Signe Færch genvalgt som forperson for socialrådgiverne
Signe Færch tager endnu en periode som forperson for Dansk Socialrådgiverforening. Da der ingen modkandidater var, er hun genvalgt ved fredsvalg
Signe Færch er blevet genvalgt som forperson for Dansk Socialrådgiverforening. Hun genvælges ved fredsvalg, da der ikke er andre opstillede til posten. Det meddeler Dansk Socialrådgiverforening i en pressemeddelelse.
”De seneste år har vi truffet vigtige, svære og vidtrækkende beslutninger, så Dansk Socialrådgiverforening kan gribe hver enkelt socialrådgiver bedre og samtidig løfte os alle som faggruppe. Jeg glæder mig over, at medlemmerne vil lade mig fortsætte det arbejde”, udtaler Signe Færch i pressemeddelelsen.
Signe Færch lægger i pressemeddelelsen vægt på, at socialrådgiverne blev sikret et ”stærkt resultat” ved overenskomstforhandlingerne tidligere i år, og at et meget stort flertal af socialrådgiverne stemte ja til overenskomsten.
Den nu genvalgte forperson vil i de næste to år forsøge at give socialrådgiverne mere ørenlyd i den offentlige debat:
” Vi skal blive ved med at råbe op, for ingen må være i tvivl om den forskel, socialrådgiverne gør for børn i mistrivsel, borgere med handicap og socialt udsatte. Men politikerne skal også vide, at det mange steder sker på trods af et udfordret arbejdsmiljø og pressede arbejdsvilkår. Hvis de investerede i rammerne omkring vores arbejde, så ville vi kunne hjælpe borgerne endnu bedre”, udtaler Signe Færch.
De tre regions-forpersoner i Dansk Socialrådgiverforening fortsætter også, idet der heller ikke i regionerne var modkandidater til de siddende forpersoner. Det drejer sig om Trine Quist i Region Nord, Mie Vode Voll i Region Syd og Rasmus Balslev i Region Øst.
Der er til gengæld kampvalg om posten som næstforperson, hvor Ditte Brøndum går af efter seks år. Den nye næstforperson skal vælges i en afstemning, som varer til søndag 29. september. Ved samme lejlighed er der også valg til en ny hovedbestyrelse for socialrådgivernes fagforening. Resultaterne af afstemningerne offentliggøres mandag 30. september.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER