Sikandar Siddique: Trods rødt flertal er der stadig ikke blevet taget et opgør med racismen

Den årlige rapport om islamofobi, som Center for Muslimers Rettigheder i Danmark (CEDA) er med til at udarbejde, er netop udkommet, og jeg vil særligt anbefale alle mine politiske kollegaer til at bruge årets første dage på lidt lektielæsning. For selvom det er hård læsning, ville det være passende for os magthavere at læse op på, hvilke konsekvenser de seneste 20 års politik har haft for vores minoritetsdanskere – altså blandt andet dem, som rydder op på Rådhuspladsen, så de fleste andre kan sove tømmerm ændene ud den 1. januar.

“Livsomstændigheder, muligheder og rettigheder ser helt anderledes ud for de af vores medborgere, der har brun hudfarve.”

Flere organisationer har – ligesom jeg selv – påpeget Danmarks problem med racisme i årevis, og det er ikke fordi, der kommer meget ny viden på bordet i årets rapport. Men den giver et samlet – og virkelig uhyggeligt – overblik over racismens udbredelse i Danmark.

43 pct. af minoritetsborgerne i Danmark har oplevet diskrimination det seneste år. 40 pct. af hadefulde kommentarer på nettet er rettet mod religion og tro. Der er 65-70 pct. større risiko for at blive sigtet uden at blive dømt, hvis man har indvandrerbaggrund. 25 pct. af unge minoritetsdanskere i København har oplevet diskrimination i offentlig transport. Mandlige jobansøgere med mellemøstlige navne skal sende 52 pct. flere ansøgninger, end borgere med traditionelle danske navne for at komme til samtale – for minoritetskvinder er tallet 60 pct.

Det er alt sammen tal, de fleste af os har hørt mange gange før, men de fortæller historien om et skarpt opdelt Danmark, hvor livsomstændigheder, muligheder og rettigheder ser helt anderledes ud for de af vores medborgere, der har brun hudfarve.

Og som tallene også peger på, handler det langt fra alene om at skulle stå model til hadefulde ytringer på nettet eller i de værste tilfælde voldelige overfald på gaden, hvor minoritetskvinder får trukket tørklædet af, bliver spyttet på eller det, der er endnu værre.

Nej, racismen i Danmark er systemisk.

Forskelsbehandlingen fortsætter

Danmarks Statistiks opdeling af ”vestlige” og ”ikke-vestlige” har intet med øst og vest at gøre, men skaber derimod en gruppe af lande med en hvid majoritetsbefolkning sat overfor en gruppe af lande med ikke-hvide majoritetsbefolkninger. Og det er en statistik opdeling, vi kun bruger i Danmark. Men vi bruger den til gengæld hele tiden.

”Ghettopakken” og ”paradigmeskiftet” på udlændingepolitikken er lovgivning, der er basereret på vores selvopfundne opdeling af mennesker efter, hvor i verden de kommer fra. Det er lovgivning, der forskelsbehandler og diskriminerer mennesker på baggrund af etnicitet – det er statsracisme.

“Alt imens den ekstreme højrefløj bliver inviteret til kaffe i Folketinget, vokser udfordringen med racisme for minoritetsdanskere hver eneste dag.”

Som rapporten fra CEDA også påpeger, gjorde regeringen bag ”Ghettopakken” det klart i selve lovforslaget, at sondringen mellem udsatte boligområder og ”ghettoer” skulle understrege, at den centrale udfordring i ghettoområderne var manglende integration af indvandrere og efterkommere fra ”ikke-vestlige” lande. Konsekvenserne af ”Ghettopakken” er bl.a. tvangsudflytning, tvangsnedrivning, tvangsinstitutionalisering og tvungne sprogprøver. Derfor bør vi også tale om det som det, det er. Nemlig tvungen assimilering. Et brud på menneskerettighederne.

Listen over diskriminerende lovgivning i Danmark er efterhånden uoverskueligt lang, men endnu mere uhyggeligt er det, at politikernes og dermed befolkningens retorik omkring minoritetsdanskere kun er blevet grovere og mere udskammende. Antallet af hadforbrydelser er støt voksende, og langt størstedelen af dem går ud over vores muslimske medborgere. Midt under en global pandemi, hvor de mest økonomisk udfordrede verden over har været hårdest ramt, formåede stort set hele Folketinget at gøre det til et spørgsmål om ”indvandrerkultur”.

Vi behandler minoritetsdanskere som andenrangsborgere, og vi taler om minoritetsdanskere som andenrangsborgere. Og alt imens den ekstreme højrefløj bliver inviteret til kaffe i Folketinget, vokser udfordringen med racisme for minoritetsdanskere hver eneste dag. Det kommer til at kræve en hård og langvarig indsat, hvis vi skal den spirende racisme til livs, men rapporten fra CEDA giver et klart og konkret bud på, hvordan regeringen kan skyde kampen mod racisme i gang: En handleplan mod racisme og had. 

Danmark regeres af et solidt ”rødt” flertal, men på det tredje regeringsår er der stadig ikke blevet taget noget opgør med racismen. Faktisk bliver det kun yderst sjældent italesat – og aldrig som et generelt problem. I stedet fortsætter vores røde regering med at frihedsberøve uskyldige mennesker på udrejsecentre og forsøger at betale mennesker for at rejse ud af Danmark.

I Frie Grønne gik vi til finanslovsforhandlingerne med et krav om en antiracistisk handleplan, hvilket fik os smidt ud af forhandlingerne. Men vi fortsætter kampen og bliver ved med at kræve en handleplan og et opgør med den umenneskelige, statsracistiske lovgivning, der har defineret den politiske linje i Danmark i de seneste 15 år.

Engang var vi Danmark et humanitært fyrtårn, men i dag vil vores naboer fra Tyskland ikke engang anerkende os som et sikkert tredjeland at sende flygtninge til.

Det er en menneskelig og demokratisk falliterklæring.