Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
18. oktober. 2021

Simon Tøgern: Tør HK vælge en formand, der kan vende udviklingen?

Der er lagt op til kampvalg, når afløseren for Kim Simonsen skal findes i slutningen af oktober. For HK Privat-formand Simon Tøgern er der ingen tvivl om, hvor krydset skal sættes.

Kampvalg i HK: Anja C. Jensen og Martin Rasmussen stiller begge op til formandsposten. Pressefoto / HK

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

HK Danmark holder kongres i de sidste dage af oktober. Det meste af diskussionen op til kongressen har handlet om, hvem der skal afløse Kim Simonsen, som har været HK’s formand gennem de seneste 14 år. Valget står mellem to næstformænd: HK Danmarks nuværende næstformand, Martin Rasmussen, og næstformanden i HK’s største sektor, Anja C. Jensen fra HK Privat.

Fra styrtblødning til medlems-sivning

De fleste store faglige organisationer står med den samme udfordring: Medlemmerne siver, og det har de gjort i de sidste 20-25 år. Selvom vi i HK har fået stoppet styrtblødningerne og går frem på enkelte områder, så er det samlede medlemstal fortsat svagt vigende. Den udfordring er der ingen nemme eller hurtige svar på!

Den første forudsætning – for at vi kan vende udviklingen – er selvfølgelig, at vi erkender den. Selvom ingen har lyst til at fremstille sig selv som svag, så er vi nødt til at være ærlige og diskutere de reelle udfordringer.

Lige for tiden kan vi bryste os af de mange trepartsaftaler, som regeringen har valgt at indgå med os og arbejdsgiverne. Men kan altid diskutere versefødderne i den enkelte aftale. Men det forhold, at det politiske system anser det for nødvendigt at indgå den slags aftaler, er et udtryk for en bred erkendelse af, at overenskomstsystemet og det tilknyttede partsystem fungerer – og at organisationerne på begge sider har stor legitimitet.

“Snakken om medlemstilbagegang er ikke bare en snak om at skaffe kontingentindtægter nok til at sikre fagbevægelsens mange ansatte fortsat gode lønvilkår. Det handler om vores arbejdsmarkedsmodel – ja, vores samfundsmodel om man vil.”

Derfor er snakken om medlemstilbagegang ikke bare en snak om at skaffe kontingentindtægter nok til at sikre fagbevægelsens mange ansatte fortsat gode lønvilkår. Det handler om vores arbejdsmarkedsmodel – ja, vores samfundsmodel om man vil: Demokratisk og rimeligt socialt afbalanceret.

Det er i det lys, HK’s formandsvalg skal ses.

Politisk valg

Men et formandsvalg handler selvsagt også om personer. Hvem tror man på? Hvem kan man se som sin og kollegernes repræsentant? Hvem kan klare sig bedst i mediernes nådesløse lys? Men først og sidst er det et politisk valg: Hvem af kandidaterne erkender udfordringen i hele dens omfang og kompleksitet? Og hvem taler problemerne ned? Hvem er parat til at gå nye veje? Og hvem mener, at vi kan klare os med mindre justeringer?

Begge kandidater har deres styrker. Begge er erfarne fagforeningsfolk. Begge først i 50’erne og organiserede socialdemokrater. Men der er kun én af dem, der har erkendt udfordringen. Og det er Anja! Derfor bakker jeg sammen med et stort flertal i HK Privats sektorbestyrelse op om Anja C. Jensens kandidatur.

Anja og alle vi andre skal overbevise hele HK Danmarks kongres om, at det netop er valget af hende og det hun står for, som kan blive det første skridt til grundlæggende at vende udviklingen!

Stay tuned – lørdag 30. oktober slutter HK-kongressen med valg af ny forbundsformand – og forresten også ny næstformand.


Om skribenten

Simon Tøgern

Simon Tøgern

Uddannet litograf. Har været formand for HK Privat siden 2011. Før det har han gennem 10 år været formand for HK IT, medie & industri Hovedstaden. Han er medlem af HK Danmarks Hovedbestyrelse, og har været medlem af SF siden 1978. Læs mere