Foto: Mette Frederiksen / Facebook
9 min. læsetid

Det er lykkedes Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og De Radikale at blive enige om en ny regering, og målene for regeringen. Men midlerne til at nå disse mål mangler stadig at blive aftalt mellem de fire partier.


Af Kim Kristensen

Så lykkedes det endelig. Efter 20 dages politiske forhandlinger har Danmark fået en ny statsminister, og Mette Frederiksen (S) ventes torsdag at kunne præsentere ministrene i den socialdemokratiske mindretalsregering.

Selv om Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF og De Radikale nu har overdraget Mette Frederiksen nøglerne til Statsministeriet, er der dog kun aftalt en »retning« for brugen af disse. Den 18 siders lange aftale, med titlen »Retfærdig retning for Danmark«, forpligter ganske vist partierne til at indføre minimumsnormeringer i landets daginstitutioner, basere udlændingepolitikken på »sund fornuft« samt »fremlægge et forslag til en klimalov med bindende delmål og bindende langsigtede mål«. Men netop klimaplanen – med dens mål om at mindske udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990 – er en af de få konkrete planer. Og selv klimaplanen er ukonkret, når det handler om midlerne til at nå dette mål.

Når forhandlingerne har trukket ud, skyldes det da også to årsager som afspejler sig i aftaleteksten. Den første årsag er, at de fire partier ganske enkelt har været, og fortsat er, politisk uenige på flere punkter. Lige som før folketingsvalget er det Socialdemokratiet over for de andre, når det handler om udlændingepolitikken. Og det er De Radikale vs de andre, når det handler om den økonomiske politik.

Den anden årsag er, at partierne ikke alene har været uenige om indholdet i aftalen. De har også været uenige om, hvor detaljeret aftalen skulle være.

Mette Frederiksen har ønsket uforpligtende hensigtserklæringer, der giver hende manøvrerum, hvorimod Enhedslisten, SF og De Radikale har ønsket at forpligte hende på, hvad der skal ske, hvordan, og hvornår i den kommende regeringsperiode. Ikke mindst Enhedslisten har, belært af erfaringerne fra Thorning-regeringens periode, været opsat på at få snor i statsministeren fra starten, hvis hun ikke skal løbe væk efterfølgende og finde sit flertal i højre side af folketingssalen.

Med aftaleteksten har Mette Frederiksen et stykke ad vejen sikret sig dette manøvrerum – ikke mindst i forhold til forsøget på at komme igennem med den lovede pensionsreform, som De Radikale fortsat afviser. Den kommende regering vil kunne lave en aftale med arbejdsmarkedets parter og så gå til resten af Folketinget (læs: Dansk Folkeparti) og forsøge at få det vedtaget. Og lykkes det ikke, vil Mette Frederiksen, måske lige så vigtigt, ikke kunne beskyldes for løftebrud. 

Glade folketingspolitikere i slutningen af regeringsforhandlingerne. Foto: Pernille Skipper / Facebook

Kompromisset

Aftalen – eller »den politiske forståelse« mellem partierne – afspejler denne politiske virkelighed. Hvor de fire partier har været mest enige, nemlig om klimaet, er partierne kommet langt, hvorimod de ikke er kommet særligt langt der, hvor de har været mest uenige, nemlig på den økonomiske politik og i udlændingepolitikken.

Der står godt nok i aftalen, at pengene til de mange gode forslag selvfølgelig skal findes (om end ikke nødvendigvis samtidig!), at der skal være balance i økonomien i 2025 og 2030, samt at beskæftigelsen skal styrkes. Der er også et mål om at skaffe 10 milliarder kroner ekstra i statskassen i 2025. Men det fremgår ikke klart, hvordan pengene skal findes, og hvad udgifterne til de mange forslag samlet set er – og hvorledes de skal realiseres.

Mette Frederiksen har fortalt, at hun ikke har et »fuldt katalog« over nye skatter, men at der under ingen omstændigheder blive tale om at hæve skatten på arbejde. Med andre ord har partierne skrevet sig uden om problemet, hvilket den afgående statsminister ikke har været sen til at påpege. En »rød-grøn ønskeseddel«, skriver Lars Løkke Rasmussen på Twitter:  »Mange visioner, men desværre ufinansieret og ukonkret«.

Samtidig har oppositionen også været hurtig til at kritisere Mette Frederiksen for at løbe fra sit løfte om at fastholde den nuværende udlændingepolitik, med aftaleteksten ord om at »sikre sund fornuft i udlændingelovgivningen«. Den kommende statsminister slår ganske vist fast, at det såkaldte paradigmeskifte står ved magt, men flygtninge får fremover lov til at blive, hvis de er i beskæftigelse og har arbejdet i to år i samme branche – selvom der er blevet fred i deres hjemland.

Endelig åbner hun op for at ændre på ydelserne – nemlig kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. I blå bloks optik er ydelserne udlændingepolitik, og statsministeren kan derfor se frem til at blive anklaget for løftebrud de næste fire år!

