Til kamp for den faglige organisering

​​ af Peter Raben, medlem af Kritisk Revys redaktion

Blandt debatemnerne på den for nyligt overståede HK-kongres var udviklingen i medlemstallet. Ikke blot HK, men også en række andre fagforbund tumler med den udfordring, at medlemstallet er faldende. Sådan har udviklingen været gennem snart en del år til stigende bekymring for fagbevægelsen - så bekymrende at FH frem til sin kongres i 2022 har lagt et særligt projektspor om arbejdsmarkedets udvikling og organiseringen af lønmodtagerne nu og fremadrettet.

I en analyse som led i dette projekt peges der på, at fagbevægelsen står i et grundlæggende pres fra to sider.

Den ene side er de store forandringer på arbejdsmarkedet i form af en række megatrends kommende udefra i form af globalisering, automatisering, kunstig intelligens, platformsøkonomi, grøn omstilling, demografi og atypiske ansættelsesformer. Arbejdsmarkedet påvirkes af mange forskellige trends på samme tid, hvis effekt er svær at spå om, fordi deres gennemslag også kan være afhængig af politiske beslutninger og økonomiske forhold. ​​ 

Dalende opbakning

Den anden side er dalende opbakning fra lønmodtagerne. Antallet af organiserede lønmodtagere har været støt faldende siden 1985. Umiddelbart ser det måske ikke så galt ud, da organisationsgraden kun er faldet fra 69,8% i 1985 til 67,7% i 2015; men dykkes der ned i tallene, afdækkes der store forskydninger i medlemstallene. LO-forbundene havde i 1985 1.119.000 medlemmer, hvilket i 2015 var blevet reduceret til 844.000 medlemmer. FTF-forbundene var steget fra 309.000 medlemmer til 344.000 medlemmer i samme periode, mens AC-forbundene var steget fra 74.000 medlemmer til 209.000 medlemmer i perioden. Medlems/kundetallet i Krifa, Det Faglige Hus og andre gule organisationer var steget stærkt fra 13.000 i 1985 til 253.000 i 2015.

Hvis de gule ikke tælles med, var organisationsgraden faldet fra 69.3% til 58,2% i 2015, hvilket for alvor begynder at blive problematisk for den egentlige fagbevægelse. Et yderligere fald vil gøre det svært at holde stand over for EU-krav om mere lovgivning på arbejdsmarkedet, bl.a. om mindsteløn. Men også indenrigs udfordres fagbevægelsens styrkeposition – i nogle brancher mere end i andre viser en analyse lavet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) om organisationsgraden i 121 brancher.

​​ For at tydeliggøre udviklingen i organisationsgraden opererer analysen med tre typer af brancher:

- Vækstbrancher med stigende antal medarbejdere og dermed øget organisationspotentiale
- Stilstandsbrancher med stagnerende antal medarbejdere og organisationspotentiale
- Tilbagegangsbrancher med faldende antal medarbejdere og organisationspotentiale.

Analysen viser, at det samlede antal lønmodtagere i alle 121 brancher fra 2008 til 2018 steg med 52.000 fordelt med en vækst på 150.000 i vækstbrancher og et fald på 12.000 i stilstandsbrancher og 88.000 i tilbagegangsbrancher. Men organisationsgraden var i perioden faldet mest i vækstbrancher, nemlig med 2,3% og mindst i tilbagegangsbrancher – kun 0,4%, mens faldet i stilstandsbrancher var på 1,8%. Den højeste organisationsgrad på 72% findes i brancher, hvor der bliver færre ansatte, men er på kun 64% i brancher med endda ret stor vækst i medarbejdertallet.

Vækstbrancherne udgøres i betydelig grad af nye former for videns- og servicevirksomheder, der tiltrækker unge og nyuddannede, der ofte er sværere at organisere - især for de gamle LO-forbund.

Forskydninger i arbejdsstyrkens sammensætning

Ifølge en fremskrivning af udviklingen på arbejdsmarkedet fra 2020 til 2030 lavet af AE vil antallet af ufaglærte falde med 104.000 og af faglærte med 90.000, mens der vil være 16.000 flere med en kortere videregående uddannelse, 81.000 med en mellemlang, videregående uddannelse og 149.000 med en lang videregående uddannelse. Mens der bliver ca. 30% flere med en universitetsuddannelse, bliver der næsten lige så mange færre faglærte og ufaglærte.

På HK-området er en større forskydning af medlemmernes uddannelsesmæssige baggrund undervejs. Antallet af faglærte forventes frem til 2030 at falde med 23.000 og af ufaglærte med 11.000, mens der vil blive 900 færre med en kort videregående uddannelse og 2.300 flere med en mellemlang videregående uddannelse og også 2.300 flere med en lang videregående uddannelse. En sådan udvikling kan give et medlemstab i HK på over 30.000 svarende til en nedgang på 2% og var noget, som begge kandidater til posten som ny formand for HK lagde stor vægt på at tage kampen op imod. Men det kan blive en svær opgave for HK og den nye formand Anja C. Jensen at løfte. ​​ 

Mens det traditionelt har været forholdsvis nemt at organisere faglærte og KVU-uddannede gennem en omfattende indsats på handelsskoler, tekniske skoler og laborantskoler, er det væsentligt sværere i forhold til de studerende på mange af de videregående uddannelser, da de ikke opfatter sig som hørende under HK, selv om HK faktisk har indgået overenskomster for nogle af disse grupper. Nemmere bliver det heller ikke af, at stadig flere især unge og yngre finder arbejde via løsere ansættelser og i en platformsøkonomi, hvor man fungerer som selvstændig. Det er en udfordring som mange andre forbund lige fra 3F til DM også står med.

Ligesom en del andre forbund har HK i snart 10 år været den organiserende fagforening, der lagde stor vægt på det organiserende arbejde ude på de enkelte arbejdspladser via kontakt face to face frem for avis- og radioreklamer, som især Krifa benytter sig af - baseret på ofte usaglige påstande. HK har haft et vist held med løbende fokus på den organiserende indsats og efterhånden næsten fået stabiliseret medlemstallet; men der skal ikke meget til, før udviklingen risikerer at vende. Især udefra kommende påvirkninger fra megatrends kan for HK og resten af fagbevægelsen blive en alvorlig udfordring.

Lav faglig organsering øger ulighed

Det er ikke kun en ren økonomisk udfordring for de enkelte forbund, men også i en bredere forstand.

En analyse fra AE offentliggjort i maj i år viser, at blandt OECD-landene ligger Danmark og de øvrige nordiske lande i top, når det gælder faglig organisering og lighed, mens Tyskland, Portugal og USA ligger i bunden. I disse lande er organisationsgraden omkring 10%, og knap 14% af den samlede nationale indkomst tilfaldt i 2018 den halvdel af borgerne, der havde de laveste indkomster. I Danmark tilfaldt 23% af landets samlede indkomst den halvdel af befolkningen, der har den laveste indkomst i 2018, hvilket dog var et fald i forhold til 1995, hvor det var 26%.

Så organiseringsgrad har altså også betydning for ulighed og graden af fattigdom i landene, hvor “working poor” breder sig mere og mere mange steder, men så småt også viser sig her til lands og givetvis vil vinde mere frem.

Skal øget ulighed bekæmpes, er indsatsen for en høj faglig organisering derfor en vigtig del af kampen.  ​​​​ 

​​