De næste skridt mod socialisme: Rådsidéen bør få en renæssance, del 1

Pelle Dragsted har fornyet socialisme-debatten med udgivelsen af bogen ”Nordisk Socialisme”. Opgøret med den kapitalistiske produktionsmådes koncentration af den økonomiske og dermed politiske magt står centralt. Hans socialistiske alternativ er demokratiske kooperativer og økonomisk demokrati (ØD) i de store privatejede virksomheder men ØD må vel også omfatte forbrugerejede Coop og landbrugets andelsvirksomheder?

Virksomhedsdemokrati handler både om demokratisk styrede lønmodtagerfonde som ØD og indførelse af de ansatte ”arbejdskraftinvestorers” ligeværdige andetkammer i forhold til førstekammeret: ejernes bestyrelse. Det bør suppleres med et udvidet selvstyre i arbejdets udførelse i ”bunden” af virksomheden.

Dragsted er ikke afvisende over for mere offentligt eje. Men øjnene er åbne over for den koncentration af magt i staten, det fører med sig. En socialistisk skal ikke afløse en kapitalistisk. Samfundseje skal være med måde.

“Et rådsdemokrati opstod kortvarigt under de russiske revolutioner i 1905 og 1917 og fungerede som en dobbeltmagt i forhold til det politiske system.”

Naturligvis skal der som i dag være love for, hvad virksomheder må. Men et omfattende uafhængigt virksomhedsdemokrati er bærende for Dragsteds socialisme. Akilleshælen er konkurrencen mellem virksomhederne, hvad enten de er kooperative eller privatejede med ØD-ordninger.

Dragsted er modstander af en detaljeret central planøkonomi i styringen af investeringer og produktion af forbrugsgoder. Regulering af udbud og efterspørgsel må hovedsagelig klares over et i princippet decentralt marked. Konkurrencen på markedet skaber imidlertid dilemmaer som gode viljer og sund fornuft ikke blot overvinder.

Umiddelbart betyder konkurrencen, at ansatte i arbejderstyrede kooperativer og i virksomheder hvor de har en bestemmende indflydelse kommer til at udøve den kapitalistiske arbejdsgivers rolle over for sig selv.

Kniber det, må de ansatte fyre kolleger, sætte tempoet op og slække på kvaliteten på en måde, som holdes skjult for kunderne. Virksomheden må ikke sakke agterud i konkurrencen og skal for sikkerhedens skyld gerne være forud. Solidariteten med klassefæller i konkurrerende virksomheder fordufter til fordel for: Den enes brød er den andens død.

Konkurrencen trumfer alt, siger nogle. Markedet er en cancercelle i det store demokratisk fællesskab.

En samfundsform, som i højere grad bygger på forskellige former for kollektiv ejendomsret må kræve ændringer i det politiske system. Det er her, ideen om råd ligger til benet. Råd kan endog vise sig at være et virksomt middel til at modvirke cancercellen, så ansatte kan tage et anderledes ansvar for en virksomhed end den kapitalistiske arbejdsgiver. Ansvaret skal også omfatte solidariteten med kolleger i konkurrerende virksomheder.

Et rådsdemokrati opstod kortvarigt under de russiske revolutioner i 1905 og 1917 og fungerede som en dobbeltmagt i forhold til det politiske system. Det bredte sig flygtigt til andre lande under systemsammenbrudene ved afslutningen af 1. Verdenskrig i 1918.

Råd genopstår under Den spanske Borgerkrig 1936-1939. En forløber for rådsdemokratiet var Pariserkommunen i 1871. Kommunen udsprang her ikke af arbejdspladserne, men boligkvartererne.

“I det klassiske rådsdemokrati vælger rådet på arbejdspladsen en delegeret til et lokalt råd, der vælger en delegeret til næste trin i rådsstrukturen, hvor kronen på værket er et nationalt råd.”

Et rådsdemokrati med udgangspunkt i arbejdspladserne fører tanken hen på syndikalismen, hvor den økonomiske-politiske magt udøves af uafhængige fagforeninger. En væsentlige forskel mellem faglig organisering og rådsorganisering er, at den første bygger på et medlemskab, den anden på ansættelse.

Endvidere kræver faglig organisering en modpart, mens råd handler om at udgrænse eller afskaffe modparten. Men selvfølgelig kan man tænke i råd-fagforeningshybrider.

I det klassiske rådsdemokrati vælger rådet på arbejdspladsen en delegeret til et lokalt råd, der vælger en delegeret til næste trin i rådsstrukturen, hvor kronen på værket er et nationalt råd. Råd kan til enhver tid trække sin repræsentant tilbage og vælge en ny.

For 40-50 år siden var rådsideen en væsentlig del af den ideologiske diskussion mellem venstresocialisterne (VS) for ikke at tale om trotskisterne i SAP og folkesocialisterne (SF).

