Maleri: Knud Aage Larsen
13 min. læsetid

I marts 1919 blev Komintern, den 3. internationale grundlagt. Forsamlingen havde 51 delegerede, og fik vidtrækkende betydning for venstrefløjen i hele verden. Martin Andersen Nexø havde tilsluttet sig Socialistisk Arbejderparti (SAP), der var den danske afdeling af verdenspartiet, og blev hurtigt én af SAPs centrale personer.
Nedenstående er et uddrag fra en biografi om Marie Nielsen, som Morten Thing udgiver i efteråret.


Af Morten Thing

Lenin fulgte godt med i, hvad der skete på venstrefløjen, også i Skandinavien. 5. marts 1917 skrev han således til Alexandra Kollontaj:

Jeg er sikker på, at i Danmark ville [Gerson] Trier og andre støtte dannelsen af et nyt, marxistisk parti i Skandinavien; også en del af det norske venstre. Kampen med Branting [i Sverige] er alvorlige sager: nødvendighed må tvinge dem til at indtage en mere seriøs holdning til den revolutionære marxismes teori og taktik.

I slutningen af december 1918 skrev han til den kommende udenrigskommissær, Georgij Tjitjerin, om at indkalde til en konference, som skulle forberede en ny 3. Internationale. Her inddeler han de grupper, som skal med til konferencen i: αα indlysende grupper som Spartakusbund i Tyskland, som skal være med til at grundlægge 3. Internationale; ββ grupper som ligger tæt på bolsjevikkerne og Spartakus, som man kan forvente vil melde sig ind; og γγ grupper, som fungerer i social-patriotiske partier, dvs. de partier, som er nationalistiske og støttede verdenskrigen. Af grupper i Skandinavien nævner han som ββ grupper: Det norske arbeiderparti og ”den danske socialdemokratiske gruppe (Marie Nielsen) og syndikalisterne, som er tæt på bolsjevikkerne.”

Der blev indkaldt til en konference den 2.-6. marts 1919 med 51 delegater. Marie Nielsen sad i fængsel på det tidspunkt, så der var ingen danskere med. Konferencen besluttede at grundlægge Den kommunistiske Internationale og kalde konferencen for dens første kongres. Komintern, som den nye, 3. internationale blev kaldt, fik vidtrækkende betydning for venstrefløjen i hele verden. Lenins tanke var at opbygge den, så verdenskongressen udstak linjen. De enkelte partier var afdelinger af ét verdensparti. Meget hurtigt blev det imidlertid Det Russiske Kommunistparti, som styrede og bestemte. Det gjorde de bl.a. fordi den centralisme, som blev indført, blev suppleret af økonomiske tilskud fra Rusland/Sovjet – og penge var noget, venstrefløjen altid manglede. Dertil kom også, at Det russiske Kommunistparti fik en utrolig status, fordi det havde gennemført en revolution og var lykkedes med at beholde magten.

Lenins oprindelige tanke var at opbygge opbygge partier i de enkelte lande, der var afdelinger af ét verdensparti. Hurtigt kom det sovjetisk-russiske parti dog til at blive styrende. Foto: ukendt.

Martin Andersen Nexø besluttede, at han ville tilslutte sig Socialistisk Arbejderparti, SAP, og sendte 20. november 1918 Klassekampen 100 kr. Det førte ham meget hurtigt ind i aktivt partipolitisk arbej­de. Mens han skrev og sled med andet bind af Ditte Menneske­barn, blev han i løbet af et par måneder til én af SAPs centrale personer.

Allerede den 4. december 1918 tryktes hans første bidrag i Klas­sekampen. Det var fablen “Ulven og Faarene”. Og den 12. december talte han ved et møde arrangeret af Socialistisk Arbejderparti på Falkoner Allé om Sovjet. Først talte SUFs formand Ernst Chri­­stiansen, der netop var vendt hjem fra sin rejse derovre. Dernæst talte Aage Jørgensen, som var journalist ved Klassekam­pen. Så holdt Nexø ifølge Klassekampens referatet “glimrende, af Aand og Vid sprudlende Indlæg”, hvori han bl.a. sagde “Naar Slaverne ikke længere vil­de være Slaver, saa stemte de ikke først derover, men saa sprængte de deres Slavelænker.”

