Nationalbanken har optaget milliardstore lån under coronakrisen, for at finansiere hjælpepakker til erhvervslivet. Men var det nødvendigt, spørger Ulf V. Olsen. Foto: Nationalbanken
12 min. læsetid

Der ville være store fordele i at droppe de milliardstore statslån, og i stedet fokusere på omfordelingspolitik. Så hvorfor taler venstrefløjen ikke om det?


Af Ulf V. Olsen

Det er en klassisk diskussion på venstrefløjen: Kan man tillade sig at øge den kommunale indkomstskat? Fattig og rig betaler samme procentsats i skat, og i visse tilfælde slipper de rige endog for skattestigningen på grund af det skrå skatteloft.

I mine unge dage var jeg derfor også modstander af at øge den kommunale indkomstskat. I dag går jeg derimod ind for det, såfremt skattestigningen entydigt anvendes på at øge velfærden. For et højt kommunalt serviceniveau er til gavn for de fattigste, der i højere grad end de rige benytter sig af de kommunale ydelser. Den samlede effekt af velfærdsforbedringer finansieret med kommunal indkomstskat er derfor progressiv, selvom skatten ikke er det.

Dette indlæg handler imidlertid ikke om kommunal indkomstskat. Jeg nævner det for at illustrere det forunderlige i fraværet af en anden – og efter min opfattelse langt vigtigere – diskussion på venstrefløjen: Statsgælden.

Milliardgæld uden debat

Venstrefløjens partier har sammen med Folketingets øvrige partier stiftet statsgæld for flere hundrede milliarder kr. til at finansiere hjælpepakker under Coronakrisen. Det aktuelle tal er formentlig i omegnen af 300 – 400 milliarder kroner. Det er forunderligt, at vores medvirken i denne store, parlamentariske konsensus om gældsstiftelse ikke har været til nogen nævneværdig debat.

Den enes gæld er den andens tilgodehavende. Når staten stifter gæld for hundredvis af milliarder betyder det, at andre kan anbringe deres formue i statsobligationer. De, der køber statsobligationer og altså låner staten penge, er samfundets velhavende. Det er dem, der har råd til at have en betydelig opsparing, og altså kan lægge penge til side. Den fortjeneste, de opnår på at investere i statsobligationer, betales til gengæld af hele samfundet – høj som lav – over skatterne. Gælden er derudover en hyppig begrundelse for, at det er nødvendigt at skære i velfærden.

Statsgæld omfordeler derfor fuldstændigt entydigt fra fattig til rig. De rige tjener på gælden. De fattige betaler den. Den er derfor en langt værre finansieringsform end en proportional skat, selv hvis de lånte penge anvendes på gode formål.

Gælden bremser donut-økonomi

Der er kun én god grund til at stifte gæld. Nemlig forventningen om større indtægter i fremtiden end dem, man har i nutiden. Når stater stifter gæld, gør de det i forventning om, at deres fremtidige beskatningsgrundlag bliver større end deres nutidige. Man stifter med andre ord gæld, fordi man har en forventning om økonomisk vækst. En forventning, som gældsstiftelsen imidlertid forvandler til en politisk forpligtelse og en nødvendighed. Stater, der stifter gæld, må nødvendigvis binde sig til økonomisk vækst.

“Statsobligationer sikrer, at kapitalen kan afbalancere andre mere risikable investeringer med et sikkert værdipapir. Og statens rentebetalinger er at betragte som en vedvarende understøttelse af kapitalen.”

+

Det er ikke uproblematisk for en venstrefløj med donut-økonomiske ambitioner. Og det er i det hele taget ikke uproblematisk så længe muligheden for absolut og tilstrækkelig afkobling af forurening og ressourceforbrug fra økonomisk vækst ikke har indfundet sig. For så længe må ethvert forstandigt menneske netop bekende sig til en donut-økonomisk ambition.

