Troldmanden fra Kreml: Ny bog tager os helt ind i magtens centrum i Moskva og i Vesten

Romanen “Troldmanden fra Kreml” blander fakta og fiktion. Virkelighedens rådgiver for Putin – Vladislav Surkov – kaldes i bogen Vadim Baranov og optræder side om side med russiske oligarker og Boris Jeltsin selv, som alle kaldes ved eget navn.

Romanen handler overordnet om magt og spillet om magt. Da Empoli beskriver perioden fra 1991 til 1999 – fra Boris Jeltsins regeringstid i Rusland og til Putin kommer til magten. Romanen behandler ikke kun Rusland. Vesten og de vestlige medier bliver også ofre for forfatterens kyndige behandling.

Romanens hovedperson Baranov er egentlig en kunstnertype, som via teatret får ansættelse ved TV. Derefter bliver han af oligarken Boris Beresovskij introduceret for Vladimir Putin, som er chef for efterretningstjenesten FSB. Baranov blev derefter rådgiver for Putin i mange år, hvorfor han fik stor indflydelse på udviklingen i Rusland. Selv holdt han sig altid i baggrunden.

Jeltsins Rusland var det kapitalistiske drømmeland

I Jeltsins Rusland forvitrer det kommunistiske styre til nyliberalisme, og da Empoli beskriver, hvordan den ”sande” kapitalisme opstår i dette kaos. Staten som magtfaktor er næsten væk, og alle mulige lykkeriddere har fri bane. De danner private hære og bekriger hinanden, rager virksomheder og formuer til sig helt uden en begrænsende stat. Det kapitalistiske drømmeland.

Der bliver skabt formuer bl.a. med udgangspunkt i og rådgivning fra den amerikanske Chicago-skole (som står for en neoliberalistisk teori om frie og uregulerede markeder). Dermed får forskellige forretningsmænd og mafiosi frit spil til at tilrane sig offentlige ressourcer og således opbygge formuer uden regler og uden begrænsninger.

Oligarken Beresovskij ønsker et opgør med dette kaos. Jeltsin er syg, og landet trænger til en stærk mand. Mærkeligt nok – det er aldrig opklaret – sker en eksplosion i en boligblok i Moskva kort tid før valget, og Putin kan træde frem på scenen som den stærke mand, der vil gøre noget ved denne terrorisme.

Han indleder i 1999 en krig mod Tjetjenien og fremstår nu som den stærke mand, der skaber orden i det kaos, som Rusland befinder sig i. Han bliver valgt med stort flertal.

Medierne og magten

Også på det kulturelle område er alt givet frit i 1990’ernes Rusland, og man forsøger efter bedste evne at efterabe det kapitalistiske vesten. Her bevæger vores hovedperson sig fra teaterverdenen til tv-verdenen. Oligarken Boris Beresovskij vil som tidligere nævnt have ham til at producere TV.

“Beresovskij stirrede mig ind i ansigtet med al den intensitet, han kunne mønstre gennem sine sygekassebriller. ”Hvad ville du sige til at holde op med at producere fiktion og i stedet begynde at producere virkelighed?”

Russerne lærer hurtigt af Vesten, at TV er en propagandamaskine, og Baranov går i gang med at lave TV. Han siger endvidere i en samtale med Putin: “Ser du, Vladimir Vladimirovitj (Putin), jeg ved ikke meget om politik, men jeg ved, hvad der skal til for at skabe et show.”

“Vi lavede barbarisk og vulgært fjernsyn, som det ligger i selve mediets natur. Vi lod ikke længere amerikanerne noget efter, tværtimod var det os, der skubbede grænserne for trash. Men fra tid til anden dukker den ældgamle russiske sjæl op fra dybet. På et tidspunkt fik vi idéen til en storslået patriotisk udsendelse.”

Sådan skaber man en fiktiv virkelighed

Baranov finder ud af, at russerne dybt i deres folkesjæl egentlig ikke tror på demokratiet. De har jo set, at det kun fører til anarki og kaos. Så hellere en diktator, der kan skabe ordnede forhold. Baranov opdager til sin overraskelse, at Stalin stadig er den mest populære hersker, og det slår ham.

Romanen udfolder derefter, hvilken rolle medierne får i Rusland under Putin. Det handler om, at man“… respekterer de grundlæggende regler for narrative konstruktioner. Grænsen sættes ikke af respekten for sandheden, men af respekten for fiktionen. Den grundlæggende drivkraft, man skal have for øje, er og bliver vreden. I rettroende vesterlændinge bilder jer ind, at den kan slukkes.”

“Troldmanden fra Kreml” har stort fokus på mediernes rolle – ikke alene i Rusland, men også i Vesten. Da Empoli får sagt meget om, hvilken funktion medierne generelt har i samfundet: nemlig at understøtte den herskende ideologi – såvel i Rusland som i Vesten.

Baranov taler efter påbud fra Putin med oligarken Jevgenij Prisgozjin, som siden er blevet kendt som både Putins kok og leder af den paramilitære lejehær Wagner-gruppen.

Rusland vil gerne påvirke politiske holdninger i Vesten og USA, og Baranov nærmest skælder Prisgozjin ud for at tænke for traditionelt. Baranov siger: “… jeg troede, jeg havde udtrykt mig klart. Vi vil føre politik i Europa og USA. Deltage i debatten… Folk i Vesten interesserer sig ikke for politik. Hvis vi skal få deres opmærksomhed, må vi tale om alt andet end politik. … Det vi har brug for, er unge piger som giver skønhedstips, computerspils-entusiaster, astrologer, den slags folk, forstår du?“

Det er helt i overensstemmelse med, hvad vestlig TV sender ud til folk. Reality, konkurrencer med de kendte o.l. Mediernes rolle er at fastholde folk med sladder, tomgangssnak, så de ikke interesserer sig for, hvad der foregår i samfundet.

Overvågningen fra Facebook ville gøre alle sovjetbureaukrater misundelige

Med udgangspunkt i redegørelsen for magtudøvelsen i Rusland og referencer til Vesten, kommer da Empoli sidst i bogen ind på, hvilke former magten vil tage i fremtiden. Hvad kommer den teknologiske udvikling med sensorer, droner og ChatGPT til at betyde for vores samfund?

KGB og andre landes efterretningstjenester har i lang tid overvåget og registreret borgerne, “men Facebook er gået skridtet videre. Disse folk fra Californien har overgået de gamle sovjetbureaukraters vildeste fantasier. Det overvågningssystem, det er lykkedes dem at få indført, kender ingen grænser. Takket være dem er hvert eneste øjeblik i vores liv blevet en kilde til information.”

Dermed har magten fået nye muligheder for overvågning og kontrol af det enkelte menneske. Et dystopisk fremtidsperspektiv på og en advarsel om, hvordan vores verden kan blive, hvis vi ikke er opmærksomme på og gør noget ved udviklingen, fordi vi er blevet lullet i søvn af mediernes søvndyssende og tryghedsskabende shows.

“Og infrastrukturen er allerede på plads. Mobiliseringen, som indtil videre har været kommerciel, bliver politisk og militær. Alle forhåndenværende redskaber vil blive brugt i kampen mod apokalypsen; konfronteret med rædslen vil alt andet virke tåleligt.”

“Maskinerne vil ikke tvinge mennesker til at underkaste sig, de vil trænge ind i dem, bebo dem, som en drift, som en inderlig længsel. Allerede nu er den maskinelle perfektion blevet idealet for milliarder af mennesker, som kappes om at smelte stadig mere definitivt sammen med strømmen af ny teknologi.”

Bogen er en imponerende indføring i russisk tankegang og magtens spil i både Rusland og Vesten. Vi følger, hvordan strategien for Putins magt bliver lagt og udført, samtidig med at vi får vist, hvad der er generelt og karakteristisk ved magt.

Også i demokratiske samfund ligger pengemagten i nogle små netværk, hvilket medfører den stigende ulighed og dermed også den søgen efter tryghed, som den stærke mand repræsenterer. Det er det demokratiske samfunds største udfordring.

“Troldmanden fra Kreml” (2023) af Giuliano da Empoli.

Giuliano da Empoli er en italiensk-schweizisk essayforfatter og politisk rådgiver. Han leder tænketanken Volta i Milano og underviser på Sciences Po i Paris.