Serbien: Stop de blodige skjorter

Den 23. november 2018 var Borko Stefanović, lederen af venstrefløjspartiet Levica Srbije, på besøg i Kruševac i det centrale Serbien, hvor han mødte vælgere. Pludseligt blev han overfaldet bagfra og slået i hovedet. Han faldt til jorden og fik skader på hovedet, og måtte på skadestuen. Selvom Serbiens præsident, Aleksandar Vučić, fra partiet SNS (Srpska Napredna Stranka) hurtigt var ude at fordømme overfaldet i en udtalelse, og forklarede, at forbryderne skulle straffes hårdt, troede mange serbere ikke på han mente det. Serbien har nemlig længe været præget af vold og trusler mod oppositionspolitikere, og mod journalister, der skriver negativt om styret.

Omfattende protester

Angrebet på Stefanović udløste protester, der i første omgang begrænsede sig til hovedstaden Beograd. Efterhånden har disse imidlertid bredt sig til over 90 byer, og har endda spredt sig udover Serbiens grænser. Hver lørdag går tusindvis af mennesker på gaden med slogans, bannere og sange for at protestere. ’Stop krvavim košuljama’ (stop de blodige skjorter) er et af de slogans der bruges, og henviser til blodet på Borko Stefanovics’ skjorte efter angrebet på ham.

Kendte kulturpersonligheder går også med, mens andre holder tale. I Beograd har der været op til 100.000 demonstranter, selvom statsmedierne har rapporteret om langt mindre.
Borko Stefanović mener dog ikke, at folk protesterer for at støtte ham, men fordi overfaldet på ham var dråben: ”Folk protesterer ikke for at støtte mig, men for deres egen fremtid. De er trætte af regimets løgne, vold og korruption. Det vi ønsker er frie valg og frie medier”, forklarer Borko Stefanović.
Željko Veselinović, der er leder af fagforeningen Sloga, uddyber: ”Vi stopper ikke med at vandre på gaderne hver lørdag, før presset på arbejderne stopper.”

Han forklarer endvidere, hvordan folk bliver truet til at stemme på Vučićs parti: De får at vide de bliver fyret hvis de ikke stemmer på SNS, og bliver ofte tvunget til at tage billeder af deres stemmeseddel, og sende den til partiet. ”Hvis det ikke stopper vil hele oppositionen boykotte næste valg”, siger Veselinović.
”Vi har længe haft det problem, at der ikke har været en samlet opposition, ” forklarer Stefanović. Det ændrede sig dog delvist efter sidste kommunalvalg i Beograd den 4. marts, hvor valgforbundet Savez za Srbiju – Den Serbiske Alliance – formåede at blive valgt ind i byrådet. Det betød også, at Stefanovićs parti Levica Srbije fik to medlemmer. Efter dette valg er tilslutningen til den såkaldte venstrefløj steget.

Ingen fremtid

En af de største udfordringer for ændringer i Serbien er netop at gøre op med den politiske apati, der også er med til at holde Vučić ved magten. Det samme billede får man, når man snakker med Tea Vukadin, der er 21 år og studerende fra byen Novi Sad i det nordlige Serbien. Hun har været politisk aktiv i cirka tre år, men er ikke medlem af et politisk parti. Hun forklarer, at folk protesterer, fordi deres land er i dybe problemer: ”Folk føler ikke, at de har nogen fremtid i landet på grund af de lave lønninger og det jerngreb, som Vučić holder befolkningen i.  Det er svært at få arbejde, fordi det ofte er medlemmer af Vučićs parti, der løber med jobbet, eller folk, som har købt deres universitetsdiplom og på den måde får jobbet. Ifølge de seneste statistikker forlader cirka 40.000 mennesker hvert år Serbien for at få en bedre fremtid i Vesteuropa, og de kommer ofte ikke tilbage. De ser ikke en fremtid her,” forklarer Tea Vukadin.

En sådan fundamental desillusion kan være svær at opfange udefra. Når man som turist befinder sig i landet, er det derfor ikke tydeligt, hvad der sker politisk, men hvis man er på et længere ophold, og holder sig opdateret i de lokale medier, dannes der et tydeligt billede af et land med bl.a. stor ensretning i nyhedsdækningen. Vučić havde en aften fået sendetid på tv alene for at svine sine politiske modstandere til. Han var i studiet, og havde printet tweets fra politiske modstandere ud, som han sad og kommenterede med hån i stemmen, mens den kvindelige studievært grinede med.

Flere af de journalister, som jeg har talt med, har valgt at arbejde freelance eller starte sit eget medie, fordi de ikke accepterer censur af deres artikler. Nogle af dem modtager også tilskud fra udlandet.

Larmende tavshed i medierne

En enkelt gang har der været en smule i fjernsynet nyheder om demonstrationerne. Enkelte korte artikler, som Lykke Friis’ i Berlingske Tidende og Politikens oversættelse af et Ritzau-telegram, har givet korte overbliksbilleder. En kort 30 sekunders reportage om, at folk var gået på gaden, og som i sin natur ikke giver nogen speciel indsigt. Der har i det hele taget ikke været særligt mange forsøg på at give en forklaring på den politiske situation eller baggrunden for protesterne, og de eneste gange man har fundet landet nævnt, har været i forbindelse med det nyligt overståede håndbold-VM.

Hvordan kan det mon være?

”Der kan være mange grunde, men en af dem er, at medierne i Vesten simpelthen ikke interesserer sig for situationen i Serbien, ” fortæller Željko Veselinović. Det synspunkt bakkes op af Tea Vukadin:” Når de serbiske medier ikke engang dækker demonstrationerne, hvorfor skulle resten af Europa så gøre det?”

”Folk i Vesten aner ikke, hvad der sker her i Serbien. De ved ikke, at vores demokrati er i knæ af vores korrupte præsident Aleksandar Vučić. Han kvæler demokratiet, han kontrollerer 90% af alle medier, dommere og advokater. Han bruger medierne til at svine politiske modstandere til og får dem, der ikke er 100% enig med ham arresteret,” uddyber Veselinović. 

Den 9. december udtalte Vučić i avisen Blic: ”Selvom der var fem millioner mennesker, der protesterede i gaderne, så ville jeg ikke opfylde deres krav… Selvom jeg udskriver nyvalg, så vinder jeg alligevel igen.” Et hurtigt blik på SNS´ hjemmeside bekræfter, at man ikke kan finde mange ord om protesterne. Her er fokus på Kosovo og et møde med Angela Merkel. Det er i det hele taget som om, at protesterne ikke eksisterer – både i Serbien og resten af verden. Men som nedenstående video fra weekendens demonstrationer viser, lever kampen for at stoppe de blodige skjorter videre i bedste velgående.

Det har ikke været muligt at få kommentarer fra regeringspartiet SNS.