TAL UD: – De dårlige oplevelser tog førstepladsen i min barndom

Min adoptionshistorie blev et voldsomt overgreb på min identitetsudvikling, mit nye hjemland var et land hvor jeg ikke fik mulighed for at føle mig rigtig hjemme.

I 1980 kom jeg som 4-årig til Danmark, og voksede op i en lille landsby med kun etniske danskere. Mine adoptivforældre har i min barndom desværre ikke været til megen hjælp, når jeg ofte blev mobbet og holdt uden for på grund af mit anderledes udseende. Derfor har jeg kun sparsom kontakt med dem i dag.

Under et skænderi en dag smider min adoptivmor mig i hovedet, at hun har hørt ude i byen, at jeg er luder! Selvom jeg på det tidspunkt endnu ikke havde været i seng med nogen.

Dengang i 80’erne og starten af 90’erne var det en rigtig sladdeby, hvor næsten alle sladrede om hinanden. Sande som usande historier – og en fjer blev nemt til 5 høns.

• Bag projektet TAL UD står rapperen Negash Ali, journalisten Suzanne Skærbæk Pedersen, iværksætteren Cecilia Christensen og sangskriver Nanna Prip.

• De ønsker at “sætte fokus på den stille accept af racisme i hverdagen”, og … “hiver den frem i lyset igennem folks fortællinger”

• Har du selv oplevet diskrimination og racisme? Så opfordrer TAL UD til, at du kontakter dem på [email protected]

• Læs mere på Facebook her

+

Med min mørke hudfarve blev jeg ofte det sorte får i landsby-sladderen.

Som 13-årig begyndte jeg at ryge hash, det blev min lille flugt fra virkeligheden. Dog har alt ikke været dårligt i min barndom, slet ikke… Men de dårlige oplevelser tog blot førstepladsen fra de gode.

“Du er lys inde i dine hænder og under dine fødder, stod du på alle fire da du blev malet sort?!” “Er du sort fordi du stod sidst i køen, og der ikke var mere hvid maling da det blev din tur?!”

”Vil du have en negerbolle?” “Hør lige den her, to neger-boller på en tørresnor!” ”Jeg var på toilet og fik skidt en ordentlig negerarm”. ”Du er så mørk, vi slukker for lyset, så er det nok kun dine tænder man kan se!” ”Du er vist ikke blevet vasket for nylig?!” ”Du er godt solbrændt, du har ligget for længe i solen!” ”Se lige, hvorfor ligger hun ved stranden, hun er sgu da sort nok i forvejen!” “Prøv lige at se hende der, det ser sort ud!” ”Se mor, en neger!” ”Gi’r du et negerkys?” “Skrid hjem til negerland!”

”Sorte kvinder er mere liderlige end andre kvinder!” ”Jeg har altid drømt om at bolle med en neger!” ”Med de store bongo-læber må du være vildt god til blowjobs!” ”Jeg vil også have børn med en neger, så kan jeg få chokoladefarvede børn ligesom dig!” ”Du er jo næsten født her, hvorfor er du ikke gift med en dansk mand?!”

Overstående er blot en brøkdel af de negative udsagn jeg har hørt i de mange år, jeg har boet her. Gennem min opvækst har jeg måtte lægge ører til ”venner” og bekendtes udtalelser om at de ikke bryder sig om de fremmede, men mig kan de godt lide, jeg er jo adopteret og derfor dansker ligesom dem!

Men jeg har aldrig fået lov til at føle mig rigtig dansk. Når folk giver udtryk for, at de ikke ser min hudfarve, undrer det mig, for jeg bliver jo ofte mindet om, at jeg ser anderledes ud.

Jeg har førhen haft perioder med både depression, angst og spiseforstyrrelser. Heldigvis har jeg fået skabt mig et godt liv.

Så selvom jeg stadig ind i mellem oplever racisme og sexisme, har jeg min egen dejlige familie, jeg kan spejle mig i. Og jeg har gode danske venner, samt venner med anden etnicitet, som viser mig max respekt og kærlighed!”

Beatrice Katuku er uddannet diakon, socialpædagog & sosu-hjælper.