Ungdomshusets rydning 2007: Modkraft i undtagelsestilstand

Solidaritet holdt fredag 8. november Rød Fredag i medborgerhuset K44 på Kapelvej, Nørrebro. Temaet var – Ungdomshuset på Jagtvej 69 og rydningen 1. marts 2007. 

Ole Wugge Christiansen var i 2007 journalist på Modkraft.dk. Han skulle til Rød Fredag tale om rydningen set fra netavisens perspektiv – men på grund af diskussionslysten og mængden af indlæg blev det aldrig holdt.

Solidaritet bringer hans noter i bearbejdet form:

Et skæringspunkt i Modkrafts historie

Ungdomshusets rydning var en vigtig begivenhed i venstrefløjsmediet Modkrafts historie. Inden for Modkraft snakkede vi om et før og et efter Ungdomshuset. 

Det skyldes ikke kun, at besøgstallet på Modkraft steg markant og gjorde internetavisen til venstrefløjens centrale medie- og diskussionsplatform. Det ændrede også Modkrafts placering i det danske medielandskab. 

Før Ungdomshusets rydning havde Modkraft blandt politikere og etablerede medier ry for at være et talerør for den radikale venstrefløj – især autonome dele. Efter rydningen var Modkraft, om ikke velrenommeret, så dog anset som et respekteret medie med specialviden om venstrefløjen. 

Under selve rydningen udviklede Modkraft en ny genre inden for netjournalistikken: Livejournalistik eller minut for minut-reportage.

Baggrunden: Modkrafts historie

Modkraft blev i år 2000 startet som et skrivebordsprojekt på den fysiske ugeavis Socialisten Weekend, som var finansieret af Enhedslisten. 

Modkraft blev startet som en portal – dvs. en indgang til det internet, som så mange havde svært ved at orientere sig i dengang. Modkraft ville hjælpe venstrefløjen med at finde interessante og relevante sider.  

Det var kort før Enhedslisten lukkede ugeavisen Socialisten Weekend. De ansatte journalister, fotografer, grafikere samt regnskabsføreren dannede efter lukningen et nyt basisdemokratisk mediekooperativ: Monsun. Politisk spændte det over personer med baggrund i bl.a. DKP, VS og det autonome miljø i København.

Monsun arbejdede på almindelige markedsvilkår med at sælge journalistik, foto og grafik – primært til fagforeninger og sociale bevægelser. Monsun drev desuden en bydelsavis på Nørrebro, PåGaden. 

Monsuns indtægter gik til finansiering af lønninger og medieprojekter – hvor udviklingen af Modkraft fra en portal til en ikke-partipolitisk internetavis blev det vigtigste. 

Modkraft var i starten et ”fritidsprojekt” – forstået på den måde, at den tid, ansatte ikke lagde i at tjene penge til Monsun, blev brugt på udvikling af Modkraft.

Monsuns journalister og fotografer var kerneaktivister – og Monsun den finansielle og organisatoriske ledelse bag mediet. 

Der udviklede sig hurtigt redaktioner med frivillige aktivister omkring Modkraft. Blandt andet baggrundsredaktionen Kontradoxa (hvor jeg selv blev aktiv i 2002), en kultursektion, Queerkraft, en faglig redaktion samt Tidsskriftcentret (nu Socialistisk Bibliotek). Senere kom også miljø- og politisk-økonomiske redaktioner til. 

Modkraft og Ungdomshuset

Modkraft og bydelsavisen PåGaden dækkede løbende Ungdomshuset i årene op til rydningen.

Forholdet mellem Monsun og Ungdomshuset var ikke uden konflikter. Centrale ungdomshusaktivister blev rasende over flere af vores journalistiske artikler, fordi de ikke passede ind i husets mediestrategi. 

Der var også personlige gnidninger – journalisten Martin Lindblom blev fx smidt ud fra et møde i Ungdomshuset på grund af gammelt nid og mistro mod at have en journalist inden for dørene. 

I de første faser af rydningen skulle misstemningen mellem journalister og aktivister derfor overvindes. 

Da alle vidste, at rydningen stod for døren, lavede Modkraft en telefonliste over aktivister, som vi kunne tilkalde og trække på. Det fik vi brug for 1. marts 2007.

