Brunkulmine i Westphalen, Tyskland. Foto: Katinka Klinge Albrechtsen
11 min. læsetid

“Når vi med klimakrisen står så tæt på afgrundens rand, så er internationale løsninger afgørende. Men så længe EU vægter konkurrence inden- og udenfor EU’s grænser højere end planetens fremtid, står EU i vejen for at nå i mål”. Dagens EP-kronik er fra Enhedslistens Jeppe Studtmund.

Solidaritet bringer som optakt til EP-valget en række kronikker af kandidater fra de fire forskellige partier til venstre for midten. Hvis du er interesseret i at deltage i debatten, er du velkommen til at skrive til vores debatredaktion


Af Jeppe Studtmund Andersen

Vi står overfor et historisk valg den 26. maj, hvor vi som befolkning bliver nødt til at vise vores magthavere, at vi ikke længere vil tolerere politisk nøleri og kulsort politik. At vi kræver en grøn planet, hvor mennesker og naturens behov altid skal komme før multinationale virksomheders kortsigtede profit.

I dag leder særligt unge det klimaoprør, der i årevis har glødet, men endelig er ved at brede sig som en løbeild. Fra skoleelevernes verdensdækkende strejker til Extinction Rebellions blokader. Klimaoprørerne er hverken blot pjæksyge børn eller autonome ballademagere. De udgør et talerør for de store dele af befolkningen, der endnu har modet til at håbe på en fremtid.

Klimaoprørerne er hverken blot pjæksyge børn eller autonome ballademagere. De udgør et talerør for de store dele af befolkningen, der endnu har modet til at håbe på en fremtid.

I disse år rammes menneskeheden og planeten hårdere og hårdere af klima- og miljøkrise over hele verden. Økosystemer kollapser, arter uddør med en hastighed, der kun er set siden dinosaurernes forsvinden, og millioner af mennesker tvinges på flugt af oversvømmelser, tørke og ekstremt vejr, som resultat af global opvarmning.  FN’s klimapanel, ICPP, siger at vi kun har 11 år til at kraftigt reducere udledningen af drivhusgasser, hvis vi ikke skal kastes ud i en fatal kædereaktion af klimakatastrofer, med uforudsigelige konsekvenser.

Alt for længe har vores politikere i både Folketinget og Europaparlamentet taget deres ansvar for givet. Mens klimaoprørere indtager gader og strædere, fortsætter EU støtten til industrielt landbrug, olieindustrien og atomkraft. Samtidig med tilintetgøres lokal og bæredygtig fødevareproduktion i udviklingslande systematisk som konsekvens af Bruxelles-elitens politik.

Hvis vi vil sikre en tryg fremtid på en grøn planet, der ånder af liv, må vi gøre op med den kulsorte handelspolitik, som EU repræsenterer i Danmark, Europa og ikke mindst i det Globale Syd.

Det er ikke tilnærmelsesvist nok at bandlyse plasticsugerør, så længe EU’s konkurrence-vanvid står i vejen for en grøn og solidarisk omstilling over hele verden. Et konkurrence-vanvid, der har forgyldet direktører i olieindustrien, og berøvet hele nationer muligheden for at dyrke bæredygtige, lokale fødevarer. Et konkurrence-vanvid, der risikerer at frarøve os vores planet.

Billige varer, kinesiske mure og kampen for madsuverænitet

Vi skal ikke mange år tilbage før Ghanas lokale tomatmarked blomstrede. Et marked, der var med til at sikre arbejdspladser og lokalproduceret mad til befolkningen. Men efter Verdensbanken og IMF pressede landet til at liberalisere markedet, og den italienske eksport af dåsetomater – med EU’s landbrugsstøtte i ryggen –  steg betydeligt, ligger de før bugnende tomatplantager øde og ghanesiske tomatbønder er tvunget til at migrere for at finde arbejde i ofte slavelignende vilkår. Det ghanesiske tomatmarked blev endnu et af den nådesløse konkurrences ofre.

Macola Market i Ghanas hovedstad, Accra, var for få år siden et blomstrende lokalmarked. Verdensbanken og IMF’s påtvungne liberalisering har lagt plantagerne øde, og tvunget mange bønder til at migrere. Foto: Transaid / Flickr

EU’s neoliberale frihandelsaftaler med lande i Det Globale Syd, og unionens landbrugsstøtte, der presser fødevarer langt ned under omkostningsprisen, bliver brugt som våben til at udkonkurrere lokal fødevareproduktion. Det er ikke uden grund, at Enhedslistens EU-delprogram citerer, hvad Karl Marx skrev i 1848: “De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus”.

EU’s handelsaftaler med lande i Det Globale Syd har haft forfærdelige konsekvenser for lokalbefolkninger, der ønsker en socialt retfærdig og bæredygtig fødevareproduktion – nemlig madsuverænitet.

Madsuverænitet defineres af den internationale bondeorganisation La Via Campesina som “befolkningers, landes eller statsunioners ret til at definere landbrugs- og fødevarepolitik” og betegnelsen dækker blandt andet over målsætninger om at producere mad for at brødføde mennesker frem for kortsigtet profit, bønder og lokalbefolkning ret til at beslutte hvilke fødevarer der forbruges og ikke mindst retten for lande at beskytte sig imod alt for billige landbrugs- og fødevareimporter.

Netop denne form for fødevareproduktion er et vigtigt redskab til at bekæmpe to af de store kriser, verden står overfor:

  1. En social krise, hvor uligheden på globalt plan stiger, hvor lønninger bliver presset ned, og hvor sociale rettigheder bliver skåret ind til benet. Madsuverænitet vil hindre dumpingen af bønders arbejdsvilkår og sikre befolkningers rettigheder over land, vand og luft.
  2. En klimakrise, hvor transport af fødevarer på tværs af verdenshave, kontinenter og landegrænser samt overproduktion af mad, der aldrig når ud til mennesker, er to af de største kilder til CO2-udledning. Ved at sikre lokalt produceret mad vil transporten skæres markant ned, og derudover vil der sættes en stopper for overproduktion af fødevarer.

Kriserne hænger nøje sammen – de kommer begge af, at mennesker og natur presses til det yderste i jagten på kortsigtet profit. Når markedet dikterer den førte politik, bliver menneskers og naturens behov sat til side. Derfor kræver klimakrisen antikapitalistiske løsninger.

Når vi står overfor disse to kriser, er madsuverænitet ikke kun et ideal, men en nødvendighed. Hvis skal sikre en fremtid, hvor alle mennesker på planeten kan spise sig mætte hver eneste dag, uden at det går på bekostning af klimaet, er et opgør imod den politik, der hjælper multinationale landbrugsgiganter med at udkonkurrere bæredygtig produktion.

Den internationale bondeorganisation La Via Campesina kæmper bl.a. for madsuverænitet i Det Globale Syd. Jeppe Studtmund ser det som et afgørende middel til at “hindre dumpingen af bønders arbejdsvilkår, og sikre befolkningers rettigheder over land, vand og luft.” Foto: Don Meliton / Flickr

Hvem vinder i en konkurrence?

Konkurrence er blevet et buzzword i politik, der sjældent uddybes. Ofte høres det brugt i en bisætning af en finansminister eller en CEPOS-repræsentant i en debat, og det må forstås, at det er så godt, at konkurrence er noget godt, ja næsten magisk, der kan løse næsten alt.

Det er forbløffende, hvor få politikere, debattører og sågar journalister, der tør stille det åbenlyse spørgsmål: Hvis der er tale om konkurrence, hvem er det så, der vinder? Og hvem er det, der taber?

Det er forbløffende, hvor få politikere, debattører og sågar journalister, der tør stille det åbenlyse spørgsmål: Hvis der er tale om konkurrence, hvem er det så, der vinder? Og hvem er det, der taber?

I de sidste tredive år har blot hundrede virksomheder stået bag ca. 71 % af udledningen af industrielle drivhusgasser på verdensplan. Blandt de mest klimabelastende sektorer finder vi olieindustrien, det industrielle landbrug, militærindustrien og fragt af varer.

Antallet af drikkevandsboringer, der bliver lukket, stiger med rekordfart, efter forbruget af sprøjtegifte i landbrugssektoren i årevis er steget markant. Alligevel forhindrer Danmarks medlemskab af det indre marked, at det Folketing, som vælgerne sammensætter ved stemmeurnerne den 5. juni, kan forbyde en lang række miljøskadelige pesticider.

Faktisk er der en lang række tiltag vi kunne gennemføre for at beskytte vores klima og miljø, og som et progressivt flertal i Danmark kunne indføre, hvis ikke vi var sat i benlås af det nådesløse indre marked. Vi kunne fjerne moms på økologiske varer. Vi kunne gøre det lettere for beboere at sige “Nej tak” til husstandsomdelte reklamer, som ikke er ønsket, spare tonsvis af papir, og begrænse CO2-udledningen hvert eneste år. Vi kunne forbyde lange dyretransporter.  Og vi kunne udfase salg og import af nye diesel- og benzinbiler i 2025.

Skulle man fjerne moms på økologiske varer? Den slags initiativer er ifølge Jeppe Studtmund sat i “benlås” af EU’s indre marked. Foto: Økologisk Landsforening.

