Trump og det tomme rum

Jeg er fra en tid, hvor et fast slogan til demonstrationer var ”Yankee Go Home”. Så jeg burde vel klappe i hænderne af en præsident, som endelig vil gennemføre denne gamle drøm? Som sædvanlig giver Trump dog ikke megen grund til at juble.

Et af Trumps valgløfter var at trække de amerikanske soldater hjem. Jeg er fra en tid, hvor et fast slogan til demonstrationer var ”Yankee Go Home”. Klapper jeg så i hænderne nu, når en amerikansk præsident endelig vil gennemføre vor gamle drøm? Dengang var USA allieret med lokale kræfter, som havde tilranet sig magt på trods af den lokale befolknings ønsker. Konsekvent var USA garanten for at støtte undertrykkere, så længe de ville sikre adgang til lokale råstoffer, og sørge for at holde enhver form for demokratisk og progressiv opposition nede.

I dag har USA først smadret enhver lokal infrastruktur og lokal organisation i blandt andet Irak og Afghanistan, og dermed åbnet for lokale Pandora-æsker, som fører til blodige magtkampe uden ende. I krigen mod ISIL har USA og deres allierede ikke ønsket at indsætte ‘støvler på jorden’, men valgt at støtte lokale kræfter – kurderne- , som kunne udkæmpe de fysiske kampe.

Kurderne har benyttet muligheden for dels at opbygge de demokratiske samfund, som de har drømt om siden briterne engang for længe siden slog deres streger på et kort, og satte et foreløbigt punktum for kurdernes frihed og selvstændighed. I krigen mod ISIL havde Vesten en allieret, med samme fjende, og som kæmpede med ryggen mod muren.

Isolationisme og desperation

Med USA’s tilbagetrækning blev denne allierede efterladt mellem ISIL, Erdogan og Assad – og valgte naturligt nok at forsøge sig med en alliance med det mindste onde: Assad.

Qassim Suleimani var en af arkitekterne for iransk dominans i regionen. Drabet på ham er Trumps desperate forsøg på at forhindre andre magter i at tage over, hvor han selv er stået af

Men i alle de smadrede regimer, som ingen jo ønsker tilbage i den oprindelige form, har USA – og de allierede, herunder Danmark – efterladt det magttomrum, som andre kræfter nu er i fuld gang med at fylde ud.

Mellemøsten har været et af de steder, hvor stormagterne har gnubbet skuldre og udført en række magtkampe pr. stedfortræder, siden den kolde krig startede. Det sluttede ikke med Sovjets sammenbrud, men fortsatte med en række nye aktører. Og igennem de seneste årtier er især Rusland og Iran blevet betragteligt styrkede, mens Kina først er begyndt at spille med sine enorme muskler.

Qassim Suleimani var en af arkitekterne bag iransk dominans i regionen. Drabet på ham er Trumps desperate forsøg på at forhindre andre magter i at tage over, hvor han selv er stået af.

Irak har bedt alle fremmede tropper om at forlade landet efter drabet på den iranske general. Den hurtige reaktion viser, at Irans indflydelse i regionen er betydelig, og den bliver ikke mindre af et ulovligt attentat. Iraks reaktion er den første. Når sørgeperioden er ovre, vil der komme flere. De vil ikke bare være politiske.

Drabet giver nyt brændstof til fanatiske kræfter som ISIL. Vi kan forvente nye blodige angreb på civile i Europa, med deraf følgende indgreb over for vores demokrati og vores ret til privatliv fra vores egne ledere. Men vi kan også forvente, at den rolle i retning af internationale spilleregler og et verdenssamfund, som forsøger sig med forhandlinger og aftaler, bliver stækket og erstattet af andre fora, hvor vores del af verden kommer til at spille en begrænset rolle.

Trumps angreb på nye stærke aktører i det tomrum, han har efterladt sig, er ikke kun starten på en række hævnaktioner. Det kan meget vel betyde enden på en gammel verdensorden og starten på en ny. Jeg tvivler dog stærkt på, at det vil blive den samme som dén, vi sloges for, da vi råbte ”Yankee go home”.

Læs også: Aldrig mere en Krystalnat

Pernille Frahm er uddannet folkeskolelærer, og er tidligere medlem af Folketinget for SF.