USA er ødelagt. Det er tid til at vende blikket fremad 

Donald Trump har genvundet præsidentembedet i USA og kommer til at regere de kommende fire år. Verden er langsomt ved at vågne op til en mareridtserkendelse. 

Denne gang kan ingen skyde skylden på det skøre amerikanske valgmandssystem, der muliggør sejr trods færrest stemmer, som det skete for Trump i 2016. For Trump vandt med et flertal af stemmerne. 

Resultatet er heller ikke Putins skyld, selvom enkelte forsøg på direkte russisk indblanding er blevet indrapporteret. De løbende desinformations-kampagner har ikke haft meget at sige. 

Det er heller ikke Elon Musks skyld, selvom den nylige MAGA-konvertit og Twitter-ejer i ledtog med andre oligark-venner, som Paypal-medstifteren Peter Thiel, har gjort deres for at trykke på vægtskålen.

Nej, Trumps sejr skyldes helt enkelt, at et flertal af de stemmende amerikanerne ville have ham tilbage.

De amerikanske vælgere kendte de strafferetslige tiltaler mod Trump for svindel, voldtægt, embedsmisbrug og valgsnyd. De overværede den stærkt racistiske valgkamp, hvor mexicanere og puertoricanere blev omtalt som umenneskeliggjort affald. De fik dokumentation for, at Trump er voldtægtsforbryder med nært venskab til Jeffrey Epstein. De hørte de lange, snøvlende, indholdsløse taler. De hørte om udsigten til et nationalt abortforbud, der vil sætte millioner af kvinders liv i fare. De så J.D. Vance med stolthed fortælle, at han var bedøvende ligeglad med Ukraine (og resten af verden), og de hørte mentalpatienten R.F. Kennedy Jr. love et opgør med fluor i vandet og færre vacciner. 

74 millioner af dem kunne lide, hvad de så, og ville have mere. Yderligere 81 millioner blev apatisk hjemme på sofaen. 

Valget var ikke så meget en sejr for Trump – han fik en smule færre stemmer end i 2020 – som det var et nederlag for Harris-kampagnen, der ikke kunne trække folk til stemmeboksene. Harris fik over 10 millioner færre stemmer end Biden i 2020.

Det er tid til at sluge en pille, som utvivlsomt vil være bitter for mange at få ned: Det var ikke en systemfejl, da Donald Trump vandt i 2016. Det var ikke en trodsreaktion, der kortvarigt sendte en klovn i Det Hvide Hus, inden en normaltilstand kunne blive genoprettet. 

USA er et ødelagt land, gennemsyret af racisme, brutalitet, uoplysthed og veneration for en elite, der stikker stadig mere af i rigdom og overflod, mens arbejderklassen lider.

USA er ikke et moralsk kompas for verden, eller et ”Demokratiets Arsenal”, som Franklin D. Roosevelt berømt formulerede. Indbegrebet af en amerikansk politiker er ikke Jed Bartlett i The West Wing, men Rudy Giuliani, der iklæder sig Stars and Stripes, mens han prøver at få et blowjob af en mindreårig på skjult kamera. 

Kynikere som jeg selv vil måske sige, at det altid har været sådan, og at folk har ladet sig forblænde af en Hollywood-fortælling. Men ovenpå 2024-valget vil mange nok have svært ved at modstå kynismen.

Stor vælgerlussing til Harris. Lille klask til Demokraterne

Med genvalget af Donald Trump er en historiefortælling forbi. Nogle vil også mene, at liberalismen som ideologisk hegemon er død. 

Mange læsere af Solidaritet vil formentlig stille spørgsmål som: Havde Demokraterne haft en bedre chance, hvis man havde opstillet på en reelt progressiv platform? Havde man vundet Michigan, hvis man havde forbudt våbensalg til Israel, snarere end passiv opbakning og sporadisk nødhjælp? Var Wisconsin eller Georgia blevet holdt på blå hænder, hvis man havde garanteret en fordobling af mindstelønnen? Er resultatet dråben, der får Democratic Socialists of America til at danne sit eget parti?