VS’erne havde hang til råd, men ingen fiks og færdig model eller det, der lignede. SFerne forestillede sig ikke noget alternativ til den ”borgerlige” demokratiske model med et suverænt Folketing funderet på en grundlov.

Og dog, nogle især SF’ere var meget optaget af det jugoslaviske selvforvaltningssystem, der også analyseres i Pelle Dragsteds Nordisk Socialisme.

Rådsideen forsvandt fra den politiske debat og har siden mest eksisteret i historiebøgerne. Den gryende socialismedebat er en god anledning til at vække den til live.

Dragsted forkaster både revolution og rådsdemokrati, fordi det klassiske rådsdemokrati bygger på arbejdspladsernes ansatte og omfatter således ikke alle borgere. Problemet er også, at mindretal sies fra i en demokratisk pyramide. et sidste problem må kunne løses i en mere avanceret model.

Dragsted foretrækker det parlamentariske system. Men mener også, at det bør udbygges og beriges med langt mere lokalt demokrati, flere folkeafstemninger og mere direkte inddragelse bl.a. i form af borgerting udvalgt ved lodtrækning.

Indvendingerne mod rådsdemokrati er relevante. Men jeg er også enig, når Dragsted i anden sammenhæng mener, at det er sundt at have mere end ét magtcentrum, så statsmagten i form af Folketinget og dets regering ikke står alene, men hele tiden afbalanceres af andre centre.

Bogreception i Solidaritetshuset torsdag 10. marts kl. 17:00-19:00

• Solidaritet fejrer udgivelsen af Per Bregengaards nye bog: ”Er Nordisk Socialisme en farbar vej? – Diskussion af Pelle Dragsteds ”Nordisk Socialisme””. Solidaritets Forlag.

• Per Bregengaard vil præsentere bogen, som ved receptionen kan erhverves til favørpris, og til arrangementet vil der også blive serveret et glas champagne.

• Sted: Solidaritetshuset, Griffenfeldsgade 41, 2200 KBH N. Arrangeret af Solidaritet i samarbejde med Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg og Nørrebro-afdelinger.

+

Flere magtcentre kan også være svaret på et overbebyrdet og delvis dysfunktionelt Folketing. Tilhængere af den nuværende samfundsform vil sige, at det parlamentariske systems politisk-økonomiske beslutninger ikke alene afbalanceres af den personlige frihed, men også af den ”ukrænkelige” private ejendomsret. En samfundsform, som i højere grad bygger på forskellige former for kollektiv ejendomsret end på individuel privat ejendomsret, kunne således give anledning til systemændringer, der matcher mere kollektive ejendomsrettigheder.

Spørgsmålet er, om vi ved siden af Folketinget med eller uden revolution bør arbejde for en form for suverænt rådsdemokrati, hvor ukrænkeligheden på samme måde som vor tids ukrænkelige ejendomsret eller Folketingets suverænitet ikke er ubegrænset og undtagelsesfri. Rådsdemokrati kan i det mindste indhegne de problemer, som konkurrence skaber.

Mange resultater fra den faglige kamp i form af aftaler på arbejdsmarkedet indarbejdes i dag i Folketingets lovgivning. Det gælder f.eks. ferieloven. Der eksisterer også en arbejdsmiljølovgivning og lovgivning om dagpenge ved arbejdsløshed og sygdom.

Også andre love end ferie-, arbejdsmiljø- og dagpengelovgivning for ikke at tale om overenskomster indhegner konkurrencen mellem virksomheder, ansatte og jobsøgende, men er absolut ikke uden huller.

Ansættelse af proforma-selvstændige, firmaers brug af såkaldte arme- og ben-virksomheder er ekstreme metoder til at smutte uden om arbejdsmarkedslovgivning og overenskomstsystem. Det skal stoppes.

I en fremtid med mindre magt til privatansattes modpart: kapitalinteresser og arbejdsgivere og prioriteringen af et mindre konkurrencepræget og mere demokratisk, harmonisk og kollektivt præget samfund er ideen at tillægge en struktur med en form for arbejderråd eller på moderne dansk ansatteråd helt eller delvis besluttende kompetencer vedrørende ansattes forhold og vilkår.

Foruden ovenstående eksempler kunne det også gælde erhvervsuddannelserne og dele af teknologipolitikken. Love for ansattes deltagelse i virksomheders beslutningsprocesser og overordnet styring af ØD/lønmodtagerfonde er oplagte kompetenceområder.

Den globale konkurrences åg udgør så længe den er et faktum modvægten til det rene tagselvbord.

Fortsættelse følger i næste kronik, hvor vi inddrager lokale danske kim og andre mulige rådsorganiseringer end arbejdspladsernes.