Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
8. oktober. 2021

Skattely og ødelæggelse af Jorden er ikke ‘perverteret kapitalisme’. Det er bare kapitalisme

Udbytning af mennesker, udbytning af jorden – og en tendens til at skjule sit grimme ansigt. Det er den evindelige historie om kapitalismen, der igen viser sig med Pandora Papers, skriver klummeskribent George Monbiot.

Illustration: Eva Bee

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Hver gang der bliver lækket dokumenter fra de små, afsides øer og juridiske frihavne, hvor rige mennesker gemmer deres penge, sådan som det igen skete med ugens læk af Pandora Papers, spørger vi os selv: Hvordan kunne det ske? Hvordan er vi havnet med et globalt system, der gør det muligt at gemme uhyrlige summer i udlandet, og holde dem langt væk fra beskatning og offentlighedens søgelys? Politikere har som altid travlt med at fordømme det som “en uacceptabel form for kapitalisme.” Men det er det ikke. Det er bare kapitalisme.

Da øen Madeira blev tømt for madeira

Man kan med en vis ret påstå, at kapitalisme blev født på en øde ø. Et par årtier efter den portugisiske kolonisering af øen Madeira i 1420, udviklede man et system, der på sin vis adskilte sig fra alt, hvad man hidtil havde set. Ved at fælde dén skov, der havde givet øen sit navn – madeira betyder skov på portugisisk – skabte man i denne hidtil ubeboede del af verden en ren tavle – en terra nullius – som blev grundlaget for en ny økonomi. Den blev finansieret af bankfolk fra Genoa og Flandern, så man kunne fragte afrikanske slaver til øen for at fremstille sukker. Her blev der udviklet en økonomi som gjorde, at land, arbejde og penge mistede sin hidtidige sociale betydning, og i stedet blev til handlede varer.

“Det kan ikke komme som den store overraskelse, at Madeira nu bliver beskyldt for at være et skattely. Hvad skulle en miljømæssigt udpint lille ø, der blev grundlagt på plyndring, ellers gøre?”

Som geografen Jason Moore påpeger i tidsskriftet Review, kunne man under de forhold bruge en lille mængde kapital til at tilrane sig store mængder rigdom. Med Madeiras frodige jord, og med træer til brændstof i rigt mål, kunne man presse en hidtil uset produktivitet ud af slavearbejdskraften. I løbet af 1470’erne var den lille ø blevet verdens største sukkerproducent.

Madeira’s økonomi havde også et andet særpræg, der adskilte den fra tidligere tiders produktion: Det forbløffende tempo, den kunne tygge sig gennem øens naturlige rigdom med. Sukkerproduktionen toppede i 1506. I 1525 var den allerede faldet med næsten 80 %. Hovedårsagen var ifølge Jason Moore, at man allerede havde udtømt forsyningen af træer. Madeira løb simpelthen tør for madeira.

Der skulle bruges 60 kg træ til at forarbejde 1 kg sukker. Eftersom træerne skulle fældes fra stadig stejlere, mere ufremkommelige dele af øen, krævede det også mere slavearbejde at producere samme mængde sukker. Arbejdskraftens produktivitet faldt med andre ord, og var reduceret til en fjerdedel på bare 20 år. Samtidig betød den store skovrydning også, at flere af øens naturlige dyrearter blev udryddet.

Det var en klassisk kapitalistisk krise-cyklus, og portugiserne begyndte snart at investere deres kapital i andre nyerobrede territorier. Man startede med at oprette sukkerplantager i São Tomé (ø i Atlanterhavet ud for Gabon i Vestafrika, red.), og flyttede derefter til Brasilien og Det Caribiske Hav. Mønsteret var det samme: Man udtømte de lokale ressourcer, og rykkede videre til næste sted. Som Moore også forklarer var beslaglæggelse, udbytning og efterfølgende opgivelse af de nye grænselande en central del af den akkumulationsmodel, vi i dag kalder kapitalisme. Miljømæssige og økonomiske kriser som dem, Madeira blev udsat for, er ikke en pervertering af dét system. Det er selve systemet.

Madeira begyndte snart at fremstille andre varer, hovedsagligt vin. Det kan derfor ikke komme som den store overraskelse, at øen nu bliver beskyldt for at være et skattely, og at den optrådte i ugens Pandora Papers-læk. Hvad skulle en miljømæssigt udpint lille ø, der blev grundlagt på plyndring, ellers gøre?

Madeira var blandt de første kapitalistiske steder på Jorden, da portugisiske forretningsmænd gennem slavearbejdskraft byggede store sukkerplantager på øen. Ikke underligt samme sted nu huser skattely, skriver George Monbiot. Foto: Shutterstock

Engelsk renskuring af kapitalismen

I bogen Jane Eyre fra 1847 forsøger Charlotte Brontë at renskure sin hovedpersons uventede rigdom. Hun arver penge fra sin onkel, ‘Hr. Eyre af Madeira’, men, som hun får at vide af St. John Peters, hviler de nu trygt i “engelske midler”. Det er med til at skabe afstand mellem hendes egen formue og Edward Rochesters (hendes arbejdsgiver og senere ægtemand i romanen, red.), der er besudlet af at stamme fra en anden udtømt sukkerø, Jamaica.

Men hvad betyder dét egentlig, ‘engelske midler’? I 1847 var England hjørnestenen i et imperium, hvis kapitalistiske foretagender for længst havde overhalet Portugals. Gennem tre århundreder havde man systematisk plyndret andre lande, lagt afrikanere i lænker og tvunget dem til at arbejde i Caribien og Nordamerika, og drænet Indien for uhyrlige mængder rigdom – alt imens man udvandt de råstoffer, der senere drev landets Industrielle Revolution. Trods officielt at have afskaffet slaveriet, lagde man desuden et stavnsbånd på arbejderne, der var svært at skelne fra klassisk slaveri. Da Jane Eyre blev udgivet, havde Storbritannien netop afsluttet sin første opiumskrig i Kina.

“Ilden fra Madeiras skove raser fortsat gennem verden, og brænder både mennesker og økosystemer ned.”

Finansieringen af dette globale tyverisystem krævede nye former for bank-netværk. De lagde fundamentet for netop dén type offshore finanskapital, der i ugens løb igen blev udstillet i al sin råddenskab. Engelske midler var ikke andet end et sted at opbevare de penge, man havde tjent på at kolonisere og fortære resten af verden gennem den kapitalistiske økonomi.

Jane’s hjemvendte penge viser gabet mellem virkeligheden og den måde, systemet fremstiller sig selv på. Siden dens begyndelse har kapitalismen forsøgt at renskure sig selv. Kolonialisterne på Madeira digtede også en oprindelsesmyte om sig selv, hvor de påstod – at øen var blevet fortæret af en 7 år lang skovbrand, der havde ryddet store dele af skoven. Men den historie om en naturkatastrofe er det pure opspind. Det var mennesker, der satte den i brand. Den blev antændt af kapitalisme, der rasede henover Madeira, hvorefter gnisterne føg videre ud i verden for at fortsætte sin hærgenat fortsætte sin hærgen.

Kapitalismens løgnagtige historie blev sat på bogform i 1689 af John Locke, da han skrev Anden afhandling om styreformen. “I begyndelsen var hele verden Amerika”, skrev han, en blank tavle uden mennesker, hvor rigdommene bare lå og ventede på at blive samlet op. Men i modsætning til Madeira var Amerika allerede beboet, og dets indbyggere måtte slås ihjel eller gøres til slaver, før hans terra nullis (juridisk begreb for et territorium, der ikke tilhører nogen, red.) kunne blive en realitet. Retten til at eje verden blev for John Locke skabt gennem hårdt arbejde – for ham var det når et menneske blandede sin arbejdskraft med naturlig rigdom, at “man skabte sin ejendom”. Problemet var bare, at de, der gjorde krav på de store naturrigdomme, ikke ligefrem blandede den med deres egen arbejdskraft, men i stedet brugte deres slavers. Dette klassiske eventyr, kapitalismen fortæller om sig selv – du bliver rig gennem hårdt arbejde, foretagsomhed og at tilføje naturens rigdomme mere værdi – er det største stykke propaganda i menneskehedens historie.

Som Laleh Khalili også forklarer i London Review of Books, sluttede den kolonialistiske økonomis udbytning aldrig. Det fortsatte gennem et samarbejde mellem købmænd, kleptokrater og oligarker, der stjal fattige landes ressourcer uden at betale regningen – og ved at bruge snedige redskaber som transfer pricing. Det fortsætter gennem brugen af skattely og hemmelighedsfulde regimer styret af korrupte eliter, der dræner deres egne landes rigdom, og efterfølgende kanaliserer det over i “engelske midler”. Det faktiske ejerskab bliver mørklagt gennem skuffeselskaber.

Kapitalismen er utæmmelig

Ilden fra Madeiras skove raser fortsat gennem verden, og brænder både mennesker og økosystemer ned. Og selv om de penge, der antænder brandene, bliver gemt væk, kan man stadig se, hvordan flammehavene fra dem lyser himlen op alle de steder, der stadig gemmer på naturlig rigdom: Amazonas, Vestafrika, West Papua. I takt med at kapitalen løber tør for planet at brænde af, skifter dens opmærksomhed sig mod de dybe haves bunde, og spekulerer i at vende sig mod det ydre rum.

Lokale klimakatastrofer som den, der startede i Madeira, samler sig til et globalt problem. Vi bliver gjort til både forbrugere og det forbrugte, og brænder gennem selve planetens evne til at opretholde liv. Og alt sammen for, at en række oligarker kan gemme deres penge og moralske skrupler væk i skattely.

Når vi ser det samme gentage sig på tusindvis af kilometers afstand, må vi holde op med at behandle det som enkeltstående tilfælde – men anerkende et mønster. Den megen snak om at “tæmme kapitalisme”, eller at “reformere kapitalisme” hviler på en helt forkert forståelse af, hvad vi har at gøre med. Kapitalisme er præcis dét, vi ser i Pandora Papers.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Første gang bragt i The Guardian 6. oktober: Trashing the planet and hiding the money isn’t a perversion of capitalism. It is capitalism.


Om skribenten

George Monbiot

George Monbiot

Engelsk journalist, forfatter og politisk aktivist. Klummeskribent for The Guardian og forfatter til en række bøger, senest Out of the Wreckage: A New Politics in the Age of Crisis (2017). Læs mere