27 min. læsetid

“Den udfordring Europa står over for er at vise, at dét, Kina udrettede, kan gøres på en mere gennemsigtig og demokratisk måde”. Den slovenske filosof Slavoj Žižek skriver om coronakrisen.

Oversat af Poul Bjørn Berg


Af Slavoj Zizek

Mange liberale og venstreorienterede kommentatorer har bemærket, hvordan Coronaepidemien bliver brugt til at retfærdiggøre og legitimere kontrolforanstaltninger og forholdsregler over for befolkningen på en måde, der hidtil har været utænkelig i et vestligt, demokratisk samfund.

Er Italiens fuldstændige nedlukning ikke opfyldelsen af de totalitæres hedeste drømme? Det er ikke så mærkeligt, at Kina – der allerede har brugt metoder til digital social kontrol – har vist sig (i hvert fald som det ser ud lige nu) at være det land, som var bedst udrustet til at håndtere katastrofale epidemier. Betyder det, at Kina – i det mindste på nogle områder – viser os vores fremtid? Nærmer vi os en global undtagelsestilstand? Har Giorgio Agambens analyser fået ny aktualitet?

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Agamben selv drog denne konklusion: Han reagerede på corona-epidemien på en radikalt anderledes måde end de fleste kommentatorer. Han kritiserede de ”hektiske, irrationelle og absolut uberettigede kriseindgreb, der blev taget på grund af en formodet epidemi med coronavirus,” som bare er en ny version af influenza. Han spurgte: ”Hvorfor gør medierne og myndighederne deres yderste for at skabe en panikstemning og dermed fremprovokere en undtagelsestilstand med alvorlige indskrænkninger af bevægelsesfriheden og indstilling af dagligdagen og arbejdslivet i hele regioner?”

Fra terrorisme til epidemier

Agamben ser hovedårsagen til denne ”uforholdsmæssige reaktion” i ”en stigende tendens til at bruge undtagelsestilstanden som det normale regerings-paradigme.” De forholdsregler der tages giver regeringen mulighed for drastisk at indskrænke vores frihedsrettigheder ved hjælp af administrative dekreter: ”Det er helt åbenlyst, at disse restriktioner ikke står i noget forhold til truslen fra dét, der ifølge NRC (Det Italienske Nationale Forskningsråd, red.) er en normal influenza, som ikke adskiller sig meget fra dem, der rammer os hvert år.

“Er de klare tegn på, at ikke blot almindelige mennesker, men også statsmagten selv, er i panik i erkendelse af, at den ikke er i stand til at kontrollere situationen – er disse tegn virkelig bare en krigslist?”

Man kan sige, at så snart terrorismen var udpint som en retfærdiggørelse af kriseindgreb, kunne opfindelsen af en epidemi tjene som en ideel undskyldning for at udbrede den slags indgreb ud over enhver grænse.” Den anden grund er den ”tilstand af frygt, der i de seneste år har bredt sig i den individuelle bevidsthed, og som forvandles til et virkeligt behov for kollektive panik-tilstande, hvor epidemien igen bliver det ideelle påskud.”

Agamben beskriver et vigtigt aspekt ved den statslige kontrols måde at fungere på under en epidemi. Men der er stadig nogle åbne spørgsmål: Hvorfor skulle statsmagten være interesseret i at fremelske sådan en panik, der bliver ledsaget af en mistillid til statsmagten (”De er hjælpeløse; de gør ikke nok…”), og som forstyrrer kapitalens gnidningsløse reproduktion? Er det virkelig i statsmagtens og kapitalens interesse at udløse en global økonomisk krise for at styrke deres magtposition? Er de klare tegn på, at ikke blot almindelige mennesker, men også statsmagten selv er i panik i erkendelse af, at den ikke er i stand til at kontrollere situationen – er disse tegn virkelig bare en krigslist?

