Serdal Benli: Venstrefløjen bør kæmpe for samfundets minoriteter – også når de har et handicap

Venstrefløjen har altid været god til at kæmpe for de svageste, der ikke selv har en stærk stemme. Det er venstrefløjens eksistensberettigelse at kæmpe for dem, der står glemt og efterladt tilbage på perronen, uden økonomiske midler eller demokratisk indflydelse i et samfund, der er indrettet til at tjene den overklasse, som sidder på den økonomiske og politiske magt.

Det har vi også længe været gode til. Alligevel er der én gruppe på flere hundrede tusind mennesker, som den danske venstrefløj alt for ofte også lader i stikken: Danskere med et handicap. De har alt for længe skulle finde sig i et liv uden samme muligheder både socialt og økonomisk som danskere uden funktionsnedsættelser. Det kan vi ikke være bekendt!

Vores medborgere med handicap fortjener respekt, fuld tilgængelighed alle steder i samfundet, bedre uddannelsesmuligheder og et mere åbent og rummeligt arbejdsmarked. Og det bliver venstrefløjens opgave at sikre, at vi når dertil.

Venstrefløjen har svigtet handicappede

I Danmark har mere end hver tiende borger et handicap. Mere end hver tyvende dansker har ovenikøbet et større handicap. Folk med handicap er altså en ret betydelig minoritet i Danmark, men alligevel er den politiske interesse for handicapområdet forsvindende lille.

Valgets oversete emner

· Minoriteter, handicap-politik eller flygtninge: Hvilke politiske emner bliver glemt i valgkampen? Det har vi spurgt de fire partier til venstre for Socialdemokratiet om.

· Du kan læse alle artikler i serien her

+

Handicapområdet fylder ikke noget særligt i valgkampen, og på Christiansborg ser man næsten aldrig en profileret politiker som handicapordfører. Jeg fatter ikke, at det er blevet sådan, for handicappolitik er kampen for lige muligheder til alle, uanset hvordan de er født.

Handicappolitik er kampen for økonomisk lighed på trods af forskellige forudsætninger. Handicappolitik er kampen for, at mennesker får mulighed for at trives, arbejde og leve et helt normalt liv, selvom de nogle gange ikke er nemme at lave profit på. Kort sagt er deres kamp vores kamp. Og danskere med handicap har ikke en hær af lobbyister i ryggen til at kæmpe deres sag. De har historisk set heller ikke haft en særlig stærk stemme i den offentlige debat.

De har brug for, at venstrefløjen er der for dem, og det har vi ikke været indtil nu. Vi har svigtet en marginaliseret minoritet. Det ’drive’, venstrefløjen har haft i kampen for fx kvinders rettigheder, homoseksuelles rettigheder og etniske minoriteters rettigheder, har simpelthen manglet i kampen for handicap-rettigheder. Konsekvenserne af den mangel er desværre tydelige. Især efter årevis med skiftende borgerlige regeringers nidkære nedskæringer.

Rehabiliterings-indsatsen halter i kommunerne

Halvdelen af alle borgere med et handicap i Danmark står udenfor arbejdsmarkedet, og det er alarmerende. Hvis man ikke kan arbejde, skal man selvfølgelig ikke presses ud i det; rigtig mange vil hjertens gerne arbejde, men bliver svigtet både af det offentlige og af private arbejdspladser. I en fuldstændig liberal markedsøkonomi, hvor man i både bogstavelig og overført forstand lader falde, hvad der ikke kan stå, kan det være svært at finde job til borgere i kørestole.

Heldigvis har vi en stærk offentlig sektor i Danmark, der burde kunne hjælpe i sådanne situationer, men hjælpen er ikke altid tilstrækkelig. Når borgere har været behandlet på sygehuset, og skal tilbage i rehabilitering i kommunerne, kan de to systemer ofte ikke tale ordentligt sammen, og borgeren bliver fanget i et skrabet og ufuldstændigt rehabiliteringsforløb. Det skal vi selvfølgelig have rettet op på.

Rehabiliteringsindsatsen i kommunerne har generelt haltet og varieret meget fra kommune til kommune efter Venstres, De Konservatives og Dansk Folkepartis kommunalreform fra 2007. Skal vi for alvor løfte rehabiliteringen af især borgere med handicap, så skal vi sikre, at standarden er den samme lige meget, hvor i landet man bor, og vi skal sikre, at rehabilitering ikke bare sker for at få borgere hurtigt ud på arbejdsmarkedet igen. I stedet skal der tænkes mere holistisk med fokus på, at den enkelte borger kan få størst mulig selvbestemt deltagelse i samfundslivet.

Det har haft katastrofale følger, at man efter kommunalreformen lagde det specialiserede område fra amterne ud i kommunerne. Flere kommuner har ”af-specialiseret” sig på handicapområdet, og lukket flere vigtige specialtilbud ned som led i en spareøvelse. Mange borgere med større handicap oplever, at de mest specialiserede områder ikke kan løftes af kommunerne alene. Det er kommunernes økonomi og ekspertise ikke stor nok til.

