Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
18. maj. 2022

Selvbestemmelse og krig i Ukraine: Derfor skal den europæiske venstrefløj støtte os!

Vi kan ikke vide, hvordan Ukraine vil udvikle sig efter krigen. Men vi ved, at det vil få forfærdelige konsekvenser, hvis Rusland vinder. Den ukrainske socialist Taras Bilous gør status to måneder efter hans første “brev til den vestlige venstrefløj”.

Taras Bilous er gået i krig for at forsvare Ukraine – og opfordrer til forståelse fra den europæiske venstrefløj. Illustration: Solidaritet

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

For to måneder siden skrev jeg Et brev til den vestlige venstrefløj fra Kiev. Dengang håbede jeg, at chokket fra den russiske invasion, og stemmerne fra den ukrainske venstrefløj, ville skubbe vestlige venstreorienterede til at genoverveje deres tilgang. Desværre har alt for mange af dem undladt at gøre det. I deres analyser af krigen er ukrainere blot ofre med behov for humanitær hjælp – frem for subjekter med egne ønsker, der bør respekteres.

Selvfølgelig gælder det langt fra alle på venstrefløjen. Både venstrefløjspartier i Skandinavien og i Østeuropa har lyttet til folk i Ukraine, og støttet våbenleverancer til landet. Der er en vis positiv bevægelse blandt socialister i USA. Men desværre har ikke en gang en fælleserklæring fra ukrainske og russiske socialister overbevist tilstrækkeligt mange mennesker om, at de bør gå ind for militærbistand. Så lad mig prøve endnu en gang at tale til den samlede venstrefløj.

En retfærdig krig?

Lad os starte med et af de sædvanlige spørgsmål: “Hvorfor får Ukraine så meget opmærksomhed og så meget støtte, mens andre væbnede konflikter i verden ikke får det?” Først og fremmest er de mulige følger af krigen vel grund nok til at give den ekstra opmærksomhed? Hvornår var verden sidst så tæt på truslen om atomkrig? For det andet er jeg helt enig i, at andre konflikter slet ikke får den opmærksomhed, de fortjener. Som jeg har skrevet tidligere, er det racistisk, når Europa behandler ukrainske flygtninge så meget bedre end de tilsvarende flygtninge fra Syrien og Afghanistan. Det er en oplagt anledning til at kritisere den rådende politik over for migranter og til at påpege, at alle flygtninge fortjener støtte ligesom flygtningene fra Ukraine.

“Man kan selvfølgelig mene, at der f.eks. ikke er tale om “rigtige” anarkister – eller man kan overveje, om os, der er gået i krig, kender til forhold i Østeuropa, som andre ikke fuldt ud forstår.”

Der findes også en anden væbnet konflikt, nemlig Rojava, hvor dele af venstrefløjen har haft deres ”kæledægger”, som har fået en overdimensioneret opmærksomhed i forhold til andre konflikter. Ukraine er ikke Rojava, og listen er lang over kritikpunkter ved Zelenskyjs indenrigs- og udenrigspolitik. Ukraine er ikke engang et klassisk liberalt demokrati, men et land, hvor enhver ny præsident prøver at skaffe sig så stor magt som muligt via uformelle metoder; hvor parlamentet vedtager forfatningsstridige love, og hvor borgernes rettigheder og friheder ofte bliver krænket. Selv midt under krigen har den ukrainske regering vedtaget en lov, der begrænser lønarbejderes rettigheder. Sådan set er landet ikke ret meget anderledes end andre stater i resten af ​​Østeuropa.

Betyder det, at ukrainere bør opgive kampen? For mig er svaret indlysende: I begyndelsen af krigen bestemte jeg mig selv for at gå ind i Territorialforsvaret. Men jeg er langt fra den eneste. Anarkister fra Ukraine, Hviderusland og endda nogle få fra Rusland kæmper i øjeblikket i territorialforsvaret eller bidrager på anden vis. De støtter ikke Zelenskyj eller den ukrainske stat; de er gentagne gange blevet tilbageholdt af politiet under demonstrationer (ligesom jeg selv er blevet det), og flere af de udenlandske anarkister har oplevet, at efterretningstjenesterne har prøvet at få dem udvist. Men alligevel er de og vi gået i krig.

Man kan selvfølgelig mene, at der f.eks. ikke er tale om “rigtige” anarkister – eller man kan overveje, om os, der er gået i krig, kender til forhold i Østeuropa, som andre ikke fuldt ud forstår.

Fra Makhno til Mariupol. Ukrainske anarkister har taget våben i hænderne, og forsvarer landet mod den russiske invasion. “Man bør overveje at lytte til dem, i stedet for at mene noget på deres vegne, skriver Commons-redaktør Taras Bilous. Foto: Resistance Comittee Ukraine.

Til forsvar for det uperfekte

Jeg er socialist, og jeg mener ikke, at man i enhver situation har pligt til at forsvare sit land i en forsvarskrig. En sådan beslutning bør baseres på en analyse af deltagerne, krigens samfundsmæssige karakter, hvordan forskellige strømninger i befolkningen orienterer sig, den bredere kontekst samt mulige konsekvenser af forskellige udfald.

“Er Ukraines langtfra-perfekte demokrati værd at beskytte mod Putins parafascistiske styre? Ja, det er det.”

Hvis Ukraine blev styret af en fascistisk junta, og situationen faktisk var, som den bliver fremstillet i den russiske propaganda, ville jeg stadig være imod invasionen – men jeg ville ikke gå ind i hæren. Et passende svar ville snarere være en partisankrig uafhængig af staten. Der er andre invasioner, såsom den amerikanske invasion af Afghanistan eller Irak, der burde fordømmes, men ville det have været rigtigt at gå til kamp for Talibans eller Saddam Hussein’s regimer? Det tvivler jeg på. Er Ukraines langtfra-perfekte demokrati værd at beskytte mod Putins parafascistiske styre? Ja, det er det.

Jeg ved, at mange ikke kan lide den slags udtryk. Efter 2014, da det blev populært i Ukraine at stemple Putin som en fascist, kritiserede jeg selv det synspunkt. Men i de senere år er Putins regime blevet mere og mere autoritært, konservativt og nationalistisk, og efter antikrigsbevægelsens nederlag har dets transformation nået et nyt niveau. Russiske venstreintellektuelle som Greg Yudin og Ilya Budraitskis hævder, at landet er på vej mod fascisme.

I mange væbnede konflikter er det rigtigt at opfordre til diplomati og kompromis. I tilfælde af etniske konflikter bør internationalister ofte ikke tage parti. Men denne krig er ikke sådan et tilfælde. I modsætning til 2014-krigen i Donbas, som var kompliceret, er ​​den nuværende krig faktisk enkel. Rusland fører en aggressiv imperialistisk krig; Ukraine fører en folkekrig for befrielse.

Vi kan ikke vide, hvordan Ukraine vil udvikle sig efter krigen – det afhænger af en række andre forhold. Men vi kan med sikkerhed sige, at kun hvis Ukraine vinder, vil der være en chance for progressiv forandring. Hvis Rusland vinder, vil det få forfærdelige konsekvenser. Det er hovedårsagen til at støtte den ukrainske modstand, herunder med militær hjælp.

Den ukrainske ekstreme højrefløj

Her vil nogle læsere måske stille et andet spørgsmål: “Hvad med den ukrainske ekstreme højrefløj?” I de mere fornuftige debatter om dette emne understreger den ene side altid de højreekstremes lave valgstøtte og manglende repræsentation i parlamentet, mens den anden side understreger, at den yderste højrefløj har infiltreret politiet, og samtidig er aktive i gadeoptøjer, og at det har haft uforholdsmæssigt stor indflydelse på ukrainsk politik. Begge dele er rigtigt, men der er en vigtig kendsgerning, som begge sider normalt ignorerer: Den yderste højrefløjs uforholdsmæssige indflydelse var i vid udstrækning baseret på civilsamfundets og statens svaghed – ikke deres styrke.