Den 17. december skrev Nexø til Aage Jørgensen, som havde spurgt, om han ville holde et foredrag:

Et Foredrag skal jeg gærne holde – men ikke lige nu, da jeg har meget travlt. Men skulde Soc. Arbejderparti ikke arrangere et Møde med Rusland paa Dagsordenen? – og indrette sig paa et Kæmpemøde ved at leje en stor Sal?

I samme brev annoncerede Nexø en artikel i anledning af, at den danske regering havde brudt med Sovjetregeringen. Artiklen blev bragt den 19. december i Klassekampen, og udkom i 1919 som pjece med titlen Ringen sluttet? Det danske Socialdemokrati og den russiske Revolution. Heri fik det danske Socialdemokrati råt for usødet: 

Er “Social-Demokraten” dum eller perfid? Handler den i god Tro, naar den systematisk fører Danmarks Underklasse bag Lyset med Hensyn til det for Underklassebevægelsen i Øjeblikket vig­tigste af alt: Tilstandene i Rusland? Eller øver den bevidst Forfalskning af Folkets aandelige Føde?

Den 1. januar 1919 bragte Klassekampen en nytårsartikel af Nexø, som også siden udsendtes som pjece på partiets forlag med titlen Nytaarstanker. Han gjorde status over 1918, og der var ikke meget til overs til socialdemokraterne:

Ogsaa indad i Underklassebevægelsen har Aaret været den store Prøve. Socialdemokratiet har jo efterhaanden udstedt adskilli­ge skønne Veksler paa Fremtiden, uden til Slut at tænke alt for stærkt paa Afregningens Dag. Det var de samme Foderboller, der stadig gylpedes op og tyggedes om igen. 1918 bragte Besøgel­sens Stund, og den traf Flertallet af de gamle Førere dybt ned­sænke­de i den parlamentariske Drøvtygnings Metode; kun Hornene rage­de ovenud, som det Godmodighedens og Indskrænkethedens Symbol, de er.

Senere i Nytaarstanker hedder det:

Ny er jo ogsaa de politiske Fængslinger af anderledes tænken­de. Ved Marie Nielsens Fængsling gjorde “Politiken” opmærksom paa, at Myndighederne var inde paa en ganske ny Praksis; det lød som et Varsko til Statsmagten, der imidlertid ogsaa maa mene, den har Raad til at sidde det overhørig. Særlig for Marie Nielsens Vedkommende synes man at have mindre god Samvittighed. Jævnlig tilflyder der gennem Pressen Offentligheden smaa Med­delelser, hvis Hensigt ikke er til at tage Fejl af. Snart an­tydes det, at hun er overnervøs, altsaa moden til 6. Afdeling; Metoden er ikke ukendt, den har sin tragiske Plads i hvad man kunde kalde Overklassens Mysterier. Eller der – som nu i disse Dage – tilflyder Offentligheden en Meddelelse om, at det vil vare længe endnu, før hun kan slippes løs, “skønt der arbejdes haardt med den voluminøse Sag”.
Den revolutionære Marie Nielsen brød med Socialdemokraterne i Danmark, og var medstifter af Socialistisk Arbejderparti (SAP) i 1918. Senere sluttede Nielsen sig til den trotskistiske venstreopposition i Danmarks Kommunistiske Parti, som hun blev ekskluderet fra ikke mindre end tre gange. Foto: Det Kgl. Bibliotek.

I den følgende tid var Nexø en flittig skribent ved bladet. Og hurtigt skulle han komme til at optræde også som partiets repræsentant. Da SAP indkaldte til sin første og konstituerende kongres den 26. januar 1919, var Nexø budt med som gæst. Kongressen blev holdt med partiets to ledere Thøger Thøgersen og Marie Nielsen i fængsel. Men dog var kongressen fuld af optimisme. Efter at den fungerende formand R. Bybjerg havde budt velkommen, gik Nexø på talerstolen og holdt “en mesterlig billedrig Tale”:

Det er for mig noget af en Oplevelse, at der nu omsider er gaaet Hul paa Bylden, – at Mænd som denne Forsamlings har for­maaet at tage sig selv i Nakken og rive sig løs fra en Bevægel­se, der var i stadig Gliden mod Højre, – hvad der synes at have været en Lov for alle hidtidige Bevægelser indenfor Menneskehe­den.