Først og fremmest må man holde sig for øje, at Demokraterne som parti ikke tabte nær så stort som Kamala Harris. 

I Senatet har Republikanerne ganske vist erobret tre sæder. Men både dybrøde West Virginia og Montana var på forhånd ventet at skifte farve, ligesom også Ohio, hvor J.D. Vance er senator, efterhånden må betegnes som Republikaner-rød. 

Til gengæld bevarede Demokraterne deres senatspladser i både Michigan og Wisconsin, der var afgørende svingstater for valget af Trump. Pennsylvania har stadig for tæt løb til at blive afgjort på senator-siden, men er for længst landet på Trump i præsidentvalget. 

I Nevada er demokraten Jacky Rosen blevet genvalgt, mens Ruben Gallego også ser ud til i nabostaten Arizona at have besejret den skingrende sindssyge MAGA-discipel Kari Lake. Begge stater ser ud til samtidig at have peget på Trump. 

Det samme billede går igen i de andre lokalvalg. Ingen af de 13 guvernørposter skiftede farve – heller ikke i fx North Carolina, hvor Trump ellers vandt valget komfortabelt. I Repræsentanternes Hus havde Republikanerne inden valget et flertal på 222 pladser. Den føring ser ikke ud til at blive særligt udbygget. 

Demokraterne har i skrivende stund sikret sig de første 200 sæder. De fører optællingsræset i yderligere 12, og har en chance i yderligere fire valgdistrikter, hvor stemmeforskellen er under et procentpoint.

Hakeem Jeffries luftede endda torsdag 7. november muligheden for, at Demokraterne kunne sikre sig et snævert flertal i Huset. Det vil være uhørt, hvis flertallet i Repræsentanternes Hus ikke følger den vindende præsidents parti. Det vil være en streg i regningen for den kommende Trump-regerings handlekraft. Uanset om det lykkes eller ej, er det dog en vigtig nuance til fortællingen om Republikanernes sejr. 

Kort sagt: Demokraterne har som parti ikke tabt nær så meget som Kamala Harris. Det er en hård, hård dom over hendes kandidatur, at hundredtusinder af vælgere tilsyneladende har sat kryds ved Donald Trump, men samtidig har sat kryds ud for én af hendes partifæller på samme stemmeseddel! 

Så… var Harris for dårlig til at adressere økonomiske kvaler og inflation, som Andrew Perez har påstået i Rolling Stone? Var hun for kompromis-søgende i sin flirt med den neokonservative Cheney-klan? Var det, fordi hun var kvinde, ikke-hvid eller for storby-snobbet? Var det svigtet af arbejderklassen, som Bernie skriver? Havde hun for lidt karisma, eller ganske enkelt for lidt forberedelsestid med kun 107 dages kampagne mod Trumps 721?

Der vil blive skrevet tykke bøger om grunden til, at Trump og den ekstreme højrefløj igen har væltet det centristisk-liberale borgerskab af pinden. 

Hvis du ikke kan vente på dem, kan du selvfølgelig allerede nu læse et par solide, materialistiske forklaringer på den reaktionære modbølge, der skyller ind over såvel USA som resten af verden i disse år. Et godt sted at starte er George Monbiots dissekering af nyliberalismen som fejlslået ideologi. De helt modløse kan starte her.

Nok årsagsspekulation! Lad os tale umiddelbare fremtidsudsigter. I første omgang er det – især fra et dansk (udenrigs)politisk perspektiv – tid til at tage de analytiske briller på og kigge frem mod, hvilke konsekvenser den nye-gamle præsident kan få for USA, verden og Danmark.

USA: 2025-projektet kan få drastiske konsekvenser for millioner af kvinder og migranter

I USA er mange kvinder (og mænd) bange for, at retten til fri abort snart er fortid. Den frygt har de al mulig grund til at have. De mest reaktionære mænd er allerede gået i gang med at fryde sig over udsigten til et mere patriarkalsk-racistisk samfund. 

”Your body. My choice. Forever,” [”Din krop. Mit valg. For altid,” red.] skrev den nynazistiske Trump-støtte Nick Fuentes hånende på Twitter. 

Selvom Trump er bedøvende ligeglad med den slags spørgsmål, vil hans fundamentalistisk kristne vælgerbase kræve handling. Med udsigt til flere højreekstreme dommere i både Højesteretten og længere nede i retssystemet, vil der blive lagt et stort juridisk pres på at få sydstats-evangelisternes 50-årige drøm om et totalforbud mod abort til at gå i opfyldelse. 

Angrebet på kvinderettigheder er beskrevet i visionspapiret Project 2025.  Det kan bedst betegnes som en hybrid mellem økonomisk libertarianisme, værdipolitisk konservatisme og et drys fascisme light. Den stærkt konservative Heritage Foundation står bag idépapiret, der lægger op til at fjerne arbejdsrettigheder, indføre et forbud mod porno og ikke mindst at gennemføre en total omkalfatring af embedsapparatet i en slags ideologisk lean management-manøvre på steroider. 

Hvor meget Trump reelt får gennemført er et godt spørgsmål, men sikkert er det, at han denne gang vil være omringet af flere ideologer end pragmatiske politikere. 

De overraskende mange latinoer, særligt mænd, der valgte at stemme på Trump, må antages hverken at have læst Project 2025 eller have hørt Trumps valgløfter om deres fremtid. De kan se frem til spændende nyt, hvis planerne gennemføres. Trump har lovet ”massedeportationer i uhørt omfang” af migranter uden opholdstilladelse. Han lægger desuden op til, at grænsepolitiet kan begynde at ransage kirker, hospitaler og andre tidligere ’safe zones’.

Jamen, det er vel kun et problem for dem, der er i landet ulovligt? Nej – det er et problem for hele den amerikanske økonomi, samt for dem der tror sig sikre på, at det kun er deres udokumenterede nabo, den racistiske plan rammer. 

Som jeg tidligere har skrevet i Solidaritet, vil massedeportationer medføre økonomisk tab for den amerikanske økonomi, da latinamerikanske migranter i en tid med lav arbejdsløshed er helt uundværlige. 

Samtidig kan sigtekornet også blive rettet mod andre med for brun hud. Trumps nære kampagnerådgiver Stephen Miller har lovet at fjerne så mange eksisterende opholdstilladelser som muligt. 

Har man kastet en proteststemme efter Trump grundet prisen på æg, som for eksempel geniet i denne artikel, kan man trøste sig med, at turen tilbage til Venezuela eller Mexico formentlig bliver på Uncle Sams regning. 

Leoparden har også tænkt sig at spise dig, når den er færdig med din nabo. 

Storpolitisk kaos

På den udenrigspolitiske scene har Trump vanen tro lovet en masse, han ikke kommer til at holde. Hvad angår Ukraine har han stillet en fred i udsigt på 24 timer. Ingen kender Trumps masterplan, da han – vanen tro – ikke vil løfte sløret for detaljer. 

Flere har spekuleret i, at den indebærer at gennemtvinge en våbenhvile, hvor Donbas og Krim-halvøen bliver annekteret af Rusland. Mens den plan vækker glæde i Rusland, som kæmper for at holde krigshjulene kørende med hjælp fra Nordkorea og Iran, er den politisk selvmord for Zelenskij, der øjeblikkeligt vil blive væltet, hvis han accepterer en sådan kapitulation. I den borgerligt-liberale præsidents sted vil vi formentlig se en stærkt nationalistisk højredrejning, hvor en revanchistisk regering ville overtage magten med løfter om at generobre det tabte. 

