Replik: Er medarbejdereje en farbar vej for venstrefløjen?

---

Det er en vigtig debat, som Ulf V. Olsen har taget op i sin kronik d. 31/5. Jeg er selv fortaler for medarbejderejede virksomheder. Ulf V. Olsen tager fat i nogle af de problemer, der er forbundet med medarbejderejede virksomheder. Her vil jeg forsøge at imødekomme nogle af problemstillingerne.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.

Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet

---

Af Jens Peter Kaj Jensen

En virksomhed skal ikke være et aktieselskab

Hvis man ser ejerskab som en kapitalistisk selskabskonstruktion, fx et aktieselskab eller et anpartsselskab, kan der bestemt være mange problemer med medarbejderejede virksomheder. Som jeg ser det, så opstår problemet, når ejerskabet knyttes til enkeltpersoner.

Man kan imidlertid forestille sig andre former for ejerskab, fx en konstruktion, hvor en virksomhed er ejet i fællesskab af den gruppe medarbejdere, som til enhver tid er tilknyttet virksomheden. Dermed vil man ikke kunne tage ejerskabet med sig ud af virksomheden, man kan ikke sælge sin andel. Man har den kun så længe, man arbejder der. Her kan man selvfølgelig indvende, at der så slet ikke er tale om ejerskab, men blot overskudsdeling og demokratisk ledelse i en virksomhed, som i realiteten ikke er ejet af nogen bestemt – eller er ejet af staten. Det er OK for mig.

Hvilken virksomhed deler man så?

”Hvad med fx deltids- og projektansatte? Skal de også være medejere? På samme måde skal man definere, hvad en virksomhed overhovedet er. Er Bestseller fx én virksomhed – eller er det underafdelingerne, som f.eks. Jack & Jones, der er virksomheder.”

Et sådant ”midlertidigt eje” er naturligvis ikke svaret på alt, for man vil i praksis være nødt til at definere, hvad det vil sige at være medarbejder i en virksomhed. Hvad med fx deltids- og projekt-ansatte? Skal de også være medejere? På samme måde skal man definere, hvad en virksomhed overhovedet er. Er Bestseller fx én virksomhed – eller er det underafdelingerne, som f.eks. Jack & Jones, der er virksomheder, og som man således bliver medejer af? Der er masser af konkrete afgrænsninger, man bliver nødt til at foretage. Men det må trods alt være muligt.

Skaber medarbejdereje blot endnu flere kapitalister?

Et andet vigtigt problem handler om muligheden for at få en virksomhed til at handle i overensstemmelse med overordnede samfundsinteresser, fx hensyn til miljøet eller forsyningssikkerheden. Man kan måske anføre, at der nok er større sandsynlighed for, at en medarbejderledet virksomhed vil handle med samfundssind, end at en virksomhed, der er styret ud fra profithensyn alene, vil gøre det. Men der findes selvfølgelig ingen garantier. For arbejderne i en medarbejderejet og -ledet virksomhed kan jo også blive fristet af profithensyn og vælge at tilsidesætte fx en dyr spildevandsrensning. Eller de kan insistere på at producere fødevarer så billigt som muligt for at maksimere deres udbytte. De kan med andre ord blive fristet til at handle som alle andre kapitalister. Men det kan der også være forskellige løsninger på.

Folkevalgte bør vælge produkter til og fra – et større rum for planøkonomi

Vi kender allerede nogle af de styringsmekanismer, der kan bruges til at minimere risikoen for, at grådighed kommer til at styre. Det er f.eks. statslige, altså landsdækkende, universelle forbud. Forbud mod at udlede forurening i jord, vand og luft, forbud mod at bruge bestemte stoffer i produktionen. Påbud om at sikre arbejds-miljøet og -sikkerheden, om at rense, finde erstatningsstoffer, lade dyr græsse osv.

Men der er også andre styringsmetoder, som kan supplere denne velkendte model. Den model, som jeg foreslog i debatbogen Muren & spøgelset (1996), var at lade et folkevalgt regionalråd, som altså ikke er knyttet nogen enkeltvirksomhed, fungere som universel grossist for regionens arbejdspladser. Virksomhederne er nødt til at sælge deres produkter til regionalrådene, for at de kan blive solgt til detailhandelen. Men regionalrådene er på deres side ikke forpligtede til at købe alle produkter. De kan vælge dem fra, som de mener er produceret i modstrid med almenvellets interesser. Men alle andre produkter skal de opkøbe i den udstrækning, de bliver efterspurgt af detailhandelen. De kan altså ikke blot undlade at opkøbe et produkt, fordi de ikke kan lide producenten, eller fordi de ikke gider tage stilling til flere cykellåse. Der skal gives en god grund, hvis de skal undlade at opkøbe. 

Den nævnte model er et kompromis mellem planøkonomi og markedsøkonomi. Det er imidlertid en planøkonomisk styringsmekanisme, som vi ikke automatisk får med i købet, når medarbejderne får medarbejderaktier. Medarbejdereje kan være et lille skridt frem mod socialismen, men et vaklende skridt, for uden et element af planøkonomi står vi stadig med de to vigtige problemer, som Ulf har nævnt.

