De forskellige dele af EU slås igen om fordelingen af budgettet. Foto: European Union / Flickr.
4 min. læsetid

Det »gamle« og »nye« Europa slås om, hvem der skal betale regningen for EU. Men måske er sidstnævnte lande i virkeligheden nettobidragydere, når det kommer til stykket.


Af Søren Riishøj

EU’s budget for 2021 kunne som ventet ikke forhandles på plads på topmødet i sidste weekend i Bruxelles. Nu skal der så gøres et nyt forsøg i oktober under det tyske formandskab.

At der er drama om budgettet helt frem til deadline, er slet ikke nyt i EU’s historie.

Nettobidragyder-lande som Holland, Østrig, Sverige og Danmark kræver, at medlemslandenes bidrag til EU fastholdes på én procent af bruttonationalproduktet (BNP), hvorimod »kohæsionslandene«, nettomodtagerlandene i Central- og Østeuropa samt Sydeuropa, ønsker en stigning. EU-Kommissionen har foreslået et bidrag fra medlemslandene svarende til 1,1 procent af BNP.

– Men hvem er reelt nettomodtagerne?

Hjerneflugten

Det spørgsmål stiller den rumænske europaparlamentariker og medlem Europaparlamentets budgetudvalg, Clotilde Armand, i avisen »Financial Times«. Hendes svar er, at pengene netto – stik modsat de gængse holdninger – i stor stil flyder fra EU’s fattige lande og til Unionens rige lande. Én af årsagerne hertil er hjerneflugten.

Alene i årene fra 2009 – 2015 mistede Rumænien således ikke mindre end halvdelen af sine læger. De valgte at arbejde i den rige del af EU. Polen mistede hver tiende læge, men nok så vigtigt agter over halvdelen af de polske medicinstuderende at søge arbejde i udlandet efter endte studier. I Bulgarien er tallet helt oppe på 90 procent!

Alene tabet af læger svarer til 25 procent af de midler, som Rumænien igennem årene har fået fra EU via kohæsions- eller samhørigheds-fonde.

Overskud trækkes ud af landene

Men det er kun en del af problemet. De overskud, som vestlige firmaer trækker ud fra aktiviteter i Central- og Østeuropa, overstiger markant værdien af de penge, landene får fra EU’s kasser. Pengestrømmen fra EU til Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet i årene mellem 2010 – 16 svarede til mellem to og fire procent af landenes BNP. – Mens de overskud, virksomheder trak ud i samme periode, var oppe på det dobbelte – og altså et sted mellem fire og otte procent.

Det samme billede vil sikkert tegne sig, dersom EU udvider mod sydøst og optager lande som Albanien og Nordmakedonien – og måske også Serbien – som nye medlemmer af Unionen. Også i de tilfælde vil vi opleve hjerneflugt.

Kort sagt, konkluderer Clotilde Armand, er en yderligere udvidelse af EU en win-win situation – og altså også en gevinst for det »gamle« Europa. Historien vil gentage sig, hvis EU udvider mod sydøst. De åbne grænser vil få flere læger og sundhedspersonale til at rejse til de rige lande i EU. Flere investeringer i de nye EU-lande mod syd vil betyde, at virksomhedernes overskud føres ud af landene. Og det sker samtidig med de flere penge fra EU.

Brexit-konsekvenser

At bidragene til EU måske sættes op, skyldes et stykke hen ad vejen Brexit. Men Brexit har også følger for stemmevægtene. Polen tjener mest, når det gælder den ny fordeling af stemmevægte efter Storbritanniens udtræden.

Polens stemmeandel stiger med 28 procent, Spaniens med 23, mens Frankrig og Tysklands går op med henholdsvis 18 og 17. Små lande som Slovakiet, Ungarn og Portugal er til gengæld de største tabere i den sammenhæng.


Søren Riishøj er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, og er tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).