Uffe Elbæk: Hvor langt går med-ansvaret i en medarbejder-ejet virksomhed?

”Medejer” er en fremragende bog, Andreas Pinstrup Jørgensen har skrevet. Han tager læseren med gennem kooperationens og andelsbevægelsens historie. Både her i Danmark og ude i verden. Eksempelvis er der en medrivende reportage fra Spaniens største kooperativ-ejede virksomhed, Mondragon. Men hvad gør medarbejderejede virksomheder i krisetider, når valget står mellem fælles lønnedgang eller fyresedler?

Af Uffe Elbæk, grøn uafhængig MF

I sidste uge deltog jeg i en bogreception. Ikke i Gyldendals fine ærværdige lokaler i Klareboderne midt i København. Det kunne det godt kunne have været, da bogen udkom på Gyldendal Business. Men bogreceptionen var henlagt til et større produktionsrum hos byggefirmaet Logik og co., der har til huse i Ryesgade på Indre Nørrebro.

Adressen var ikke tilfældig, for Logik og co. er på mange måder eliten af eliten – hvis man må bruge dette begreb i denne her sammenhæng – af den nyeste generation af kooperative virksomheder i Danmark. Så selvfølgelig havde Andreas Pinstrup Jørgensen – forfatter til bogen ”Medejer: Kunsten at overhale konkurrenter gennem demokratisk ejerskab” – valgt netop Logik og co. som rammen for bogens fejring.

Her sad vi så, så mange som de nye corona-afstands-regler tillader, i Logik og co’s produktionslokale. Vi var en broget gruppe mennesker, der havde det til fælles, at vi alle var interesseret i de økonomiske muligheder – og ikke mindst det demokratiske frigørelsespotentiale, som medarbejder-ejede virksomheder rummer.

Mondragon – paraply af 250 kooperativer i 93 lande med 80.000 medarbejdere

Og sagt med det samme: Det er en fremragende bog, Andreas Pinstrup Jørgensen har skrevet. Faktisk lidt af en page-turner. Hvilket er bemærkelsesværdigt, bogens emne taget i betragtning. Forfatteren tager læseren med gennem kooperationens og andelsbevægelsens historie. Både her i Danmark og ude i verden.

Eksempelvis er der en medrivende reportage fra Spaniens største kooperativ-ejede virksomhed, Mondragon. Eller måske skulle man betegne Mondragon som en kooperativ paraply af 250 enkelt-kooperativer og søsterfirmaer spredt over 93 lande kloden over – og med en samlet medarbejderskare på omkring 80.000, som der står i bogen.

Det er en bog fyldt med referencer til internationale studier om fordelene ved kooperativer og ikke mindst medarbejderejede virksomheder. Både når det gælder produktivitet, økonomisk overskud og arbejdsglæde. Men den rejser også spørgsmålet: Hvorfor kan det være, at medarbejderejede virksomheder har så meget mere fremgang uden for Danmarks grænser som indenfor? Bogen rejser heldigvis ikke bare spørgsmålet, men kommer også med et svar og ikke mindst en vision for, hvordan denne demokratiske ejerform igen kunne få vind i sejlene i Danmark.

Netop derfor var valget af Logik og co. genialt. For hvis der er en generation 2.0 kooperativ virksomhed i Danmark, der har haft vind i sejlene, er det Logik og co. Det går rigtig godt for dem. Her er tale om en virksomhed, som ikke bare har styr på økonomien, men også moralen. Og der er snart ikke det, som Logik og co. og deres frontmand Balder Johansen ikke er involveret i, på som uden for Nørrebro – også når det gælder politisk, socialt og kulturelt arbejde. Kort sagt: Jeg tager hatten af for både Andreas Pinstrup Jørgensen og hans bog (se at få den købt!) og Balder Johansen og Logik og co. (se at brug dem, hvis du skal ha’ bygget om, bygget til eller bygget nyt!).

Medarbejdereje, kriser, lønkrav eller fyresedler

Men netop fordi jeg har så meget respekt for både forfatteren og hus-værten, føler jeg også et vist ansvar for at stille nogle kritiske spørgsmål, når det gælder medarbejderejede virksomheder. For stopper medansvaret på de medarbejderejede virksomheder i Danmark ved de lønkrav, som fagbevægelsen stiller?

Og mit spørgsmål går ikke på, om jeg synes, at fagbevægelsen spiller en vigtig og nødvendig rolle. For selvfølgelig gør den det. Men en af grundene til, at jeg personligt er er meget varm fortaler for medarbejderejede virksomheder er, at alle bliver ansvarlige for arbejdspladsen. Både når det går godt, og når det går dårligt. Alle er i samme båd og der er ingen at pege fingre af. Hverken af direktøren, mellemlederen eller kollegaen. For alle er medejere og dermed medansvarlige.

Det lyder for mig som det mest perfekte arbejdsplads-scenario. Fordi man dermed har knækket koden til at få meget mere mening ind i den enkeltes arbejdsliv. Fordi alle hver især er en myndig, ansvarlig medejer af den virksomhed, de arbejder på. Sådan er det i hvert fald, når det går godt. Men hvad når det ikke går godt? Er alle så med på at gå ned i løn? Ikke bare lidt, med helt ned i løn og eventuelt også under den af fagbevægelsen definerede mindsteløn?

Det spørgsmål stillede jeg i debatten, der fulgte, efter at Pelle Dragsted og jeg havde fortalt om vores læseoplevelse med bogen – og hvilke politiske perspektiver, vi ser i medarbejderejede virksomheder. Jeg stillede mit spørgsmål eksplicit til Balder Johansen. Måske formulerede jeg ikke mit spørgsmål klart nok. For han begyndte i hvert fald en længere forklaring om, hvorfor det var en god ide, at hans medarbejdere var fagligt organiseret, fordi det er vigtigt at have en fagforening i ryggen, hvis man som medarbejder stod i en ansættelseskonflikt med den pågældende virksomhed. Også når det gælder Logik og co.

Det sidste kan jeg – selvfølgelig – kun være enig med ham i. Men jeg fik ikke et svar på, hvad Logik og co. gør, hvis økonomien ikke bare er lidt dårlig, men meget dårlig. Går alle medarbejdere så markant ned i løn, også eventuelt under mindstelønnen – eller opsiger man i stedet medarbejdere, så der igen kan komme sorte tal under bundlinjen.

Umiddelbart ville jeg tro, at jeg selv – hvis jeg stod i dette ledelses- og prioriterings-dilemma – ville argumentere for, at alle gik ned i løn, indtil at økonomien igen gik bedre. Det vil sige, at fællesskabets beståen var det vigtigste – fordi vi jo netop var et forpligtet fællesskab. Over for både hinanden som mennesker og over for virksomheds beståen. Fordi virksomheden var os, og vi var virksomheden.

Jeg ved ikke, om Andreas Pinstrup Jørgensen fornemmede en vis reservation gå igennem lokalet, efter at jeg havde stillet spørgsmålet. Eller også var han bare en snarrådig receptions-vært, som kunne se, at der var brug for lidt support. For han sagde i hvert fald, at det var et interessant spørgsmål, jeg havde rejst (har man hørt den formulering før i paneldiskussioner?). Men så fortsatte han:  At det faktisk var svært at få dele af fagbevægelsen til at omfavne ideen om medarbejderejede virksomheder her i Danmark.

Fremtidens økonomi er grøn og demokratisk

Sådan husker jeg, at ordene faldt. Men jeg kan tage fejl. Tilbage står så et interessant spørgsmål. Ikke blot hvordan vi fra Christiansborg kan understøtte en ny generation af kooperative og medarbejderejede virksomheder, men også hvordan fagbevægelsen kan bakke op om, at vi i Danmark kan få langt, langt flere medarbejderejede virksomheder. Skal der f.eks. være andre typer af overenskomster for disse virksomheder?

Efter min bedste vurdering er en ting i hvert fald sikkert: Fremtidens økonomi er grøn og demokratisk. Dette kan man både få underbygget ved at læse bogen Medejer. Men man kan også bare komme forbi Logik og co., og mærke al den produktivitet, mening og arbejdsglæde, der er i luften på den arbejdsplads.