Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
19. april. 2022

Ukraine: Der er brug for fred nu – meget snart kan det være for sent

Europa må gøre en indsats for at hjælpe Zelenskyj med forhandlinger om fred. Fred har sin pris – og en fred i Ukraine er prisen værd.

A wounded woman stands outside a hospital after the bombing of the eastern Ukraine town of Chuguiv on February 24, 2022, as Russian armed forces attempt to invade Ukraine from several directions, using rocket systems and helicopters to attack Ukrainian position in the south, the border guard service said. – Russia’s ground forces crossed into Ukraine from several directions, Ukraine’s border guard service said, hours after President Vladimir Putin announced the launch of a major offensive. Russian tanks and other heavy equipment crossed the frontier in several northern regions, as well as from the Kremlin-annexed peninsula of Crimea in the south, the agency said. (Photo by Aris Messinis / AFP)

af Michael von der Schulenburg

 

Oversat af Klaus Schulte, med tilladelse af forfatteren, fra Berliner Zeitung 26. marts 20221

 

Mens jeg skriver denne artikel, går Ruslands angrebskrig mod Ukraine med alle dens grusomheder allerede ind i sin femte uge, og en afslutning er ikke i sigte. Dagligt ser vi hjerteskærende billeder af grufulde menneskelige lidelser, - drab på civilister, - forværringen af de mest grundlæggende livsbetingelser, - den enorme ødelæggelse af menneskets livsrum og af infrastrukturen - og billeder af ukrainere, der er på flugt. Krigen raser – og ukrainerne betaler hver dag for volden med deres blod.

 

Ville det derfor ikke være på tide seriøst at tænke over, hvordan denne krig kan standses - og hvordan en fredsløsning kunne se ud? Det er som om, vi i den politiske diskurs kun taler om krigen, om rapporter om de lidelser denne krig er årsag til, og om at Putin er en krigsforbryder - mens vi hele tiden skærper sanktionerne, sender stadig flere våben til Ukraine og drastisk øger vore egne militærudgifter.

 

Men had og våben vil ikke bringe fred. Tror vi mon virkelig selv på en militær løsning, for ikke at tale om en egentlig sejr, udelukkende med militære midler? Er vi i Vesten ​​ ikke klar over, at krigen på denne måde kun risikerer at føre til en endnu mere grusom, ødelæggende og langtrukken nedslidningskrig? Mens vi i vores (endnu) varme stuer jubler over ukrainernes heltemodige modstandskamp, er det ukrainerne, der dør og lider. Der kan komme et tidspunkt, hvor Ukraines indbyggere ikke mere vil være os taknemmelige for den slags.

 

Det er atomkrigen, der truer

Samtidig er der en alvorlig risiko for, at denne krig udvikler sig til at blive til en langt farligere konflikt mellem de stærkeste atommagter. I det tilfælde vil den true hele menneskeheden. Ikke kun for ukrainernes, men for vores alle sammes skyld er der derfor presserende brug for fred nu. Det haster, snart kan det være for sent.

 

Ukraine-krigen vil kunne udvikle sig til en væbnet kamp mellem atommagterne om det globale overherredømme. Geografisk set har Ukraines udstrakte sletter altid været af højeste strategiske interesse. Den, der kontrollerer Ukraine, har kontrol med det centrale område mellem det europæiske og det asiatiske kontinent. Sådan var det allerede i både første og anden verdenskrig.

​​ 

På grund af dette områdes strategiske betydning, indebærer denne krig risikoen for at forvandle sig til en militær konflikt mellem atommagter, som handler om, hvem der vinder overhånden i deres indbyrdes kappestrid om regional og global dominans. USA kunne i Ukrainekrigen øjne en lejlighed til at besejre Rusland, en relativt svag, men plagsom konkurrent - mens man samtidig i Ukraine kunne skaffe sig et militært brohoved, hvorfra man kunne kontrollere adgangen til Asien … og på denne måde også kunne holde Europa i afhængighed. Efter tabet af Afghanistan kunne dette faktisk være blevet en af USAs højeste prioriteter.

 

Der er meget på spil i denne konflikt

Kina ville kun modvilligt deltage i dette kapløb om kontrollen med Ukraine. Ruslands overordentlig risikable militære invasion af Ukraine som forsvar for sin egen nationale suverænitet falder sikkert ikke i kinesernes smag. Men Kina har ikke råd til at lade russerne tabe. Det ville med temmelig stor sikkerhed gøre Kina til den næste kandidat på USAs liste i dets kamp for generobringen af det globale overherredømme.