Ingen har en interesse i ineffektive og utidssvarende arbejdsforhold

Der er dog også elementer i Ulfs artikel, som jeg enten ikke forstår eller ikke er enig i.

Ulf skriver bl.a.: “En hypotese kunne være, at virksomheder med stor medarbejderindflydelse vil være optaget af at sikre medarbejdernes interesser. De vil f.eks. næppe være de første til at indføre ny teknologi eller nye arbejdsgange, som overflødiggør en del af de ansatte”, skriver Ulf.

Mit svar til dette er, at hvis virksomheden forstener som en teknologisk dinosaurus, vil den simpelthen ikke kunne konkurrere. Her forudsætter jeg, at produktet enten skal kunne sælges på et frit marked, eller som jeg her har foreslået: via et folkevalgt råd, som ikke bliver ved med at tage det på lager, hvis detailhandlen ikke længere efterspørger det. Og så må virksomheden lukke, og alle bliver arbejdsløse.

Så vil det være mere rationelt af medarbejderne at modernisere produktionen, sådan at den kan følge med (eller gå foran i) den generelle udvikling, og så sætte arbejdstiden ned i henhold til det ringere arbejdskraft-behov, så længe det økonomisk går an. I sidste ende må man selvfølgelig afskedige overflødige medarbejdere, dels ved naturlig afgang, dels om nødvendigt ved fyringer. En socialisme uden fyringer lyder godt, men ligger uden for min forestillingsevne.

Noget andet er, at vi jo ikke i alle sammenhænge går ind for at producere med mindst mulig arbejdskraft. Jeg gør i hvert fald ikke, når det gælder undervisning, ældrepleje og børnepasning. Og heller ikke når det gælder landbrug og fiskeri. Men det er en helt anden diskussion.

Bliver man doven af at få del i et overskud?

Det andet element i citatet fra Ulfs artikel handler om arbejdsmoralen. Altså at den skulle være i risiko for at blive ringere på en medarbejderejet virksomhed. Eller på en medarbejderledet virksomhed. Det står ikke helt klart for mig, hvilken af de to situationer, Ulf henviser til. Her kan jeg ikke lade være med at henvise til min egen erfaring som ansat i en både medarbejderejet og –ledet, privatkapitalistisk virksomhed, nemlig bogforlaget Klim: Klim blev startet som et rødt, kulturpolitisk projekt af syv socialister i 1984. De ville udgive bøger om og for arbejderklassen, og de tog ud på de store arbejdspladser i Århus og rekrutterede medlemmer til Socialistisk Bogklub. De arbejdede sammen, tog alle større redaktionelle og økonomiske beslutninger i fællesskab, ejede forlaget sammen og delte overskuddet, når der var et.

”Men i sidste ende satte det forhold, at virksomheden også var medarbejderejet, sig igennem med større kraft. Alle vidste jo, at man økonomisk var afhængige af hinanden. Hvis nogen fik redigeret eller opsat for få bøger, var der ikke noget overskud at dele.”

I forhold til arbejdsmoralen har Ulf nok ret i, at det at virksomheden var ledet af medarbejderne, som oven i købet var venner, kunne gøre at man et stykke hen ad vejen, nok kunne slippe af sted med at gå tidligt hjem, når man var træt eller havde tømmermænd. Ingen havde lyst til at fyre nogen. Men i sidste ende satte det forhold, at virksomheden også var medarbejderejet, sig igennem med større kraft. Alle vidste jo, at man økonomisk var afhængige af hinanden. Hvis nogen fik redigeret eller opsat for få bøger, var der ikke noget overskud at dele. Så når alt kom til alt, blev det adresseret, hvis nogens arbejdsindsats blev opfattet som for ringe. Og det fik konsekvenser.

Da jeg blev ansat, havde Klim allerede været igennem tunge interne slagsmål om netop det problem, og det hørte faktisk aldrig op med at være et tema. Min opfattelse var, at arbejdsmoralen var usædvanlig høj.

En anden relevant erfaring fra Klim er det forhold, at jeg nok blev en del af den fælles redaktionelle ledelse på forlaget, men aldrig medejer. Jeg nægtede at købe mig ind. Jeg ville ikke giftes med min arbejdsplads. Jeg ville til enhver tid (og uden noget bøvl) kunne sige mit arbejde op, hvis jeg ikke havde lyst til det mere. Noget som Ulf også kommer ind på i sin artikel. Havde vi haft en anden form for ejerskab på Klim – hvor man blot var medejer, så længe man arbejdede der, men ikke skulle købe sig ind og sælge sig ud – havde jeg naturligvis gladeligt taget imod overskudsdelingen.

---

• 

Jens Peter Kaj Jensen (f. 1965) er forfatter og bosat i Madrid. Han er medlem af Enhedslisten.

---