Det vil selvfølgelig være en fjer i hatten for konspirationsteoretikere, der langt om længe kan få lov at se et ukrainsk nynazist-fatamorgana blive til virkelighed. 

Som med så mange af Trumps bravader er der dog forsvindende lille sandsynlighed for, at ukrainerne nedlægger våbnene, blot fordi Trump ønsker en politisk fjer i hatten. Det bliver utvivlsomt sværere for ukrainerne at holde kampen oppe uden amerikanske våbenleverancer, men også her vil Trump hurtigt risikere at blive underløbet af nogle andre interesser – navnlig fra den amerikanske våbenlobby – der ikke er interesserede i at miste kunder og/eller prestige. 

Samtidig vil Trumps snævre mandat i Kongressen tvinge ham til at handle på sigt. Et muligt scenarie er, at den militære støtte vil fortsætte, om end i begrænset omfang. Et andet er, at de europæiske lande køber våbnene fra USA. 

Zelenskij ved, hvordan han skal spille på Trumps forfængelighed. Han vil formentlig lægge politisk pres på amerikansk politisk opbakning. For reelt har Trump intet at vinde på at lade Ukraine sejle sin egen sø – medmindre man da tror på kompromat-historierne.

Mens Ukraine går en usikker tid i møde, er fremtiden anderledes klar for Palæstina. Her har Trump tænkt sig at give Miriam Adelson m.fl. noget for de $100 millioner, hun har kastet efter at få ham genvalgt.

Mens jeg tidligere har udtrykt bekymring over, at Israels langsigtede plan hele tiden har været at gøre Gaza-striben ubeboelig, har Trump-svigersønnen Jared Kushner fremlagt en anden plan: Hvorfor ikke vende folkemordet til noget positivt – og bruge den luksuriøse Middelhavs-placering til fede luksuslejligheder! 

Med Trump i Det Hvide Hus vil Biden-regeringens passivitet og apati blive afløst af en regering, der aktivt hepper på, at Netanyahu får gjort det etniske udrensningsarbejde færdigt – og allerhelst i en fart, så man kan begynde at tænke i nybyggeri. Måske bliver der endda mulighed for at belønne vennerne med nogle lukrative kontrakter dér, hvor Gaza City engang stod?

Hvad angår Kina og Taiwan er det mere usikkert, om noget egentlig vil ændre sig. Biden-regeringen overtog en hård kurs mod Kina, som Trump skød i gang med sin handelskrig i 2018. Konfrontationskursen i Stillehavet bliver selvfølgelig hjulpet godt på vej af et stadig mere imperialistisk Kina, der jævnligt provokerer i Filippinerne, antagoniserer Vietnam og Japan og efterhånden ikke har mange venner tilbage i Stillehavsregionen. 

Trump vil næppe skrue ned for sin Kina-fjendske retorik. Her er det værd at huske tilbage på tidligere hærchefs Mark Milleys kuldegysende beretning om, hvordan Trump var tæt på at starte en krig i 2020.

Oprustningsmareridt i sigte 

Valget af Trump kommer til at få enorme politiske konsekvenser for hele den politiske verdensorden. 

Det gælder ikke mindst opfattelsen af USA som en sikkerhedsgarant. Pax Americana vil snart være en saga blot. Det har Donald Trumps udmeldinger sørget for. 

NATO-alliancen er i fare for at bryde sammen. Jamen, det lyder da meget godt? Sådan vil rygmarvsrefleksen sikkert bon’e ud på en del venstreorienterede antikrigs-aktivister, der tænker NATO som en forhindring for fred og global dialog. 

Problemet er bare, at det, der træder ind i tomrummet, ikke er et stærkt folkeretsligt alternativ. Den globale fredsbevægelse er for svag og kan ikke skubbe i en fredelig, progressiv retning. Derfor vil andre kræfter træde ind på scenen. 

