Foto: Redfish / Facebook
14 min. læsetid

USA er i oprør ovenpå endnu et brutalt politimord på en sort mand. Spectre Magazine stiller sig ubetinget på demonstranternes side, i forsvaret mod en politistat.

Oversat af Morten Hammeken

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Cinzia Arruzza, Tithi Bhattacharya, Kate Doyle Griffiths, Zachary Levenson, Holly Lewis, David McNally, Charlie Post, og Vanessa Wills

1. Black Lives Matter.

2. Vi står ubetinget på opstandens side mod politiet.

3. Vi modsætter os de voldelige bøller i politiet, der huserer i gaderne.

Disse terrorister, som kvæler og torterer mennesker med brun og sort hudfarve i tusindtal hvert eneste år, og som efterlader frygt og udmattelse i alle, der krydser deres vej. Vi fordømmer de brutale betjente, som kidnapper børn af migranter og deres forældre, som får transpersoner til at forsvinde, som lader unavngivne lig ende i massegrave ved USA’s sydlige grænse. Vi går imod politiet og den heltedyrkelses-kult, der vil have os til at tiljuble de samme mennesker, som har til opgave at holde os på plads.

Læs også: Systemisk racisme i USA – sådan kortlagde jeg samfundets had til sorte mennesker

Vi fordømmer ICE (Immigration & Customs Enforcement, red.) og Grænsepolitiet, som skyder vores naboer i deres hjem, jagter arbejdere i markerne, og som arresterer studerende ved universiteter, som var de byttedyr i en jagt aftalt på forhånd. Vi står mod dem i Minneapolis, Los Angeles, Louisville og Detroit; i Ferguson, Chicago, Houston, New Orleans og New York; i Atlanta, Oakland, Philadelphia og Memphis; i enhver større eller mindre by, hvor de uden konsekvenser kan skyde og dræbe hvem de har lyst til, hvilket er altid og overalt. Disse bevæbnede styrker er og vil altid være arbejderklassens fjende overalt i verden.

4. Vi fordømmer plyndringsmændene.

Navnligt de politiafdelinger, der opsluger byer og delstaters budgetter med stadigt større krav om kanoner, politiradioer, kampveste, overvågningsudstyr, tanks og teknologi, alt imens de både kvæler ubevæbnede mænd med deres bare næver og knæ, og samtidig kvæler de offentlige tjenester, og efterlader de overlevende uden midler, sikkerhed eller støtte. De giver os ikke andet valg end at kæmpe imod.

Vi fordømmer de plyndrende chefer, som udnytter folks desperation, som stjæler hvad vi laver, som frarøver os vores tid og energi, vores søvn og vores liv. Vi fordømmer de jordejere, som kontrollerer de huse og bygninger som migrantarbejdere bygger og vedligeholder for dem, som fastholder folk i kunstige, raceopdelte skel gennem diskriminerende adfærd, og som uden at blinke smider arbejdere, familier, arbejdsløse og handicappede ud på gaden for at dø. De gør os bankerot og suger vores blod.

5. Vi gør modstand mod dem, der blokerer ambulancer og umuliggør demonstranters sikkerhed.

Den profitdrevne forsikringsbranche, der gør os bange for at ringe efter en ambulance, fordi vi frygter at gå fallit, og som røver os i vores mest sårbare øjeblik. Vi modsætter os den såkaldte ‘sundhedsindustri’, der tjener penge på at nægte folk behandling, og som fyrer arbejdere, sygeplejersker, læger, teknisk personale og andet sundhedspersonale midt i en pandemi, når – eller fordi? – det er dem, vi har allermest brug for. Vi fordømmer et sundhedsvæsen, der jævnligt forsømmer de mennesker, der har allermest brug for behandling – et system, der devaluerer sorte menneskers liv. Vi fordømmer den militariserede sikkerhedsfidus der går under navnet “politiarbejde”, og som med den mest gavmilde læsning lader stå til; i værste fald åbent samarbejder med folkemorderiske, fascistiske selvtægtsmænd. Dette sikkerheds-fupnummer gør et politiskilt til et carte blanche til at begå racistisk mord, og den blå uniform fritager dem for et retsligt ansvar.