Statsgæld rummer en skæbnesvanger ironi. For selvom den får kapitalen til at optræde i rollen som kreditor og staten i rollen som debitor – er der faktisk tale om en statsstøtte til finanssektoren. Statsobligationer er et sikkert investeringsobjekt sammenlignet med stort set alt andet, man kan investere i. Stater går – modsat private virksomheder – sjældent konkurs. De kan stille befolkningens skattebetalinger som sikkerhed for de lån, de optager. En lignende sikkerhed kan ingen andre debitorer stille. Og mange andre investeringsobjekter – aktier, fast ejendom m.m. – svinger voldsomt op og ned i værdi. Statsobligationer sikrer, at kapitalen kan afbalancere andre mere risikable investeringer med et sikkert værdipapir. Og statens rentebetalinger er at betragte som en vedvarende understøttelse af kapitalen.

Det ændrer imidlertid ikke på, at stater, der stifter gæld, er nødt til at tænke på deres kreditværdighed. Hvis man vil stifte gæld, må man føre en økonomisk politik, som finansmarkederne er trygge ved. At sikre netop finansmarkedernes tillid var Helle Thorning-Schmidts begrundelse for at tilslutte Danmark til EU’s Finanspagt, der er implementeret i dansk lovgivning via budgetloven.

Thorning havde nok ret i, at det ikke vil fremme tilliden til dansk økonomi hos Goldmann Sachs, Deutsche Bank, Credit Lyonnais, Barclays og hvad de ellers hedder, hvis Danmark begyndte at føre en mere socialistisk økonomisk politik. At det så er den helt igennem omvendte verden, at staterne skulle sikre sig tillid fra en finanssektor, der med finanskrisen netop havde demonstreret, at den ikke selv var nogen tillid værdig – understreger bare det groteske i arrangementet.

Ikke desto mindre bliver det en vanskelig øvelse for venstrefløjen at kombinere statslig gældsætning med et opgør med neoliberalisme og gennemførelsen af en socialistisk økonomisk politik.

Den engelske økonom Kate Raworth mener en ‘donut-økonomi’ kan

‘Ekspansiv finanspolitik’, ikke gæld

Efter min opfattelse bør venstrefløjen derfor gøre alt, hvad den kan, for at undgå statsgæld. Har man brug for at booste økonomien med såkaldt ekspansiv finanspolitik, når kriser er dybe og arbejdsløsheden høj, kan man i stedet gøre det med den metode, som den amerikanske, keynesianske økonom Joseph Stiglitz har kaldt ’The Balanced Budget Multiplier’.

Her øger staten den samlede efterspørgsel i samfundet med skatteindtægter, som den henter hos folk, der forbruger lidt og opsparer meget, altså samfundets velhavende. Pengene skal bruges til offentlige investeringer, eller til at forhøje indkomsterne hos folk, der forbruger meget og opsparer lidt, altså samfundets fattigere lag. På denne måde kan den samlede efterspørgsel i samfundet øges, uden at staten bruger flere penge, end den henter hjem i skat – og oven i købet på en måde, der samtidig fremmer ligheden i samfundet!

Var der et alternativ under coronakrisen?

Det siger sig selv, at det i en akut coronakrise, hvor man meget hurtigt skal bruge rigtig mange milliarder til hjælpepakker, ikke er muligt at indkræve dem i skat. Et modargument mod ovenstående i den aktuelle situation er derfor, at staten – og venstrefløjens politikere – ikke havde andet valg end at låne de penge, der skulle bruges til hjælpepakker m.v. Fordi der ikke var noget alternativ.

Men der var faktisk et alternativ. Et alternativ, som Boris Johnsons konservate regering i Storbritannien oven i købet har gjort brug af til at finansiere hjælpepakker under Coronakrisen. Man kunne ganske enkelt have hentet pengene i Nationalbanken, fremfor at låne dem.

Hvor skal pengene komme fra? Det spørgsmål må venstrefløjen kunne besvare for at fremstå troværdig. Dybest set findes der dog næppe et mere idiotisk spørgsmål. For pengene kommer fra Nationalbanken, og den har præcis lige så mange penge, som den har lyst til at have. Penge er den eneste uendelige ressource i denne verden.

Hvor skal pengene komme fra? Det spørgsmål må venstrefløjen kunne besvare for at fremstå troværdig. Dybest set findes der dog næppe et mere idiotisk spørgsmål.

+

Som bl.a. økonomen Bill Mitchell påpeger, kan en stat der råder over sin egen valuta (og nationalbank) aldrig løbe tør for penge. Og takket være vores sejr ved Euro-afstemningen i 2000, råder den danske stat netop over egen valuta og egen nationalbank. Netop nu, under corona-krisen, hvor lande i Sydeuropa gisper fortvivlet under Euroens tunge åg, kunne den sejr vise sin fulde politiske værdi.

Man kunne med andre ord have finansieret hjælpepakkerne uden at gældsætte staten og dermed befolkningen. Man kunne have sparet os for en gæld på flere hundrede milliarder kroner. Hvorfor gør man det så ikke?

Statsgælden gavner kapitalejerne

Én indvending kunne være, at det ville stride mod Maastricht-traktaten, der forbyder medlemsstaterne at finansiere deres budgetunderskud på denne måde. Men EU’s traktater, inklusive det indre markeds bestemmelser om fri bevægelighed, bliver i forvejen brudt af medlemsstaterne efter forgodtbefindende – også under corona-krisen. Som det ses i Polen og Ungarn, har det heller ingen konsekvenser for medlemslande at bryde med selv de mest basale retsstatsprincipper. Desuden burde det jo ikke være en opgave for venstrefløjen at stå vagt om en Maastricht-traktat, som vi selv kæmpede imod, endda med ‘Holger og Konen’ på den rigtige side.

Ville det så ikke være risikabelt, at Danmark skulle bryde med fastkurspolitikken i forhold til Euroen? Her modsiger man argumentet for netop at beholde kronen i sin tid: At der kunne opstå situationer, hvor man måtte frigøre sig fra Eurozonens pengepolitik, og føre sin egen. Hvis den aktuelle situation ikke skulle være en sådan situation, hvornår så? Her kan det tilføjes, at det britiske pund ser ud til nogenlunde at have holdt kursen, til trods for den britiske, monetære finansiering af hjælpepakkerne.

En tredje indvending kunne være, at der slet ikke er noget problem ved, at staten gældsætter sig. I øjeblikket er renten på statsobligationer negativ, og det hedder sig derfor, at staten tjener penge på at låne penge. Nogle anbefaler derfor, at man tager endog større lån ud fra det ræsonnement, at statslig låntagning er en ren overskudsforretning. Det forhindrer dog ikke de samme venstreorienterede i at stille krav om taknemmelighed og tilbageholdenhed med udbetalinger af udbytter hos de virksomheder, der modtager hjælpepakkerne.

Men hvis det er en god forretning for staten – og befolkningen – at finansiere hjælpepakker med gæld, hvordan kan man så oven i købet kræve taknemmelighed og tilbageholdenhed af dem, der modtager pakkerne? Her blæser man og har mel i munden samtidig! De jublende gældsstifteres ræsonnement glemmer systematisk en lille detalje: Hvorfor skulle kreditorerne låne staten penge, hvis det koster dem penge?

En investering i statsobligationer med negativ rente kan være en rigtig god forretning i krisetider, hvor alle andre investeringsobjekter giver langt større, negative afkast. Statsgælden sikrer derfor, at enorme mængder af kapital ikke går tabt, og er i sig selv en gigantisk hjælpepakke til formuende kapitalejere.

Når andre investeringsgoder atter måtte blive attraktive, vil tiden med negative renter på statsobligationer være slut. Når gælden skal refinansieres og afdrages, skal statsgælden såmænd nok genindtage sin historiske rolle, som den store omfordeler fra fattig til rig.