Med Trump ved roret kommer et hidtil uset våbenkapløb over hele verden. I første omgang vil særligt Europa kigge mod oprustning og militarisering, velvidende at USA ikke længere er en pålidelig allieret eller sikkerhedspolitisk garant. 

De europæiske ledere vil forsøge at holde facaden oppe, men ingen vil for alvor have tillid til et USA med Trump i spidsen. Det vil formentlig betyde et massivt boost til den europæiske forsvarsindustri, hvor virksomheder som tyske Rheinmetall, franske Dassault og Airbus, britiske BAE Systems og svenske Bofors vil få fyldt ordrebøgerne op. 

Lande som Danmark, der har investeret i amerikanske F35-kampfly, vil blive tvunget til at reevaluere de sikkerhedsmæssige prioriteter. Var det en fejl at købe dyre amerikanske fly i stedet for billigere og nemmere SAAB JAS39 Gripen fra den anden side af Øresund? 

Også i lande som Japan og Sydkorea vil den lokale våbenindustri få travlt. Sydkoreas våbenindustri er allerede vokset, og landet har planer om at blive verdens fjerdestørste våbeneksportør inden 2027. Den japanske forsvarsindustri er også på vej op. Landet skrinlagde symbolsk et princip om ikke at eksportere våben i foråret 2024. 

Begge lande vil desuden tage deres atomvåben-programmer op til overvejelse. Det var allerede på tegnebrættet inden Trumps sejr. Hvis Japan beslutter sig for at gå i den retning, kan man have de første atomvåben klar på under et halvt år.

Sådan en oprustning i Sydasien vil være foder til de mest militante dele af det kinesiske kommunistparti, der repræsenteres af bl.a. udenrigsminister Wang Yi og i stigende grad Xi Jinping. 

Kina opruster i forvejen markant. Landet satser særligt på en dominerende flåde, der kan bryde med Nine-Dash-linjen i Stillehavet. 

Indien vil ikke sidde på hænderne i lyset af en kinesisk oprustning. Og Pakistan vil reagere på en indisk oprustning. 

Det kan blive et sandt oprustningsmareridt på verdensplan, der vil få de seneste ti år til at blegne.

Den primære drivkraft bag oprustningen er russisk imperialisme. Landet har nu omstillet sig til en krigsøkonomi og bruger 40 procent af hele statsbudgettet på militærapparatet. 

Oprustningsmareridtet stopper kun – eller i det mindste får sat et par bremseklodser på – hvis Putin taber angrebskrigen i Ukraine. Trækker den russiske diktator sig sejrrigt ud af krigen, ville jeg ikke blive overrasket over tre- fire- eller fem-doblinger af mange landes forsvarsbudgetter, særligt i Østeuropa. Mon ikke Polen vil begynde at overveje at anskaffe atomvåben? 

Ekstra skub på klimakrisen

Valget af Trump er et brud med en illusion om USA. Men det giver også anledning til at droppe en anden illusion, navnlig den om, at kapitalen antager et menneskeligt-moralsk kompas, og begynder at tage klimakrisen alvorligt. Under Trump siger langtidsprognosen: Tværtimod.

Foruden en plan om at afmontere det amerikanske embedssystem indefra, indeholder føromtalte Project 2025 også planer om at sætte ekstra skub på klimakrisen og stække ”klimalobbyens magt” – altså den fuldstændigt enige videnskab, der forudser civilisationens undergang, hvis vi fortsætter ud ad det nuværende spor. 

Trump selv har under valgkampen lovet at forøge den amerikanske produktion af fossile brændstoffer. Det skal blandt andet ske gennem flere tilladelser til olieboringer, bland andet i Arctic National Wildlife Refuge i Alaska, en miljømæssig katastrofe. For Trump, der med stolthed i stemmen omtaler sig selv som klimafornægter, er det endnu en mulighed for at få suget ”flydende guld”, som han kalder Alaskas olie, op af jorden.

