Skabernes skæbne, Ragnarok: Anmeldelse af “Vølvens Spådom” i ny oversættelse

Tirsdag 25. juni udkom vølve Andrea Hejlskovs gendigtning af Vølvens spådom, en del af den Ældre Edda, som blev nedskrevet i Island ca. 1270.

’Vølve’ er en oldnordisk betegnelse for en spåkone, en troldkvinde med speciale indenfor klarsyn, en slags shaman eller præstinde. Heksen, hvis ikke hun var udstødt af samfundet. Her spår vølven ragnarok; asernes verden både opstår og går under i løbet af langdigtet.

Som vølve – en erfaring hun uddyber i den autofiktive roman af samme navn – er Hejlskovs forhold til teksten religiøst (filosofisk, spirituelt). Hvert vers af Völuspáen (den oprindelige titel) efterfølges af gendigterens udlægninger. Disse tekster har snarere karakter af religiøse appendikser, som talmuden til toraen, end analyser eller historiske redegørelser.

Hejlskov skriver aldrig kedeligt, og hendes (Mimers) brønd af indsigt i asatroen er dyb. Det er tydeligt, at for Hejlskov er Völuspá ikke et historisk relikvie, men en levende tekst. Det bliver den i hvert fald i hendes hænder.

Som en sindssyg

Udgivelsen er illustreret af Johanne Helga Heiberg, hvis mørke, stemningsfulde tegninger skinner gennem hver eneste af de hvide sider. Det giver bogen et udtryk af dialog mellem lys og mørke, sne og vinternat, skabelse og undergang.

Tegningerne går således godt i spænd med Andrea Hejlskovs atmosfæriske gendigtning. I forordet erklærer hun, at hendes hensigt har været at gendigte på et ”let og mundret nudansk” af forståelsesmæssige hensyn, dog uden at lave en total formmæssig ”omkalfatring” af respekt for digtets oprindelige form.

Dette tosidede hensyn hænger også sammen med – som hun ligeledes forklarer i forordet – at Völuspáen dels skal forstås som formidling af hele den nordiske mytologi og dels som ”et ritual i sig selv […] et kultisk teater – en aktiv magisk handling, en recitation, en besværgelse.”

Langt hen ad vejen lykkes projektet. Vi hører eksempelvis om vølven, at ”hun sejdede som en sindssyg.” At arbejde som en sindssyg, at svede som en sindssyg, etc. er nutidige udtryk. Samtidigt udvider, snarere end forfladiger eller forrykker, det moderne udtryk faktisk forståelsen af teksten og sejden, som betegner den trance, vølven hensættes i for at opnå sit klarsyn.

At sejde er, og også i endnu højere grad end at svede, noget man gør som en sindssyg. Det er yderst vellykket og levende gendigtet. Et andet eksempel er det enkle og effektfulde: ”jorden fandtes ikke / himlen fandtes ikke / Ginnungagab fandtes / og ingen steder / groede der græs.”

Det klinger næsten af Inger Christensen. Og selvom ”Måne kendte ikke / sin egen månemagt” er meget 2024 i det poetiske udtryk, mister versene ikke deres okkulte karakter af den grund. 

Hvad så med Völuspáens rolle som fortryllende galdesang, som ”besværgelse”? Völuspáen er skrevet på oldtidsmeter, hvis messende rytme – og deraf rituelle potentiale — består i korte vers på typisk fire stavelser og bogstavrim som bindemiddel versene imellem. Som her i opremsningen af de mytiske dværges slægtslinjer:

”File Kile / Fundin Nåle / Hæfte Vile / Hanar Svior / Frår Hornborer / Fræg og Lune / Ørvang Jari / Egeskjolde”.

I resten af gendigtningen er rytmen mestendels ofret til fordel for forståelighed. Det var nok en klog beslutning set i lyset af, at den her bog snarere vil blive læst end læst op. Derved mister digtet dog noget af sin besværgende karakter.

Et nationalromantisk comeback?

Andrea Hejlskov fremskriver i løbet af bogen et ’vi’, der tilsyneladende påkalder en slægtslinje af ”nordboere”.

i har siden vikingetiden haft en ”indadvendt familiekult i de nordiske lande”, vi kalder parlamentet for Folketinget efter det ældre ’ting(e)’, landskabet har ”tvunget os til at udvikle velfærdssystemet og kernefamilien,” ”selv romerne måtte opgive at trænge ind i vores verden”, og vi ved allerede ”hvad vi behøver at vide. Vi skal bare genkalde os det, hente det op fra dybet.”

Det er et vi, jeg gerne vil anfægte. Jeg læser det i det mindste indirekte som en del af et nationalromantisk projekt; bor det vi i landskabet? I slægtslinjerne? Og hvem er så ikke med i det vi?

Hejlskovs nationalromantik adskiller sig fra guldalderens ved påkaldelsen af et urfeminint princip og førkristne kvindelige magtpositioner, inkarneret i vølver, oldemødre, jættekvinder og norner. Sådan kan et økofeministisk, spirituelt projekt godt komme til at agere skalkeskjul for nostalgisk nationalromantik.

Selv tror jeg hverken på kvinder eller nordboer som kategorier, som intakte går gennem årtusinderne. For mig giver det ikke mening at trække linjer direkte fra vikingetidens til velfærdsstatens institutioner.

Og jeg synes ikke, at de helt store — og noget forenklede — linjer trukket fra nordisk mytologi til klimakrise, kapitalisme og kernefamilie klæder Hejlskovs ellers så kyndige læsninger.

Ragnarok igen igen

”Völuspá kredser om Ragnarok. Ragna kommer af Regin, en samlebetegnelse for gudernes kraft og magt. Ragna betyder altså ’gudernes’. Rok betyder proces, udvikling, tusmørke, formørkelse eller mere præcist; formål. ’Gudernes formål’: det [sic], der er målt på forhånd, den proces, som er nødvendig, det punkt i virkeligheden, hvor tingene mister deres form (mål) og bliver til noget andet.”

Her beskriver Andrea Hejlskov ragnarok (undergang, overgang) som et kim, der ligger og ulmer inderst inde i verdens skabelse, som døden også er den nyfødtes skæbne: Verdens formål (form, essens, mening) er, som livets, forudbestemt.

Hejlskov understreger, at i asatroen står skæbnen over selv guderne, som desuden er både fejlbarlige og har fysiske og psykiske skavanker. Det er netop i sådanne originale og filosofiske læsninger, at Hejlskovs indsigt kommer til sin ret.

I sådanne læsninger funkler Völuspáen. Mytologien vækkes til live, og bogen står tilbage som en lærerig og stemningsmættet læseoplevelse.

Völuspá. Vølvens Spådom. Gendigtet af Andrea Hejlskov og tegnet af Johanne Helga Heiberg. Forlaget Uro, 2024. 274 sider. Pris: 250 kr.