“Den yderste højrefløjs uforholdsmæssige indflydelse var i vid udstrækning baseret på civilsamfundets og statens svaghed – ikke deres styrke.”

Den yderste højrefløjs tilstedeværelse er mærkbar i hele Østeuropa, men dynamikken er forskellig i hvert land. I slutningen af ​​00’erne stod russiske højreekstreme for terror i gaderne, herunder bombardementer, pogromer og andre dødbringende overgreb.

Efter optøjerne ved Manezhnaya-pladsen i 2010 begyndte den russiske stat at svare hårdt igen, og flere russiske højreekstremister flygtede ud af landet eller blev fængslet. Nogle slog sig ned i Ukraine, som de anså for et sikkert sted, ikke mindst fordi undertrykkelsesapparatet i den ukrainske stat er så meget svagere. Statens relative svaghed var også hovedårsagen til de vellykkede masseprotester i Ukraine, navnlig i sammenligning med Belarus, hvor demonstranter blev mødt af vilkårlige tilbageholdelser og tortur, eller Kasakhstan, hvor russisk-støttede sikkerhedsstyrker stod i spidsen for en blodig nedkæmpelse af oppositionen.

I de senere år har den yderste højrefløjs magt i Ukraine været genstand for nye udfordringer. Siden Maidan har udviklingen af ​​det liberale civilsamfund ændret magtbalancen på gaden. Indtil for nylig var der ikke altid en klar grænse mellem den yderste højrefløj og andre politiske kræfter. Men dette er gradvist også ved at ændre sig i takt med fremvæksten af ​​feministiske og LGBT-bevægelser, der modarbejder de højreradikale.

Endelig – og takket være kampagnen mod deportationen af ​​den belarussiske anarkist Aleksey Bolenkov, og forsvaret af ​​Podil-distriktet mod de højreekstreme i Kyev sidste år – er der sket en genopblomstring af ​​antifa-bevægelsen på gaden.

Svækket højrefløj øjner muligheder i krigen

Siden 2014 har den yderste højrefløj kompenseret for sine valgnederlag ved at styrke tilstedeværelsen på gaden, og ved at forstærke den alliance med de liberale, der kom i stand under årene med kamp mod Janukovitj-styret. Enheden begyndte dog gradvist at slå sprækker, idet Zelenskyj kom til magten i 2019. Den yderste højrefløj og navnlig Azov-bevægelsen var i krise. Og da indenrigsminister Arsen Avakov, der blev betragtet som Azovs protektor, trådte tilbage, begyndte statsapparatet at behandle dem mere køligt.

Selvfølgelig har krigen ændret alt. Hvad der kommer til at ske fremover, afhænger af mange faktorer. De ukrainske højreekstremes engagement i den nuværende krig er mindre mærkbar end i 2014, med en åbenlys undtagelse – Azovregimentet. Men i dag kommer Azov-krigerne ikke længere kun fra den yderste højrefløj, og som en del af nationalgarden og de væbnede styrker er de underlagt overkommandoen. Og selv Azov udgør kun en lille del af den ukrainske modstand. Derfor er der ingen grund til at antage, at den nuværende krig vil give den yderste højrefløj lige så stor medvind som Donbas-krigen.

I dag er den største trussel mod befolkningen i Ukraine ikke den yderste højrefløj i landet, men den russiske besættelsesmagt. Dette omfatter grupper, der de seneste år ofte er blevet angrebet af de højreekstreme, såsom romaer eller LGBT-personer, der også er aktive i den ukrainske modstand. Det gælder også indbyggere i Donbas. Russisk propaganda har hyklerisk brugt lokalbefolkningen i Donbas til at retfærdiggøre invasionen og til at anklage Ukraine for “folkedrab”, mens det russiske militær jævner regionens byer med jorden. Samtidig med, at folk står i kø for at deltage i forsvaret af Ukraine, bliver mennesker i den russisk-kontrollerede del af Donbas bortført på åben gade, tvangsindkaldt som soldater og uden videre oplæring sendt i kamp ​som kanonføde.