Trump har også tænkt sig at trække USA ud af Parisaftalen. Igen. Det er allerede blevet kaldt en katastrofe af FN-generalsekretær Guterres. 

Her kan man kynisk indvende, at Parisaftalen under alle omstændigheder var død. En frisk idé kunne være at droppe forestillingen om, at der kommer en løsning fra politikernes side – uanset hvem, der er præsident i USA. 

Europæiske udsigter

De europæiske politikere er begyndt at forberede sig på en ny udenrigspolitisk virkelighed. 

Vores egen statsminister har allerede talt med den kommende præsident og ønsket ham et varmt tillykke. Alle forstår Mette Frederiksens diplomatsprog. Hun havde ligesom 96 procent af danskerne – et rekordhøjt antal – håbet på et andet resultat. Men de europæiske ledere må holde gode miner til slet spil, mens de ruster sig til fire år mere med Trump.

Alle ved denne gang, hvordan man skal tale til Trumps visne hjerte. Han vil have respekt, tilbedelse og penge under bordet. Allerede nu er den politiske bestikkelses-proces gået i gang. 

Kommissionsformand von der Leyen har lagt planer på bordet om at øge importen af amerikansk LNG, flydende naturgas. Keir Starmer har på Storbritanniens vegne lovet at sætte forsvarsbudgettet i vejret. Det må ses som en gestus til Trump. 

Også Frankrigs Emmanuel Macron har været hurtig på tasterne. Han fik som en af de første sagt tillykke til Trump. Man skal dog ikke grave længe i Macrons lykønskninger for at finde en ny europæisk forsvarsdoktrin, der ikke bygger på USA. Kort tid efter ringede han til sin tyske kollega Olaf Scholz for at diskutere ”et mere forenet og suverænt Europa i den nye kontekst.” 

Valget af Trump vil utvivlsomt genaktualisere den evigt tilbagevendende debat om en fælles europæisk hær.

Handelspolitisk må Europa forberede sig på et mere konfliktfyldt forhold til USA. Trump har lovet at rejse toldmure omkring USA. For kinesiske varer vil det blive 60 procent, mens europæiske producenter umiddelbart slipper med mellem 10 og 20 procent på alle varer til USA. 

Det vækker stor jubel i MAGA-land, særligt blandt de økonomiske analfabeter. Blandt kloge-Åge-økonomerne bliver forslaget mødt med mindre begejstring. Stort set alle advarer om store prisstigninger for almindelige amerikanere, da virksomhederne ikke har tænkt sig selv at betale regningen. 

Sandsynligvis vil Trump-tolden få en række varer til at stige enormt: Legetøj forventes fx at stige med 45-50 procent, mens vaskemaskiner vil blive 20 procent dyrere. Trump finder givetvis andre at give skylden. 

Også i Europa vil den varslede toldmur få store økonomiske konsekvenser. I Danmark mener Dansk Industri for eksempel, at 30.000 arbejdspladser er i fare.

Valget af Trump har grundlæggende skabt usikkerhed: Hvad enten det drejer sig om USA’s fremtidige rolle på verdensscenen, om dansk erhvervslivs eksportmuligheder, eller den reaktionære bølge af kvindeundertrykkelse og fremmedhad, det kan afstedkomme. Den usikkerhed er berettiget. Der er ingen grund til at pakke tingene ind i vat – det bliver fire lange år. 

Skal jeg alligevel slutte på en flig af optimisme, er det værd at huske på, at Trump trods alt stadig er den samme gennemført inkompetente politiker som sidst. Hans største bedrift var at få gennemført nogle skattelettelser for de rigeste. 

Kampen for en anden verden fortsætter. Den er den samme uanset. 

Lad blot de danske politikere holde facaden oppe lidt endnu, men der er ingen grund til, at vi andre fornægter virkeligheden: USA er ødelagt! Med Trump tilbage i Det Hvide Hus, kan ingen længere være i tvivl. 

---