Rejser i Rumænien II: Oprør

EUs bureaukratiske institutioner og kapitalstærke lobbyisme siger mig intet. Jeg er derimod nysgerrig efter det Europa, hvor historien, sprogene, kulturen og de politiske ideer er viklet og snoet ind i hinanden gennem århundreder. Jeg tror, det er vigtigt, vi også ser i udkanten af billedet for at forstå – hvad det vil sige at være europæer.

Et arbejdshold er i gang med at asfaltere hovedvejen, der snor sig ned fra bjergene. Støvet fra vejarbejdet hvirvler op på forruden, jeg kan ikke se, hvor jeg kører. Det tager en time at køre ti kilometer. Arbejdet udføres af Astaldi – et italiensk firma. Det vil sige, at de har entreprisen og EU-støtten, men har udliciteret det til mindre firmaer … som bliver betalt så ringe, at de snyder med materialerne og er forsinkede i månedsvis. Strækningen Sebeş-Tuda blev forladt i 2019, fordi arbejderne ikke fik deres løn.

Mindstelønnen i Rumænien er udbredt. Otte euro i timen (59 kr.), den næstlaveste i EU – det er der ingen, som kan leve af. Fødevare- og benzinpriser er ikke ret meget lavere end i Danmark. Tankevækkende er det f.eks., at den 27. maj 2021 gik arbejderne på togvognsfabrikken Romwag Carasal nær ved Tur Severin i strejke. De kræver ikke blot højere løn end mindstelønnen og bedre arbejdsforhold – men også en fagforening, som repræsenterer deres interesser.

Mere religion end dialog

Jeg er nået til byen Cluj, hvor jeg møder Peter Damo. Han er formand for FSIE (Federatia Sindicatelor Independente Educaţie), en lille uafhængig fagforening for undervisere på diverse uddannelsesinstitutioner fra folkeskole- til gymnasie-lærere i området Cluj, Alba Lulia og Sibiu.

”De gamle officielle fagforeninger er gennemsyrede af arven fra  Ceausescu-styret, viklet sammen med det korrupte Socialdemokrati,” mener Peter. FSIE er en aktivistisk fagforening, som demonstrerer med bannere og krav til kommunen. I de senere år har FSIE fordoblet deres medlemstal, men organisationsprocenten er stadig lav.

Peter Damo fortæller mig, at EU i 2011 fik indført loven om ”social dialog” (lov 62 af 2011), der handler om, at arbejderne kun har ret til repræsentation (SU), hvis de kan fremvise 51 % organiserede. En slags arbejdsret skal kontrollere det hvert 4. år – og har arbejdsgiverne skilt sig af med de aktive lige før opgørelsen, mister man sin SU de næste 4 år.

 ”Så deres såkaldte ”sociale dialog” handler om at begrænse fagforeningernes indflydelse.” I 2019 var der demonstrationer mod regeringen, som havde sit udspring fra Cluj. ”De protester gjorde noget godt”, siger Peter, ”for de satte fokus på korruptionen. Problemet er, at de ikke har nogen officiel ledelse eller klart definerede mål. De siger bare ”Ned med regeringen”. Mange af dem er unge, veluddannede mennesker, der tror, at alle Rumæniens problemer løser sig med frie markedskræfter, og de er anti-alt hvad der har med socialisme at gøre,” mener Peter. ”Hvis man påpeger, at vi mangler velfærd for millioner af fattige i Rumænien, er deres svar, at staten kan sælge ud af jord og værdier.”

Her i januar 2021 har FSIE trods Corona-nedlukning protesteret mod nedskæringer på gymnasier og drastiske besparelser på alle uddannelser, der har med kultur at gøre.

Peter oplever, at det er svært at være venstreorienteret i Rumænien. Er man kritisk over for EU, bliver man automatisk beskyldt for at være pro-russisk. ”De mest fordomsfulde er tit unge mennesker, som aldrig selv oplevede repressalierne under kommunismen.” Han påpeger også, at regeringen er homofobisk – men at de til gengæld ikke sparer, når det gælder støtte til religionen.

Religionen – jeg oplever det selv. Når de gamle koner stiger på bussen, gør de korsets tegn, inden de bevæger sig ned på en siddeplads. Den mindste og usleste landsby har kirker, der kan ligne små slotte med tårne af sølv eller træbygninger med tinder og udskårne porte. Selv midt inde i skoven ligger de, som bygget til et mystisk elverfolk. Og der er fulde huse til gudstjenesterne.

Det minder mig om filmen ”Beyond the Hills” (Dupa Dealuri). Den er instrueret af Cristian Mungiu, men desværre ikke vist i Danmark. Filmen foregår omkring 2013 i et ortodokst kloster-miljø, hvor nonnerne går i sorte gevandter med en slags låg på hovedet under tørklædet. De lever uden rindende vand og elektricitet i et fællesskab, som ledes af en mandlig præst. Det hjerteskærende ved historien er egentlig ikke den underliggende lesbiske kærlighed og djævleuddrivelsen, men at de unge piger – som søger om optagelse i klosteret – er opvokset på børnehjem. Da Ceausescu-styret faldt, så verden pludselig ind i øjnene på de forsømte  og understimulerede børn i deres skidne senge. Nu er børnene blevet voksne, og nogle af dem har ikke noget bedre sted at gå hen.

Engang boede her mange jøder

Sighet (Sighetu Mamaţiei) er en by med lave huse i støvede jordfarver, smuldrende stuk, afskallede port-hvælvinger og falmede blondegardiner fra oldemors tid.  På det modsatte fortov går to kvinder med bondekonetørklæde og sort skørt. De er på vej til markedet for at sælge deres stiklinger og hjemmestrikkede sokker. Fra et åbent vindue høres dæmpet klaverspil og langt ude for enden, hvor gaden bliver til støvet vej, ligger floden som adskiller Rumænien fra Ukraine. En gammel mand er på vej derned med sin fiskestang iført en slags tyroler-hat. Hvis det ikke var, fordi her også holdt spredt parkerede biler, kunne jeg lige så godt have befundet mig i 1930. Og så alligevel ikke.

“Jeg går ned mod kiosken for at købe noget at drikke. Ude foran sidder en ung roma-kvinde med to små børn, der roder i skraldebøtterne. De er alle utroligt lasede og beskidte, en ældre mand siger noget til dem med vred og hævet stemme, da han passerer. Ingen af dem reagerer.”

For i så fald mangler der noget eller snarere nogen. Jøderne bor her ikke længere.

Forfatteren Eli Wiesel, som fik Nobels fredspris i 1986, er født her, og der er indrettet et lille museum i hans fødehjem. Jeg ligner dagens eneste besøgende. Engang boede her omkring 2.500 jøder, og museet fortæller, hvordan Horthy-fascisterne fra Ungarn besatte byen og deporterede jøderne. Eli Wiesel blev selv sendt til Auschwitz i en alder af 12 år, og fortæller sin smertefulde historien i bogen ”Natten, Daggry, Dagen”. Museet beretter intet om rumænernes egen rolle i jødeforfølgelserne. Det gør Hanna Arendt i sin bog ”Eichmann i Jerusalem”. Hun skriver, at ”SS var forbløffet over rædslerne” som f.eks. planløs kørsel i dagevis, til de indespærrede var døde af iltmangel.” …”Tyskerne mente, at østeuropæerne var uciviliserede, og at gasning var mere humant.” Området havde kendt til spontane pogromer i århundreder.

Ifølge museet bor her stadig få håndfulde jødiske familier, og den ene af byens synagoger er bevaret. Jeg går ned mod kiosken for at købe noget at drikke. Ude foran sidder en ung roma-kvinde med to små børn, der roder i skraldebøtterne. De er alle utroligt lasede og beskidte, en ældre mand siger noget til dem med vred og hævet stemme, da han passerer. Ingen af dem reagerer.