Spræng fabrikken

I Malte Tellerups kortroman Spræng fabrikken etableres en verden af jord, af jern, af sten, af plastic, af giftig kemi for os i ord. Ordene er faste, nøje tilpassede sten, tunge og solide af fakta, som bygger en mur foran læseren. En mur, der kan væltes. En mur, der skal væltes.

De fleste af de steder, bygninger og landområder, der beskrives i bogen, kan man tage til Nordvestjylland for at mærke på sin egen krop. Det flade land, den stærke blæst, den salte luft. Siemens’ vindmøllefabrik. Hybenroserne og gyvlerne, de invasive arter, der breder sig langs veje og kyststrækninger. Den forurenede jord. Den store landbrugskemifabrik Cheminova.

Cheminova

Cheminova er romanens omdrejningspunkt, fabrikken der i titlen står på usikker grund. Cheminova, grundlagt i 1938 og i dag et dansk baseret globalt foretagende med stor eksport. Dens tilstedeværelse i lokalmiljøet på Rønland er monumental:

”I luften mellem bygningerne løber et snørklet net af rør. Rundt på området rager den ene skorsten op efter den anden. Smalle og lange, runde, med sært formede udmundinger. Fabrikken er uvirkeligt stor i landskabet.”

Til trods for den påtrængende, bydende effekt, fabrikken har på romanens fortæller, kædes den også nærmest umærkeligt sammen med det ’naturlige’ miljø, som i beskrivelsen af fabrikkens karakteristiske byggemateriale:

”Pandeplader har den fordel, at hvis der sker et uheld med dertilhørende eksplosion i et af anlæggene, så vipper de bare udad og falder så ned igen, som vingeslaget fra en havmåge.”

Her lader en minimal poesi den iboende brutalitet i fabrikkens produktion glide sammen med dens tilsyneladende urokkelige indlejring i, endda spejling af det omgivende miljø – et både ikkemenneskeligt og menneskeligt miljø, som fabrikken også selv er med til at skabe. Antropocæn, den menneskedominerede geologiske alder, er her i al sin magt og vælde.

Spræng fabrikken er optaget af den materielle verden, som ikke blot omgiver os, men som betinger os og forbinder os. Spirerne, der ”kulrede og solparate” vælter op på de tre unge hovedpersoners håbefulde jordbrug, en ”artsmæssig ørken af en jord”, som de har opelsket ”til et spirende livsgrundlag for mad og mange væsner”; og lugten af svovl der synes at fylde munden, når man går ind på Cheminovas matrikel; rør og tanke, der som underlige planter af stål ”vokser ind og ud af de røde bygninger”.

Og som hovedpersonerne opdager i deres research, Cheminovas produktion, dens røgskyer og dunke med røde væsker, der har skabt arbejdspladser og betyder meget for området, udpiner nu om dage mennesker og miljø i Indiens bomuldsproduktion. Disse pinsler bor i det tøj, vi tager på kroppen.

Mennesket

Romanen er ikke kompliceret. Hvis man skal give et resumé af dens handling med det gængse afsæt i hovedpersonerne og deres motivationer, er det egentlig ligetil: Tre unge, idealistiske mennesker, Rasmus, Nanna og Martin, flytter på landet for at lave et bæredygtigt jordbrug i pagt med naturen. I fem år arbejder de på at gøre jorden frugtbar og har held med deres projekt.

Men da de finder ud af, at et stort stykke land – herunder deres – skal sælges til et grønt energi-eventyr, og at den store sprøjtegiftproducent, Cheminova, er med i foretagendet, beslutter de sig for at bygge deres egne bomber og sprænge fabrikken i luften for at vise deres vrede.

Dette udgangspunkt i menneskelige motivationer får dog ikke helt greb om romanens fremdrift. På den ene side er fortællingen næsten blottet for de konflikter, dilemmaer og følelsesmæssige nuancer, som i romangenren bidrager til at skabe helstøbte og relaterbare personer, der fremstår ’virkelige’. På den anden side er bogen nærmest ren motivation over alt andet: spræng fabrikken!

Nanna, Martin og Rasmus er aktører snarere end dybe, modsætningsfyldte individer. Følelserne er der, men i form af en singulær, målrettet vrede. Forfatteren selv har kaldt personerne Bruce Willis-agtige actionhelte; de spilder ikke megen tid på at gruble, tvivle og dyrke indbyrdes relationer. Deres fælles tankeverden findes hos fortælleren, i narrativet, i dets drift og klare endemål. Nanna, Martin og Rasmus er et kollektiv i en højere sags tjeneste.

Mennesket og det menneskeliges betydning har på den måde en kompliceret plads i bogen. Det er ikke overflødigt, ondt, amoralsk eller uønsket som sådan.

Men ’mennesket’, almindelige mennesker med ønsker og drømme, er oppe imod umådelige kræfter. Fortælleren samler de tre unges sindsstemning, da de besøger Cheminova for første gang:  

”Lastbiler på udenlandske plader kører ind og ud ad bommen. Der er ingen mennesker at se uden for køretøjerne. De tøver. Hvad er et menneske over for det her?”

Oplevelsen af fabrikkens virke, hvor maskinerne kommer først, bliver her hurtigt og direkte oversat til noget, der er mere fundamentalt end den konkrete situation. Hvad er mennesket i forhold til maskinen? I forhold til teknologisk udvikling? I den kapitalistiske produktion? Et stykke tilbehør til samlebåndet? En Frankenstein, der ikke længere kan styre sin kreation?

Flere steder i bogen udlignes levende og død arbejdskraft med hinanden, som her, ligeledes i beskrivelse af fabriksområdet:

”Længere fremme går fem mennesker iført sikkerhedsudstyr. Rør og atter rør krydser ind over vejene. Lange transportbånd cirkler rundt om fabrikken og ud til vandet mod øst.”