Der findes dog stadig Mennesker, der forstaar Kunsten at omvur­dere Værdierne; de er da ogsaa i Stand til at løsrive sig fra Forpligtelser og Fornødenheder, der har bundet dem.

Socialismen er en mægtig Bevægelse indenfor Masserne; den er ikke Karl Marx, selv om han er en af Socialismens bedste Mænd. Det vilde forøvrigt være i selve Karl Marx’ Aand, om Massebevæ­gelsen flyttede ham, hvis han stod dem i Vejen.

Socialismen er en mægtig Bevægelse indenfor Masserne; den er ikke Karl Marx, selv om han er en af Socialismens bedste Mænd. Det vilde forøvrigt være i selve Karl Marx’ Aand, om Massebevæ­gelsen flyttede ham, hvis han stod dem i VejenMartin Andersen Nexø

Til kongresfesten samme aften læste Nexø højt af 2. del af Dit­te Menneskebarn, og da han forlod kongressen, var han valgt som medlem af hovedbestyrelsen. Nexøs venner kunne ikke følge ham. De var ikke for de absolutte valg. Men Nexø fik nye venner og blev trukket mere og mere ind i partiarbejdet. Klassekampen kunne således den 11. februar med­dele, at partiet forberedte en lands-turné med Andersen Nexø og Aage Jørgensen. Nexøs emne ville blive: “Underklassens Idea­ler set paa Baggrund af den russiske Revolution”. Turnéen an­non­ceres til at starte den 1. marts, og den sidste annonce ly­der på Esbjerg 1. april. Så en måneds tid har turnéen i hvert fald taget.

Den tale, Martin Andersen Nexø holdt på lands-turnéen, er ikke så fræsende ond som de før nævnte artikler i Klassekam­pen“, og den kan heller ikke i voldsomhed måle sig med de ar­tikler, han med passende mellemrum affyrede mod Socialdemokra­tiet både un­der og efter turnéen. Det har nok sin særlige for­klaring deri, at netop som turnéen skulle starte, måtte han koncentrere stør­steparten af sin arbejdskraft om at gøre manu­skriptet til “Dit­te Menneskebarn” bind II færdigt. Omkring den 16. februar af­le­verede han sidste portion manuskript til tryk­keriet, men så var der korrekturen – og den tyske oversættelse, for bogen skulle udkomme samtidig på dansk og tysk. Endvidere var Asche­hougs for­lag i færd med at udgive “Lotterisvensken” som selv­stændig bog, og Gyldendals forlag forberedte et nyt oplag af “Pelle Erobreren” til Martin Andersen Nexøs halvtreds års fød­selsdag. Også disse udgivelser skulle der læses korrek­tur på. Megen tid til at udarbejde et manuskript om “Underklas­sens ide­aler set paa Baggrund af den russiske Revolution” var der ikke.

Arbejdet med oversættelse, korrektur og nye manuskripter som Ditte Menneskebarn, optog meget af Martin Andersens Nexøs tid, og satte i perioder det revolutionære arbejde i baggrunden. Foto: Bornholms Lille Boghandel.

Når han alligevel forlods kunne meddele Klassekampen tit­len på sit foredrag, skyldtes det, at han allerede i maj 1917 havde talt ved indvielsen af Arbejderhøjskolen i Esbjerg om “Under­klassens Ideer og Idealer”. Manuskriptet var lykkeligvis beva­ret. Der var ganske vist en del rettelser i det – for det havde også måttet holde for som tale ved Arbejderfesten i Al­mindin­gen 28. juli 1917. Ved den lejlighed bar det titlen: “Uaar og Men­neskekaar”.