Ukraines tidligere indenrigsminister Arsen Avakov (th.) bliver af mange set som Azov-bataljonen og resten af de højreradikales mest højtstående fortaler. Siden hans exit fra posten er hans indflydelse dog blevet noget mindre. I dag er det ikke landets egne højrenationalister, men den russiske besættelsesmagt, som er den største trussel mod progressive, skriver Taras Bilous. Foto: ABC AU.

Inter-imperialistisk konflikt

Et andet udbredt argument imod modstandskampen i Ukraine er, at det handler om en stedfortræderkrig mellem Vesten og Rusland. Enhver militær konflikt har flere lag, og et element i den nuværende konfrontation er striden mellem forskellige imperialistiske magter. Men hvis dette er tilstrækkeligt til at udråbe det som en stedfortræderkrig, er det samme tilfældet for næsten hver eneste af verdens væbnede konflikter. I stedet for at skændes om begreber, er det afgørende snarere at analysere, i hvor høj grad Ukraine er afhængig af Vesten, samt at forstå målene for begge imperialistiske lejre.

“At være stedfortræder er ikke det samme som at være en nikkedukke.”

Ukraine er her i langt mindre grad stedfortræder for vesten, end de syriske kurdere var det under deres heroiske kamp mod ISIS. At være stedfortræder er ikke det samme som at være en nikkedukke. Der er tale om lokale aktører, der modtager militær støtte fra andre stater. Både førstnævnte og sidstnævnte har deres egne interesser, som måske kun delvist falder sammen. Og ligesom venstreorienterede støttede de kæmpende i Rojava på trods af, at de syriske kurdere modtog amerikansk militærhjælp, burde venstreorienterede støtte befolkningen i Ukraine. En socialistisk politik over for væbnede konflikter bør baseres på at analysere den lokale situation fremfor, hvorvidt en imperialistisk magt støtter den ene eller den anden side.

I de seneste måneder har visse venstreorienterede brugt historien om Første Verdenskrig til at argumentere for, at socialister ikke bør støtte nogen af ​​siderne i interimperialistiske konflikter. Men Anden Verdenskrig var også en interimperialistisk konflikt. Betyder det, at ingen af ​​siderne skulle have været støttet i den krig? Nej, for den interimperialistiske konflikt var kun én dimension af den.

Fascisme vs. demokrati

I en tidligere artikel mindede jeg om, at mange repræsentanter for antikoloniale bevægelser ikke ønskede at kæmpe for deres kolonimagter under den Anden Verdenskrig, og at en af ​​lederne af den indiske nationalkongres, Chandra Boss, endda samarbejdede med Nazityskland. Men det er også værd at nævne Jawaharlal Nehrus ord: I konflikten mellem fascisme og demokrati skal vi utvetydigt være på sidstnævntes side. Det er også værd at nævne, at den mest konsekvente af kongrespartiets ledere i at støtte de allieredes krig var M. N. Roy, dets mest venstreorienterede medlem. Det betød selvfølgelig ikke, at Roy pludselig var begyndt at støtte britisk imperialisme. Tilsvarende indebærer støtte til kampen mod russisk imperialisme ikke uden videre en støtte til amerikansk imperialisme.

“Socialister bør støtte økonomisk pres på Rusland, og kræve skærpede sanktioner og en boykot af russisk olie og gas.”

Selvfølgelig er situationen anderledes nu. Direkte krigsdeltagelse fra andre stater i Ukraine vil kun gøre situationen værre. Men socialister bør støtte økonomisk pres på Rusland, og kræve skærpede sanktioner og en boykot af russisk olie og gas. Mange af de nuværende sanktioner er designet til at svække den russiske militærindustri og dermed nedbryde Ruslands evne til at fortsætte kampen. Venstreorienterede bør også støtte sanktioner mod olie- og gasimport fra Rusland, hvilket yderligere vil øge det økonomiske pres på Putin for at afslutte krigen.