Stat og regioner må træde til

Flytter der én multihandicappet borger til kommunen, kan det vælte hele budgettet. Det er ikke holdbart i længden. Derfor er der brug for, at staten og regionen får et ansvar for de mest specialiserede områder. For at sikre, at ingen kommune skal lades i stikken med en dyr handicapindsats, bør staten og regionerne lave en aftale om at opdele den højt specialiserede indsats mellem forskellige regioner og samarbejde på tværs, ligesom man gør det på det somatiske område. Regionerne skal med økonomisk støtte fra staten stå for de faste udgifter og en del af de omkostninger, der følger af de enkelte forløb. På den måde kan vi værne os mod, at kommuner afstår fra at bruge tilbud i det specialiserede område på grund af prisen. Nu må det simpelthen være slut med æraen efter den borgerlige kommunalreform, hvor borgere med handicap blev nedprioriteret i kommunale spareøvelser.

Kommunernes sparekniv har også været hård ved BPA-ordningen, den Borgerstyrede Personlige Assistance, der har givet borgere med handicap friheden til at ansætte deres egne hjælpere, og styre deres egen dagligdag. Hvis vi lader udhulingen fortsætte, frygter jeg, at den ellers fantastiske ordning stille og roligt vil blive erstattet af noget, der minder om hjemmehjælper-ordninger, hvor borgerne altså fratages meget af den selvbestemmelse, der har givet dem frihed og tryghed i deres egen hverdag. Sådan en udhuling må vi ikke se passivt til på fra venstrefløjens side. BPA-ordningen er en milepæl i dansk handicappolitik, som vi skal forsvare med næb og kløer!

Den offentlige sparekniv har desværre også ramt mange af bostederne på det sociale område. Det er gået ud over den pædagogiske praksis og har betydet, at der i dag er færre ansatte per bosted og langt flere uuddannede ansatte på bostederne, end det før har været tilfældet. Det har påvirket nærheden, trygheden og livskvaliteten hos dem, der bor der, og det kan vi ikke lade stå til. Bostederne på det sociale område har brug for både en opnormering og en opkvalificering af de ansatte, og de har brug for faste teams af ansatte, som kan give trygheden og nærheden tilbage til borgere, der bor der. Ligeledes har 00’ernes og 10’ernes kyniske nedskæringsmentalitet også spredt sig til vores skoler, hvor ord som ”inklusion” desværre nogle steder er blevet synonym for spareøvelser. Det er også venstrefløjens opgave at sikre, at alle på trods af eventuelle handicap har ret til en god uddannelse og ret til et specialtilbud i skolen, hvis det er nødvendigt.

Markedstænkning sætter handicappede bagerst i køen

Én ting er at forbedre de nuværende tilbud til borgere med handicap. Det er så sandelig en stor og vigtig opgave i sig selv. Men hvis vi virkelig skal sikre lige rettigheder og lige muligheder økonomisk, socialt og demokratisk, så skal vi også turde udvide den service, vi tilbyder vores medborgere med handicap.

Lige nu har borgere med fysiske handicap tre gange højere udgifter til medicin end borgere uden fysisk handicap, mens personer med psykisk handicap har dobbelt så høje udgifter som personer uden psykisk handicap. Det samme billede tegner sig for fysioterapi og brugerbetalte behandlinger. Det sætter automatisk folk bagerst i køen økonomisk, og det er selvfølgelig ikke fair.

“Markedstænkning i det offentlige har alt for længe betydet, at borgere med handicap er endt som ofre for offentlige nedskæringer og smarte spareøvelser i kommunerne.”

Vores medborgere med handicap bliver frataget muligheden for at deltage i samfundet omkring dem, når tilgængeligheden ikke er i orden. Desværre ser vi flere steder i landet, at man etablerer store centrale institutioner for borgere med handicap i udkanten af byerne – i stedet for at sikre tilgængelighed i alle dele af boligmarkedet, sundhedsvæsnet, uddannelsesvæsnet etc. Det skal vi gøre op med.

Tilgængelighed for borgere med handicap skal tænkes ind i alle former for institutioner og byggeri, og også fx på offentlige hjemmesider i forhold til borgere med syns- eller hørehandicap. Hverken et stop for brugerbetalingen i sundheden eller en helhjertet indsats for tilgængelighed i alle dele af samfundet kommer til at ske på markedets præmisser. Her er det venstrefløjens opgave at tænke nye tanker og turde udbygge velfærdssamfundet.

Der ligger altså rigeligt med opgaver og venter på at blive løst på handicapområdet. Markedstænkning i det private sætter borgere med handicap bagerst i køen, hvad end det handler om ansættelsessamtaler, brugerbetaling eller tilgængelighed i bygninger. Markedstænkning i det offentlige har også alt for længe betydet, at borgere med handicap er endt som ofre for offentlige nedskæringer og smarte spareøvelser i kommunerne. Det har alt for længe forhindret dem i at få de muligheder i livet, som de har fortjent. Derfor er det venstrefløjens opgave at kæmpe for vores medborgere med handicap, ligesom vi gør og har gjort for andre minoritetsgrupper. Hvis vi vil tage os selv seriøst, når vi siger, at vi kæmper for de mest udsatte borgere her i landet, så bliver vi nødt til at gå langt mere helhjertet ind i den kamp, som vi alt for længe har forsømt.