Agambens reaktion er en ekstrem udgave af et synspunkt, der er udbredt på venstrefløjen, hvor den ”overdrevne panik” på grund af spredningen af virus fortolkes som en kombination af en magtdemonstration af social kontrol og elementer af åbenlys racisme (”skyd skylden på naturen eller Kina”). Sådan en social fortolkning får bare ikke truslens realitet til at forsvinde. Tvinger denne realitet os til effektivt at indskrænke vores frihedsrettigheder? Karantæner og tilsvarende forholdsregler begrænser naturligvis vores frihed, og der er brug for nye udgaver af Assange for at bringe potentielt misbrug frem i lyset.

Den italienske filosof Giorgio Agamben (billedet) advarer mod, at krisen kan blive brugt til at indskrænke vores frihedsrettigheder. Men hvorfor skulle statsmagten være interesseret i at fremelske sådan en panik, som forstyrrer kapitalens gnidningsløse reproduktion? spørger Slavoj Zizek. Billede fra Medium.

Brug for flere nuancer

Truslen om en virusinfektion gav imidlertid også et vældigt skub til fremkomsten af nye former for lokal og global solidaritet, samtidig med at den tydeliggjorde behovet for kontrol med selve magtudøvelsen. Det er rigtigt, når folk gør statsmagten ansvarlig: I har magten; vis os nu hvad I kan! Den udfordring Europa står over for er at vise, at det, Kina udrettede, kan gøres på en mere gennemsigtig og demokratisk måde: ”Kina indførte nogle forholdsregler, som Vesteuropa og USA sandsynligvis ikke vil kunne tolerere, og det kan være en ulempe for dem. Groft sagt er det en misforståelse bare som refleks at fortolke alle former for registrering og analyse som ’overvågning’ og aktiv regeringsførelse som ’social kontrol’. Vi har brug for et andet og mere nuanceret ordforråd, når vi taler om indgrebene.”

Omdrejningspunktet for det hele er dette mere ‘nuancerede ordforråd’: De forholdsregler en epidemi kræver bør ikke automatisk reduceres til det sædvanlige paradigme for overvågning og kontrol, som tænkere som Foucault har fremført. Lige nu er det jeg frygter mere end de forholdsregler, der er taget af Kina (og Italien og …), at de anvender disse forholdsregler på en måde, der ikke vil kunne dæmme op for epidemien, mens myndighederne manipulerer og skjuler de reelle data.

Både ”alt-right” folk og påtagede venstreorienterede nægter at acceptere det sande billede af epidemien, og udvander det i stedet hver især til en øvelse i socialkonstruktivistisk reduktion; dvs. at de benægter det til fordel for dets sociale betydning. Trump og hans følgere har gentagne gange insisteret på, at epidemien er en sammensværgelse mellem Demokraterne og Kina, for at få ham til at tabe det kommende valg. Mens nogle på venstrefløjen fordømmer de forholdsregler staten og sundhedsmyndighederne har taget som ‘sværtet af xenofobi’. De insisterer derfor på stadig at give håndtryk osv. Sådan et standpunkt rammer forbi paradokset: ikke at give håndtryk og at gå i isolation ER vore dages form for solidaritet.

Donald Trump er – i vanlig stil – på få uger gået fra at kalde coronaepidemien en ‘hoax’ til at påstå, at han hele tiden har vidst, hvor seriøst det ville blive. USA er nu det land i verden med flest smittede.

Drop panikken

Hvem har i denne tid råd til at give håndtryk og knus? De privilegerede. Boccaccios ”Decameron” er en samling af historier fortalt af en gruppe på syv unge kvinder og tre unge mænd, der har søgt ly i en afsides beliggende villa uden for Firenze for at undslippe pesten, der har ramt byen. Den finansielle elite vil trække sig tilbage til afspærrede zoner og underholde hinanden med historier som Boccaccio’s. (De ultrarige samles allerede med deres privatfly på eksklusive småøer i Caribien). Vi almindelige mennesker, der er tvunget til at leve med vira, bliver bombarderet med den endeløst gentagne formulering: ”Ingen panik!” – og så får vi alle de data, der ikke kan undgå at udløse panik. Situationen minder om én, jeg kan huske fra min ungdom i et kommunistisk land: Når regeringens embedsmænd forsikrede offentligheden om, at der ikke var grund til panik, tog vi disse forsikringer som et klart tegn på, at de selv var i panik.

