Vores retningslinjer gælder for alt indhold på Solidaritet.dk. Underredaktioner kan have vedtaget flere retningslinjer for deres arbejde.

Vores målgruppe er den brede venstrefløj. Solidaritet skal være for de mange. Det betyder, at vi er udogmatiske og åbne i vores tilgang til det redaktionelle arbejde, og at man altid er velkommen til at kontakte os med forslag og kommentarer.

Vi kvalitetssikrer vores indhold gennem redaktionel bearbejdning af alt stof, der publiceres på Solidaritet.dk. Vi vil gerne indgå i en udviklende proces med alle bidragsydere, og vi håber gennem en inkluderende, redaktionel dialog at dygtiggøre os selv og vores skribenter løbende.

Forudsætningen for, at vi kan vi udvikle os som venstrefløj er skarpe analyser og kritisk debat. Vi er grundige og ordentlige, og forholder os kritisk til vores kilder. Vi er tilmeldt pressenævnet, og følger dettes retningslinjer for god presseskik. Vi respekterer den enkelte borgers krav på personlig integritet og privatlivets fred. Når vi skriver om folk, vil det derfor som udgangspunkt være på baggrund af det hverv de repræsenterer, ikke deres person.

Vi vil gerne tale med undertrykte og underrepræsenterede grupper – ikke om dem, hvilket betyder, at vi ikke nøjes med at lade andre tale på deres vegne. Vi arbejder derfor kontinuerligt på, at vores redaktioner sikrer diversitet, både i forhold til vores skribenter, og hvilke emner vi behandler.

Vi vil arbejde for en åben journalistisk kultur, hvor rådne sager bliver trukket frem i offentlighedens lys. ’Whistleblowers’ er folk, der efter vores opfattelse bør hædres – ikke fyres eller smides i fængsel. Af samme grund vil alle kildehenvendelser og tips blive behandlet med fortrolighed i det omfang det er ønsket og nødvendigt. Vi står til regnskab for vores medlemmer – ikke aktionærer, skyggeinvestorer eller andre skjulte interesser. Vi har valgt klart side, og stiller os i stedet sammen med arbejdere, undertrykte folk og det internationale proletariat.

Vi synes ikke man skal være bange for at begå fejl, så længe man står ved dem og lærer af dem. En fordel ved et online medie som vores er, at det giver os mulighed for at præcisere artikler. Vi retter derfor faktuelle fejl når vi bliver opmærksomme på dem, og vi indsætter en note i vores artikler om, hvad der er blevet rettet på, og hvornår det er blevet opdateret.

Vi mener ikke der findes medier, der leverer såkaldt “objektiv journalistik”. Tværtimod forholder vi os skeptisk til, at et sådant perspektiv overhovedet eksisterer. Enhver vinkling af en begivenhed, og enhver redaktionel prioritering af én historie frem for en anden, er i større eller mindre omfang et ideologisk betinget valg. Derfor melder vi åbent ud, at vi har et socialistisk verdenssyn, og at dette udgangspunkt afspejler sig i de artikler og udsendelser, som vi vælger at bringe.

Hvis du synes vores redaktionelle og politiske grundlag lyder fornuftigt, skal du være velkommen til at henvende dig til os med forslag til artikler og samarbejde.