Showdown på venstrefløjen

’Rødt Venstre’ har erklæret krig imod Enhedslistens samlede ledelse. Dermed er der tændt ild i det bål som forskellige småpartier har samlet ved til gennem Enhedslistens levetid

Personkredsen bag ’Rødt Venstre’ er på alle måder rejsende i mislykket revolution. Personligt kender jeg et par stykker tilbage til midten af 1990’erne, hvor de var aktive i Rød Ungdom.

Senere forsøgte den samme personkreds at infiltrere Socialdemokratiet under navnet ’Marxister i Socialdemokratiet’, men blev ifølge hjemmesiden Socialistisk Information ekskluderet.

Efterfølgende skiftede de navn til Socialistisk Standpunkt og forsøgte at infiltrere Socialistisk Folkeparti. Igen blev de ekskluderet, hvorefter de gik ind i Socialistisk Ungdomsfront, hvor de i sidste ende også blev smidt ud. Det aktuelle politiske projekt hedder ’Socialisten’.

Internationale Socialister (IS), Socialistisk Arbejderpolitik (SAP) og Revolutionære Kommunistisk Parti (RKP) og Socialisten er alle en del af samme ’trotskistiske’ tradition, og deler derfor en række centrale karakteristika med disse.

’Rødt Venstre’ adskiller sig på ingen meningsfuld måde fra andre eksisterende småpartier på venstrefløjen.

Videnskabelig marxisme

Alle de nævnte partier holder fast i en forestilling om en videnskabelig marxisme. Det betyder i praksis, at deres verdensbillede er låst af Karl Marx’ skrifter og efterfølgende af Leo Trotskijs. Det betyder igen, at uanset hvor mangfoldig og demokratisk en valgt ledelse er sammensat, må denne ledelse ikke tage beslutninger som afviger fra partiernes analyser.

Enhedslistens ledelse har ved flere lejligheder gjort sig skyldig i at afvige fra den drejebog, de trotskistiske småpartier arbejder efter.

Beslutningen om at Danmark ikke skal træde ud af NATO, før der eksisterer et realistisk alternativ, var som at rive sider ud af denne drejebog.  Der er sket meget, siden denne drejebog blev forfattet i 1970’erne. I 1970’erne stod verden tilsyneladende over for en global socialistisk magtovertagelse. Derfor er vestlig militærmagt defineret som ’imperialistisk’ og dermed anti-marxistisk.

Vi genfinder denne holdning, når ’Rødt Venstre’ skriver:

”Derfor er vi imod at støtte dansk militær intervention og/eller våbenstøtte til stater. […] Vores hovedfjende er først og fremmest vores egen imperialistiske regering. Fjenden er herhjemme.”

Et andet eksempel er, at Enhedslistens Folketingsgruppe har meldt ud, at Enhedslisten ønsker at gå i regering. Her dikterer drejebogen, at et socialistisk parti skal være i opposition. ’Rødt Venstre’ skriver i deres politiske program.

”Af historiske grunde har mange i Danmark store illusioner om at toppen af Socialdemokratiet kan føre rød politik. Imidlertid har Socialdemokratiets top udviklet sig i en ekstrem borgerlig retning og de administrerer det kapitalistiske system – og dermed kapitalejernes interesser.

Det må Enhedslisten tage bestik af – og undgå at lade ønsket om samarbejde med Socialdemokratiets top være styrende for Enhedslistens politik. Enhedslisten skal – som det blev vedtaget for flere år siden – være et parti i egen ret.”

Når vi i Danmark har fem trotskistiske organiseringer med præcis samme politiske program, findes forklaringen i ovennævnte citat. Det som formuleres som modstand imod at gå på kompromis med Socialdemokratiet, er reelt modstand imod at gå på kompromis med hvert enkelt af de fem organisationers udlægning af Marx og Trotskijs skrifter.

Det fører kun til splittelse, at tro at der findes ‘en rigtig læsning’, og når fem (i praksis) ens partier ikke kan enes, vil de aldrig kunne enes med et parti (Enhedslisten) som ønsker at samle og mobilisere bredere. Deres fortsatte medlemskab af Enhedslisten vil være en garanti for, at Enhedslisten aldrig vil kunne optræde som det samlende fællesskab for forandring.

Enhedslisten har en enestående mulighed

Med sagerne om Rødt Venstre står Enhedslisten over for en enestående mulighed for at sige afgørende farvel til venstrefløjens dogmatiske fortid.

Med Berlinmurens fald blev stalinismen lagt i graven, mens trotskismen varmede sig ved tanken om, at den intet fællesskab havde med den ’virkeliggjorte socialisme’, som styrtede i grus. De trotskistiske partier så derfor ingen grund til at evaluere deres egen politik. Når virkeligheden skriver 2024, og din politiske drejebog skriver 1967, bliver virkeligheden din fjende.

De trotskistiske partier har ligesom de stalinistiske udspillet deres politiske rolle. Analyserne har ikke udviklet sig siden før murens fald, og alene derfor bliver de forkerte.

Enhedslisten skal gøre op med den situation, hvor dygtige politikere markedsfører Enhedslisten, hvorefter medlemmer af ’SAP’ eller ’Rødt Venstre’ konsekvent bagtaler og undergraver ledelsen, alene med det formål at rekruttere medlemmer til deres egne politiske projekter.

Enhedslisten kan træde i karakter som et parti i egen ret, hvis partiet vælger at gøre alternative organiseringer med egne afvigende dagsordener er forbudt. Prisen bliver, at en række dygtige og vigtige aktivister siger farvel til partiet.

Det er en trist pris, men hvis ikke disse medlemmer kan acceptere, at der findes politisk uenighed, så er den rigtige løsning at sige farvel til hinanden. En sidegevinst bliver at partiet også at få fjernet de medlemmer, som har deres primære loyalitet hos et andet parti end Enhedslisten.

Perspektivet er, at Enhedslisten bliver et parti som i højere grad kan navigere efter den objektive virkelighed, det befinder sig i, og i mindre grad efter en udefineret fortid, hvor verden stod på randen af en socialistisk revolution.