Sverige: Vold, sort økonomi og integration

Politiet mener, at 1.000 børn rekrutteres til de kriminelle netværk hvert år.

Banderne og også børnene slår hinanden og andre ihjel. Næsten hver dag i september måned, den voldsomste måned hidtil, rapporterede politiet om nye voldshandlinger. Der er ifølge Sveriges Television sket tolv mord bare i september, og i alt 44 mord og 135 livsfarlige sprængninger i årets første ni måneder. I forrige uge kunne man læse om tre mord i Stockholm og Uppsala inden for det samme døgn. En nat her i starten af oktober blev der rapporteret om syv påsatte brande i Stockholms-området, som man formoder er bandernes nye metode i mangel af sprængstoffer, eftersom politiet har beslaglagt og fortsat beslaglægger store mængder af det.

Den sorte økonomi infiltrerer samfundet

Helt overordnet er det som alle andre steder i verden kampen om narkotikamarkedets mange penge, som er på spil mellem banderne, en kamp som styres fra udlandet. Men politikerne erkender, at det drejer sig om en meget større sort økonomi, som finder hullerne i velfærdssystemets privatiserede dele, som sundhedsvæsenet og skoler. Desuden infiltrerer de kriminelle både politiet, domstolene og andre offentlige myndigheder.

Volden er det mest synlige udtryk og har længe været et hedt debatemne i svenske medier, ikke mindst spørgsmålet om, hvorfor det har kunnet udvikle sig sådan i et af verdens bedste velfærdssamfund. Hvad er gået galt? Skyldes det den store indvandring i 2015? Den manglende integration? Arbejdsløshed? Dårlig skolegang i de ghetto-lignende forstæder? Dårlig økonomi eller slet og ret fattigdom i de udsatte områder? For stor efterspørgsel på narkotika? Er politiet og de sociale myndigheder ikke dygtige nok? Og hvem har ikke gjort noget i tide?

Mudderkastning mellem regering og opposition har præget det meste af debatten. Ingen af de skiftende regeringer har kunnet få has på udviklingen. Snarere end at gøre noget har man trukket sig tilbage fra de udsatte områder og har fokuseret på de kriminelle. Man har diskuteret og foreslået danske løsninger på lignende problemer. Visitationszoner, længere straf, sænkning af den kriminelle lavalder – som retter sig mod de kriminelle uden egentlig at vide, om det er brugbare metoder.

Også i medierne har skyldbelægning af fortiden været vigtigere end her og nu.

Men den går ikke længere, volden er rykket tættere på, nærmere mod storbyernes og også mindre byers midte. Der myrdes henne om hjørnet eller på torvet, og sprænges porte og lejligheder i nærheden. Politiet har længe samarbejdet med politi ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Det store gennembrud kom, da det for et par år siden på europæisk plan lykkedes at bryde igennem til kommunikationen på de krypterede telefoner, hvor en stor del pegede mod Sverige, kunne politiet på kort tid forhindre flere planlagte mord og skabe uro i netværkene. Men nu kommunikerer de kriminelle på anden vis, og siden da er volden eskaleret igen. Politiet intensiverer deres arbejde blandt andet med flere aflytninger og med større nærvær på de såkaldte ”hot spots”. Man anholder flere, og flere får en dom – mens de, som sidder højest i pyramiden og dirigerer volden fra udlandet, undslipper. En af lederne fra et af de stærkt voldelige netværk, styrer så vidt man ved, volden fra Tyrkiet.

Fra den 2. oktober behandler politiet sit arbejde med at bekæmpe den dødelig vold som en ”særlig national begivenhed”, dvs. ligesom man ville arbejde efter en naturkatastrofe eller en terrorhandling. Det betyder, at man intensiverer samarbejdet mellem politiet i de svenske regioner med en samlet ledelse og styring fra Stockholm. Samtidigt ønsker regeringen et nærmere samarbejde mellem politiet og militæret. Både for at gøre brug af den ekspertise i aflytning og overvågning, som findes der, men også for at tillade soldater at bruge magt.

Det understreges nu, at bekæmpelsen kommer til at tage lang tid, og at hvis det skal lykkes, må mange flere myndigheder, for ikke at sige alle, og også civilsamfundet opfordres til at involvere sig i arbejdet med at bekæmpe volden.

