Donald Trump med den amerikanske vicepræsident, Mike Pence. USA har fulgt en linje, hvor de har bestemt sig for, at det at nægte behandling er den bedste aktive kur mod coronavirus. Fotograf: Gage Skidmore
8 min. læsetid

Der er brug for nye taktikker for at vise, at folks liv er vigtigere end profit, forklarer den amerikanske biolog, Rob Wallace i et opfølgende interview.

Oversat af Rune Popp


Læs det oprindelige interview af Yaak Pabst her

Af Luca de Crescenzo

Det er to uger siden, at Rob Wallace deltog i et interview om de bagvedliggende årsager til coronavirussen, der siden er blevet læst hundredtusindvis af gange på det tyske magasin Marx21. Siden da er verden også forandret.

Som Wallace siger det: “Jeg lagde mærke til, at her to uger efter det oprindelige interview er mine svar i dag mere skarpe. Hvor jeg tidligere havde en tilpas radikal analyse af strukturerne, så begynder jeg nu at føle, at vi mangler tilstrækkeligt radikale taktikker med en verdensomspændende pandemi på vej.

Hvad er din kommentar til de britiske myndigheders plan om ikke at tage nogen drastiske skridt for at begrænse virussens spredning og i stedet satse på, at der udvikles en flok-immunitet. Du skrev, at “det er et svigt, der forsøger at fremstå som en løsning”. Vil du uddybe det?

Det konservative parti i Storbritannien har ligesom i USA fulgt en linje, hvor de har bestemt sig for – at det at nægte behandling er den bedste aktive kur. Regeringen forsøger at få dens sene indgreb til at fremstå som en strategi om at lade Covid-19 arbejde sig gennem befolkningen, og derved beskytte den svageste del af befolkningen gennem den flok-immunitet, der udvikler sig. Det er lige det modsatte af, hvad lægeløftet foreskriver – det er: ”lad os gøre maksimal skade.”

I bogen ‘Big Farms Make Big Flu’ behandler Rob Wallace det problematiske forhold mellem den kapitalistiske landbrugssektor og smitsomme sygdomme.

Flokimmunitet bliver blandt fagpersoner inden for epidemiologi ikke set som værende særligt meget værd. Hvis tilstrækkelig mange mennesker bærer antistoffer fra det seneste udbrud, er der tilpas få individer, som kan blive smittede – og dermed kan ingen ny infektion holde sig selv kørende, så selv dem der ikke tidligere har været smittede kan altså undgå at komme i fare. Det er ofte kun en midlertidig virkning, især hvis smittevirussen muterer.

Vi klarer os markant bedre, hvis flokimmuniteten kommer i form af vaccinekampagner. For at det skal lykkes, kræver det, at et stort flertal af befolkningen bliver vaccineret, hvilket ikke burde give anledning til problemer, da vacciner i dag er meget sikre.

En pandemi som denne her vil efterlade et spor af døde, og det vil intet offentligt sundhedsvæsen forfølge som mål. En regering, der har til opgave at passe på sin befolknings liv, vil ikke lade en smittevirus som denne sprede sig frit – uanset hvad der bliver sagt om at forsinke smitten, er det for sent, når man allerede er flere skridt bagude. Bare lade stå til og gøre ingenting – som det konservative parti står for – vil slå hundredtusindvis af udsatte mennesker ihjel / de mennesker som partiet hævder at ville beskytte.

En forestilling om at kunne ‘ødelægge landsbyen’ for at redde den, viser at staten har antaget en giftig klassekarakter. Det er et tegn på et udmattet imperium, der ikke længere kan følge med Kina og andre lande – og lader som om at dens fiaskoer er netop de løsninger, der skal til.

Italienske arbejdere i farezonen

På trods af karantænen i Italien og bortset fra de få, der arbejder hjemme, tager mange arbejdere stadig på job hver dag. Mange butikker er lukkede, men de fleste fabrikker har stadig været åbne, selv dem der ikke producerer nødvendige varer. For nylig har fagforeningerne og arbejdsgiver-organisationerne indgået en aftale om sikre arbejdsforhold. Det er dog kun en række anbefalinger til virksomhederne om sikkerhedsafstande, renhed og brug af masker, men uden at det bliver særlig konkret. Der er god grund til at forvente, at anbefalingerne ikke bliver overholdt. Hvad tænker du om det? Er arbejdermagt en variabel, der skal medregnes, hvis man vil forudsige hvordan en epidemi udvikler sig?