I de travle februardage 1919 blev det revideret endnu engang og tilpasset den nye situation og den nye titel. Grundstammen er den samme i alle tre taler. En del stof, som var aktuelt i 1917, da verdenskrigen endnu udkæmpedes, er overstreget og er­stattet af mere tidssvarende.

Den omfattende turné i 1919 blev ikke nogen succes. Man hav­de ikke taget hensyn til den bolsjevikforskrækkelse, som på den tid hjemsøgte landet. Og man havde helt undervurderet den soci­aldemokratiske provinspresses indflydelse. Tilslutningen til møderne synes efter de sparsomme referater at have været meget beskeden. Fx fortæller Nordsjæl­lands Social-Demokrat den 21. marts 1919, at der til mødet i Helsingør – som dog var Nexøs naboby – kun var 30 deltagere. I slutningen af april 1919 sendte Nexø sammen med hovedbe­styrel­sen for SAP en hilsen til Marie Nielsen i fængslet på Nytorv. Det blev indledningen til en længere korrespondance mellem de to. Marie Nielsens svarbrev lyder således:

Arresthuset paa Nytorv, Celle nr. B 14                     30/4 19

Kære Martin Andersen-Nexø.

Dette Brev er foranlediget af den Hilsen, De sammen med Hoved­be­styrelsen har sendt til mig, dog har jeg forlængst ønsket at skrive Dem til, men Lejlighed dertil har jeg ikke haft.

Naar jeg i min Tiltale til Dem skriver “Kære”, da er dette ikke en formel Brevstil for mig; thi De har forlængst gennem Deres Digtning været mig kær som Arbejdets Digter. Til denne Følelse knytter sig nu den store Agtelse, som jeg nærer for den modige Mand. Jeg er i det sidste Aarstid kommet til at vurdere Mod højst blandt Dyderne, fordi jeg har set og oplevet saa me­gen ussel Feighed, at jeg ganske sikkert vilde være kommet til at forlade Fængselet som en bitter Menneske­foragter, hvis jeg ikke samtidig havde været saa lykkelig at træffe enkelte Menne­sker, der ved deres beundringsværdige Mod og deres fulde Offer­villighed ja indtil Døden, forhindrede mig fra en saadan menne­skelig Mis­skæbne.

Men blandt disse Enkelte er De een. Vel udsætter De vel ikke Deres Liv for nogen Fare, men dog – at en Mand med Deres Posi­tion som Digter ogsaa med Deres Forhold til Social-Demokraten tør vove at indtræde i vort Parti – et lille, svagt Parti med iøjnefalden­de Mangler – paa en Tid, hvor det udraabes som Volds- og Bisse­parti – det har for altid gjort mig til en Beun­drer af Deres  m­o­ralske Mod og Vilje til Selvhævdelse midt i en Slægt, som i det store og hele kan lægges under det Maal, som Henrik Ibsen giver i “Brands” Ord til Provsten “Frygt for Straf og Haab om Vinding er Kainsmærket paa din Tinding; det vidner om du verdensklog dit Hjertes rene Abel slog.”

Man har maaske et Ideal, som man imellem hylder i en smuk Tale, men kræves der Handling, da overvejer man først paa 10 Sider, om man nu ikke risikerer noget her, eller mister en Chance der – og Handlingen udebliver – Idealet forraades.

Jeg antager, at jeg staar foran Tærskelen til Forbedrings­hu­set, og herfra sender jeg Dem da min hjerteligste Tak og Hilsen

Marie Nielsen


I anledning af Martin Andersen Nexøs 150 år-fødselsdag afholder Selskabet for Arbejderhistorie en konference om forfatteren lørdag den 22. juni. Læs mere her.

Se også: Socialistisk Biblioteks linksamling om Martin Andersen Nexø


Morten Thing er historiker, og har skrevet omfattende om Marie Nielsen, Martin Andersen Nexø og dansk arbejderhistorie. Han har redigeret bogen “Venskab og revolution. Martin Andersen Nexøs og Marie Nielsens venskab og politiske virke 1918-1924, der er udgivet på Selskabet for Arbejderhistorie.