Rydningen

Jeg boede dengang i Tingbjerg. Min telefon ringede kl. lidt over 7 med besked om, at nu stormede politiet huset. Søvndrukken tog jeg ind i Monsuns lokaler på Nørrebrogade 20. Kontoret var allerede da bemandet med to journalister, der var i gang med at indhente oplysninger og skrive artikler.

Den første nyhed – om at rydningen var i gang – blev lagt på kl. 8.10 – og så fortsatte strømmen af nyheder ellers hele dagen indtil kl. 23.41. De næste dage fortsatte flowet af nyheder fra formiddag til sen aften – 2. marts indtil kl. 4 om natten.

Da jeg forberedte det her oplæg, troede jeg, at jeg skulle fortælle, at Modkrafts livedækning/minut-til-minut-reportage opstod næsten ved et tilfælde den første aften, da en aktivist i redaktionslokalerne ikke vidste, hvordan han kunne hjælpe til. Han foreslog derfor, at han tog sin cykel og begyndte at køre rundt for at se på optøjerne på Nørrebro – og så ringe til redaktionen. 

Men efter at have kikket på Modkrafts arkiv kan jeg se, at genren allerede blev udviklet fra morgenstunden. Ikke desto mindre var det, om ikke en tilfældighed, så dog heller ikke bevidst. Det var et resultat af tekniske problemer og strømmen af informationer, som frivillige sendte til redaktionen.

I røg og tåregas

Monsun og Modkraft havde kontor på Nørrebrogade ud for Blågårdsgade. Herfra havde vi udsigt til gadekampe, barrikader og politiaktioner i de hektiske dage. 

Politiets tåregas og røg fra aktivisters bål i gaden sivede ind i redaktionslokalerne i de første aftener. Når vi forlod bygningen, måtte vi skrå over cykler, som aktivister havde smidt på bål og politiet fejet ind foran porten til opgangen. 

Men ellers er størstedelen af mine indtryk af rydningen på anden hånd. 

Frivillige aktivister

De fleste nyheder blev indtelefoneret til redaktionen. I første omgang fra Modkrafts fotograf, der tog ud på fotojagt i kvarteret. Desuden tikkede nyhedstelegrammer ind, og vi opsøgte selv nyheder med telefonopkald og fulgte med i andre mediers dækning. 

I løbet af dagen blev flere Modkraft-venner inddraget. Især it-teknikere blev snart uundværlige: For Modkrafts besøgstal blev hurtigt så stort, at siden gik ned. Teknikerne måtte sætte en blank side op, hvor tekster kunne lægges på med manuel kodning.  

Alle nyheder i den næste uge skulle kodes af teknikere. De tog på skift vagter i redaktionslokalerne. Tekster blev skrevet i et hjørne af lokalet, sendt med mail og uploadet i et andet hjørne. 

Teknikerne afviste også et hackerangreb natten til den 3. marts: En tekst med ordlyden “Modkrafts webadministrator nakkeskudt” blev fjernet i løbet af ti minutter.

Allerede første dag var Modkraft et at de centrale medier for den intensive dækning af rydningen. Det resulterede i, at opkald med tips om aktiviteter ikke kun kom fra aktive på Modkraft. Kredsen af aktivister, der meldte nyheder ind, voksede støt. 

Redaktionsmailen blev hurtigt oversvømmet med billeder og aktions-erklæringer fra ungdomshus-sympatisører, ikke kun i København, men fra hele landet, Norden, Europa og ja, hele verden. 

Arbejdspresset på redaktionen var stort, men også den fik forstærkning udefra – bl.a. af en journalist, der meldte sig syg på sit arbejde og dukkede op på Modkrafts kontor om søndagen.

Livereportage

Den journalistik, vi lavede, var, sagt på jysk, ikke til en Cavling-pris – har jeg noteret ved genlæsning af nyhedsrullerne. 

Men alligevel udviklede Modkraft i de dage en ny form for journalistik, som andre netmedier siden kopierede: Minut-til-minut-dækningen. 

Andre medier led af mangel på kilder på gaden. TV-kanalerne havde reportere på stedet, men deres overblik var begrænset. TV2 havde en helikopter svævende over Nørrebro, men bortset fra at irritere alle i kvarteret, var det begrænset, hvad den opsnusede af nyheder. Aviserne – også internetudgaverne – havde udsendte journalister, men det var begrænset, hvor mange kilder de havde i miljøet – og dermed hvor opdaterede de var på situationen på (især) Nørrebro.

