Reportage: Enhedslisten inviterer til stormøde om den danske økonomi
De voksende økonomiske problemer i det danske samfund fylder mere og mere i den offentlige debat og skærper uligheden. Solidaritet var med da Enhedslisten på kort varsel inviterede til stormøde om akuthjælp.
Jeg er på vej til Christiansborg tidligt tirsdag eftermiddag 20. september. Først en tur gennem sikkerhedskontrollen, og derefter videre op til Fællessalen, hvor Enhedslisten har inviteret til stormøde i de gamle, rigt udstyrede lokaler.
Dagens emne er den danske økonomi og den voksende inflation, der har påvirket store dele af det danske samfund. Dagens ord er omfordeling; både i forhold til akuthjælp, men også på længere sigt – og med et socialistisk øjemål. Målet er at skabe en dialog om problemet, og hvad venstrefløjen kan og skal gøre for at komme problemerne til livs.
Igangværende forhandlinger lægger låg på planerne
Dagens program starter med et oplæg fra Enhedslistens folketingskandidat og ordfører Victoria Velasquez. Hun holder sig til tre overordnede hovedpunkter: hvad kan man gøre i folketinget, hvad kan man gøre på et lokalt/kommunalt plan og ikke mindst hvad kan man gøre som aktivist.
Der er brug for at vi alle sammen lægger et fællespres, både i folketinget og i vores lokalområder
Victoria Velasquez
Det var Folketinget, som Enhedslistens oplæg kredsede om – hvad de mener er nødvendigt og vigtigt i at holde et konstant pres for at holde fokus på emnet. At få gennemført nødvendige aftaler om akuthjælp så hurtigt så muligt, og at man fremadrettet får forhandlingerne over på at der skal omfordeles bredere i det danske samfund. De to andre pointer blev diskuteret i de workshops, der fulgte efter oplægget.
Den kommende valgkamp lægger dog en skygge over forhandlingerne, og det bliver flere gange understreget, at man er bekymret for valgresultatet, men også risikoen for, at forhandlingerne ville blive begravet, og at konkrete initiativer ville blive erstattet af valgflæsk. At Danmark står til at få en borgerlig regering efter valget, med markant andre visioner for, hvordan de umiddelbare problemer skal løses. For ikke at nævne de mere langsigtede konsekvenser.
En vigtig pointe var, at Enhedslisten er med i forhandlinger om en akut hjælpepakke. Forhandlingerne ledt af Socialdemokratiet vil sandsynligvis munde ud i en af forhåbenlig flere hjælpeparker i løbet af de næste ugers tid. Af denne grund var stormødet præget af en vis grad af hemmelighedskræmmeri, fordi forhandlinger som sagt stadig er i gang. Derfor er Victoria Velasquez meget insisterende på, at ingen konkrete detaljer kommer ud, før forhandlingerne er nået i mål. Dog er der nogle generelle tendenser, som kan rapporteres fra mødet. De ting, der er i spil er ikke optimalt set fra et rødt perspektiv, men de har den fordel, at de kan blive ført ud i livet hurtigt og nyder bredere opbakning parlamentarisk. Samtidig er der en bevidsthed om, at disse hjælpepakker er nødt til at ramme bredt og være relativt ambitiøse i deres karakter.
En akutpakke skal på plads så hurtigt som muligt, ikke blot fordi det haster for mange, men også fordi valget kaster lange skygger over ethvert politisk tiltag. Velasquez slår fast, at det er vigtigt at lægge et konstant politisk pres, hvis yderligere tiltag skal kunne gennemføres i løbet af de kommende måneder.
Det er vigtigt, at vi agerer nu, der er brug for mærkbar praktisk hjælp. Det er der råd til!
Victoria Velasquez
Derefter er der workshops, hvor mødets deltagere sætter sig sammen i mindre grupper for at diskutere diverse forskellige problemer – og give deres bud på mulige løsninger. Jeg lander selv i en workshop om boliger, og hvordan man kan sikre, at folk ikke skal gå fra hus og hjem. Her blev der diskuteret, om der skulle introduceres en form for boliggaranti, så lejere – der ikke kunne betale deres husleje pga. de økonomiske problemer ikke blev smidt på porten. Andre forslag som at stramme reguleringen af boligmarkedet, slå ned på bolighajer ogbygge flere almene boliger – samt lade være med at rive de nuværende ned – blev også vendt.
Efterfølgende er der opsamlende debat, hvor workshop-grupperne præsenterer deres forslag. Her kom de andre grupper med deres bud på løsninger og akuthjælp. Lige fra forslag om fælleskøkkener, en målrettet aktion om at bruge restvarer og bekæmpe madspild til forslag om at gøre offentlig transport billigere og holde hånden under infrastrukturen i især udkantsområder. Diskussionen er både livlig, men også meget personlig for mange af deltagerne. Selvom der er stor uenighed, er der også en klar opfattelse af, at noget skal gøres for at beskytte de fattigste i det danske samfund.
Omfordeling og socialisme
Til sidst kommer Lotte Thurøe Andersen og Peter Plesner, to af Enhedslistens økonomiske rådgivere, på scenen. De præsenterer et PowerPoint show om den økonomiske situation i Danmark, men også om Enhedslistens egne løsninger på den stigende ulighed i samfundet. Oplæggene præsenterer Enhedslistens vision for, hvordan den danske økonomi skal planlægges de kommende år – med fokus på omfordeling til gavn for både de fattigste, men også den bredere befolkning. Det handler i høj grad om den voksende ulighed i det danske samfund, som rådgiverne underbygger med undersøgelser og statistikker over den danske økonomis udvikling. Hvordan skellet mellem rig og fattig er vokset eksplosivt, både på købekraft og lønforhold. Her har den fattigste del af den danske befolknings økonomii høj grad stagneret, mens den rigeste del af befolkningen har set deres formue vokse eksponentielt.
De nuværende økonomiske problemer bliver præsenteret som en mulighed for at trække danske vælgere over på venstrefløjen, og udbrede idéen om, at det er nødvendigt med en bredere omfordeling i det danske samfund. For Enhedslisten er det derfor en mulighed for at nå ud til nye vælgere med et budskab, der før ville have mødt modstand. Krisens omfang og bredde gør, at de nu potentielt kan slå rødder.
Vores største samarbejdspartner er den danske befolkning. Det er de færreste, der kan lide at se en folkepensionist i nød.
Victoria Velasquez
Samtidig er det en gylden mulighed for at skubbe til den grønne omstilling af det danske samfund, forklarer oplægsholderne, der ligesom deltagerne ved arrangementet er bevidst om, at mange tiltag kan ramme de fattigste uforholdsmæssigt hårdt. Her skal man ikke kigge længere væk end til Frankrig, hvor en afgift på dieselkøretøjer førte til, at De Gule Veste gik på gaden.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER