Slavoj Žižek: Velkommen til den kunstige knapheds tidsalder!

Det sikreste tegn på, at forandringens vinde blæser i finansverdenen, er fremkomsten af to forbundne fænomener: Bitcoin og såkaldt non-fungible tokens (dansk: Ikke-udskifteligt emblem, NFT, red.). Begge er vokset ud af den libertarianske idé om at gå uden om staten – og i stedet skabe direkte kontakt mellem de handlende. I begge tilfælde er idéen blevet til det stik modsatte: Bitcoin og NFT-markederne har hurtigt etableret deres egen elite, som dominerer og manipulerer markedet. Mens der ikke er nogen grund til at hylde Bitcoin eller NFT’er som et nyt og friere marked, bør de heller ikke bare blive affærdiget som kapitalistisk spekulations-vanvid.

I Bitcoin’s tilfælde er der ikke noget, der sikrer deres værdi i form af en offentlig institution eller myndighed. Den elektroniske valutas værdi afgøres udelukkende af, hvad folk vil betale for dem – og det er folk klar til, så længe de tror på produktet. I den kolde, beregnende finansverden træder tro og tillid ind på scenen. Bitcoin er en slags ideologi på linje med fx kommunisme: Dens eksistens afhænger af at have tilstrækkeligt med følgere. Det minder om prisen på aktier, men der er alligevel en principiel forskel. Aktiernes værdi bunder ikke kun i dem selv, men er i sidste ende en form for investeringer, som forventes at give et afkast på baggrund af en ‘virkelig’ produktion. I modsætning til guld eller andre ædelmetaller har Bitcoin dog ikke nogen iboende nytteværdi i virkelighedens verden.

Knaphed og kommunisme på nettet

Folk der graver efter Bitcoins på nettet, og som konstant arbejder på at sikre deres plads i det store digitale Andet, er systemets proletarer. Paradokset er, at deres arbejde ikke skaber nogen brugsværdi, men blot skaber rum for mere bytteværdi. I processen sætter de et kæmpe aftryk på klimaet: En Bitcoin-graver forurener mere end en kulminearbejder. Forestillingen om Bitcoin som et progressivt, globalt system, der er frigjort fra statens kontrol, tager således en form, der undergraver sin egen præmis.

“Det paradoksale ved NFT-emblemer er, at de skaber knaphed på et område, hvor alt er tilgængeligt gratis. Af samme årsag bliver vi nødt til at gentænke vores forhold til begrebet ‘ejendom’, og selve det at eje noget i det digitale rum.”

Det samme er på spil med NFT’er, der også blev opfundet som et libertariansk forsøg på at give kunstnere selvstændighed, og at redde dem fra systemets kløer. Med forfatter Nelson Wans ord er de digitale emblemer: “Et forsøg på at lave kunstig knaphed, hvor den ikke findes. Alle kan lave en NFT ud af et digitalt produkt – selv hvis der ikke findes et egentligt produkt!“

Det paradoksale ved NFT-emblemer er, at de skaber knaphed på et område, hvor alt er tilgængeligt gratis. Af samme årsag bliver vi nødt til at gentænke vores forhold til begrebet ‘ejendom’, og selve det at eje noget i det digitale rum.

De digitale ejerskabs-certifikater er imidlertid også interessante, fordi de tager idéen om et digitalt produkt, der i princippet kan kopiere af alle, og giver det et ejerskab. NFT’er har stort set ingen brugsværdi, udover lidt social status til ejeren, men bliver alene båret af sin potentielle fremtidige bytteværdi. Det er en kopi med et prisskilt, og som sådan et udelukkende symbolsk ejerskab, der ikke desto mindre kan give afkast.

Frihed på papiret

Den hegelianske indsigt er her, at selv om Bitcoins og NFT’er ligner en afviger, en slags pervertering af ‘normale’ penge og varer, indfrier de bare et potentiale, der allerede ligger i selve idéen om varer og penge. Det illustreres af Peter Thiel (amerikansk investor og milliardær, red.), når han udlægger kunstig intelligens som ‘kommunistisk’, og kryptovaluta som ‘libertariansk’. Ifølge Thiel er kunstig intelligens (AI): “som et stort Sauron-øje, der hele tiden holder øje med dig”. Ironien er svær at overse, når den anti-leninistiske Thiel sætter sin lid til netop den ‘leninistiske’ AI, han hævder at være imod.

Det samme kan siges om Steve Bannon (højreradikal radiovært, tidligere rådgiver for Donald Trump, red.), der stolt kalder sig selv “en 21. århundredes leninist”. Han hævder at ville gøre op med de store virksomheder og det statsapparat, der udbytter almindelige amerikanske arbejdere. Bannon havde dog ingen kvaler med at bruge avancerede algoritmer til at sikre Donald Trump præsidentembedet.

Der er ikke nogen modsætning mellem Thiels anti-leninisme og Bannons leninisme: Hvis man forstår, at der i den udlægning af leninisme ligger en total digital kontrol med befolkningen, kan de begge bruge den i praksis, alt imens de opretholder deres libertarianske facade.

Digital kontrol og manipulation er ikke afvigere fra det moderne libertarianske projekt. De er dets nødvendige ramme, en betingelse for dets virkeliggørelse. Systemet kan kun foregive at promovere frihed, så længe den digitale produktion bliver kontrolleret og styret – og friheden bliver reguleret. Hvis systemet skal fungere, bliver vi nødt til at tro på, at vi formelt er frie – og opfatte os selv som sådan.

Artiklen er første gang bragt 18. januar 2022 i The Hankyoreh: Welcome to the age of artificial scarcity! Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet.