Trivselskrise eller trivselsrevolution

Gennem de seneste århundreder har Vesten og Norden oplevet en stor økonomisk vækst. Sammen med et demokratisk fundament og en varierende økonomisk omfordeling har denne vækst givet os muligheden for at opbygge vores udgave af et velfærdssamfund.

Hos os vil man ofte forbinde velfærd med praktiske og økonomiske rammer og tilbud. Sundhed og omsorg er langt hen ad vejen indrettet på at løse problemerne, særligt når det kommer til voksne. Mental udvikling og trivsel ud over det helt basale forventes ofte varetaget af hver enkelt alene. 

Men er det overhovedet en opgave, man kan forvente løst på individuelt niveau, eller er det nødvendigt i højere grad at tænke i at indrette samfund ud fra menneskets mulighed for trivsel og udvikling? 

Dårligt selvværd som brændstof til vores overforbrug

Kapitalismen er en del af vores fælles arv i Vesten. Den kapitalistiske fremmedgørelse af det naturlige, af den oplevede krops følelser og fænomener, er uden tvivl en kilde til mistrivsel i den brede befolkning.

Vi bombarderes konstant af fortællinger om, hvordan ens krop burde være, hvilket er markant anderledes end, hvordan den rent faktisk er. Det giver en grundfølelse af at være forkert, hvilket i sig selv er dybt bekymrende.

Men det er også en central og nødvendig del af kapitalismen, for følelsen af at være forkert kan direkte omsættes til overforbrug. Det er ikke en ny analyse – men noget er nyt.

Trivselsrevolutionen

Vi ser en stigende tendens til, at unge ikke vil finde sig i at føle sig forkerte, angste, kede af det eller pressede. De unge går op i rettigheder generelt for både dem selv og andre.

Vi bør bakke dem op – selv om det kan være svært for ældre generationer, der har måttet bide tænderne sammen, fordi vi ganske enkelt ikke havde de samme fællesskaber og kommunikationsmidler, de unge har i dag – og dermed ikke samme muligheder for at tage opgøret.

Selv hvis vi havde været klar til at kollektivisere vores udfordringer i ungdomslivet, havde vi ikke adgang tid den viden og de platforme, der skal til, for at kunne gennemtænke og reagere på en almenmenneskelig oplevelse sammen in real time på tværs af geografiske skel.

Samtidig har det været en proces at blive klar til den kollektive erkendelse af, at noget føles forkert. Det kræver et samtidigt opgør med de quickfix, det kapitalistiske samfund tilbyder, og et ønske om at stille noget andet og mere bæredygtigt i stedet. Her har klimakrisen sin relevans, da den har gjort sin del til at åbne folks øjne for det problematiske i vores overforbrug. 

Den nuværende udvikling er – hvis den tages alvorligt og håndteres rigtigt – revolutionerende for den mentale sundhed. Jeg tror, at hvor vi i øjeblikket har en voldsom stigning i diagnoser og mistrivsel, vil vi efterhånden se antallet stagnere. Det vil ske, efterhånden som vi får adresseret de forskellige udfordringer og hjulpet de ubehandlede grupper, der før gik under radaren.

Det vil samtidig blive en vigtig del af en kapitalismekritik, der nu går meget på klima, økonomisk skævhed og andre mere konkrete forhold.

Men vi skal ikke lade de unge kæmpe denne kamp selv. Ligesom vi bør stå skulder ved skulder med dem i kampen om klimaet, bør vi påtage os at få velfærden i mål, og understøtte at velfærden i fremtiden også indbefatter det mentale.

Målet må være et samfund, hvor udvikling og trivsel er i højsædet. Hvor vi bruger det digitale klogt frem for at lade os styre af økonomiske interesser, og hvor kultur, viden og fællesskab anses for lige så vigtigt som den traditionelle del af velfærden.

Hvis alle vores øvrige anstrengelser skal give mening, skal der også være plads til glæde. Kun sådan skaber vi håb for fremtiden. Og hvis der er noget, jeg tror særligt den yngre generation har brug for, så er det håb.

Vi kan lære af de unge

Når de unge generelt klager over stigende forventningspres, stress og angst, er det altså alt andet end et udtryk for forkælelse. Det er nærmere et udtryk for, at man ikke vil finde sig i at have det skidt på grund af en kultur, der fremmedgør, presser og gør én forkert.

De unge har kollektivt opbygget en bevidsthed om ikke bare retten til at være til stede og blive hørt, men retten til muligheder for at trives og til at være menneske, før man er forbruger og arbejdskraft. Jeg tror, vi har en del at vinde ved at lytte og støtte op – ikke bare for de yngre generationer, men også for os over 35, der har lært, at det bare skal løbes væk.

For uanset hvor dyr lycra vi ifører os på løbeturen, vil det på et tidspunkt indhente os, at vi ikke har været opmærksomme nok på, hvordan forbrugs- og konkurrencesamfundet har påvirket vores mentale helbred.

Vi skal lade være med at individualisere et nødråb, der tydeligvis har rødder i en samfundsmæssig problemstilling.

Endelig skal vi notere os, at det at sige fra ikke er det samme som at være svag. Tværtimod.