“Når vi reagerer panisk, tager vi ikke truslen for alvorligt; tværtimod trivialiserer vi den. Tænk blot på hvor latterligt det overdrevne indkøb af toiletpapir er: Som om det ville betyde noget som helst midt i en dødelig epidemi at have toiletpapir nok”

Men panik er ikke den rigtige måde at konfrontere en virkelig trussel på. Når vi reagerer panisk, tager vi ikke truslen alvorligt nok; tværtimod trivialiserer vi den. Tænk blot på hvor latterligt det overdrevne indkøb af toiletpapir er: Som om det ville betyde noget som helst midt i en dødelig epidemi at have toiletpapir nok… Så hvad kunne være en passende reaktion på coronaepidemien? Hvad har vi brug for at lære, og hvad skal vi gøre for at møde den seriøst?

Kinesisk whistleblower efterlyses

Da jeg foreslog, at coronaepidemien kunne give ny gødning til kommunismens liv, blev min påstand – som man kunne forvente – gjort til grin. Selv om det ser ud til, at den kinesiske stats stærke håndtering af krisen virkede – i hvert fald meget bedre end det der lige nu finder sted i Italien – så har de kommunistiske magthaveres gammeldags, autoritære logik også klart vist sine begrænsninger. Én af dem var, at frygten for at komme med dårlige nyheder til magthaverne (og til offentligheden) vejede tungere end de virkelige resultater. Det var grunden til, at de, der først rapporterede om en ny virus, blev arresteret, og der er beretninger om at noget lignende stadig foregår:

”Presset for at få Kina i gang igen – efter nedlukningen på grund af coronavirus – får en gammelkendt fristelse til at genopstå: At manipulere med data, så de viser dét, de ledende embedsmænd gerne vil se. Det fænomen udspiller sig i Zhi Jiang-provinsen, et industrielt nøgleområde på østkysten, i form af forbruget af elektricitet. Mindst tre byer dér har givet de lokale fabrikker måltal for deres strømforbrug, fordi de skal bruge disse data til at vise, at produktionen er kommet i gang igen, ifølge folk med lokalkendskab. Det har fået nogle virksomheder til at lade maskinerne køre, selv om fabrikkerne stod tomme, sagde de.”

Vi kan også godt regne ud, hvad der vil ske, når magthaverne får nys om den finte: Lokale virksomhedsledere vil blive beskyldt for sabotage og straffet hårdt, og på den måde reproduceres mistillidens onde cirkel… Der er brug for en kinesisk Julian Assange for at vise offentligheden denne skjulte side af Kinas håndtering af epidemien. Så hvis det ikke er den slags kommunisme, jeg havde i tankerne, hvad mener jeg så med kommunisme? For at forstå det er det nok at læse WHO’s offentlige erklæringer. Her er en aktuel:

”WHO’s chef, Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus sagde i torsdags, at selv om de offentlige sundhedsmyndigheder på hele planeten råder over muligheder for effektivt at bekæmpe spredningen af virussen, er organisationen bekymret for, at graden af politisk vilje i nogle lande ikke lever op til trusselsniveauet. ’Det her er ikke en øvelse. Tiden er ikke inde til at give op. Tiden er ikke inde til bortforklaringer. Tiden er inde til at bruge alle virkemidler. Nogle lande har forberedt sig på scenarier som dette i årtier. Nu er tiden inde til at føre disse planer ud i livet,’ sagde Tedros. ’Denne epidemi kan bekæmpes, men kun med en kollektiv, koordineret og tidssvarende indsats, der involverer hele regeringsmaskineriet.’”

