Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
14. oktober. 2021

Stjerneforfatter slutter sig til boykot af Israel

Den irske stjerneforfatter Sally Rooney har trukket internationale overskrifter, efter at have nægtet et israelsk forlag at oversætte hendes seneste bog til hebraisk. Forfatteren forklarer beslutningen med støtte til den palæstinensiske boykot-bevægelse.

Sally Rooney har trods sin unge alder allerede solgt millioner af bøger. Hendes seneste bog, Beautiful World, Where Are You kommer dog ikke til at blive udgivet på hebraisk. Pressefoto.

Når navnet Sally Rooney rammer overskrifterne i den internationale presse, hænger det oftest sammen med, at hun har udgivet en ny roman. Denne gang er det dog ikke hendes kvaliteter som forfatter, men derimod hendes politiske holdninger, der er løbet med opmærksomheden.

Den 30-årige irske forfatterkomet har besluttet sig for ikke at udgive sin seneste bog, Beautiful World, Where Are You på hebraisk. Det meddeler engelske BBC, som også oplyser, at det israelske forlag Modan har fået afvist et tilbud om at oversætte bogen til hebraisk. Hebraisk er det officielle sprog i Israel, og beslutningen er derfor blevet sat i forbindelse med den internationale kampagne for at boykotte landet på baggrund af dets politik over for de besatte områder i Palæstina.

Parallel til Sydafrika

Beslutningen om ikke at ville have romanen oversat til hebraisk er blevet mødt af kritik fra blandt andet den israelske regering. En talsmand udtalte til BBC, at en sådan boykot var ‘en form for antisemitisme’. Den beskyldning har dog ikke ændret Rooney’s beslutning, og hun forsvares nu af en række prominente britiske kommentatorer og redaktører. “Vinklingen af historien er allerede blevet forvrænget, og forsøger at gøre støtte til palæstinensiske menneskerettigheder til et spørgsmål om antisemitisme”, skrev Tribune Magazine’s redaktør på Twitter. Også den palæstinensiske NGO og medstifter af boykotbevægelsen mod Israel, Palestinian Campaign for the Academic and Cultural Boycott of Israel, har hilst beslutningen “varmt velkommen”.

“Jeg har valgt at reagere på opfordringen fra det palæstinensiske civilsamfund, herunder alle større palæstinensiske fagforeninger og forfattersammenslutninger.”

Sally Rooney om boykot-beslutningen

Tirsdag udsendte hovedpersonen selv en opklarende udtalelse, hvor hun forklarede sin beslutning. “Jeg var stolt over at få udgivet mine to foregående romaner på hebraisk. Det ville på samme måde være en ære for mig at få udgivet min seneste bog på hebraisk. På nuværende tidspunkt har jeg dog valgt ikke at sælge rettighederne til et israelsk forlag”, siger hun.

I udtalelsen udtrykker Rooney også støtte til ‘Boycott, Divestment and Sanctions‘-bevægelsen (BDS), der er en palæstinensisk græsrodskampagne, som opfordrer til og organiserer en internationalt boykot af Israel. Organisationens projekt er af mange blevet sammenlignet med den boykot, der satte en stopper for det sydafrikanske apartheid-regime. Også dén parallel er Sally Rooney opmærksom på: “Der er selvfølgelig mange andre lande, som overtræder menneskerettighederne på forfærdelig vis. I det her tilfælde har jeg valgt at reagere på opfordringen fra det palæstinensiske civilsamfund, herunder alle større palæstinensiske fagforeninger og forfatter-sammenslutninger”, forklarer hun.

Rooney holder desuden døren på klem for, at bogen stadig kan blive udgivet på hebraisk. “Hvis jeg kan sælge rettighederne til et forlag, der overholder de retningslinjer, BDS har udstukket, vil jeg være glad og stolt over at gøre det”, siger hun. I Sally Rooneys hjemland, Irland vedtog parlamentet i maj en skarp fordømmelse af Israels annektering af palæstinensisk land.

Forfattere mod apartheid

Beslutningen fra Sally Rooney kommer i forlængelse af et brev med titlen A Letter Against Apartheid, hun var medunderskriver på i juli måned. I brevet står der blandt andet, at Israels angreb på Gaza i sommer er at betragte “som en massakre”, og at det ikke drejer sig om en krig, men derimod om “et overgreb fra en kolonimagt.” Det åbne brev er underskrevet af mere end 17.000 mennesker. Blandt brevets andre fremtrædende underskrivere er den britiske filminstruktør Ken Loach, Pink Floyd-sanger Roger Waters, den dansk-amerikanske skuespiller Viggo Mortensen og Black Mirror-skuespillerinden Maxine Peake.

Selv om hebraiske læsere må vente med at læse Sally Rooneys nye bog på deres eget sprog, kan danske læsere allerede nu gå ombord i bogen. Skønne verden, hvor er du er nemlig allerede udgivet på dansk af forlaget Gutkind.


Om skribenten

Morten Hammeken

Morten Hammeken

Cand.mag. i idehistorie og europastudier. Ansvarshavende redaktør på Solidaritet. Læs mere