Modkrafts minut-til-minut-dækning blev, vil jeg påstå, næsten udviklet ved en tilfældighed: Vi kastede os ud i en ny genredefinerende reportageform uden at vide det – blot ved at udvikle et kildenetværk blandt de aktive i gaderne. 

Desværre mangler en væsentlig del af rullernes dokumentation i dag: fotojournalistik og tilsendte fotos. Modkrafts lukning i 2017 og konverteringer mellem nyhedssystemer har desværre betydet, at der ikke længere ligger fotos på Modkraft.dk.  

Modkrafts nyhedsdækning opsnappede information om rydningen, gadekampene og politiets ageren, som andre medier ikke var i stand til. Modkrafts styrke under rydningen var detaljegraden – via dokumenter, fotos, erklæringer, øjenvidneberetninger, der blev sendt til redaktionen af ungdomshusbrugere, gadeaktivister, tilskuere, forældre, pårørende til fængslede o.s.v. 

Det ændrede Modkrafts status i hele mediebilledet: Vi var pludselig en pålidelig kilde til information i resten af pressen. 

Et sigende eksempel var, da redaktionen en sen aften blev ringet op af en journalist fra (vistnok) TV2. Han ville høre, om vi også havde underhåndsinformation om nedrivning af huset næste dag. Det havde vi ikke. Nyheden om nedrivningen blev breaket af Politiken.

Men nu blev vi behandlet som mulig pålidelig kilde og ligestillede kolleger. 

Urolighederne

Hovedscenen for urolighederne efter politiets rydning af huset var Nørrebro. 

Men allerede samme formiddag opstod også gadekampe på Christianshavn. Og på bl.a. Frederiksberg og i Indre by blev biler og trafik blokeret af enten aktivister eller biler, der blev sat på tværs af vejene. I de næste dag spredte bilafbrændinger og bål sig fra Nørrebro til bl.a. Tingbjerg og Ydre Nørrebro. 

På Nørrebro måtte politiet tit bruge mere tid på brandslukning og barrikaderydning end jagt på aktivister – med det resultat at brande og barrikader opstod andre steder imens. 

Den første større demonstration imod rydningen var om eftermiddagen den 1. marts: En demonstration afgik fra Blågårds Plads kl. 17. Ved udgangen fra Blågårdsgade var Nørrebrogade ind mod byen afspærret af politikæder, så demonstrationen blev presset ud mod Ungdomshuset. Og ude ved Assistens Kirkegård ventede politistyrker, der kunne dele demonstrationen i to gennem en knibtangsmanøvre med masseanholdelser. 

Herfra blev nattens opstande indledt. Omfanget var dog relativt begrænset – sammenlignet med de begivenheder, der udspillede sig 2. marts om aftenen og natten. 

De voldsomme konfrontationer voksede på andendagen ud af en demonstration fra Akseltorv kl. 22. Flere tusind demonstranter bevægede sig frem til Sankt Hans Torv, hvor politikæder omringede dem. Det udviklede sig til gadekampe indtil kl. 4 om natten med bl.a. molotovcocktails og forsøg på at sætte bemandede politibiler i brand. Politiet svarede igen ved at udsende massive mængder af tåregas og jagte demonstranter i gaderne. Men det spredte blot bål og barrikadebygning ud over hele Nørrebro. 

Det var mindre voldsomt i de næste dage. Modkrafts dækning blev da især fyldt med rapporter om sympatiaktioner – og tilkendegivelser fra hele landet – bl.a. Bornholm, Ærø, Århus, Esbjerg og Ålborg. Og hele verden: Tyskland, Norge, Sverige, Italien m.v. Vi kunne fortælle om demonstrationer, besættelser af konsulater, bannerdrops m.m. Mange mindre happenings blev udført af danskere i udlandet, der så sendte fotodokumentation til Modkraft.

Modkraft modtog også beretninger fra udenlandske aktionsgrupper. Det skyldes formentlig, at Modkraft med aktivisthjælp fik sat oversættelser af nyhedsrullen op på engelsk og tysk. 

Det kendetegnende for aktiviteterne var mangfoldigheden: Størst opmærksomhed fik de mest militante aktiviteter. 