Man kan tilføje, at en tidssvarende indsats burde række godt og vel ud over de enkelte regeringsapparater: Den bør omfatte lokal mobilisering af befolkningen uden for statens kontrol, såvel som et stærkt og effektivt internationalt samarbejde og koordination. Hvis tusindvis kommer på hospitalet med luftvejsproblemer, vil der være brug for et enormt øget antal respiratorer, og for at skaffe dem bliver staten nødt til direkte at gribe ind på samme måde, som den griber ind i en krigstilstand, hvor der er brug for tusindvis af skydevåben.

Den bør også kunne støtte sig til et samarbejde med andre stater. Som under en militær indsats skal information deles, og planerne skal koordineres fuldstændigt – DET er det jeg mener med den ”kommunisme” der er brug for i dag, eller som Will Hutton siger: ”Nu afgår en form for ureguleret frihandels-globalisering med dens tilbøjelighed til kriser og pandemier helt sikkert ved døden. Men en anden form, der anerkender den gensidige afhængighed og vigtigheden af evidensbaseret, kollektiv handling bliver født.” Lige nu er det fremherskende standpunkt stadig ”hvert land for sig selv”: ”Der laves nationale forbud mod eksport af strategiske varer så som forsyninger til sundhedsvæsnet, mens landene støtter sig til deres egne analyser af krisen midt i lokale mangelsituationer og vilkårlige, primitive metoder til inddæmningen.”

Inddæmningen af virussens spredning i Kina har været effektiv, men metoderne har ikke nødvendigvis været lige så beundringsværdige: “Der er brug for en kinesisk Julian Assange for at vise offentligheden denne skjulte side af Kinas håndtering af epidemien”, mener Slavoj Žižek. Kort over smittens spredning fra China National Health Commission (27. januar).

Corona er det frie markeds fallit

Coronaepidemien viser ikke bare begrænsningerne i markedets globalisering. Den viser også den nationalistiske populismes endnu mere fatale begrænsning, når den insisterer på fuld national uafhængighed. Det er slut med ”America (eller hvem man nu vil) first!”, for Amerika kan kun reddes ved globalt samarbejde og koordination. Jeg er ikke utopist; jeg appellerer ikke til en idealiseret solidaritet mellem befolkningerne. Tværtimod – den aktuelle krise viser klart, hvordan globalt samarbejde og koordination er af betydning for, at hver og én af os kan overleve, og hvordan det er den eneste rationelle og egoistiske løsning. Det handler ikke kun om coronavirus: Kina havde selv en gigantisk svineinfluenza for nogle måneder siden, og nu trues landet af en forestående invasion af græshopper. Dertil kommer – som Owen Jones bemærkede – at klimakrisen dræber mange flere folk rundt omkring i verden end coronavirus, men det udløser ingen panik.

Fra et kynisk, ‘vitalistisk’ standpunkt kunne man være fristet til at se coronavirus som noget gavnligt, der befrier menneskeheden for de gamle, de svage og de syge, lige som når man luger de halvrådne afgrøder ud, og at den på den måde bidrager til den globale sundhed. Den brede kommunistiske tilgang, som jeg anbefaler, er den eneste måde, vi virkelig kan lægge sådan et primitivt synspunkt bag os.

“…når livet til sidst vender tilbage til normaltilstanden, vil det ikke være den samme normaltilstand som vi var vant til før udbruddet: Ting vi plejede at gøre som en del af vores dagligdag, vil vi ikke længere kunne tage for givet; vi bliver nødt til at lære at leve et meget mere sårbart liv, med konstante trusler lige om hjørnet.”

Man kan allerede skelne begyndende tegn på en indskrænkning af den betingelsesløse solidaritet i de diskussioner, der finder sted, som i det følgende notat om de ”tre vise mænd”, hvis epidemien udvikler sig mere katastrofalt i Storbritannien: ”Ledende overlæger har advaret om, at NHS-patienter (National Health Service – det engelske offentlige sundhedsvæsen, red.) kunne blive nægtet livreddende pleje under et alvorligt coronaudbrud i Storbritannien, hvis de intensive afdelinger har svært ved at følge med. Under en såkaldt ”de tre vise mænd”-regel ville tre ledende overlæger på hvert hospital blive tvunget til at træffe beslutninger om fordelingen af plejen, i form af f.eks. respiratorer og sengepladser, hvis hospitalet oversvømmes af patienter.”

Hvilke kriterier skulle de ”tre vise mænd” anvende? Skal de ofre de svageste og de ældste? Og vil sådan en situation ikke åbne for enorme muligheder for korruption? Viser den slags procedurer ikke, at vi er ved at forberede os på at bruge den mest brutale ”survival of the fittest”-logik? Så – igen – det ultimative valg er enten det her eller en genopfindelse af en eller anden form for kommunisme.

Normaltilstanden er væk

Tingene rækker imidlertid endnu dybere end det. Det jeg lige nu synes er mest irriterende er, hvordan medierne – når de skal give besked om en nedlukning eller en aflysning – som regel tilføjer en bestemt tidsbegrænsning med formuleringer som: ”Skolerne er lukket til 4. april”. Den store forventning er at efter at bølgen har toppet, og det skulle gerne ske snart, vil tingene vende tilbage til deres normaltilstand. På den måde fik jeg besked om, at et universitetssymposium blot var udsat til september… Hagen ved det er, at når livet til sidst vender tilbage til normaltilstanden, vil det ikke være den samme normaltilstand, som vi var vant til før udbruddet: Ting vi plejede at gøre som en del af vores dagligdag, vil vi ikke længere kunne tage for givet; vi bliver nødt til at lære at leve et meget mere sårbart liv, med konstante trusler lige om hjørnet.

Derfor kan vi forvente, at virusepidemier vil påvirke vores mest grundlæggende samspil med andre mennesker og tingene omkring os, inklusive vores egne kroppe: Undgå at røre ved ting, der måske (usynligt) kan være ”forurenet”, ikke røre ved dørhåndtag, ikke sidde på offentlige toiletter eller på bænke på offentlige pladser, undgå at give knus eller håndtryk… Og lige frem blive forsigtig med, hvordan du kontrollerer din egen krop og dine spontane bevægelser: Rør ikke ved din næse og gnid dig ikke i øjnene – kort sagt, ikke pille ved dig selv. Så det er ikke kun staten og andre myndigheder, der kommer til at kontrollere os. Vi må lære at kontrollere og disciplinere os selv! Måske vil kun det virtuelle samkvem kunne regnes for sikkert, og det at bevæge sig frit på åbne områder vil være forbehold de ultrariges øer.

De fem stadier

Men selv her, i den virtuelle virkelighed og på internettet, må vi erindre os selv om, at begrebet ”virus” og ”viral” i de seneste årtier mest har været brugt til at betegne digitale vira, som inficerede vores netværk, og som vi ikke bemærkede; i hvert fald ikke før de udløste deres destruktive kræfter (f.eks. ved at ødelægge vore data eller harddiske). Det vi ser nu er en tungtvejende tilbagevenden til begrebets oprindelige bogstavelige betydning: virusinfektioner arbejder hånd i hånd i begge dimensioner, den virkelige og den virtuelle.

Vi bliver nødt til at lave om på hele vores syn på livet, på vores eksistens som levende væsner blandt andre former for liv. Med andre ord, hvis vi forstår vores ”filosofi” som vores grundlæggende orientering i livet, bliver vi nødt til at gennemleve en sand filosofisk revolution. Måske kan vi lære noget om vores reaktion på coronaepidemien af Elisabeth Kübler-Ross, der i sin bog ”Døden og Livet Efter Døden” argumenterede for sit berømte skema med de fem stadier, vi går igennem som reaktion på en besked om, at vi lider af en terminal sygdom:

-Benægtelse (man benægter simpelthen at acceptere kendsgerningen: ”Det kan ikke ske, ikke for mig.”)