“En forestilling om at kunne ‘ødelægge landsbyen’ for at redde den, viser at staten har antaget en giftig klassekarakter. Det er et tegn på et udmattet imperium”

Arbejdere bliver behandlet som kanonføde. Ikke kun på slagmarken, men også derhjemme. Her ser vi en virus, der spreder sig gennem den italienske befolkning hurtigere, end vi så det i Kina – men kapitalisterne lader som om det er business as usual for deres virksomheder. At forhandle en aftale som den, der tillader arbejdet at fortsætte uden omfattende sikkerhedsforanstaltninger er ødelæggende både for arbejderorganiseringer – man signalerer, at man er klar til at spise op, uanset hvad der bliver serveret – og for selve nationens velbefindende.

Om ikke for selve fagforeningens legitimitet og eksistensberettigelse, så for dit liv og dine mest sårbare kolleger og andre folk i dine fællesskaber: Luk de fabrikker! Italiens stigende antal coronatilfælde er så svimlende store, at selvisolering og forhandlede arbejdsforhold ikke vil inddæmme udbruddet. Covid-19 er for smitsom, og når sundhedsvæsenet overbelastes, er den også for dødelig til, at man kan nøjes med halvhjertede tiltag. Italien bliver invaderet af en virus, der lammetæver landet.

Hvad jeg prøver at sige er, at Italien bliver nødt til at tage sig gevaldigt sammen, og at det kun kan gå for langsomt!

En parallel til den nuværende krise? Coronavirussen er ikke første gang, Italien gennemlever en epidemi: Da den langt mere dødbringende pest kom til Firenze i 1348, skabte det også kaos og panik. Byens elite frygtede ifølge historiker Sheldon Watts, at ‘pøblen’ ville overtage magten efter at have overværet, hvor ligeglade overklassen var med deres liv. Illustration fra Giovanni Boccaccio’s Decameron (1349-52).

Frygten for arbejder-oprør

Det er altid arbejdere, der holder alting kørende i farlige tider, inklusiv under et dødeligt udbrud. Men hvis ikke deres arbejde er en del af den allermest nødvendige drift af et samfund i karantæne, så skal det lukkes ned. Regeringen skal så sørge for at dække arbejdernes lønninger, når de forlader jobbene for at sikre folkesundheden, som vi har set det i mange lande verden over.

Det er ikke min beslutning, og mit eget land svigter fuldstændigt i sin håndtering af pandemien, men hvis kapitalisterne modsætter sig sådanne forsøg på at beskytte millioner af liv, så bør italienerne og arbejdere overalt huske arbejderbevægelsens aktivistiske fortid og finde nogle værktøjer til at overtage kontrollen fra de grådige og inkompetente. Hvis fabrikker, der producer andet end livsnødvendige varer, stadig kører, betyder det – at ledelsen og investorerne bag ikke giver en hujende fis for dig. Finansdirektøren sidder på de bonede gulve ovenpå og har vist, at han ser stort på tabet af et par arbejderes liv, hvis han kan slippe af sted med det.

Det ville ikke være første gang, at folk i denne region har kæmpet imod et udbrud. Historikeren Sheldon Watts beretter:

“Da de florentinske magistre flygtede for at redde sig selv fra pesten, var de bekymrede for, at pøblen – der blev efterladt – ville overtage kontrollen med byen. Deres frygt var nok berettiget. I sommeren 1378, da en strid mellem forskellige magtlag lammede den florentinske elite, tog oprørske uld-arbejdere kontrol over regeringen og forblev ved magten i flere måneder.”

Et par måneder kan muligvis redde tusinder af liv. Mange lande er blot få uger fra at ende i Italiens situation. De italienske arbejdere kan blive et eksempel for resten af verden på, at menneskers liv betyder mere end nogle andre menneskers profit.

Oprindeligt bragt på Uneven Earth: ‘Pandemic Strike’


Rob Wallace er evolutionsbiolog, og arbejder for det offentlige sundhedsvæsen i USA.