 

I betragtning af den seneste forøgelse af USAs militære styrke i Det sydkinesiske Hav og af salget af atomdrevne undervandsbåde til Australien, ville Kina være nødt til af frygte, at det nu også ville kunne trues militært fra Ukraine. Kinas to livsvigtige handelsruter, den ene via Det sydkinesiske Hav og den anden via den såkaldte Silkevej, ville være i fare for at kunne blokeres. Derfor vil Kina alene af ren og skær selvopholdelsesdrift være nødt til at stille sig på Ruslands side. Den seneste telefonsamtale mellem USA's præsident Biden og Kinas præsident Xi - hvor Biden truede Kina med hårde konsekvenser, hvis det skulle finde på at støtte Rusland - understreger bare, hvor meget der står på spil i denne konflikt.

 

Der er ingen røde telefoner længere ​​ 

For Rusland er denne krig næsten blevet til en overlevelseskamp, som det ikke må tabe - for i sidste ende ikke at tabe alt. Det kan ikke udelukkes, at Rusland med sin enorme landmasse, men med en skrumpende befolkning, synker ned i kaos i tilfælde af et nederlag. Men på trods af al sin svaghed er Rusland stadigvæk den ene af de to største atommagter. Landet kan betragte mulige planer fra USAs side om ved hjælp af denne krig at tvinge det ud i et nederlag som noget, der udgør en fare for selve dets eksistens - hvilket i så fald endda kunne føre til brugen af atomvåben.

 

Intensiveringen af krigen i Ukraine kommer på det værst tænkelige tidspunkt. Næsten alle de aftaler om rustningskontrol og tillidsskabende foranstaltninger, som blev indgået med Rusland i forbindelse med afslutningen af Den Kolde Krig, er enten blevet opsagt af USA eller ikke forlænget. Kina og USA har ikke en gang overvejet at indgå den slags aftaler. Efter en årelang periode med spændinger og fjendtligheder turde enhver velvilje og tillid mellem de tre atommagter være brugt op.

 

Samtidig har udviklingen af moderne masseødelæggelsesvåben gjort skræmmende fremskridt. Sammen råder USA, Rusland og Kina over næsten 12.000 atomsprænghoveder. Det er omkring 90 procent af alle atomvåben i verden. Ifølge eksperter kunne sprængningen af bare omkring 100 atomsprænghoveder være nok til at udløse en atom-vinter, som ville ødelægge alt liv på jorden. I de senere år er disse våben blevet markant "moderniseret", hvilket kun kan betyde, at deres ødelæggelseskraft er steget.

 

Endnu mere foruroligende er det, at miniature-atomvåben blandt nogle amerikanske strateger har skabt den illusion, at man kunne vinde en atomkrig. Desuden findes der nu hypersoniske missilsystemer, som er fem gange hurtigere end lyden. For første gang bliver våbensystemer installeret i verdensrummet, og cyberteknologier og kunstig intelligens er de kræfter, der driver størsteparten af kaprustningen fremad.

 

Alt i alt er de militære angrebssystemer nu blevet så komplekse og hurtige, at det i dag er utænkeligt, at en modig person, som det under Den Kolde Krig stadig var tilfældet, kunne stoppe en atomkrig, når den først - bevidst eller utilsigtet – er sat i gang. Bare information, der misfortolkes af et system, som er baseret på kunstig intelligens, kan sende os alle lige lukt i helvede. Der er ingen røde telefoner mere, som præsidenter kunne benytte sig af til at forhindre en atomkrig i at bryde ud - de ville i alle tilfælde være for langsomme. Bagefter ville det ikke spille nogen rolle, om en atomkrig var blevet udløst i desperation eller på grund af militær overlegenhed.

 

Nu er det nødvendigt med omtanke

Kunne krigen i Ukraine, med alle de emotioner, den krigsretorik og det had, den har udløst, være gnisten, der fører til en atomkrig? Hvis det kommer til det, ville det være tredje gang, at en verdenskrig bliver antændt i Europa – bare med den forskel, at denne gang sandsynligvis ville blive sidste gang.

 

Det er derfor nu et øjeblikkeligt krav, at alle parter med omtanke arbejder hen imod, at krigen i Ukraine afsluttes hurtigst muligt. Og hvis der stadig er noget, der hedder sund fornuft, skulle man ikke nøjes med at tilstræbe en midlertidig løsning - men søge en omfattende europæisk fredsordning.