Da 53 % af befolkningen i 2000 stemte nej til, at Danmark skulle indtræde i valutasamarbejdet, var et centralt argument at man kunne frigøre sig fra Eurozonens pengepolitik. Netop dét kunne der være behov for i den nuværende situation, skriver Ulf V. Olsen. Rød = flertal for nej. Grøn = flertal for ja. Illustration: Paasikvi / Wiki Commons.

Inflation – et nyttigt redskab

Sidst, men ikke mindst kunne man komme med den klassiske indvending mod såkaldt ‘Modern Monetary Theory’: At det ville skabe inflation, hvis man havde finansieret hjælpepakkerne ved slet og ret at – ja ikke trykke pengene på gammeldags vis – men derimod ved – som Ben Bernanke, chef for den amerikanske centralbank udtrykte det – at tage en computer og ”oppuste kontoens størrelse”. Det er dog svært at se, at der skulle skabes større inflation ved at finansiere hjælpepakker med penge fra Nationalbanken, frem for med lånte penge. For selvom lånte penge er penge, der eksisterer forud for at de lånes, så er der jo netop tale om opsparede midler, der ikke efterspørger varer og tjenesteydelser.

I en dyb krise med masser af ledig kapacitet i økonomien – altså dét, der på økonomsprog hedder et ‘output-gab’ – er det vanskeligt at se, at øget efterspørgsel skulle resultere i inflation. Inflationen vil først indtræffe når den ledige kapacitet er ved at være opbrugt, altså på det tidspunkt, hvor hjælpepakkerne har indfriet deres formål og kan stilles i bero.

“Det kan virke som en umulighed i det nuværende politiske klima at komme igennem med den, politik som skitseres her. Men venstrefløjen kommer aldrig til at flytte dagsordener, hvis den indretter sin politik efter dét, den måtte kunne få en socialdemokratisk regering med på.”

+

Men faktisk ville det ikke være nogen skade til med en højere inflation. For inflation er netop til særlig ugunst for de formuende, og til gengæld til gavn for dem med negativ formue – altså gæld – herunder f.eks. stater. Økonomen Thomas Piketty gør således rede for, hvordan staterne netop – efter verdenskrigene – fik elimineret en stor del af deres gæld ved at føre en økonomisk politik, som indebar en ret så høj inflation. Det er også forklaringen på, at neoliberale med monetaristen Milton Friedmann i spidsen, har været hysterisk optaget af at holde inflationen nede, og af at sikre sig, at statsgælden ikke blev så stor. Ikke fordi de neoliberale som sådan har noget mod selve statsgælden, der gennem tiden har gjort kapitalen så store tjenester. De har bare noget imod, at den udvikler sig til et problem, fordi løsningen på problemet med statsgæld er ret ligetil, og indebærer tab for kapitalen.

Skulle der endelig opstå et problem med for meget inflation, kan den dæmpes gennem øget beskatning af de velhavende dele af befolkningen. What’s not to like?

Det kan virke som en umulighed i det nuværende politiske klima at komme igennem med den, politik som skitseres her. Men venstrefløjen kommer aldrig til at flytte dagsordener, hvis den indretter sin politik efter dét, den måtte kunne få en socialdemokratisk regering med på. Venstrefløjen ville kunne flytte dagsordener, hvis den turde anklage resten af Folketinget for uden fornuftig grund at have gældsat befolkningen for flere 100 milliarder kroner. Det har kun forgyldet deres venner og sponsorer i den finansielle sektor. Og netop dét kan vel vanskeligt kaldes ansvarlig økonomisk politik?


Ulf V. Olsen

Ulf V. Olsen er medlem af Enhedslisten, og har tidligere været medlem af partiets hovedbestyrelse og rejsesekretær i partiet.

Læs mere af Ulf V. Olsen