-Vrede (som eksploderer når man ikke længere kan fornægte kendsgerningerne: ”Hvordan kan det ske for mig?”)

-Forhandling (håbet om på en eller anden måde at kunne udsætte eller nedtone kendsgerningen: ”Bare lad mig leve til mine børn bliver færdige med deres uddannelse.”)

-Depression (libidinøs afvikling: ”Jeg skal dø, så hvorfor bekymre sig om noget som helst?”)

-Accept (”Jeg kan ikke kæmpe imod, så jeg kan lige så godt forberede mig på det.”).

Senere anvendte Kübler-Ross disse stadier på alle former for katastrofalt, personligt tab (arbejdsløshed, en af dine nærmestes død, skilsmisse, stofafhængighed). Hun betonede også, at de ikke nødvendigvis kommer i den samme rækkefølge, eller at alle fem stadier opleves af alle patienter.

Klimakrisens fem stadier

Man kan identificere de samme fem stadier når et samfund står over for et traumatisk sammenbrud. Lade os tage truslen om en økologisk katastrofe:

-Først er vi tilbøjelige til at benægte den (”Det er bare paranoia, det er bare vejrets normale udsving vi ser.”)

-Dernæst kommer vreden (”Det er de store virksomheder, som forurener vores miljø, og regeringen der ignorerer farerne.”);

-Det bliver efterfulgt af forhandlingen (”Hvis vi genbruger vores affald kan vi købe os til lidt mere tid; og der er også nogle gode sider ved det; vi kan dyrke grøntsager i Grønland, skibene kan sejle varer fra Kina til USA meget hurtigere gennem Nordøstpassagen, der opstår nyt frugtbart land i det nordlige Sibirien, når permafrosten smelter…”)

-Depression (”Det er for sent, vi er prisgivet…”)

-Og endelig accepten: Vi har at gøre med en alvorlig trussel, og vi bliver nødt til helt at ændre vores livsstil!

Det samme gælder for den voksende risiko for digital kontrol med vores liv: Først prøver vi at benægte det (”Det er en overdrivelse, venstreorienteret paranoia, ingen instanser kan kontrollere vores daglige aktivitet…”). Så eksploderer vi i vrede (på de store selskaber og hemmelige nationale tjenester, der kender os bedre end vi kender os selv, og som bruger denne viden til at kontrollere og manipulere os). Så følger forhandlingen (”myndighederne har ret til at lede efter terrorister, men ikke til at trænge ind i vores privatliv…”), og derefter depressionen (”det er for sent, vores privatliv er fortabt, de personlige frihedsrettigheders tid er forbi.”). Til sidst kommer accepten: Digital kontrol er en trussel mod vores frihed; vi må gøre offentligheden opmærksom på alle aspekter af det, og engagere os i at bekæmpe det!

Selv på det politiske plan gælder det samme for alle dem, der er traumatiseret efter Trumps valg til præsident: Først var der benægtelsen (”bare rolig, Trump puster sig bare op, når han først er ved magten vil alt forsætte som hidtil.”), fulgt af vreden (vendt mod de mørke kræfter, som sørgede for at han kom til magten, og de populister der støttede ham, og som er en trussel mod vores moralske grundlag…), forhandlingen (”ikke alt er tabt endnu, måske kan Trump inddæmmes, lad os bare tolerere nogle af hans udskejelser…”), depression (”vi er på vej mod fascismen, demokratiet i USA er forbi…”), og endeligt accepten: ”Der er et nyt politisk regime i USA, det amerikanske demokratis gode gamle dage er forbi, lad os møde faren og velovervejet planlægge, hvordan vi kan besejre Trumps populisme”.

Den schweizisk-amerikanske psykolog Elisabeth Kübler-Ross præsenterede sin teori om de fem stadier af sorg i bogen ‘On Death and Dying’ (1969). Den samme model ser vi gå igen i folks bearbejdning af alle mulige traumer, mener Slavoj Žižek: Fra valget af Donald Trump til den økologiske katastrofe. Fotograf: Kenneth Ross.

Fra pest til corona

I middelalderen reagerede befolkningen på samme måde i en by der blev ramt af pesten: Først benægtelse, så vrede (over vores syndefulde liv som vi nu bliver straffet for eller på en grusom Gud der tillod det at ske), så forhandling (”Det er ikke så slemt, lad os bare holde os fra dem, der bliver syge…”), så depression (”Vores liv er forbi…”), så – interessant nok – orgier (”Når vores liv alligevel er slut, så lad os få alle de fornøjelser der stadig er mulige med – druk, sex…”), og endelig accepten: ”Lad os bare opføre os så meget som muligt, som om det normale liv går videre…”

Og er det ikke også sådan vi reagerer på coronaepidemien der eksploderede ved udgangen af 2019? Først var der benægtelsen (”Det er ikke noget alvorligt, det er nogle uansvarlige individer, der spreder panik.”); så vrede (som regel i racistisk form eller vendt mod staten: ”De beskidte kinesere har skylden, vores stat er ineffektiv…”); så kommer forhandlingen (”OK, der vil være nogle ofre, men det er ikke så alvorligt som SARS, og vi kan begrænse skaden…”); hvis det ikke virker opstår depressionen (”Vi må ikke holde os selv for nar, vi er alle fortabt…”).

Men hvordan ville accepten se ud her? Det er en besynderlig kendsgerning, at epidemien viser et fælles træk med den sidste bølge af sociale protester i Frankrig, Hong Kong etc.: De eksploderer ikke bare og forsvinder; i stedet bliver de ved, bider sig fast og bringer permanent frygt og sårbarhed ind i vores liv. Men denne accept kan gå i to retninger. Det kan betyde, at sygdommen bare bliver normaliseret: Okay, folk dør, men livet fortsætter – og måske vil der også være nogle gode, afledte virkninger? Alternativt kan (og bør) accepten foranledige os til at mobilisere – uden panik og uden illusioner – til at handle i kollektiv solidaritet.

Den levende-døde modstander

Det vi bliver nødt til at acceptere er at vi må forliges med, at der findes en underliggende livsform, de virale livsformers u-døde, blindt gentagne, præseksuelle liv, som altid vil være der, og som altid vil ledsage os som en mørk skygge, der truer selve vores overlevelse, og som kan eksplodere, når vi mindst venter det. Og på et endnu mere generelt plan minder virusepidemier os om vores livs ultimative tilfældighed og meningsløshed: uanset hvor storladne åndelige bygningsværker vi, menneskeheden, frembringer, så kan en sanseløs naturlig tilfældighed som en virus eller en asteroide gøre en ende på det hele… For ikke at tale om miljøet, som viser at vi, menneskeheden, måske også uden at vide det bidrager til denne afslutning.

“Måske er dét det mest foruroligende, vi kan lære af den verserende virusepidemi: Når naturen angriber os med vira, er det dens måde at sende vores eget budskab tilbage til os. Budskabet er: Det I har gjort mod mig, gør jeg nu mod jer”

For at tydeliggøre denne pointe, lad mig være så fræk at citere en populær definition: En virus er ”én af de forskellige smitsomme substanser, som regel ultramikroskopiske, der består af nukleinsyre, enten RNA eller DNA, i et hylster af protein. De inficerer dyr, planter og bakterier og kan kun reproducere sig i levende celler: vira betragtes enten som ikke-levende kemiske enheder eller somme tider som levende organismer.”