Mennesker, rør og transportbånd er i synergi med hinanden, del af samme bevægelse, alle lige anonyme, alle del af fabrikkens kredsløb og åndedræt.

Vrede og handling

Den iltre, utålmodige fortællerstemme, der forener de tre hovedpersoner, viger ikke fra sin kurs. Den dvæler ikke ved denne destabiliserende konsekvens af deres handling. Vi må forstå, at de vil begå den ultimative handling, følge vreden, desperationen og bevidsthed om tingenes tilstand til det logiske endepunkt:

Deres rene, menneskelige følelser af vrede og sorg går i ét med fabrikkens forurening, røgen bliver ’massiv og kropslig’ som et levende væsen. Og det er mere end bare følelserne til deres eget jordbrug, der ikke kan få lov at leve. Det er vrede og sorg over det giftige system.

Antikapitalismen i Spræng fabrikken er tydelig – politik, eller snarere, herskende ideologi, er ikke en implikation, det er et allestedsnærværende faktum. Fra Brande, der bliver synonym med Bestseller-koncernen, til den såkaldt grønne energi, der nødvendigvis er indlejret i den globale kapitalisme og dens produktionskæder.

En sabotagemanual

Bogen er blevet kaldt en sabotagemanual, og Malte Tellerup har selv påpeget, at han ønskede at skrive noget, der var så tæt som muligt på en instruktion i, hvordan man kunne sprænge Cheminova i luften uden at kunne blive anklaget for noget.  

Omslaget er domineret af et satellitkort over fabriksområdet med røde afmærkninger af de meget stærkt forurenede områder og angivelse af de forskellige bygninger. Så sent som i maj i år var den endnu uløste forureningssituation i området i medierne igen. Der er ingen tvivl om, at bogen til dels skal være radikal inspiration, et indspark i debatten om systemets manglende evne til at finde svar på den økologiske krise. Den er mere end et tankeeksperiment.

Som socialistisk læser kan man ikke lade være med at spørge til denne radikale handlings væsen og den ’revolutionære’ vrede, som forsøges skildret som drivkraften. Det er tankevækkende, at en bog, der handler om antikapitalisme i bogstaveligt talt eksplosiv forstand, er så blottet for kollektiv handling af nogen art.

De tre hovedpersoner er muligvis en kollektiv enhed, men de er underligt isolerede fra andre, og det er ikke, fordi de ingen venner og bekendte har på egnen. De er bare alene om deres vrede. Der er ingen udveksling, negativt eller positivt stemt; ingen forbindelse mellem dem og de navn- og ansigtsløse arbejdere, der fremstår i bogen som en del af fabrikkens opbygning.

Hvor er arbejderne henne?

Hen mod slutningen af bogen får vi et sjældent indblik i Martins tanker, der går til hans onkel og tante ved Harboøre. Det viser sig, at onklen Allan har arbejdet på Cheminova, ”indtil hans krop ikke ville være med mere” og derfor er på førtidspension, mens tanten Grethe arbejder i hjemmeplejen. Herefter glider fortællerens synsvinkel for en lille stund over til dette aldrende arbejderpar, der passivt betragter den giftige røg fra fabrikken.

Der bliver ikke dannet nogen form for bånd mellem den radikale handling og den ’revolutionære’ vrede på den ene side og det forhold, disse mennesker har til fabrikken.

Det skaber en kortslutning, nærmest som en ubevidsthed i narrativet – for ville den ultimative, mest revolutionære handling ikke være én, der forbandt idealisternes vrede med de folk, der har boet i området hele deres liv, forureningen og den økologiske krise med nedbrydningen af menneskers kroppe?

Dette skal ikke forstås som en kritik af forfatterens valg af genstandsfelt, eller et forslag til hvad bogen i stedet skulle have handlet om for at være et godt debatindlæg – det er sjældent særlig interessant litteraturkritik, der gør det. Heldigvis fungerer politisk (venstreorienteret) litteratur ikke kun som ideologiske talerør og forskrifter. Spræng fabrikken er en lillebitte roman, hvis rækkevidde potentielt er kæmpestor.

Politisk litteratur

Bogen taler et bestemt sprog, som i den grad er barn af sin tid. Lidt banalt, måske, men det betyder noget meget specifikt i dette tilfælde. Den er et øjebliksbillede af radikal politisk handling i en tid, hvor multikriserne skriger på denne handling, hvor en stor vrede findes – men hvor en yngre generation (jeg selv iblandt) for en stor dels vedkommende ingen forbindelse har til klassekampen, selvom de selv hver dag er impliceret i den.

I dansk og europæisk litteratur har man i de senere år talt meget om, hvordan politisk litteratur er på vej tilbage – det er ikke længere flovt at være direkte og vred som forfatter, og navnlig er klassesamfundet tilbage i litteraturen i nye og ældre, udfordrende former. Klimalitteratur og såkaldt økokritik er også i høj kurs i. Men disse strømninger synes – indtil videre – at foregå parallelt.

Det er enten klassekampen eller klimakampen, og de tilhører forskellige sfærer, tildeles forskellige grupper og identiteter. De åbenlyse og stærkt nødvendige sammenhænge, der findes mellem disse kamppladser – faktisk er det samme kampplads – har endnu ikke fundet en rigtig litterær formulering.

Det vil være interessant at følge med i litteraturens fortsatte politiske modning og de steder, den tager os med hen.

“Spræng fabrikken” af Malte Tellerup. 56 sider. 139,45 kr. ISBN 9788793312524. OVO Press, 2023