USA har lært en lektie ved at være blevet ydmyget i Irak og Afghanistan. Nu er det Ruslands tur og jo hårdere, desto bedre. Nederlag i krig har gentagne gange fremkaldt revolutioner, også i Rusland. Efter at Rusland tabte Krimkrigen i 1856, blev livegenskabet endelig afskaffet i det russiske imperium. Den første russiske revolution i 1905 fandt sted kort efter Ruslands nederlag i den russisk-japanske krig. At tabe mod Ukraine kan udløse en ny revolution. Så længe Putin stadig er ved magten, vil progressive forandringer i Rusland og de fleste postsovjetiske stater derimod være næsten umulige.

Vestlige stater har et medansvar for den nuværende krig. Problemet er, at mange venstreorienterede kritiserer disse stater af de forkerte grunde. I stedet for at kritisere våbenleverancer til Ukraine, burde de kritisere det faktum, at selv efter annekteringen af ​​Krim og invasionen af ​​Donbas fortsatte EU-landene med at sælge våben til Rusland. Dette er blot ét eksempel. Ansvaret for denne beslutning ligger hos de vestlige regeringer, ikke venstrefløjen. Men i stedet for at forsøge at ændre situationen til det bedre, er en stor del af venstrefløjen på tåbelig vis ved at gøre tingene endnu værre.

Russiske tanks kører i retning af Mairupol under invasionen af Ukraine. En række EU-lande har fortsat våbenhandlen med Rusland efter invasionen af Krim-halvøen. Foto: Chingis Kondarov

Venstrefløjen må stå sammen om Ukraine

Ukrainere er godt klar over, at krig er forfærdeligt. Dette er ikke vores første krig. Vi har levet med en ulmende konflikt i Donbas i årevis. Vi lider store tab, og vi vil blive ved med at lide, hvis krigen trækker ud. Det er op til os at beslutte hvilke ofre, vi er villige til at gøre for at vinde og hvilke kompromiser, vi skal indgå for at stoppe død og ødelæggelse. Jeg forstår ikke, hvorfor den amerikanske regering er enig i dette, mens en stor del af venstrefløjen har valgt en tilgang, der på imperialistisk vis kræver, at dette er en beslutning, der skal afgøres i Vesten på vores vegne.

“Hvis Rusland vinder, vil det skabe en ny præcedens for at ændre statsgrænser med magt, og skubbe verden i retning af en tredje verdenskrig.”

Hidtil har Kreml ikke været villig til at give seriøse indrømmelser. De venter på, at vi overgiver os. Men ukrainere vil ikke gå med til en anerkendelse af ​​deres erobringer. Nogle hævder, at levering af våben til Ukraine vil forlænge krigen og øge antallet af ofre. Men faktisk er det manglen på forsyninger, der vil gøre det. Ukraine kan vinde, og Ukraines sejr er, hvad den internationale venstrefløj bør stå for. Hvis Rusland vinder, vil det skabe en ny præcedens for at ændre statsgrænser med magt, og skubbe verden i retning af en tredje verdenskrig.

Jeg blev socialist til dels på grund af krigen i Donbas og i erkendelse af, at vi kun kan få en chance for en verden uden krig ved at overvinde kapitalismen. Men vi vil aldrig opnå denne fremtid, hvis vi ikke gør modstand mod imperialistisk intervention. Hvis venstrefløjen ikke indtager den korrekte holdning til denne krig, vil den miskreditere og marginalisere sig selv. Og det vil kræve et langt og sejt træk at få overvundet konsekvenserne af dette nonsens.

Oversat af Bjarke Friborg for Solidaritet. Bragt i samarbejde med Dissent Magazine.


Om skribenten

Taras Bilous

Taras Bilous

Taras Bilous er ukrainsk historiker og aktivist i organisationen Social Movement. Som redaktør for magasinet “Commons: Journal of Social Critique” dækker han emnerne krig og nationalisme. Læs mere