Denne svæven mellem liv og død er afgørende. Vira er hverken levende eller døde i ordets normale forstand. De er de levende døde: En virus er levende på grund af sin evne til at formere sig, men det er en livsform på nulpunktet, en biologisk karikatur, ikke så meget af dødsdriften, men af livet selv på det mest hjerneforladte niveau af repetition og multiplikation. Imidlertid er vira ikke en elementær livsform, der udvikler sig til mere komplekse former. De er rene parasitter; de formerer sig ved at inficere mere udviklede organismer – når en virus inficerer os mennesker, fungerer vi bare som dens kopimaskine. Det er i dette sammenfald af modsætningerne – det elementære og det snyltende – at vi finder mystikken ved vira: Det er det som Schelling kaldte ”der nie aufhebbare Rest,” [”den rest der aldrig kan fjernes,” OA] en reminiscens af den laveste livsform, der kommer frem som et produkt af en defekt funktion af de højere multiplikationsmekanismer, og som bliver ved med at hjemsøge, inficere dem, en rest der aldrig kan reintegreres som et underordnet moment i en højere livsform.

Tilbage til Tolstoj

Her møder vi dét, Hegel kalder en ”spekulativ dom”, en hævdelse af det højestes og det lavestes identitet. Hegels mest velkendte eksempel er ”Ånden er en knogle” fra hans analyse af frenologien i ”Åndens Fænomenologi”, og vores eksempel kunne lyde: ”Ånden er en virus”. Er den menneskelige ånd ikke også en form for virus, der snylter på det menneskelige dyr, udnytter det til sin egen selv-reproduktion, og somme tider truer med at ødelægge det? Og for så vidt som sproget er åndens medium, må vi ikke glemme, at på de mest elementære niveau er sproget også noget mekanisk, et system af regler vi er nødt til at lære og følge.

Slavoj Zizek

· Slovensk filosof f. 1949

· Ansat som International director ved Birkbeck Institute for the Humanities under University of London

· Skriver blandt andet for The Guardian og In These Times, og har udgivet en lang række bøger på Verso Books

+

Richard Dawkins hævdede, at ‘memer’ (den mindste, selvreplicerende kulturenhed, red.) er “sindets vira”, snyltende enheder der ”koloniserer” menneskets sind og bruger det som redskab for at formere sig. Det er en idé, der stammer fra ingen ringere end Leo Tolstoj. Tolstoj opfattes ofte som en meget mindre interessant forfatter end Dostojevskij – en håbløst forældet realist, som der i bund og grund ikke findes en plads til i modernismen, i modsætning til Dostojevskijs eksistentielle angst. Måske er tiden inde til at rehabilitere Tolstoj og hans unikke teori om kunsten og menneskeheden i almindelighed, hvor vi finder ekkoer af Dawkins begreb ‘memer’.

”En person er en hominid med en inficeret hjerne, en vært for millioner af kulturelle symbioter, det der hovedsagelig gør dem virksomme er det system af symbioter, der er kendt som sprog.” Er dette citat fra Dennett ikke ren og skær Tolstoj? Det grundlæggende element i Tolstojs antropologi er infektionen: et menneskeligt individ er et passivt, tomt medium inficeret med følelsesladede, kulturelle elementer der – som smitsomme baciller – spredes fra ét individ til det næste. Og her går Tolstoj hele vejen: Han stiller ikke denne udbredelse af følelsesmæssige infektioner over for en sand, åndelig autonomi; han kommer ikke med en heroisk vision om at uddanne sig til et modent, autonomt etisk subjekt ved at slippe af med de inficerende baciller. Den eneste kamp er kampen mellem de gode og de dårlige infektioner: Kristendommen er selv en infektion, selv om den – for Tolstoj – er en god infektion.

Måske er netop dette det mest foruroligende, vi kan lære af den verserende virusepidemi: Når naturen angriber os med vira, er det dens måde at sende vores eget budskab tilbage til os. Budskabet er: Det I har gjort mod mig, gør jeg nu mod jer.

Oprindeligt bragt på Philosophical Salon: ‘Monitor and Punish? Yes, please!


Slavoj Žižek er slovensk filosof og samfundsdebattør. Han har bl.a. skrevet ‘Living in the End Times om behovet for en marxistisk kritik af den politiske økonomi.