Disse tiltag er nødvendige for at reducere miljøforurening og udledning af drivhusgasser drastigt, men frygten for en sort fremtid, hvor rent drikkevand er en mangelvare, og hvor klimaforandringer vil sende flere og flere på flugt, er i EU argumenter, der snildt kan trumfes af konkurrence-kortet. Nationalstaterne i unionen bliver gang på gang tvunget til at opgive politik, der skævvrider konkurrencen ved f.eks. at forbyde diverse sprøjtegifte i landbruget.

Selvfølgelig vil disse tiltag skade konkurrencen; det er jo hele pointen!

Vi må aldrig risikere, at grønne løsninger svækkes, eller i værste fald udkonkurreres af fossile brændsler, rovfiskeri og konventionelt landbrug. Kulsorte brancher skal ikke længere kunne tjene penge på industri, der i dag tager vores planet i et strammere og strammere kvælertag for hver dag, der går, mens befolkninger over hele verden frygter for, om de er de næste, der bliver tvunget på flugt. Vi må stille os selv spørgsmålet: Hvem er det, der vinder i konkurrencen, når det er vores alles fremtid, der står på spil?

Hvad må gøres

Enhedslisten vil sætte ambitiøst ind imod menneskehedens måske største krise. Vi vil kæmpe for, at de kommende generationer kan leve i en verden med luft fri for forurening, rent drikkevand og kan vokse op i tryghed om, at de også har en fremtid på denne jord.

Derfor er det afgørende, at vi sætter en stopper for Unionens kulsorte ræs, der forhindrer holdbare løsninger imod klimaforandringerne.

I Europa-parlamentet vil vi sammen med den internationale venstrefløj kæmpe for bl.a.:

  • En togfond, der skal sikre flere og billigere togruter imellem Europas hovedstæder, som et alternativ til flyrejser
  • Udfasning af nye benzin- og dieselbiler inden 2025
  • Stop for EU-støtte til fossil energi og atomkraft
  • Betaling af klimagæld til de lande, der rammes hårdest af klimaforandringerne
  • Følge anbefalinger om fødevarepolitik og frihandel fra bevægelser såsom NOAH – Friends of the Earth og La Via Campesina, så vi sikrer en retfærdig grøn omstilling i Europa såvel som resten af verden
Enhedslisten vil kæmpe for en total udfasning af nye benzin- og dieselbiler inden 2025. Foto: Fullboost / youtube

Vi vil kæmpe for enhver forbedring, og for ethvert tiltag, der tager os tættere på et bæredygtigt verdenssamfund. Hvis vi kan trække EU-politikken blot en anelse i en solidarisk og bæredygtig retning, kan vi lægge fundamentet for en ny politisk dagsorden i Europa.

Men vi er ikke utopister. Vi tror ikke, at vi inden for det snævre traktatgrundlag, som EU hviler på, kan løse klimakrisen. Langt de fleste klimaproblemer, som EU skaber, har rod i Lissabontraktaten – EU’s grundlov, som er bygget op på en lang række neoliberale idealer, såsom konkurrence for konkurrencens skyld, og hvor det indre markeds nådesløshed og idealet om dominerer.

Vi er derimod socialister. Det betyder, at vi altid sætter mennesker og natur før markedet. Derfor er det på tide, at vi gør op med den markedsdominerede EU-politik og de traktater, der står i vejen for klimaretfærdighed.

I EU’s konkurrencevanvid er vi alle tabere. Derfor er Enhedslisten ikke bare EU-modstandere: vi går også til kamp for et nyt internationalt samarbejde. Et langt mere demokratisk samarbejde, der er baseret på solidaritet, frihed og bæredygtighed. Et samarbejde, hvor mennesker og naturens behov i overensstemmelse altid kommer først.

I EU’s konkurrencevanvid er vi alle tabere. Derfor er Enhedslisten ikke bare EU-modstandere: vi går også til kamp for et nyt internationalt samarbejde.

En sådan verden kræver ambitioner, mod og en masse arbejde for at skabe. Det bliver ikke let, og enhver politiker, der påstår at der findes lette løsninger imod klimakrisen lyver. Men hvis vi står sammen i fællesskabet, tror jeg på, at vi kan gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre vores overlevelse på denne planet.

Læs også:

Rina Ronja Kari: Derfor må EU-modstanden være tværpolitisk

Rasmus Nordqvist: Venstrefløjen bør omfavne internationalt samarbejde

Peter Westermann: Progressive i alle lande, foren jer!


Jeppe Studtmund er medlem af SUF, og er opstillet som nummer 13 til EP-valget for Enhedslisten. Følg ham på Facebook her