med. Det er en festlig omgang, en fejring af (queer) coming of age, med hedonistiske inklinationer, store armbevægelser og meget på hjerte.

Når det er sagt, blev jeg undervejs kørt træt af forestillingens gennemgribende didaktik. Som publikum blev jeg hvert andet minut stoppet op og mindet om, at karaktererne skulle forstås som symboler, at der nu blev gjort et klassisk narrativt greb, eller at det var Sisyfos, der blev refereret til dér.

Så bliver det altså svært at komme ud af starthullerne. Faren ved en sådan didaktik er i sidste ende også, at når man har kringlet sig igennem symbolskoven, står man tilbage med moralen i hånden og spørger sig selv: Is that all there is?

The Duchess, The Serpent and The Crow (engelsk)
Spillested: LiteraturHaus, København.
Varighed: 1 time og 20 minutter uden pause
Spilleperiode: 11. september til 20. september
Instruktør: Aragorn Damgaard
Dramatiker: Harald Toksværd
Skuespillere: Tina Robinson, Mikka Deleuran, Rebecca Langley Jensen