 

Tidspunktet for reelle fredsforhandlinger kunne nu være inde

For Rusland er denne krig forløbet alt andet end godt. Landet var ikke i stand til at opnå en hurtig og afgørende sejr, og endnu vigtigere er, at den russiske hær – undtagen i de områder, der holdes af prorussiske separatister - ingen steder er blevet budt velkommen som befriere. Den kunne heller ikke erobre hverken Kyiv eller andre storbyer. Det betyder ikke, at den russiske intervention er færdig, men landet er nu nødt til for alvor at lede efter en vej ud af kniben.

 

For Ukraine er denne krig på trods af alle rapporter om ukrainske soldaters heltemod en menneskelig, social og økonomisk katastrofe, som Europa ikke har oplevet siden krigene i det forhenværende Jugoslavien. Også selvom ukrainerne har opnået en moralsk sejr, er det usandsynligt at det også vil føre til en militær sejr. Rusland kunne fortsat være i stand til at omringe de ukrainske styrker i det østlige Ukraine og til fuldstændigt at kappe landets forbindelser til Sortehavet. For at imødegå denne fare skal også Ukraine lede efter en udvej.

 

Det er endnu ikke for sent at afslutte denne krig, før den kommer helt ud af kontrol. På FNs sikkerhedsråds ekstraordinære møde den 17. marts konstateredes det i en FN-rapport, at krigen indtil da havde krævet 726 civile ofre, deriblandt 52 børn. ​​ Det er selvfølgelig 726 dødsfald for mange. Men også selvom de reelle tal skulle være langt højere, vil de stadig være overraskende lave i betragtning af, at vi taler om en krig mellem to af de største europæiske landes regulære arméer, hvoraf den ene er blevet uddannet og udrustet af USA og Storbritannien og den anden udgør Europas største stående hær med et arsenal af atomvåben i ryggen.

 

Alene i USA er der hver måned i gennemsnit dobbelt så mange mennesker, der bliver dræbt som følge af våbenanvendelse. Og under den militære operation, hvormed man i 2017 prøvede at generobre byen Mosul i Irak, blev der dræbt over 10.000 civile (ifølge nogle rapporter endda over 20.000), for det meste ved luftangreb udført af den amerikansk ledede, vestlige koalition. ​​ 

 

Ringe forståelse for endnu en krig mellem hvide mænd

Men de indædte kampe om Mariupol kunne være signalet om, at denne krig fra nu af træder ind i en ny fase med større tab, og at antallet af dræbte civile dermed også vil stige drastisk. Kampen om kontrol med byerne og både anvendelsen af nye russiske våben, men også den løbende import og ibrugtagning af våben, som Vesten leverer, vil gøre krigen endnu mere dødbringende for den civile befolkning. I bevidstheden om at de er ved at løbe tør for tid, kunne de russiske styrker i tiltagende grad gøre massiv og vilkårlig brug af deres luftvåben, artilleri og raketkastere. Med stigningen i antallet af dræbte ukrainske og russiske soldater samt ukrainske civile kunne denne krig nå op på en grad af blodigt myrderi og bitterhed, som vil gøre det sværere og sværere at afslutte den.

 

Heller ikke for Vesten er denne krig gået godt. Mange vestlige lande, især i Europa, lider selv under sanktionerne mod Rusland. Men hvad der er endnu vigtigere: ikke kun Rusland, men også Vesten er ved at miste international opbakning. Den seneste afstemning i FNs Generalforsamling, hvor et stort flertal fordømte den russiske invasion, kunne få en til at tro det modsatte. Men de fleste små og mellemstore lande har sandsynligvis kun støttet denne resolution, fordi de her af politiske grunde ser en sidste chance for at opretholde FN-pagten og dens principielle forbud mod alle militære operationer. Allerede forud for at Rusland nu har brudt FN-pagten, har både USA, Storbritannien og Frankrig - dvs. tre andre permanente medlemmer af sikkerhedsrådet - brudt FN-pagten flere gange og ført ulovlige krige.

 

Og så er der de 35 lande, som undlod at stemme. De inkluderer ikke kun Kina, men også Indien, Pakistan, Bangladesh, Sri Lanka og praktisk talt alle centralasiatiske lande. Sammen repræsenterer de næsten halvdelen af verdens befolkning. Derudover ved vi også, at de 10 ASEAN-Lande og Indonesien kun tøvende har støttet FN-generalforsamlingens resolution. Mistilliden over for USAs stræben efter global magt sidder dybt. Uanset alle holdningsforskelle kan man gå ud fra, at ingen af disse asiatiske lande ønsker amerikanske militærbaser i Ukraine. Faktisk bliver USA i mange lande anset som den part, der bærer hovedskylden for denne krig.

