Udrejsecenters umenneskelighed udstilles – Anmeldelse af “Dette er ikke sofastykker!”

Politisk kunst kan være en svær størrelse. Hvis man er for belærende, skaber man modvilje i folk, men hvis man er for vag, så ved folk ikke, hvad man egentlig prøvede at sige. Derudover er der det forhold, at den politiske kunst næppe er den mest profitable. Kunst, der tager fat i svære emner, som formidler grusomheder, er sjældent den kunst, den gængse kunde vil have op at hænge.

Netop dette forhold er, hvad Kunstsmedjen i Roskilde har opkaldt deres nuværende udstilling efter. ”Dette er ikke sofastykker!” hedder udstillingen, og det er ikke sofastykker man møder blandt værkerne. I stedet er det værker, der handler om armod, lidelse og hvad vi accepterer, at andre mennesker udsættes for.

Langt de fleste værker i udstillingen beskæftiger sig med flygtninge i Danmark, i særdeleshed de flygtninge, der ulykkeligvis er endt på udrejsecenteret Kærshovedgaard. Mange af værkerne er relateret til ”Fortællinger fra Kærshovedgård” – en grafisk roman som er udviklet af foreningen Små Broer.

I romanen fortælles otte beboeres historier gennem tegneserier, og Små Broer håber på herved at udbrede viden om de inhumane forhold på Kærshovedgård. Den ambition mærker man bestemt også i ”Dette er ikke sofastykker!”

Fortællinger fra Kærshovedgård

Udstillingens højdepunkt finder man i værkerne af Kaare Djuraas, der gennem sine stemningsfyldte oliepasteller effektivt formidler den depressive tilværelse på danske asyl- og udrejsecentre. Det er ikke vold og brutalitet man møder i hans værker, men en hverdag af frustration og magtesløshed. Et system, der sætter mennesker bag lås og slå både fysisk og mentalt. Bureaukratiet er følelseskoldt.

Værket ”Skærsild-gaard” afbilleder en dør, hvorpå der står ”velkommen” på et par dusin forskellige sprog. Gennem så simpelt et motiv kommunikerer Djuraas den danske dobbeltmoral, den selvtilfredse selvretfærdighed, der får os til at tro på, at i Danmark behandler vi skam folk ordentligt, trods talrige eksempler på det modsatte.

Værkerne er primært sort-hvide, og menneskene er sjældent mere end silhuetter. Udlændingestyrelsen ser ikke mennesker, hverken i asylansøgerne eller i sine medarbejdere; gennem absurde krav og uigennemskuelige regler nedbrydes asylansøgerne psykisk. Medarbejderne er anonyme hjul i maskineriet.

Man fristes til at kalde det en ondskab uden ansigt, og dog – både Pia Kjærsgaard og Mette Frederiksen er at finde i Djuraas’ værker. Djuraas efterlader heller ikke asylansøgerne anonyme, da der også indgår seks farverige portrætter af nuværende og tidligere beboere på Kærshovedgård i udstillingen.

Beboerne på Kærshovedgård kommer også til orde gennem udsnit fra ”Fortællinger fra Kærshovedgård”, hvor der bl.a. gives udtryk for, at Kærshovedgård ikke er et udrejsecenter, men et fængsel. Den teknikalitet, at beboere godt må forlade udrejsecentret, er jo en, politikerne hæfter sig ved, når de vil forsvare det uforsvarlige.

På den måde kommer det, der i teorien er Kærshovedgårds formål, til at fylde meget mere end det, der er sandt i praksis. Kærshovedgård opleves som et fængsel. Dét er sandheden.

Udsnittene fra ”Fortællinger fra Kærshovedgård” er tankevækkende og visuelt stærke, men jeg tvivler på, at de gør sig bedst på en udstilling. Man får en smagsprøve på den grafiske roman og får måske lyst til at anskaffe sig hele bogen (hvad man også kan på udstillingen) – men udsnittene kan ikke stå alene.

Erlend Hjort Sandøys tegneserie om ghettoloven står noget mere sikkert på egne ben, men igen mærker man, at den er designet til en anden kontekst end udstillingens.

De mange parafraser

Indtil nu har jeg næsten kun fokuseret på flygtninge-tematikken, men der er også værker i udstillingen, der omhandler andre emner. På plakaten for udstillingen står der, at den ud over at handle om flygtninge også handler om Israel-Palæstina og om krigen i Ukraine.

Da jeg første gang læste den beskrivelse, tænkte jeg, at det virkede som noget af en mundfuld. Det er naturligt, når man beskæftiger sig med et emne som flygtninge også at beskæftige sig med, hvad de flygter fra. Koblingen kan tydeligvis laves, men om den kobling lykkes her, er en anden sag.

De fleste af de værker, der ikke omhandler flygtninge, omhandler krigen i Ukraine – krigen i sig selv, ikke de flygtninge, den har skabt. Størstedelen af Per Johan Svendsens malerier er parafraser af historiske værker, der alle bærer titlen ”Frihed for Ukraine.”

Her ser man både friheden føre det ukrainske folk, Saturn æde sit ukrainske barn og Judith halshugge Holofernes med en ukrainsk klinge. Den ekspressionistiske stil leder til interessante versioner af f.eks. Albrecht Dürers træsnit, men de over 20 parafraser overskygger hinanden. Havde man været mere sparsom og selektiv i sit valg af værker at parafrasere, kunne man måske have sagt mere med dem.

Eugène Delacroixs ”Friheden fører folket på barrikaderne” blev malet kort efter julirevolutionen i Frankrig i 1830, som en fejring af selvsamme revolution og dens relative succes. Maleriet blev købt af den franske stat, men blev hurtigt gemt væk, da det blev anset som politisk farligt – som opfordring til yderligere revolution.

Når serien hedder ”Frihed for Ukraine”, er ”Friheden fører folket på barrikaderne” naturligvis nærliggende at tage med alene på grund af titlen – men hvordan skal værket forstås? Er det en hyldest til faldne ukrainske soldater? Et håb for fremtiden?

Det oprindelige maleri var en fejring af revolution, da det blev malet. Umiddelbart efter blev det til en opfordring til at føre revolutionen videre. Men hvad fejres der i denne parafrase? Hvad opfordres der til? Er det nok at male personifiseringen af frihed med et ukrainsk flag, hvis man gennem kunsten vil sige noget om den pågældende krig?

Kunst, der bliver for belærende, falder let til jorden. Ingen af os vil have at vide, hvad vi skal tænke. Den gode politiske kunst giver os i stedet stof til eftertanke. Jeg har tænkt en del på den danske flygtningelovgivning og udlændingestyrelsens bureaukrati, efter jeg så udstillingen. Jeg har tænkt noget mindre på krigen i Ukraine.

Udstillingen “Dette er ikke sofastykker!” kan opleves på Kunstsmedjen i Roskilde indtil torsdag 28. november 2024.