Realistisk fred i Ukraine?

Ingen på den danske venstrefløj kan være uenige i, at Ruslands overfald på Ukraine er forfærdeligt, og at krig i det hele taget er forfærdeligt. Vi så alle gerne en fredelig løsning på krigen, og hellere i går end i dag. Derfor ville jeg også gerne leve i en verden, hvor John Jessens fredsplan for Ukraine var mulig, men det gør vi desværre så langt fra.

Vi er alle enige om, at Ruslands mål var en hurtig krig og en hurtig erobring af Ukraine. Det kom bag på den russiske krigsmaskine, at dette var sværere end forventet. Ikke mindst kom det bag på Rusland, at Ukraine har modtaget så massiv støtte fra Vesten (EU og NATO), som de har.

En af de primære årsager til, at Rusland ikke havde forventet dette modtræk, er, at Vesten indtil nu har været meget sparsomme i deres reaktioner på de russiske aggressioner. Her tænker jeg primært på Ruslands overfald på Georgien i 2008 og annekteringen af Krim i 2014.

Krigen burde ikke have været nogen overraskelse

At Rusland ville gå ind i Ukraine, burde ikke have overrasket mange. Det stod længe skrevet i sol, måne og stjerner – måske især for os specialister på området. Ikke mindst var det åbenlyst, hvis man turde lytte til, hvad Putin rent faktisk sagde i sine taler i perioden op til invasionen.

Allerede i 2004 begyndte Putin at omtale Vesten som fjende og som den faktor i det russiske samfund, der bringer alle dårligdomme med sig. Alkoholisme og narkotikamisbrug – det var alt sammen Vestens skyld. I 2007 begynder Putin at omtale sit mål om et Storrusland og omtale Sovjetunionens fald som det 20. århundredes største tragedie.

I månederne op til invasionen begyndte Putin at udtrykke sig om, at han ikke anså Ukraine for at være en selvstændig stat. Hvis dét og alle de foregående års imperialistiske tendenser ikke var et vink med en vognstang, så ved jeg snart ikke, hvad der er.

Ud over de åbenlyse budskaber i Putins taler kunne man også bide mærke i flere af de propagandahistorier, der florerede i de russiske medier frem til krigens udbrud. Flere af dem var nærmest 1:1 identiske med de historier, der kørte op til Ruslands annektering af Krim.

Her tænker jeg for eksempel på historien om, at ukrainere korsfæster russiske børn foran deres forældre, og historien om at ukrainere låser russere inde i bygninger og stikker ild til dem. Man kunne også lægge mærke til en generel omtale af ukrainere som nazister.

Der blev trukket – og der bliver stadig trukket – mange tråde til 2. verdenskrig i måden, man i Rusland omtaler krigen i Ukraine. Det har man også kunnet lægge mærke til i forbindelse med sejrsdagen d. 9. maj, hvor Sovjetruslands sejr over Nazityskland fejres.

Vestens mangel på svar på Ruslands annektering af Krim og den af Rusland fremprovokerede voldsomme ufred i Østukraine var med til at lægge grundstenene til det, vi ser i dag. Det er vi nødt til at lære af.

Fred for enhver pris?

Nogle af de omstændigheder, der gør en snarlig fred nærmest umulig, er, at det i Putins Rusland er ulovliggjort at trække sig tilbage fra erobrede territorier. Hvilket er et klart signal om, at man ingenlunde er klar til at indgå i realistiske forhandlinger eller rømme alle erobrede territorier, sådan som ukrainerne, helt forståeligt, kræver.

John Jessen foreslår i sit indlæg, at der afholdes folkeafstemninger i Luhansk, Donetsk og Krim, hvilket på overfladen kan synes som et godt forslag. Man glemmer dog bare nogle faktorer.

Først og fremmest glemmer man, at man fra russisk side vil påstå, at en sådan afstemning allerede har fundet sted, da Rusland holdt sine egne folkeafstemninger i disse provinser. Disse folkeafstemninger var præget af enorm svindel, og jeg har desværre svært ved at se, hvorfor endnu en sådan afstemning ikke skulle have samme udfordringer.

Et andet af Jessens forslag er, at ingen af de militære alliancer, der indbefatter de europæiske lande, må optage nye medlemmer. Det er et forslag, som ikke kun efterlader Ukraine ekstremt sårbar, men også, i min optik, ville føre til, at Rusland ville vende tilbage efter mere, når de igen havde samlet kræfter. Det er en meget farlig situation for Ukraine.

Det vil ikke kun være meget farligt for Ukraine at stå uden stærke alliancer. Det ville også gøre de omkringliggende lande sårbare for invasion, hvis de heller ikke ville kunne skabe sig de nødvendige alliancer, for at forhindre Putins drøm om et Storrusland.

Så det store problem med Jessens fredsaftale er, udover at den desværre ikke synes realistisk, at den heller ikke ville føre til en varig fred.

En urimelig, men måske mulig, fred

Nogle nævner, at det vil være befordrende for en fredsproces, hvis Putin bliver væltet. Der vil jeg som specialist i Rusland gerne nævne, at det ikke vil være en løsning på krigsproblematikken alene at vælte Putin, da der står andre klar i kulisserne til at overtage hans linje.

Den eneste mulighed for fred, som jeg desværre heller ikke ser som synderlig realistisk, men dog mulig, er, at Rusland på den ene eller den anden måde får det, der i Rusland kan brandes som en sejr – mod at Ukraine allierer sig tættere med Vesten.

Jeg siger bestemt ikke, at det er rimeligt, at Ukraine skal afstå land til Rusland oven på deres overfald, men det er for mig at se den eneste realistiske mulighed. Her kunne man forestille sig, at Rusland måske ville kunne stille sig tilfreds med Østukraine og at bevare Krim.

Mere realistisk er det dog, at russerne ville forsøge at få havnebyen ved Sortehavet Odessa med. Odessa har en helt særlig rolle i russisk historie og kultur. Igen er det på ingen måde en rimelig fred. Men det er måske en mulig fred.