6. Vi støtter alle demonstranter som – fuldt ud klar over risikoen – alligevel vælger at stille sig selv i forreste række.

Hvis det ekstreme højres protester viste rendyrket foragt for andre menneskers liv, viser det sociale oprør, der lige nu sætter USA på den anden ende, sig som en kollektiv kærlighedshandling i ordets smukkeste betydning. De kapitalistiske ‘genåbningsprotester’ ville have os til at ofre arbejdere for økonomiens skyld. De igangværende protester minder os i stedet om Marx’ skelnen mellem “at gøre ofre for samfundet”, og at arbejde for “at ofre det nuværende samfund”.

“De igangværende protester minder os i stedet om Marx’ skelnen mellem “at gøre ofre for samfundet”, og at arbejde for “at ofre det nuværende samfund”

At ofre kapitalen i stedet for os selv, bliver derfor til “den fælles sag for alle de mennesker, der er vokset fra det borgerlige samfund som et offer, de bringer over for sig selv“. Vores folk har frivilligt sat sig selv i skudlinjen; deres folk vil snarere ofre os mod vores vilje: Hvad enten det drejer sig om de arbejdere, der står i forreste linje i kampen mod coronavirus, eller de fattige arbejdere, der står uden mad, pleje eller tag over hovedet. Deres folk omfatter fascistiske selvtægtsmænd, der åbent tiljubler at sorte mennesker dør af Covid-19; de har angrebet såvel patienter som de sygeplejersker der tager sig af dem, og som kæmper for dem. Black Lives Matter er ikke ligesom “genåbningsprotesterne”. Disse opstande blandt samfundets mest udsatte er en bevidst kamp om overlevelse. At kæmpe imod det er det eneste forsvar vi har imod ‘død ved politimand’, Covid-19 og kapitalen. Oprør er det mest essentielle stykke arbejde man kan lave.

7. Vi forsvarer nedbrændingen af politistationer.

Politistationer i USA er fortrop for det fængsels-industrielle kompleks. De er fæstninger i klassekampen. Vores styrker overtager dem, gør brug af dem og tømmer dem. De omdistribuerer statens fordækte våbenlagre, og antænder et festfyrværkeri undervejs, mens de brænder hele motherfuckeren ned. Det er udtryk for den altid-tilstedeværende-men-normalt-skjulte magt som dækker over, at arbejderklassen er herrer over sin egen skæbne trods de overvældende styrker, der forsøger at holde den nede, at holde os nede. Fordi disse taktikker foregriber den revolutionære ødelæggelse af staten som helhed, åbner de for en ny frihedshorisont som alle kan se og forestille sig. Vi støtter op om, at folk hacker politiradioer og spiller Fuck the Police igennem deres walkie talkier. Ikke bare underminerer den type hån deres evne til at retfærdiggøre brutaliteten, men det forstyrrer også deres kommunikation, og gør det sværere for dem at styre os, at såre og lemlæste os – og at dræbe flere mennesker end de allerede har gjort. Den type disruption kan være både livsbekræftende og redde liv. Det er – også – essentielt arbejde.

8. Vi hilser omfordeling af goder til folk, der har brug for dem, velkommen.

Om det så drejer sig om mad, medicin, bleer, tøj eller elektronik. Vi er overbevist om, at de arbejdere, der fremstiller fladskærmene, ikke har noget imod at de ryger i hænderne på folk der gør oprør mod statssanktionerede mord. Vi står sammen med de medarbejdere hos Target, som forsvarede optøjerne, alt imens en Target-butik blev brændt ned i Minneapolis. Target udbytter sine medarbejdere, og har jævnligt udsat dem for smittefare i unødvendigt høj grad, i en total foragt for deres liv. I den pågældende by donerede Target omkring 2,2 mio. kroner til den lokale politistyrke, som skulle bruges til at installere overvågningskameraer i hele den indre by. De har desuden givet penge til et retsmedicinsk laboratorium på deres eget ‘campus’, som genererer billeder i høj opløsning ud fra de indsamlede data fra kameraerne. Det er ikke så underligt, at vores egne folk jublede over at se bygningen stå i flammer. De underbetaler os systematisk, og lader os sejle vores egen sø. De stjæler vores arbejdskraft og kalder det ‘profit’, og så har de frækheden til at give de penge til folk der chikanerer os, som slår os, udspionerer os og dræber os?

Politibetjente i Philadelphia sprøjter tåregas i hovedet på bagbundne mennesker. Er det den her type mennesker, der fortjener samfundets respekt og ressourcer, spørger Spectre Journals redaktører? Video fra Redfish

9. Forvent, at der bliver smadret ruder.

Det er ikke vores vinduer. Det kan næppe komme som nogen overraskelse for dem der kigger udefra og ind, at folk der har svært ved at finde råd til de basale nødvendigheder, og som overlever på de kødbidder, der bliver kastet ned fra kapitalismens højbord, får lyst til at nedbryde de barrierer. Vi bliver konstant bombarderet med billeder af varer indtil vi begynder at begære dem; og selvom vi selv producerer dem, har vi ikke råd til dem. Folk, der tilbringer hele deres liv bag små vinduer med at pakke varer ind til minimumsløn, har selvfølgelig lyst til at knuse dem. Når mennesker bliver ekskluderet fra at tage del i dét, de producerer, har de ikke nogen interesse i at beskytte dét, der er blevet frarøvet dem. Lad os udbringe en skål for at smadre barrierer.

10. Vi kræver retfærdighed.

Vi kræver retfærdighed for George Floyd, Breonna Taylor, Atatiana Jefferson, Ahmaud Arbery, Mike Ramos, Tony McDade og de hundredvis af andre sorte mennesker, som er blevet myrdet af politiet i år, de mange tusinder der er blevet myrdet i dette årti, og de mange millioner der er blevet myrdet i løbet af hele det amerikanske projekt – et projekt, der er grundlagt på plyndring af land og arbejdskraft. Vi ved, at retfærdighed ikke kommer på baggrund af en enkelt arresteret betjent. Den kommer heller ikke gennem indespærring af alle betjente, der har myrdet. Retfærdighed kommer, når vi holder op med at have politi som sådan, og når vi afskaffer dét system bygget på privat ejendomsret og udbytning, som politiet er opfundet til at forsvare.

11. Vi er fuldt bevidste om, at vi kommer til at tabe kampe på vejen til at vinde denne krig.

Men vi er overbeviste om, at dette kriseøjeblik, hvor vi ser opblomstringen af både koordineret og spontan aktivitet – hundredvis af strejkende arbejdere, tusinder af mennesker på gaderne, millioner der huslejestrejker – vil give anledning til at skabe solidaritetsbånd på tværs af hudfarver, brancher, og at det kan demonstrere den magt, der ligger hos en organiseret arbejderklasse. Lige meget hvad udfaldet bliver, er vi del af en levende modstand, som vi ikke har set mage til i USA i mange generationer. Som Rosa Luxemburg sagde kort før hun blev henrettet: “På grund af modsætningen i de tidlige stadier af den revolutionære proces, mellem den konkrete opgave foran folk og fraværet af betingelserne for at løse den, ender enkeltstående kampe i revolutionen uundgåeligt med et formelt nederlag. Men revolution er den eneste form for krig – en anden besynderlig historisk lov – hvor den endegyldige sejr kun kan blive forberedt af en række nederlag.”

12. Vi støtter livets uordnede vilkår frem for den kapitalistiske dødsorden.

Politimord har afstedkommet en ubehagelig vending, der kun er blevet forstærket af Covid-19 pandemien: “Jeg kan ikke trække vejret” har været alt for mange menneskers sidste ord, og selv om de er for mange til at kunne tælle, holder vi aldrig op med at tælle dem. De bliver i vores hjerter og minder. Den her opstand slutter ikke, før vi alle sammen kan trække vejret; ingen støvler og knæ på halsen, ingen sygehuse uden det nødvendige beskyttelsesudstyr, ingen forurenet, kræftfremkaldende luft. Vi har ikke tænkt os at holde vejret, mens vi venter på at høre fra vores familier og kammerater som går på gaderne, som er syge, eller som bare er på vej hjem fra arbejde eller en løbetur.

Solidaritet med George Floyd fra det besatte Palæstina. Overalt i verden har folk lavet støttedemonstrationer til de amerikanske protester. Foto: Rita Lucarelli / Facebook

13. Vi ved, det er farligt at kæmpe. Vi ved også, det er farligere at lade være.

Vi er klar over, at Nationalgarden er på vej ind i byerne i skrivende stund. Vi ved, at den eneste vej ud af kapitalismens krise, såvel som den Covid-19 dødsfælde den har skabt, er gennem masseoprør, gennem klassekamp og gennem den solidariske ånd, som vi ser udfolde sig på gaderne, når demonstranter uddeler masker, når buschauffører nægter at hjælpe politiet med transport eller arrestationer, når strejkende arbejdere lukker dødbringende kraftværker ned, eller når arbejdere tilpasser deres redskaber til de forestående opgaver. Når vi bestemmer os for, at det er os der bestemmer, kan vi ane en ny tidsalder i horisonten. Og vi bliver nødt til at handle snart; vi har nemlig ikke flere generationer tilbage til at afværge den klimamæssige katastrofe, der truer med at udslette alle jordens arter.

14. Vi tror på, at “man aldrig kan vide”.

I C.L.R. James’ mindetale for sin myrdede mentor, Walter Rodney, parafraserede han Lenin og citerede Marx. Det mindeord er så nådesløst, at det nærmest virker som et forsøg på at kritisere Rodney tilbage til live: “22. januar advarede [Lenin] om, at han måske ikke ville være i live til at se revolutionen. Alligevel var den landet i marts. Jeg ved ikke, om folk forstår betydningen af det. Det var det, der skete for Lenin. Man kan aldrig vide. Marx sagde det sådan her: “Revolutionen kommer som en tyv i natten”. Og Lenin havde endda beskæftiget sig med det hele sit liv. Det forstod Walter aldrig rigtig helt. Han var ikke klar over det.”

15. Vi ved, at det spøgelse, der hedder arbejderklassens magt, der hedder kommunisme, altid er ‘en tyv i natten’.

Og det samme er plyndrer, en oprører, en ulovligt strejkende, en grænsehopper, en gender-fucker, en sexarbejder, en person uden papirer eller stamtavle, en landsforræder, en hvidhedsforræder, en person der bryder med magt og privilegier. Hun er en tilbageholdt person, én der søger ly i natten, én der hæver sig over stand og klasse, hun har ingen respekt over for rang og titler, og er en hån mod alle former for respektabilitet. Vi ved, at revolutionen kun bliver skabt af arbejderklassen som den lever, som den ånder eller kæmper for at kunne ånde, og som den bliver noget nyt i kampen med forhold, som vi hverken ville eller kunne have valgt.

På Spectre Journals sider vil vi give plads til at dokumentere, at tænke tingene igennem, og gøre modstand sammen med alle de kæmpere og organisatorer, aktivister og ledere, trends, teoretikere og læsere, som forsøger at forvandle farlige tider til en ny æra. Det skal være en ny tid, hvor sorte menneskers liv ikke bare betyder noget, men også har plads til at trives, en tid hvor politiet er en støvet museumsgenstand, der er udstillet ved siden af andre historiske tragedier. Vi forpligter os på et kammeratskab med seriøse militante, som vil kæmpe for en friere fremtid. Vi forpligter os på solidaritet i mødet med det ukendte.


Spectre Journal er et amerikansk marxistisk tidsskrift.