Statscentralisme er ikke svaret på samfundskriserne 

Civilsamfund er under pres i hele verden. I flere EU-lande indføres der restriktioner fra statens side. Græsrodsorganisationer, foreninger, aktive medborgere og frivillige i både Tyskland og Sverige oplever, at chikane på de sociale medier forringer deres deltagelse i den offentlige debat. 

I Danmark lovede regeringen for over et år siden at styrke civilsamfundet, blandt andet ved at sikre en langsigtet finansiering og ”undgå at civilsamfundsorganisationer drukner i bureaukrati”. Løfterne er dog endnu ikke blevet til noget. 

Men hvilke risici og chancer står det danske civilsamfund egentlig over for? Hvor er det på vej hen? Og står civilsamfundet i Danmark så stærkt, som mange af os går og tror? 

Det og meget mere kommer forskere fra Copenhagen Business School, CBS, med forfriskende bud på i antologien Civilsamfundet i statens skygge.

Bogen udkom i slutningen af 2023 på Hans Reitzels forlag med bidrag fra ni forskere med tilknytning til CBS og med Lars Bo Kaspersen og Liv Egholm som redaktører. 

Det danske civilsamfund i knibe

Forfattere og meningsdannere har i årevis råbt vagt i gevær for det danske civilsamfund. En af dem er Bjarne Lenau Henriksen, fængselspræst og chef for Kirkens Korshær og sognepræst ved Hellig Kors Kirke på tværs af fire årtier. 

I artiklen ”Slip civilsamfundet fri” fra 2012 beskriver han, hvordan civilsamfundet bliver svagere og staten stærkere. Det betyder, at vi risikerer at miste af dens væsentligste funktioner: at være kritisk fortaler for den svage over for systemet. Denne udvikling underbygges nu af CBS-forskerne.

Bogens vigtigste pointe er nemlig, at den danske stat i dag ikke opfatter civilsamfundet som demokratiske græsrodsnetværk, der kan udfordre statens, kapitalens og politikernes magt. Men mere som en del af markedet, der på den ene side skal afhjælpe og understøtte staten på en mere effektiv måde, og på den anden side være en form for serviceudbyder, der på lige fod med private virksomheder konkurrerer på et frit marked. 

”Dermed bliver civilsamfundet også mere apolitisk. Det bliver til individuelle, markedslignende, nyttemaksimerende handlinger og ikke kollektive, politiske handlinger”, fortæller CBS-forsker Liv Egholm på Teams.

Civilsamfundet som konsensussamfund

Civilsamfundet i statens skygge beskriver overbevisende konsensussamfundet som en af de dominerende fortællinger om det danske civilsamfund. Ideen om konsensussamfundet voksede frem som en lilleputstats kamp for overlevelse efter nederlaget til Preussen i 1864. Mantraet om ”hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes” og statens accept af civilsamfundsorganisationer var et forsøg på at finde visioner, som kunne samle landet. Andelsforeningerne, de politiske bevægelser, sygekasserne, sociale organisationer osv. blomstrede som aldrig før. 

Der trækkes i dag en lige linje mellem civilsamfundet efter 1864 og vor tids sammenhængskraft og civilsamfund. Selvom mange af de velfærdsgoder, vi tager for givet i dag, blev skabt som følge af arbejderbevægelsens krav ”nedefra” gennem voldsomme konflikter og folkelige strejker i mellemkrigstiden.  

Liv Egholm siger, at det ”noget fastfrosne billede af civilsamfundet som en selvstændig aktør ved siden af staten risikerer at blænde for fremtidsvisioner for civilsamfundet. Man går og længes efter noget, som måske aldrig var, og risikerer at udelukke andre måder at være civilsamfund på, f.eks. de uregulerede netværk af alternative måder at organisere samfundet på”. 

Hun advarer om, at de civilsamfundsorganisationer, som har politisk magt, udøver den mere på måder, som man ikke helt ser. Dermed risikerer vi at miste en livgivende debat, som er med til at sikre, at demokratiet og velfærdssamfundet udvikler sig. 

Verdensmesterskab i samarbejde som hæmsko

Der er en pointe i, at selvopbyggende grundfortællinger kan have en bagside. 

Vi risikerer, at myterne om nedefra-mobiliseringen fra 1864 og troen på, at danskerne er verdensmestre i at samarbejde i stedet for at vælge konflikten, er så stærke, at vi overser nogle af svarene på de kriser, Danmark står overfor i dag. De skal måske findes andre steder end der, hvor vi normalt leder. 

Kan tillidsskabelse, sådan som Civilsamfundet i statens skygge lægger op til, f.eks. handle om, at den herskende klasse gennemtvinger sine interesser – måske endda på en måde, hvor den udbyttede eller undertrykte klasse ikke bare overser det, men ligefrem bifalder og giver undertrykkelse legitimitet? 

Den nye trivselskrise, som Danmark og de fleste vestlige samfund står i, er et eksempel på en kulturel krise, som ikke bare kan løses med flere lærere, gratis psykologhjælp til unge eller andre isolerede tiltag. Alligevel handler de fleste løsninger, der foreslås, om at løse krisen ved at skrue op for resurser til børn, unge og støttekrævende voksne og ned for mobilerne.

Biodiversitetskrisen – som i efteråret gjorde mange af de danske fjorde og farvande verdensberømte for at være blandt de mest degraderede marine områder på kloden – kan heller ikke løses ved at skrue op for de statslige miljøplaner. De har i årtier blot har ført til, at krisen er blevet værre. 

Derfor kræver fx Danmarks Naturfredningsforening i kampagnen ”Danmark Holder Vejret” et systemskifte, hvor politikerne tager havmiljøet seriøst og handler akut på at få forureningen ned, så havmiljøet kan få livet tilbage. 

Civilsamfundet i statens skygge stiller et af vor tids vigtigste spørgsmål: Om en ensidigt forstærket statscentralisme er svaret på de udfordringer, der presser sig mere og mere på i vores samtid og fremtid. 

Lars Bo Kaspersen og Liv Egholm (red.): Civilsamfundet i statens skygge, Hans Reitzels Forlag. 280 sider, 350 kroner.