Tech-mytologier

Oversat fra engelsk fra Tech-Mytologies, med tilladelse fra New Left Review, Sidecar, 24. maj 2023.

På et møde i Washington tirsdag den 23. maj præsenterede United States Agency for International Development (USAID) og Ukraines nye ministerium for digital transformation noget bemærkelsesværdigt for det amerikanske folk. De amerikanske skatteydere fik at vide, at de nu var ’sociale investorer’ i ukrainsk demokrati. Iført Silicon Valley-uniformen med blå jeans, en T-shirt og en headset-mikrofon og spankulerede rundt på scenen, som om han holdt en passioneret TED-forelæsning, forklarede Ukraines 31-årige minister for digital transformation Mykhailo Fedorov de mange funktioner i landets banebrydende mobilapplikation. Takket være Diia, sagde han, ville Ukraine mindre blive drevet som et land og mere som en IT-virksomhed og snart blive ’den letteste stat i verden’. USAIDs administrator Samantha Power gentog denne ambition og bemærkede, at Ukraine – der længe har været kendt som verdens kornkammer – nu var ’ved at blive berømt for et nyt produkt … et offentligt, digitalt open source gode, som det vil give andre lande’. Dette skulle ske gennem det transatlantiske partnerskab mellem de to nationer. ’USA har altid eksporteret demokrati’, sagde Fedorov, ’nu eksporterer landet digitalisering.’

Da Volodymyr Zelensky blev valgt som præsident i 2019, lovede han at forvandle Ukraine til en ’stat i en smartphone’ og gøre de fleste offentlige tjenester tilgængelige online. En digitalise-ringsdagsorden af denne art var næsten uden fortilfælde og overgik ‘e-Estonia’ både i den hast, hvormed den blev udrullet og omfanget af dens ambitioner. Programmets kronjuvel var Diia, der blev søsat i februar 2020 med rigelig støtte fra USAID. Amerikanske midler beløb sig angiveligt til 25 millioner dollars til ’infrastrukturen bag Diia’ alene. Yderligere tilskud er kommet fra Storbritannien, Schweiz, Eurasia Foundation, Visa og Google. Appen bruges nu af omkring nitten millioner ukrainere, ca. 46 % af landets befolkning før krigen.

Diia betyder ‘handling’ på ukrainsk, og ordet fungerer også som en forkortelse for ‘staten og jeg’ (Derzhava i ia). Det, der gør appen bemærkelsesværdig, er dens mange funktioner. Den lader ukrainere få adgang til en lang række digitale dokumenter, herunder ID-kort, biometriske pas, kørekort, køretøjsindregistreringer, forsikringer og skat. Ukraine hævder at være den første stat i verden med et digitalt ID, der er gyldigt i hele landet. Appen tilbyder også en række tjenester, herunder ’den hurtigste registrering i verden’, hvor ’man kun skal bruge to sekunder for at blive iværksætter’ og ’30 minutter til at stifte et aktieselskab’. Diia kan bruges til at betale gæld eller bøder, modtage Covid-vaccinationsbeviser og få forskellige dokumenter og tjenester i forbindelse med et barns fødsel via eMalyatko (’eBaby’). For at sikre en udbredt anvendelse af appen producerede regeringen en miniserie med kendte ukrainske filmstjerner og skabte det, Fedorov kalder ’uddannelsens Netflix’ især for dem ude på landet og de ældre.

Efter den russiske invasion blev appens område udvidet. Diia begyndte at lade brugerne kunne ansøge både om bevis for at være internt fordrevet og om statslige ydelser (internt fordrevne modtager et månedligt beløb på UAH 6.000 eller ca. 60 euro). Da de russiske styrker ødelagde mange TV-tårne, startede Diia radioudsendelser for at sikre en strøm af nyheder fra ukrainske kilder, der ikke kunne afbrydes. Ukrainere kan også registrere ejendom, der er blevet ødelagt af russiske militærangreb, som regeringen siger vil være ledetråd for landets genopbygning efter krigen. Udover disse tjenester, der er nyttige i krigstider, har Diia udrullet en vifte af ’civile efterretningsfunktioner’. Civile kan med Diias eVorog (’eFjende’) anvende en chatbot til at indrapportere navnene på russiske kollaboratører, russiske troppebevægelser, hvor fjendens udstyr befinder sig og endog russiske krigsforbrydelser. Disse rapporter behandles af hjælpefunktioner på Diia; hvis de vurderes at være legitime, sendes de til hovedkvarteret for Ukraines forsvar. Ved første øjekast ser interfacet ud som et videospil. Ikonerne er mål og soldaterhjelme. Efter at en bruger har indsendt en rapport om, hvor russiske tropper befinder sig, dukker der en emoji op, der spiller med musklerne. Hvis man indsender dokumentation for krigsforbrydelser, klikker man en ikon, der viser en bloddråbe.

Diia er en del af en større nation-branding øvelse, der positionerer Ukraine som et teknologisk kraftcenter hærdet i krigen. I den fremvoksende nationale mytologi har Ukraine længe haft teknologisk ekspertise og talent, men blev holdt tilbage af underlegen sovjetisk videnskab og senere af Rusland og dets korruptionskultur. Denne retorik er ikke noget nyt for Østeuropa. En række byer, herunder Vilnius og Kaunas i Litauen, Sofia i Bulgarien og Constanta og Iasi i Rumænien, har udråbt sig selv til at have det hurtigste internet i verden. For lidt over et årti siden indviede Makedonien et ambitiøst – og siden opgivet – projekt, der bragte bredbåndsinternet til 95% af landets indbyggere. Estland tog som bekendt IT til sig, da det blev uafhængigt, og lancerede det meget omtalte e-Estonia-initiativ, der placerede de fleste offentlige tjenester samt stemmeafgivelse online. Senest har det lille Montenegro sat sig for at blive verdens ’første stat med fokus på et langt liv’ og fremmer investeringer i sundhedsteknologi, bioteknologi med henblik på et langt liv, syntetisk biologi og biofabrikation. Med Milojko Spajić i spidsen, der er leder af partiet Europa Nu!, som erobrede præsidentposten i april sidste år, er der oprettet en række programmer, der skal gøre Montenegro til en ’kryptohub’ (Vitalik Buterin, skaberen af Ethereum, har netop fået montenegrinsk statsborgerskab). Under tirsdagens visuelle præsentation, som mindede om æstetikken og ånden i en Steve Jobs’ iPhone-udrulning i sennullerne, blev det meddelt, at Ukraine i 2030 har til hensigt at blive det første land, der er helt kontantløst, og som har et retssystem styret af kunstig intelligens.