Nybrud

Trods kritikken er aftalen en slags parlamentarisk nybrud i Danmark, hvor der de seneste årtier nok har været tradition for, at koalitionsregeringer har bundet hinanden op på et regeringsgrundlag. Men hvor der ikke har været tradition for denne slags papirer, hvor støttepartierne også prøver at binde regeringen. Det som i andre lande – som Sverige – omtales som kontraktparlamentarisme og er en slags forventningsafstemning mellem regeringen og denne støttepartier.

Selv om Mette Frederiksen forsikrer, at hun kommer til at være tro over for både aftaletekstens »ord og intention« er det derfor værd at huske, at aftalen ikke har nogen juridisk bindende status og kun gælder, indtil den ikke gør det længere.

Lars Løkke Rasmussen og Anders Fogh Rasmussens VK-regeringer lovede hele fem gange en folkeafstemning om EU-forbeholdene, der aldrig kom. Helle Thorning-Schmidts regeringen lovede en betalingsring og øremærket barsel til mænd. Og Lars Løkke Rasmussens seneste smalle Venstre-regering havde som bekendt en »ambition« om at sænke skatten på den sidst tjente krone med fem procentpoint, hvilket var en betingelse for Liberal Alliances støtte efter folketingsvalget i 2015. Hvis der hverken er stemning i befolkningen og/eller Folketinget, bliver det ikke til noget, uanset hvad der ellers måtte være aftalt.

Det samme gjorde sig gældende i 2011, med den nu så berømte/berygtede formulering i regeringsgrundlaget om at videreføre VK-regeringens økonomiske politik i »bred forstand«. Formuleringen er gået over i historiebøgerne som Socialdemokraternes og SF’s knæfald for De Radikale. Men det første store økonomiske udspil i Thorning-regeringens periode, som den selv kreerede og ikke bare overtog fra den tidligere regering, var skattereformen i 2012. Det var måske dens definerende øjeblik. Og skattereformen aftalte Thorning-regeringen med Enhedslisten – i hvert fald hvis du spørger støttepartiets daværende forhandlere! – før den aftalte reformen med Venstre og De Konservative.

Den første prøve på, hvad aftaleteksten – og den politiske enighed – er værd, kommer til oktober i forbindelse med Folketingets åbning, hvor regeringen præsenterer sit såkaldte lovkatalog med forslag til, hvad den vil gennemføre i den kommende folketingssamling. Og derefter starter forhandlingerne om næste års finanslov, hvor der bliver sat kroner og øre på de mange ord.

I en såkaldt fælles politisk forståelse med titlen »Retfærdig retning for Danmark« har Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten over 18 sider aftalt en række målsætninger, der skal sætte kursen for Danmark. Blandt de mange mål er:

Fælles målsætninger:
  • at indføre et bindende klimamål om at reducere udslippet af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.
  • at indføre lovbundne minimumsnormeringer i landets daginstitutioner.
  • at afskaffe kontanthjælpsloftet og – indtil en ydelseskommission er kommet med anbefalinger – indføre et kontant børnetilskud målrettet børn fra 0-14 år i familier, der er omfattet af kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen.
  • at afskaffe nationale tests i de mindste klasser i folkeskolen.
  • at gøre det lettere at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft for virksomheder eller velfærdsinstitutioner, der har en konkret mangel på arbejdskraft, på minimum faglært niveau.
  • at finde en mere hensigtsmæssig lokalitet for et udrejsecenter kun for børnefamilier end Udrejsecenter Sjælsmark.
Aftaletekst om nyt regeringsgrundlag

»Som forudsætning for tilblivelsen af en sådan regering er Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten enige om ”en politisk forståelse”, der medfører, at en ny regering er forpligtet til at tage en række initiativer, der samlet set vil betyde en ny politisk retning for Danmark. Initiativerne skal udmøntes i løbet af regeringsperioden og gerne i et bredt samarbejde med Folketingets øvrige partier. En ny regering vil endvidere respektere alle gældende forlig«.

»Forventningerne til velfærden er med rette store, men det vil tage tid at sikre et løft af velfærden udover at dække det demografiske træk. Der vil løbende blive behov for at prioritere og tilvejebringe den nødvendige finansiering, samt at sikre og uddanne flere medarbejdere, som er forudsætningen for at kunne gennemføre nye forbedringer. Det skal ske ved at der etableres en ”bund” under velfærden, så det demografiske træk dækkes. Samtidig vil en ny regering i forslag til finanslove samt politiske tiltag i øvrigt anvise, hvordan der kan ske et yderligere egentligt løft af velfærden.

»En ny regering ønsker at dække det demografiske træk på velfærden, så pengene følger med i takt med, at der bliver flere børn og ældre. Herudover vil en ny regering sikre et velfærdsløft, der reelt løfter velfærdsniveauet i forhold til i dag. Det kræver finansiering. En ny regering vil derfor have som mål, at der tilvejebringes ny finansiering på op imod 10 mia. kr. i 2025 for at kunne nå målene om, at investere i børns opvækst, uddannelse og opkvalificering, bekæmpe fattigdom og reducere ulighed, samt sikre gode rammevilkår for dansk erhvervsliv«.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.