Slavoj Žižek: Sidste afkørsel til socialismen

Den seneste rapport fra klimaforskerne gør det åbenlyst, at vi ikke kan tillade os at ‘slappe af’ og vende tilbage til den gamle normaltilstand – selv efter (den meget ujævne) udrulning af vaccinationer.

Ikke alene er pandemien ikke overstået (smittetallene stiger igen, nye nedlukninger venter os), men der toner også andre katastrofer frem i horisonten. Ved udgangen af juni 2021 har en varmekuppel over det nordvestlige USA og det sydvestlige Canada skabt temperaturer, der nærmer sig 50°C – så der er varmere i Vancouver end i Mellemøsten. En varmekuppel er et vejrfænomen, hvor en højtryksfront fanger og komprimerer varm luft, hæver temperaturerne og får regionen til at bage.

Denne syge udvikling i vejret er bare kulmination på en meget mere omfattende proces: Inden for de seneste år har det nordlige Skandinavien og Sibirien jævnligt oplevet temperaturer på over 30°C. World Meteorological Organization registrerede den 20. juni en varmerekord på 38°C på dens vejrstation i Verkhoyansk, Sibirien – nord for den arktiske cirkel. Byen Oymyakon i Rusland, der bliver regnet for det koldest beboede sted på Jorden, var varmere (31.6°C) end på noget tidligere tidspunkt i juni. Kort sagt: “Klimaforandringerne steger den nordlige halvkugle”.

“Vi bliver nødt til at ændre vores livsstil – begrænse individualismen, udvikle ny solidaritet og acceptere vores beskedne plads blandt livsformerne på planeten”

Det er rigtigt, at varmekuplen er et lokalt fænomen, men det er også resultatet af en global forrykning af mønstre, der helt åbenlyst skyldes menneskelig påvirkning af de naturlige rytmer. De katastrofale konsekvenser af denne hedebølge for livet i verdenshavene er allerede tydelige: ”Varmekuplen har sandsynligvis dræbt en milliard havdyr ved den canadiske kyst,” siger eksperter. ”En videnskabsmand fra British Columbia siger, at varmen bogstaveligt talt kogte muslinger: ”Normalt knaser kysten ikke, når du går på den.”

Samtidig med at vejret generelt bliver varmere, når denne proces et klimaks i lokale ekstremer, og disse lokale ekstremer vil før eller senere smelte sammen i en række af globale tipping points, og hvem ved så, hvad der vil ske. Katastrofen er ikke noget, som vil ske i den nærmeste fremtid. Den er her, og det er ikke i et eller andet “fjernt afrikansk eller asiatisk land”, men lige her i hjertet af det højtudviklede Vesten. Sagt lige ud, så skal vi vænne os til at leve midt i flere samtidige kriser.

En sidste afkørsel

Ikke alene er hedebølgen – i hvert fald delvist – forårsaget af en hensynsløs industriel udnyttelse af naturen. Dens effekter afhænger også af social organisering. I begyndelsen af juli 2021 steg temperaturerne i det sydlige Irak til over 50°C, og samtidig kollapsede elektricitetsforsyningen (ingen aircondition, ingen køleskab, intet lys), hvilket gjorde området til et levende helvede. Dette katastrofale udfald skyldtes helt tydeligt statskorruptionens omfang i Irak, hvor milliarder af oliepenge forsvinder i private lommer.

Hvis vi ser på tallene (og utallige andre tal), fører det til en simpel konklusion. For enhver levende enhed, kollektiv eller individuel, er den endelige afslutning døden (Derek Humphry havde ret, da han gav sin bog, der talte for hjælp til selvmord, titlen ‘Final Exit’). Den økologiske krise, som er eksploderet på det sidste, åbner for en realistisk udsigt til menneskehedens endelige afslutning gennem menneskehedens kollektive selvmord. Er der en sidste afkørsel fra vejen til vores undergang, eller er det allerede for sent? Er det eneste vi kan gøre at finde en smertefri metode til at begå selvmord?

Vores plads i verden

Så, hvad skal vi gøre i vores knibe? Vi skal først og fremmest droppe den konventionelle visdom, som i fortællingen om den økologiske krise gør os til en del af naturen, snarere end dens centrum. Deraf følger, at vi bliver nødt til at ændre vores livsstil – begrænse individualismen, udvikle ny solidaritet og acceptere vores beskedne plads blandt livsformerne på planeten. Eller, som Judith Butler formulerer det: ”En beboelig verden for mennesker afhænger af en blomstrende Jord, der ikke har menneskte som centrum. Vi er modstandere af miljøgifte, ikke kun for at vi mennesker kan leve og ånde uden frygt for at blive forgiftede, men også fordi vandet og luften skal have liv, som ikke er centreret omkring vores.”

“At flygte ind i vores endeligheds og dødeligheds behagelige beskedenhed er ikke en mulighed; det er en falsk afkørsel, der fører til katastrofen.”

Men er det ikke sådan, at den globale opvarmning og andre miljøtrusler kræver kollektive indgreb i vores omgivelser, som vil være utroligt kraftfulde, direkte indgreb i den skrøbelige balance mellem alle livsformer? Når vi siger, at stigningen i gennemsnitstemperaturen skal holdes under 2°C, så taler vi som – og forsøger at handle som – herskere over livet på Jorden, ikke som en beskeden art blandt mange. Genopbygningen af Jorden afhænger ikke af, “at vi tildeler os selv en mindre og mere tilbageholdende rolle” – men afhænger af vores gigantiske rolle. Det er sandheden bag al snakken om vores endelighed og dødelighed.

Hvis vi også skal tage vare på vandets og luftens liv, indebærer det lige netop, at vi er dét, Marx kaldte ”artsvæsener”, der er i stand til at træde ud over os selv, at stå på skuldrene af andre, og se os selv som et mindre element i naturens totalitet. At flygte ind i vores endeligheds og dødeligheds behagelige beskedenhed er ikke en mulighed; det er en falsk afkørsel, der fører til katastrofen. Som almene væsener må vi lære at acceptere vores omgivelser i al deres komplekse sammensætning, som inkluderer både det, vi opfatter som affald eller forurening, og dét, som vi ikke umiddelbart kan opfatte, fordi det er for stort eller for småt (Timothy Mortons ”hyperobjekter”). For Morton handler det at være økologisk:

ikke om at tilbringe tiden i en uberørt natur, men om at værdsætte spiren, der arbejder sig igennem revnen i betonen, og samtidig værdsætte betonen. Den er også en del af verden og en del af os…

…Virkeligheden, skriver Morton, er fyldt med ”mærkelige fremmede” – ting, der er genkendelige, men alligevel uforklarlige. ”Denne mærkelige fremmedhed, skriver Morton, er en uadskillelig del af enhver sten, træ, terrarium, Frihedsgudinde af plastik, kvasar, sort hul eller springtamarin (abeart, red.), vi støder på. Ved at anerkende dét, bevæger vi os væk fra vores forsøg på at herske over objekter, og i retning af at lære at respektere dem i deres uhåndgribelighed. Mens de romantiske digtere besang naturens skønhed og ophøjethed, lyder Mortons svar på den altgennemtrængende mærkelighed: Det er en del af det naturlige alting, som er skræmmende, grimt, kunstigt, skadeligt og forstyrrende.

Rottekatastrofen på Manhattan

Er rotternes skæbne på Manhattan under pandemien ikke et perfekt eksempel på dette samspil? Manhattan er et levende system med mennesker, kakerlakker – og millioner af rotter. Nedlukningen på pandemiens højdepunkt betød – fordi alle restauranter var lukkede – at rotter, der levede af affald fra restauranterne, blev frataget deres adgang til føde. Det førte til massesult. Mange rotter spiste deres afkom. En nedlukning af restauranter, som ændrede menneskers spisevaner, men ikke udgjorde nogen trussel for dem, var en katastrofe for rotter, ja for “rotter som kammerater”.

En lignende ulykke fra den nyere historie kunne man kalde ”spurven som kammerat”. I 1958, ved begyndelsen af Det Store Spring Fremad (Mao’s store reformer i Kina, red.), erklærede den kinesiske regering, at ”fugle er kapitalismens offentlige dyr”, og iværksatte en stor kampagne for at udrydde spurve, som blev mistænkt for at æde omkring to kilo korn pr. spurv om året. Spurvereder blev ødelagt, æg blev knust og spurveunger dræbt. Millioner af mennesker organiserede sig i grupper, der larmede med gryder og pander for at forhindre spurvene i at lande i deres reder i et forsøg på at få dem til at falde døde om af udmattelse.

Disse masseangreb udtyndede bestanden af spurve så meget, at de nærmest blev udryddede. Men i april 1960 var de kinesiske ledere tvunget til at indse, at spurve også æder et stort antal insekter på markerne, så i stedet for et stigende udbytte fra rismarkerne efter kampagnen faldt det betydeligt. Udryddelsen af spurvene forstyrrede den økologiske balance, og insekterne ødelagde afgrøder på grund af fraværet af deres normale fjender. Men på dette tidspunkt var det for sent: Når der ikke var nogen spurve til at spise dem, eksploderede antallet af græshopper. De oversvømmede landet og forværrede de økologiske problemer, som Det Store Spring Fremad allerede havde skabt, blandt andet omfattende afskovning og misbrug af gift og pesticider. Økologisk ubalance menes at have forværret Den Store Kinesisk Sultkatastrofe, hvor millioner af mennesker døde af sult. Til sidste valgte den kinesiske regering at importere 250.000 spurve fra Sovjetunionen for at genskabe bestanden.