Men hele bevægelsen imod rydningen omfattede fx også 

• ”Feminister for flere ungdomshuse,” der blokerede for trafik flere steder i København. 
• Et fredeligt sørgetog 1. marts om aftenen fra Indre By til Folkets Park på Nørrebro. 
• Aktionsgrupper, hvis speciale var aktioner, hvor bløde krammedyr blev smidt mod politi. 
• ”Forældre mod politibrutalitet,” der fulgte demonstrationer for at hindre politiangreb.
• Kritiske Masser, der cyklede gennem byen i solidaritet med bevægelsen. 
• En fredelig besættelse af Socialdemokraternes partikontor på Frederiksberg. 
• Opsættelse af gadeskilte med teksten ”Jagtvej 69” over hele byen – siden også resten af landet og enkelte steder i udlandet.
• Støtte fra Byggefagenes Samvirke mod brugen af uorganiserede nedrivningsarbejdere og forsøg på at hindre asbestspredning under nedrivningsarbejdet. 
• Anarchist Black Cross’ hjælp til aktivister, der kom til skade i gadekampene
• Ja, selv Enhedslisten undlod for en gang skyld at undsige militant kamp – og støttede bl.a. fra Borgerrepræsentationen ungdomshusbevægelsen.

Eksplosiv vækst i besøgstal

Under rydningen og i dagene efter eksploderede besøgstallet på Modkraft. Der var i flere dage op mod 40.000 besøgende. I løbet af 14 dage fik Modkraft over 2,3 millioner hits. 

Før rydningen havde Modkrafts besøgstal ligget omkring 2.000 unikke daglige besøg. Umiddelbart efter rydningen steg det tal til 6.000 unikke brugere – for så at falde til omkring 4.000. Frem mod Modkrafts lukning ti år senere var tallet nået op på ca. 5.000 daglige besøg – eller ca. 60.000 unikke brugere per måned.

Til sammenligning har Solidaritet i dag ca. 1.200 daglige besøg – dog med tendens opad.

Modkrafts situation i de første dage af marts 2007 var speciel. I en artikel 14 dage efter rydningen skrev jeg en artikel under overskriften: ”Modkraft i undtagelsestilstand.”

Men rydningen og dækningen betød, at Modkraft konsoliderede sin position som det vigtigste medie for venstrefløjen, ikke kun i nyhedsdækningen, men også som neutral diskussionsplatform. 

Modkraft begyndte desuden at blive screenet af andre medier, der var på udkik efter nyheder (især om venstrefløjen) – og brugt som troværdig kilde til dem. 

Efterspil

I dagene umiddelbart under og efter rydningen fik Modkraft besøg af mange brugere, der ønskede at sige tak – enkelte aktivister blev aktive i Modkraft. 

Det anstrengte forhold mellem Ungdomshuset og Modkraft opløstes desuden. En aktivist fra Ungdomshusets forhandlingsgruppe kom kort inde i marts forbi med blomster til redaktionen.

Modkraft fik dog aldrig uhæmmet adgang til informationer fra miljøet omkring Ungdomshuset. Vores ønske om interview med folk, der befandt sig inde i huset den 1. marts, blev fx aldrig imødekommet.  

Som en slutanekdote kan jeg fortælle, at sammenhængen mellem Modkraft og Ungdomshusets rydning én gang er blevet brugt som oplæg til en roman, nemlig Jesper Steins krimi ”Uro”. Modkraft var her forklædt som Modpress.

Et afgørende element i bogens krimiplot er en kasse med mobiltelefoner til aktivister i redaktionslokalerne. De har aldrig eksisteret – alle aktivister brugte i virkelighedens verden deres egne mobiltelefoner til indrapportering til Modkraft. 

Modkrafts redaktør hed i 2007 Martin Lindblom, mens romanens redaktør hedder Martin Lindberg. Han har i romanen eget kontor i redaktionslokalerne i en baggård på Nørrebrogade. 

I virkelighedens verden var Modkraft endnu ikke flyttet til den baggård, og ingen journalister havde eget kontor. Martin Lindblom var desuden bortrejst under rydningen – til hans store fortrydelse. Først godt en uge efter rydningen kom han tilbage på redaktionen.

Men omtalen af Modkraft i også fiktiv form er et tegn på mediets ændrede position i medielandskabet.   

---