​​ 

Væk med arrogancen over for de alliancefri lande

Desuden er det kun vestlige lande og deres traditionelle asiatiske allierede som Japan, Australien og Singapore, der har pålagt Rusland hårde sanktioner. Praktisk taget intet andet asiatisk, mellemøstligt, afrikansk eller latinamerikansk land har tilsluttet sig dem, uafhængigt af om de har understøttet generalforsamlingens resolution eller ej. Ikke engang NATO-medlemmet Tyrkiet eller tætte vestlige allierede som f.eks. Israel har besluttet sanktioner.

 

De fjendtlige parter Rusland, Ukraine og NATO-landene repræsenterer tilsammen kun omkring 10 procent af verdens befolkning - og deres andel falder hurtigt. Det ser ud til, at de øvrige 90 pct. af verdens befolkning ikke ønsker at blive en del af denne krig. For de fleste af dem er det en krig imellem hvide mænd på den nordlige halvkugle, som minder om konflikterne under Den Kolde Krig.

 

I The Guardian spekulerer David Adler på, hvorvidt Ukraine-konflikten skulle have ført til genoplivning af de alliancefri landes bevægelse. I vore dage har disse alliancefri lande forøget deres økonomiske og teknologiske vægt. Deres synspunkter om krigen i Ukraine kan ikke længere ignoreres, som man før i tiden med en vis overlegenhed og arrogance gjorde.

 

Kun Macron holder hovedet koldt

I øjeblikket er der ingen vestlige politikere, for slet ikke at tale om Putin, der er kommet med forslag til, hvordan denne krig vil kunne afsluttes. Vesten er fanget i krigsgalskab og ude af stand til at se ud over den. I sin høje alder har præsident Biden nået at forvandle sig til en krigsleder, der nu oven i købet truer Kina, mens den britiske premierminister Johnson ikke har nogen som helst problemer med, at mødes med den saudiske prins bin Salman - selvom blodet fra de 81 mænd, der for nyligt blev henrettet i Saudi-Arabien, endnu ikke er størknet - for, som han siger, at forsvare demokratiet i Ukraine mod autokratiske herskere.

 ​​​​ 

Det er imidlertid EU, der er den største skuffelse. Selv om Ukraine ligger midt i Europa og selv om det, der sker i dette land, vil få virkninger i hele Europa, er der ingen som helst idéer om, hvordan man kunne gøre en ende på denne krig og om, hvordan en fred ville kunne se ud. I Den europæiske Union eksisterer der tilsyneladende kun en konsensus om krigen - men ingen konsensus om nogen fred.

Således koncentrerer EU-kommissionens formand von der Leyen sig om at opdrive en milliard euro til våben, mens chefen for EUs udenrigspolitik Borell glæder sig over opstillingen af en militær EU-interventionsstyrke, og den polske regering endda kræver indirekte krigsindsats fra NATO’s side. Litauens præsident, Nausėda, overgår dem alle sammen ved omgående at tage kampen op mod Kina om Taiwan. Tyskland bliver fra den ene dag til den anden den største militærmagt i Europa og køber F-35 kampfly for også at kunne få lov at være med i en atomkrig. Kun Macron lader indtil videre til at have holdt hovedet koldt, men han er mest optaget af sit genvalg.

 

Volodymyr Zelenskyj, den ukrainske skuespiller der blev præsident, ser nu ud til at være den eneste person, der vil kunne slutte fred med Rusland og standse krigen. Han har under krigen udvist en forbløffende politisk fingerspidsfornemmelse og lederevner og lader i dag til at være den fremtrædende politiske skikkelse blandt ellers middelmådige og opportunistiske politikere. ​​ 

 

Han har turdet fortsætte fredsforhandlingerne med Rusland, selvom der stadig ikke er etableret nogen våbenhvile, og han har henvendt sig til den israelske premierminister og den tyrkiske præsident og ikke til EU for at bede om hjælp til at få forhandlet en fredsaftale. Også hans forslag om at mødes direkte med Putin, mens denne af Vesten erklæres som ikke-person, og hans forslag om at gøre dette i Jerusalem, hvilket igen vil sige i et ikke-europæisk land, tyder på en temmelig uafhængig politisk forestillingsevne, som kunne være i stand til at sætte ukrainske interesser højere end Vestens. Immervæk blev Zelenskyj valgt med et flertal på over 73 procent i hele landet, og hans opbakning i de russisksprogede områder var endda større end i resten af Ukraine. Ifølge de seneste meningsmålinger skulle hans tilslutning i mellemtiden være steget til 90 procent.

