Enhedslisten er ved at begå en kæmpe fejl – igen

5 min. læsetid


Af Simon Østergaard Chievitz

Venstrefløjsmedier med et samlende potentiale eksisterer ikke. I Enhedslisten har problemet løbende været diskuteret, og årsmødet i april 2018 skal tage stilling til, hvorvidt partiet skal skabe eller støtte et nyt netmedie.

Vi har taget en snak med Michael Schølardt, som har brugt sine kræfter og det meste af sit liv på at sørge for en tilgængelig medieplatform for venstrefløjen – i dag organiseret i Enhedslisten og i sine yngre dage i Venstresocialisterne (VS). Han er blandt andet en af drivkræfterne bag Foreningen Solidaritet, der som bekendt driver både dette magasin, et forlag og et trykkeri.
Ifølge Michael Schølardt er hans parti ved at begå en brøler. Og det er ikke første gang.

Nøgleordet er ’uafhængighed’
Når vi kigger udover medielandskabet i dag, findes der mange mindre medier på venstrefløjen. Både på nettet og i trykt form udgives der interessante analyser og tages principielle diskussioner. Men der er ingen tvivl om, at venstrefløjen i allerhøjeste grad mangler et samlingspunkt. Men hvad er der egentlig brug for, hvis venstrefløjen skal gøre sig gældende med egne medier og skubbe på den almene debat i mainstreammedierne? Michael fremhæver:
»For mig er der ingen tvivl om, at der er behov for en mediesatsning. Hvilket gør den kommende diskussion på Enhedslisten årsmøde utroligt kærkommen og vigtig. Jeg mener, at det er afgørende, at medier på venstrefløjen er uafhængige af de partier, som de er knyttet op omkring. Det vil konkret sige, at det kan være okay at modtage midler og indgå samarbejde, men at redaktionen er uafhængig af partiernes ledelseslag eller folketingsgrupper.«
»Det giver den fordel, at man faktisk kan have gruppeopbygninger og skabe miljøer, der er inddragende med rødder langt dybere i både uafhængige venstrefløjsaktivister og partiets bagland. Tendensen er, at partimedier lægger sig op ad partiets ansatte. Deres daglige gang og udsigelsesposition vil pege på folketingsgruppen og de ansattes synsvinkel. Det kræver en distance at løfte debatter til et principielt niveau og få øje på ting, der bevæger sig uden for mainstreammedier og folketingets dagsordner.
Et aktivistmiljø omkring medier er afgørende for, at et medie bliver levende, bredt spændende, kritisk og ikke mindst har noget nyt at byde på. Generelt mangler der mulighed for at lave brede miljøer i Enhedslisten. Lokalafdelinger, emneudvalg osv. har alle nogle begrænsninger. Her er en mediesatsning med vægt på mangeartet aktivitet udover hovedformålet om nyhedshjemmesider, magasiner og bøger, noget der har stort potentiale og som også historisk har vist sit værd.«

Historiske erfaringer
Michael har siden sin ungdom været med i opbygningen af forskellige medieplatforme – både partiafhængige og -uafhængige udgaver.
»Det var lidt af et tilfælde. Jeg var medlem af VS og aktiv i opbakningen til VS’ avis, Solidaritet, som udkom mellem 1979 og 1984. Bladet lukkede, fordi det kun havde 4.000 abonnenter, og det var ikke nok økonomisk. Under Påskestrejkerne i 1985 spiller de faglige folk i VS en stor rolle, og de samme sørger for, at Solidaritet udkommer som en daglig lille pamflet i oplag på op til 30.000 eksemplarer.«
»I tiden efter Påskestrejkerne skulle der tænkes over, hvordan venstrefløjen igen kunne komme i offensiven, og her blev etableringen af Solidaritet som 14-dages blad en vigtig del for den strømning, som senere var aktive i etableringen af Enhedslisten.«
»Efter etableringen af Enhedslisten kom turen til etableringen af en bred uafhængig venstrefløjsavis. Det blev i første omgang Det røde Tråd og senere Socialisten. Begge flotte projekter – men også projekter, der led af for megen indblanding udefra og en for dårlig økonomisk styring indefra. Da VS stadig havde trykkeri og i øvrigt var initiativtager til købet af Solidaritetshuset, startede vi Solidaritet op igen, men denne gang som tidsskrift.«

…og historiske fejltagelser
Det er dog ikke kun en ren succeshistorie med Solidaritet som magasin. Relationen til partier har altid været en svær balancegang, hvor man på den ene side er dybt afhængige af støtte og opbakning, men på den anden side har haft brug for sin selvstændighed for at kunne oparbejde miljø, kritik og nytænkning. Michael forklarer:
»Der er begået mange fejl i forhold til medierne på venstrefløjen igennem min tid. Hvis jeg skulle nævne nogle af de store fejl, jeg også har været en del af, vil jeg særligt pege på, at VS nok skulle have kastet flere af sine kræfter ind på at udvikle Socialistisk Dagblad. SF havde opbygget en stærk avis med gode journalistiske kræfter. Det var en avis, vi brugte på hele venstrefløjen, og som faktisk også løftede principielle debatter og var forankret i befolkningen. Vi havde kræfterne og kunne sagtens have arbejdet indenfor avisens ramme og holde den i live. Men avisen blev nedlagt i 1982.«
»Et andet eksempel på, at vi ikke agerede rigtigt i et kaotisk moment, men kunne have styrket venstrefløjsmedierne, var i forbindelse med dagbladet Land og Folk. I den fornyelsesproces, bladet kastede sig ud i efter muren faldt, tillod de sågar en erklæret trotskist at sætte sig i chefredaktørsædet, men vi reagerede med for lidt støtte til at redde bladets og bygge videre på det,« konstaterer Michael og fortsætter:
»Et sidste nyere eksempel, hvor venstrefløjen – i særdeleshed Enhedslisten – begik en fejl i forhold til medier, var ikke at støtte Modkraft økonomisk. Hjemmesiden i daværende udformning kunne kritiseres for meget og blev det! Men der blev lavet meget, der var et aktivt miljø og der var en offentlighed, som Enhedslisten var en del af og nød godt af. Hvis Enhedslisten havde kastet midler i det og stillet lidt krav til, at midlerne fx skulle bruges på en journalist til fagligt og arbejdsmarkedspolitisk gravearbejde, havde man hurtigt kunnet holde foretagnet vedlige samt ændre en væsentlig del af udtrykket. At vi ikke fra Enhedslisten så den åbning har været med til at kaste venstrefløjen ud i den nuværende situation med svage venstrefløjsmedier.« ■