Den globale kommunikationsforsker Stanislav Budnitsky har skrevet meget om e-Estland og nationalisme i den digitale tidsalder. I sin vurdering af værdien af disse onlinetjenester understreger han vigtigheden af at adskille det teknologiske fra det mytologiske. Teknologier som Diia har klare fordele, især for internt fordrevne og flygtninge, men den mytologi, der knytter sig til dem, kræver yderligere overvejelser. For eksempel er Diia blevet udråbt som en modgift mod korruption, som er notorisk udbredt i Ukraine. Appen lover at reducere bestikkelse dramatisk ved at eliminere embedsmænd på lavt niveau, der sidder i velanbragte stillinger, hvor de kan kræve betaling til gengæld for at udføre bestemte vigtige opgaver. Diia indfører også ‘tilfældighed‘ i tildelingen af retssager, hvilket appens entusiaster påstår vil mindske korruptionen i retsvæsenet. Som Zelensky bemærkede på et nyligt Diia-topmøde: ’En computer har ingen venner eller ’Godfathers’ og tager ikke imod bestikkelse’. Men selv om Diia kan hjælpe med til at reducere korruption på lavt niveau, vil det ikke gøre meget for at konfrontere dens større og mere skadelige manifestationer, som den mangeårige symbiose mellem oligarker og staten. Ofte tjener tech-mytologien kun til at tilsløre de mest problematiske politiske problemer.

Diia er mere end en app; den er nu ’verdens første virtuelle digitale by’: ’et enestående skattemæssigt og juridisk rum for IT-virksomheder i Ukraine’. IT-virksomheder, der er ’hjemmehørende’ i Diia City, nyder godt af en fordelagtig skatteordning. ’Dette er en af de bedste skatte- og lovsystemer på planeten’, sagde Zelensky; et sted ’hvor venturekapital-investeringers sprog tales’. Indbyggerne i Diia City vil også nyde godt af en ’fleksibel beskæftigelsesmodel’, herunder indførelsen af usikre ’gig-kontrakter’, som ikke hidtil har eksisteret i Ukraine.

Nu ønsker USAID at udvide Diia til ’partnerlande’ rundt om i verden; ’for’, med Powers ord, ’også at hjælpe andre demokratier ind i fremtiden’. På World Economic Forum i januar annoncerede Power, at der ville blive givet yderligere 650.000 dollars til at ’jumpstarte’ oprettelsen af Diia-klar infrastruktur i andre lande. I tirsdags sagde Power, at disse lande ville være Colombia, Kosovo og Zambia. Denne globale indsats bygger på USAIDs digitale strategi for 2020-2024, som blev offentliggjort i de første uger af Covid-19-pandemien. (Det er ikke så underligt, at konspirationsteoretikere har en tendens til at forbinde Diia med den såkaldte ‘Great Reset’: et WEF-initiativ, der har til formål at genopbygge tilliden til den globale kapitalisme ved at fremme ‘multi-stakeholder’-partnerskaber, der forener regeringer, den private sektor og civilsamfundet ‘på tværs af alle områder af global styring’).

Det mest slående ved retorikken omkring Diia er måske, at dens app-inspirerede teknologiske løsningsmodel er så anakronistisk. En nylig udsendt video, der introducerer Ukraines it-sektor til verden, ser ud, som om den tilhører en enklere og mere optimistisk tid. ’IT handler om frihed’, siger fortællerstemmen. ’Alt, hvad du behøver, er en computer til at opfinde en masse forskellige ting.’ En interviewperson forklarer, at den første computer på det europæiske kontinent blev bygget i Ukraine. ’Der var mange talentfulde specialister i Ukraine, men grænserne var lukkede, og privat iværksætteri var for det meste ulovligt.’ Mens disse ord høres, kommer billeder af Golden Gate-broen, Ronald Reagan og Pepsi-logoet frem på skærmen.

Det er den tyndslidte retorik fra 1989 parret med en afkræftet californisk ideologi. Ideen om, at Twitter ville bringe demokrati til Mellemøsten, var forældet for mere end et årti siden. Da Clintons udenrigsministerium introducerede begrebet ’digitalt diplomati’ – hvor en seniorrådgiver fortalte NATO, at ’det 21. århundredes Che Guevara er netværket’ – lød det allerede hult. Men i 2023, på et tidspunkt, hvor banker kollapser i Silicon Valley, tech-jobs forsvinder i hundredtusindvis, og San Francisco er i tilsyneladende dødelig tilbagegang, lyder en sådan urokkelig tro på app-drevet velstand mere end naiv. Den afspejler en forarmelse af den vestlige liberal-demokratiske fantasi, som ikke er i stand til at levere en overbevisende eller ønskværdig vision for fremtiden, hverken on- eller offline. I denne imperiets tankeverden er Den kolde Krigs retorik om frihed blevet erstattet af et slapt løfte om bekvemmelighed.