Volden – som af mange medier er blevet set som et isoleret eksotisk ghetto-fænomen, en opgave for politiet – er i det sidste års tid blevet synlig for alle, også for middelklassen, og holdningerne til den har ændret sig. En lørdag eftermiddag i juni i en af forstæderne til Stockholm bliver fire mennesker ramt af skud. En 15-årig dreng dør af skuddene. Det sætter gang i en selvransagelse hos flere journalister og redaktører. I dagbladet Expressen skriver journalist, tidligere kulturredaktør og forfatter Jens Liljestrand:

”Jag möter anklagelsen att det är först nu, när våldet och dödandet börjar blöda in i medelklassen, som skjutningarna tas på allvar av sådana som mig (kulturvänstern, pk-eliten eller vilken etikett man nu föredrar). Den anklagelsen är fullt rimlig”.

”Jag har nog haft fel, om allt”, skriver han och exemplifierar med det växande utanförskapet, fattigdomen, hopplösheten och narkotikan.

Store artikler i udenlandske medier, som allerede i 2018 beskrev den svenske udgave af bandekriminalitet og børnenes deltagelse i den, børn med en kalashnikov over skulderen, er blevet afvist som overdrevne, og som kun skrevet med det formål at formørke billedet af Sverige.

Lederskribent Paulina Neuding, Svenska Dagbladet peger også i juni måned på, hvor grænseoverskridende det har været at publicere den slags artikler i svenske medier:

”Tänk om man i stället hade lyssnat redan då, för fem år sedan. Eller ännu hellre mycket tidigare än så. Att barn dragits in i gängkriminaliteten är ingen nyhet. Men man kan behöva påminna sig om att det nyligen var svårt för journalister att påtala det, utan att få sin karaktär ifrågasatt”.

Indvandringspolitikken har ifølge Liljestrand været mere mislykket, end han selv har villet forstå og efterlyser et politisk klima, hvor man som udgangspunkt kan blive enige om, at den er mislykket.

”Jag önskar mig ett politiskt klimat där vi kan enas om att politikken har misslyckats, att våldsvågen är ett allvarligt hot mot hela vårt samhälle, att positionering, pajkastning och vad-var-det-jag-sa kanske känns bra för stunden men knappast hjälper långsiktigt. Att lägga prestigen, kulturkriget, Twitterhånet åt sidan när barn dödas”, skriver han.

Det lader til, at udviklingen går i den retning, som Jens Liljestrand og mange andre håber på. Regeringen tager flere initiativer, og politikerne er ved at enes. Der skal en fælles front til. Ikke bare politisk, men fra samfundet som helhed. Det lykkedes i forhold til Corona-epidemien, til krigen i Ukraine og til ønsket om NATO-medlemskab. Det er det, der skal til igen, selv om det ikke synes let for alle politikere at lægge den sædvanlige valg- og fløjkrigs-retorik til side i spørgsmålet om, hvad der skal gøres for at forebygge og forhindre udviklingen?

Mislykket integration får skylden

I en partilederdebat i Sveriges Television her i begyndelsen af oktober er der stort set hele det politiske spektrum rundt enighed om de mange samvirkende årsager, som i de sidste 10 – 20 år har ført til den øgede bandekriminalitet og vold.

Først og fremmest får den mislykkede integration, som Sverigedemokraterne (SD) kalder den kravløse integrationspolitik, skylden. Der lever 2 millioner mennesker i Sverige med udenlandsk baggrund, og for størstedelen er integrationen gået rigtig godt, men blandt grupper af indvandrere i de udsatte områder ser man tydeligt, at den ikke er gået godt, eller slet ikke gået. Områderne er præget af mange indvandrere og deres efterkommere, stor arbejdsløshed, for små boliger, fattigdom og for dårlig skolegang, og udgør den fattigste del af den svenske befolkning. Det er muligt, at det er, som det er i alle samfund, en væsentlig årsag til den høje kriminalitet. En uforholdsmæssig stor del af de sigtede og også af de dømte og fængslede kommer fra disse områder og er enten født udenlands eller er børn af to udenlandsfødte forældre. Der er meget delte meninger og meget lidt forskning om sammenhæng mellem kriminalitet og etnicitet – et nærmest tabuiseret emne her i Sverige.

Desuden peger man især fra regeringspartierne og SD’s side på, hvad man kalder en slap kriminalpolitik. Politikerne har haft for stort fokus på de kriminelle og for lidt på ofrene, som ofte kommer fra de samme områder.

Den manglende forebyggelse og bekæmpelse af kriminaliteten er også i fokus for Vänsterpartiet, som foreslår, at der afsættes flere penge til forebyggelse og til de sociale myndigheder ude i kommunerne, hvor ansvaret for forebyggelsen ligger.

Foruroligende stor rekruttering af børn og unge

Når man ser på dagens situation, er det mest foruroligende nemlig den store rekruttering af unge og børn. Bandernes børnesoldater, som ikke alene er håndlangere eller pushere, men udstyres med skydevåben og bliver sat til at myrde. De bliver yngre og yngre, jo højere straffen sættes for de ældre. Der er børn i skolens første klasser, der får til opgave at aflevere varerne. Der er unge fra 15-16-årsalderen, som mod betaling får skydevåben og ordre om at skyde.

Allerede i 2010 så den tidligere amtspolitichef i Stockholm, Carin Götblad udviklingen. Hun advarede politikerne og præsenterede flere forslag til forebyggelse blandt børn og unge, men ingen lyttede eller greb til handling. I dag anslår politiet, at der rekrutteres 1.000 børn og unge hvert år, dvs. tre børn om dagen til det mildt sagt farlige liv, som tilbyder dem penge og et tilhørsforhold. Det er børn, som har en svær familiesituation, kriminelle familiemedlemmer, dårlige socioøkonomiske forhold, fattigdom og manglende skolegang eller arbejde. Mange af de unge har desuden opmærksomhedsforstyrrelser og er diagnosticeret med ADHD.

Narkohandlen er helt afhængig af drenge, ikke sjældent helt ned til 12 -13 års alderen, som rekrutteres og står for hele det basale arbejde med at sælge, pakke, transportere og gemme. I samme alder begynder deres eget misbrug, skriver Evin Cetin, forfatter og tidligere advokat i bogen ”Mitt ibland oss” fra 2022. Til bogen har hun interviewet en stribe unge og yngre mænd i de kriminelle miljøer og i fængsler. De fortæller om deres ”brødre”, både de biologiske og andre kriminelle i nærområdet, som involverer dem enten under trusler eller mod en fristende god betaling. Det er den høje organisering, de mange lokkende penge og de barske, men også ”spændingsfyldte” realiteter, som kan trække. De unge hærdes og afskrækkes ikke af meget. Empati kender de ikke til. Straffen for de unge mordere er anbringelse på et forsorgshjem sammen med andre unge af deres egen uforfærdede slags. Det er de samme historier, som også andre forfattere, journalister, politifolk og anklagere har fået fortalt.

Hårdere straffe afskrækker ikke – kriminalisér deltagelsen i kriminelle netværk

En af statsanklagerne i Stockholm, Lisa dos Santos, som har haft flere af de unge voldsudøvere og mordere i retten, siger i Sveriges Radio, at uanset om de unge forbrydere fanges og dømmes, så er systemet ikke gearet til at straffe dem. De havner i forsorgshjem hos de sociale myndigheder, i et system som er skabt for længe siden, da virkeligheden så helt anderledes ud. Som de fungerer nu, gør de bare tingene værre. Der kan kriminaliteten fortsætte, det lykkes de unge selv at flygte selv, eller andre bandemedlemmer hjælper med ret enkle midler de unge tilbage i friheden, dvs. til det kriminelle arbejde og liv.

Lisa dos Santos mener, at de sociale myndigheder og ikke mindst den sociale forsorg skal justeres til vor tid. Hun tror ikke på hårdere straffe og mener ikke, at det er et middel til at afskrække. Anklageren taler om et intensiveret samarbejde på tværs mellem politi og retsvæsen og de sociale og andre myndigheder med deltagelse af civilsamfundet med større deling af information. Lisa dos Santos vil have flere kameraovervågninger, hvor filmene bevares i længere tid, større IT-kompetence hos politiet og anvendelse af AI for at knække den krypterede kommunikation mellem de kriminelle. Desuden mener hun, at selve deltagelsen i de kriminelle netværk skal kriminaliseres.

Alle som udtaler sig – politikere og eksperter hos politiet og ved domstolene -ved, at det kommer til at tage tid og stærkt samarbejde på tværs af sektorer og myndigheder at stoppe den vanvittige voldsbølge.

I partilederdebatten glæder man sig over, at statsministeren nu har indkaldt til møde med alle partier for at drøfte, hvilke muligheder man ser. Der vil uenighederne vise sig. Regeringen har med kraftig støtte eller krav fra Sverigedemokraterne og også inspiration fra Danmark allerede lagt en plan. Længere straf til de unge, livstid til morderne, tilladelse af anonyme vidner, visitationszoner og mulighed for udvisning.

Diskussionerne om virkningen af de længere straffe er jo langt fra afsluttet. Forskere i Lund siger, at forskningen endnu ikke kan påvise, at det nytter noget, mens en spansk forsker ifølge Weekendavisen mener at kunne bevise, at det faktisk har en effekt. Så der kommer flertallet i Riksdagen nok til at stemme regeringens lovforslag igennem, men det vil ikke afslutte diskussionen om effekten af tiltagene.