Så tilbage til spørgsmålet, hvad kan og skal vi gøre i denne ubærlige situation – ubærlig, fordi vi bliver nødt til at acceptere, at vi er en af mange arter på Jorden, men vi lever samtidig med byrden af den umulige opgave at handle som universelle ledere af livet på Jorden? Eftersom vi ikke har valgt andre, måske nemmere, afkørsler (de globale temperaturer stiger, havene er mere og mere forurenede), ser det ud som om, at den sidste afkørsel inden den allersidste vil blive en version af det, der engang blev kaldt ”krigskommunisme”.

Med alle nødvendige midler

Med den overskrift tænker jeg ikke på en eller anden form for rehabilitering eller fortsættelse af det tyvende århundredes ”reelt eksisterende socialisme” – endnu mindre en global overtagelse af den kinesiske model – men derimod en række forholdsregler, som situationen påtvinger os. Når ikke bare et land, men hele menneskeheden står over for truslen om udryddelse, bliver vi også nødt til at gå til problemet som en krigslignende situation, der vil vare i årtier. For blot at garantere et mindstemål af betingelser for overlevelse er det uundgåeligt, at vi mobiliserer alle ressourcer for at klare de hidtil ukendte udfordringer, herunder fordrivelse af måske hundrede af millioner mennesker på grund af global opvarmning.

Svaret på varmekuplen i USA og Canada er ikke bare at hjælpe de ramte områder, men at tage fat på de globale årsager. Og som den fortsatte katastrofe i det sydlige Irak tydeliggør, vil det være nødvendigt med et statsapparat, der er i stand til at fastholde et minimalt velfærdsniveau i katastrofe-situationer for at undgå sociale eksplosioner.

“Når ikke bare et land, men hele menneskeheden står over for truslen om udryddelse, bliver vi også nødt til at gå til problemet som en krigslignende situation, der vil vare i årtier.”

Alt dette kan vi opnå – forhåbentlig – men kun gennem et stærkt og bindende internationalt samarbejde, social kontrol og regulering af landbrug og industri, ændringer i vores grundlæggende spisevaner (mindre oksekød), globalt sundhedsvæsen, osv. Ved nærmere eftersyn er det åbenlyst, at det repræsentative politiske demokrati alene ikke er tilstrækkeligt til denne opgave. En meget stærkere udøvende magt, der er i stand til at gennemtvinge langtids-forpligtelser må kombineres med lokal selvorganisering og med en stærk international institution, der er i stand til at gennemtrumfe sin vilje over for uenige nationer.

Jeg taler ikke om en ny verdensregering. Sådan en enhed vil styrke mulighederne for omfattende korruption. Og jeg taler ikke om kommunisme i form af afskaffelse af markedet; markedskonkurrence skal spille en rolle, omend reguleret af staten og samfundet. Hvorfor så bruge begrebet “kommunisme”? Fordi det, vi må gøre, består af fire elementer af et sandt radikalt regime.

For det første voluntarisme: De nødvendige forandringer er ikke baseret på nogen historisk nødvendighed; men vil blive gennemført i modsætning til historiens spontane tendenser. Som Walter Benjamin formulerede det, må vi trække i “historiens nødbremse”.

Så er der egalitarisme: Global solidaritet, sundhed og et minimalt niveau af rimeligt liv til alle.

Dertil kommer elementer af dét, der for klassiske liberale må fremstå som ”terror”, hvilket vi fik en forsmag på med de forholdsregler, som blev taget i brug i den aktuelle pandemi: begrænsninger i den personlige frihed og nye former for kontrol og regulering.

Endelig er der tilliden til folket: Alt vil være tabt uden almindelige menneskers aktive deltagelse.

Vejen frem

Det her er ikke bare en morbid dystopisk vision, men resultatet af en simpel, realistisk vurdering af den knibe vi befinder os i. Hvis vi ikke følger den vej, vil vi ende i den totalt sindssyge situation, som allerede eksisterer i USA og Rusland: Magteliten forbereder sin egen overlevelse i gigantiske underjordiske bunkere, hvor tusinder kan overleve i månedsvis – og undskylder sig med, at regeringen er nødt til at fungere – også i den slags situationer. Kort sagt: Regeringen skal blive ved med at fungere, også når der ikke længere er nogen mennesker i live på Jorden, som de kan udøve deres autoritet over.

Vores regeringer og erhvervs-eliter forbereder sig allerede på dette scenarie, hvilket betyder, at de er klar over, at alarmklokken ringer. Selv om det ikke er et realistisk perspektiv, at de mega-rige lever et eller andet sted uden for Jorden i rummet, kan man ikke komme uden om, at nogle mega-rige enkeltpersoner som Elon Musk, Jeff Bezos og Richard Branson er i gang med at arrangere private ture ud i rummet, og at dette også afspejler en fantasi om at flygte fra katastrofen, som truer Jordens overlevelse.

Hvad venter der så os, som ikke har noget sted at flygte hen?

Artiklen er udgivet i samarbejde med Jacobin. Oprindeligt bragt onsdag 21. juli. august: Last Exit to Socialism. Oversat af Michael Voss for Solidaritet.