Redaktionens røde linje i tekster om Ukraine

Der ligger på Arbejderens hjemmeside et essay af Aksel V Carlsen. Det handler om ønsket om fred i Østukraine og går under titlen ”Krig er foragt for liv”. Så langt så godt. Teksten er hos Dagbladet Arbejderen forsynet med en kommentar om, at essayet blev afvist af Solidaritets redaktion. Det er helt rigtigt.

Solidaritets webredaktion fungerer som så mange andre redaktioner. Vi modtager tekster, vi læser dem – og derpå redigerer vi i dem for at gøre dem så velegnede til udgivelse, som vi nu er i stand til. En gang imellem afviser vi også tekster. Det kan der være mange grunde til. Vi kan mene, at emnet ikke er tilstrækkeligt aktuelt, og vi kan også mene, at teksten simpelthen ikke er god nok.

Ingen af delene var tilfældet for den omtalte tekst. Emnet er sørgeligt aktuelt, og teksten er tilmed velskrevet. Vi afviste Aksel V Carlsens essay af en anden grund. Teksten indeholder meget interessante skildringer af livet for den russisktalende befolkning i det østlige Ukraine og de genvordigheder, denne del af den ukrainske befolkning har gennemlevet. Det er en meget velkommen nuance i et mediebillede, der skildrer konflikten i et tiltagende antagonistisk lys.

Men hvad teksten besidder i velkomne nuancer om en del af konflikten, mangler den i nuancer om den elefant i tekstens rum, som teksten ikke ulejliger sig med at beskrive. Elefanten i rummet er selvfølgelig det soleklare faktum, at det var Rusland, der invaderede Ukraine, og det er Rusland, der fortsat besætter store dele af Ukraine med død og lidelse til følge.

Der står i teksten, at krigen begyndte i 2014 og brød ud i lys lue i februar 2022. Det er for så vidt rigtigt, men teksten skildrer ikke, hvordan krigen i begge tilfælde begyndte. Både i 2014 og i 2022 var der et land, der invaderede et andet land. Rusland invaderede Ukraine.

Teksten beskriver byen Mariupol, som i dag genopbygges, selv om den udsættes for ukrainske raketangreb, efter russerne ”overtog” byen. Beskrivelsen om Mariupol vinder prisen for den største eufemisme på den danske venstrefløjs medielandskab i marts måned anno domini 2023.

Russerne overtog Mariupol, hvis man med at ”overtage” mener, at de tæppebombede byen, som USA gjorde ved Hanoi i julen 1972, hvorpå de besatte Mariupol og stadig holder byen besat. Der er en grund til, at russerne genopbygger Mariupol. Den grund er russernes egen ødelæggelse af byen.

Så det er årsagen til, at en enig redaktion på Solidaritet afviste indlægget. Der er gode skildringer af den russisktalende befolknings stilling. Men Ruslands aggression og krigsforbrydelser er helt fraværende fra teksten. Rusland ville fremstå som befriere. Et sådant fuldstændig misvisende billede vil vi på Solidaritet ikke videregive.

Og her er vi fremme ved dilemmaerne ved at være et ganske lille venstrefløjsmedie, der brydes med den store verdens problemstillinger. Vi er afhængige af bidrag fra frivillige skribenter, og det er vi på Solidaritet i virkeligheden glade for at være.

De frivillige skribenter giver vinkler på de store sager, som ignoreres i det øvrige mediebillede. Og de frivillige skribenter bidrager med vinkler og historier, som ikke finder frem andre steder. Det giver Solidaritet sit særpræg.

På Solidaritet ønsker vi også bidrag, der giver et andet billede af krigen i Ukraine end det fremherskende. Vi ønsker at give fredsstemmerne plads i debatten. Og vi ønsker bidrag af alle slags – analyser, kommentarer og reportager, der kan bidrage med et nuanceret billede af den store verden og de lokale sager.

Men vi på redaktionen forbeholder os som alle andre redaktioner retten til ikke at bringe indlæg. Det er der hverken noget mistænkeligt eller odiøst i. Så passér venligst gaden, her er ikke noget at se.

Indlæg, der i praksis forsvarer Putins aggression mod Ukraine, vil blive afvist. Det er vores redaktionelle linje på det område, og vi i redaktionen mener, at Aksel V Carlsens tekst i praksis forsvarer Putins imperialistiske krig.