 

Zelenskyj har brug for europæisk opbakning til en fredsordning

På denne baggrund forekommer de medierapporter plausible, ifølge hvilke den ukrainske og den russiske delegation den 14. marts er begyndt at drøfte en konkret 15-punkts fredsplan, som ifølge nogle rapporter indeholder garantier for Ukraines neutrale status og bl.a. omfatter et løfte om, at Ukraine - til gengæld for sikkerhedsgarantier fra de Ukraine allierede, deriblandt Tyrkiet, Storbritannien og USA - ikke tilstræber NATO-medlemskab og ikke vil huse udenlandske militærbaser eller udenlandske våben på sit territorium. Oven på dette møde erklærede Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov, at der skulle eksistere ”konkrete formuleringer, der er tæt på at være enighed om". Det ville være et betydningsfuldt og uventet gennembrud – også i betragtning af at et sådant strider imod en erklæret vestlig politik over for Ukraine.

 

Alligevel bør man i Vesten støtte Zelenskyj i disse fredsbestræbelser. I det mindste kunne Europa måske her finde modet til at gå over til fredens sprog fra krigens sprog. Zelenskyj vil få brug for denne støtte, for han vil skulle kæmpe med mange hardlinere inden for og uden for sit land, som vil prøve at afspore en fredsordning, der tager sigte på et neutralt Ukraine. Men hvis en sådan fredsløsning skulle vise sig at være en succes, ville den ikke kun beskytte Ukraine mod en mulig ødelæggelse og fra at blive sønderslået, men den ville også beskytte Europa og muligvis hele verden mod at blive fanget i en truende konflikt mellem atommagter. Enhver fred har sin pris - og en fred i Ukraine er denne pris værd.

 

Det ville være en enestående og hjertevarmende succes i europæisk historie, hvis en ung ukrainsk komiker med jødiske rødder fra en lille by ude på landet ville være i stand til at forene Ukraine i nødens ultimative stund og bringe landet fred - fred til det land, hvor den forfærdelige masseudryddelse af seks millioner jøder begyndte, da 33.000 jøder i 1941 under den tyske besættelse blev myrdet i Babi Jar nær Kiev. Det er vel sagtens snarere et håb end en vished - men vi har lov at håbe.

 

Om forfatteren

Michael von der Schulenburg, født i 1948, er forhenværende assisterende generalsekretær i FN. Han flygtede fra Østtyskland i 1969 og studerede herefter i West-Berlin, London og Paris. Han arbejdede igennem mere end 34 år for FN og i en kort overgang for OSCE. Det foregik i mange lande, som befandt sig i krig eller var fanget i interne væbnede konflikter, der ofte involverer skrøbelige regeringer og bevæbnede ikke-statslige aktører. Arbejdet indebar omfattende og langvarige opgaver i Haiti, Pakistan, Afghanistan, Iran, Irak og Sierra Leone samt korterevarende opgaver i Syrien, Balkan, Somalia, Sahel og i Centralasien. I 2017 udgav han bogen “On Building Peace – Rescuing the Nation-State and saving the United Nations” (Amsterdam University Press).

1

Denne artikel blev med forfatterens tilladelse oversat af Klaus Schulte den 6. marts 2022 ud fra en tysk originaltekst, publiceret i Berliner Zeitung, 26. marts og under lejlighedsvis inddragelse af en tidligere og noget kortere engelsksproget version, offentliggjort ​​ 22. marts i Wall Street International Magazine og i nyhedsbrevet Other News. Voices against the tide. Artiklens forfatter har således ikke kunnet tage højde for krigens udvikling herefter: først og fremmest de russiske styrkers rømning af områder omkring den ukrainske hovedstad Kyiv samt konsekvenserne, i verdensoffentlighedens øjne og for konfliktparternes efterfølgende indbyrdes positionering, af det faktum, at russerne under deres tilbagetrækning efterlod et stort antal lig af henrettede ukrainske civilister i byens forstad Butja og andre steder i omegnen (o.a.).

 

Om skribenten

Michael von der Schulenburg

Michael von der Schulenburg

Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER