Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Menu
2. december. 2020

USA: Økonomien bag den politiske splittelse

Krisen i USA rækker tilbage til årtiers neoliberalisme og ned i den amerikanske samfundsmodel. Det bliver svært for Biden at vende skuden.

‘Når det regner på præsten, drypper det på degnen’. Uligheden er eksploderet i USA de seneste 40 år. Myten om en “trickle down”-effekt, hvor de fattige også får gavn af elitens velstand, står dog stadig stærkt. Illustration: Lindsay Foyle
9 min. læsetid

Krisen i USA rækker tilbage til årtiers neoliberalisme og ned i den amerikanske samfundsmodel. Det bliver derfor svært for Biden at vende skuden.


Af Henrik Herløv Lund

Det amerikanske valg i 2020 var i høj grad en folkeafstemning om præsident Trump. Men den politiske konflikt og polarisering handler om langt mere end Trump.

For det første afspejler krisen frem for alt en stærk vrede hos underklassen i USA over massive job-tab, et presset arbejdsmarked, faldende løn og velstand, og skævvridning af indkomstfordelingen gennem en årrække. Det har skabt en dyb mistillid i arbejderklassen og den lavere middelklasse til hele det politiske establishment, som de føler har svigtet dem og sat dem udenfor.

Oprør fra Rustbæltet

Valget i 2016 var i høj grad en protest fra industriarbejdere i Nord og i Midtvesten i USA mod globalisering, frihandelspolitik og historisk høj indvandring, herunder en betydelig illegal indvandring. De negative konsekvenser er mange: flytning af fabrikker og jobs, et presset arbejdsmarked, lønstagnation og forringede arbejdsvilkår. Siden 1980 er fabriksbeskæftigelsen i USA gennem outsourcing, konkurrence og automatisering gået fra 19 millioner til blot 12 millioner = et fald på syv millioner industrijobs. – Hvert tredje industrijob er altså forsvundet!

Den dramatiske tilbagegang har medført arbejdsløshed for amerikanske industriarbejdere og sænket deres lønninger.  Samtidig er det amerikanske arbejdsmarked også blevet presset af en stigende økonomisk migration af såkaldte latinoer, navnlig fra og gennem Mexico – herunder en betydelig illegal indvandring.

Mens lønningerne for arbejdere og lavere middelklasse er stagneret, har de store aktieselskaber og de rige tilegnet sig næsten hele velstands-stigningen. Mens produktiviteten fra 1973 – 2013 er vokset med op mod 75 procent, så er timelønnen i gennemsnit kun vokset med ca. 9 procent.

I sammenhæng hermed er uligheden i USA fra 80’erne og frem steget stærkt. De rigeste 20 procent har som de eneste opnået en større del af nationalindkomsten – og den rigeste ene procent af befolkningen alene har øget deres indkomster 225 procent siden 1979.  Denne stigning er op imod 3 gange så stor som for både middelklassen og de fattigste. Og for både middelklassen og de fattigste er indkomstudviklingen fladet ud efter årtusindskiftet – og især siden finanskrisen 2008-09.

En kæmpe del af den amerikanske industri er forsvundet over de sidste 40 år, hvilket har tabt mange arbejdere på gulvet. Øverst: Beskæftigelse inden for fremstillingsvirksomhed i USA 1980 – 2014 (i mio.). Nederst: Indeks for løn – og produktivitets-udvikling 1948 – 2013 (1948 = 100)

Reagan startede miseren

For det andet har krisen udviklet sig langt tilbage i historien før Trump-årene fra 2016 – nærmere bestemt tilbage til 1980´ernes neoliberalisme, globalisering og tiltagende elitære udvikling af USA’s politiske system.

Under Reagan i 1980’erne kom en udbudsøkonomisk politik i højsædet, som satsede på at øge investeringer, vækst og velstand navnlig gennem skattelettelser til de rigeste, som man hævdede så vil ”sive ned” (trickle down) også til underklassen og de fattige. Skattelettelserne blev gennemført, men kom IKKE de fattigere til gode – rigdommen blev tværtimod koncentreret hos de allerrigeste, hvilket medførte en voldsomt stigende ulighed. Den økonomiske ulighed steg mere i USA end i noget andet vestligt land i 80´erne.  

Troen på den såkaldte ‘trickle down-effekt’ har siden 1980’erne været med til at forøge uligheden i det amerikanske samfund. Øverst: Stigning i indkomst inkl. overførsler + skatter siden 1979, for udvalgte hundrededele. Nederst: Udviklingen i uligheden i USA 1950 – 2011.

Et led i det neoliberalistiske paradigmes sejrsgang var igennem de følgende årtier en tyrkertro på liberalisering og frihandel som vejen til økonomisk fremgang for alle. Det gav sig dels udslag i deregulering af finanssektoren i flere omgange – startende under Reagan og fortsættende under Clinton og W. Bush – den deregulering som førte lige frem til finanskrisen.

Det gav sig også udslag i en frihandelspolitik, som kulminerede i 1990’erne med indgåelsen af NAFTA-frihandelsaftalen mellem USA, Canada og Mexico og TPP (Trans Pacific Partnership) under Obama. Disse politikker åbnede fra 80’erne og frem op for en omfattende globalisering af USA’s økonomi.  I den fremherskende økonomiske tænkning blev det anskuet som værende til fordel for alle, men den økonomiske virkelighed var en anden: Ufaglærte og lavtuddannede kom til at betale prisen for globalisering og frihandelspolitik gennem udflytning af jobs til lavtlønslande i Latinamerika og Østasien, samt gennem en voldsom stigning i indvandringen fra Latinamerika, herunder i illegal indvandring – med deraf følgende lønpres og lønnedgang.

“Økonomien stagnerede for dem, som levede på bunden af det amerikanske samfund. Al vækst gik til toppen. Mens de rigeste 1 procent af amerikanerne fra 1980 til 2016 fordoblede deres andel af nationalindkomsten… faldt andelen for de 50 procent i bunden af indkomstpyramiden fra 21 til 13 procent.”

Økonomien stagnerede for dem, som levede på bunden af det amerikanske samfund. Al vækst gik til toppen. Mens de rigeste 1 procent af amerikanerne fra 1980 til 2016 fordoblede deres andel af nationalindkomsten – fra lidt over 10 til lidt over 20 procent – faldt andelen for de 50 procent i bunden af indkomstpyramiden fra 21 til 13 procent.

Disse voksende økonomisk – sociale problemer nede i det amerikanske samfund fik imidlertid ringe gennemslag i det amerikanske politiske system, som allerede siden 2. Verdenskrig havde udviklet sig i stadigt mere elitær retning – henimod at den økonomiske elite har den bestemmende politiske magt (= plutokrati). Denne politiske skævvridning af magt i det amerikanske samfund har i stigende sat den brede befolkning og navnlig underklassen i USA ud på sidelinjen, når det gælder indflydelse på de politiske beslutninger i det amerikanske samfund, hvilket igen har manifesteret sig i lav valgdeltagelse og udbredt politikerlede.

Markedsøkonomien – den store skævvrider

Krisens rødder stammer grundlæggende fra den amerikanske samfundsmodel, med dens vægt på markedsøkonomi og – styring. Det betyder minimal statslig regulering, begrænset omfordeling, og et politisk system, der giver stor indflydelse til de rige.

USAs markedsøkonomiske og model har således muliggjort den økonomiske skævvridning af indkomster og formuer, fordi denne samfundsmodel grundlæggende set giver et stort spillerum til markedsøkonomi og markedsstyring, mens statslig regulering af økonomi og fordeling altid i modellen har haft en stærkt underordnet rolle. Hermed får markedet lov til at skævvride indkomstudviklingen – uden at der sker nogen videre korrektion heraf i velfærdssystemet

Hånd i hånd med denne model er USA’s politiske system ideologisk set tæt forbundet med liberalistiske principper og værdier, som gennemsyrer ikke bare forfatningen, men hele den amerikanske stats- og samfundsorden. Karakteristisk nok har der i USA ikke været ”plads til ” socialistisk ideologi og til et egentligt arbejderparti, som konsekvent er blevet undertrykt af statsmagten.  Også den amerikanske fagbevægelse er siden 1980erne under neoliberalismen blevet lagt hindringer i vejen af systemet og har derfor længe skrantet.

Konsekvensen har været, at de amerikanske lønarbejdere i stedet har været tvunget til at søge at vinde gehør for og få fremmet deres interesser gennem et af de to store, politiske partier, som imidlertid begge – om end i forskellige positioner – står på liberalismens grund. Hermed er de amerikanske arbejdere i stedet for at være en selvstændig politisk aktør i betydelig grad blevet reduceret til et vedhæng til et af to grundlæggende set borgerlige partier, der i sidste ende har repræsenteret (forskellige) kapitalinteresser. Det har naturligvis væsentligt svækket gennemslaget af arbejdernes interesser, hvilket peger fremad mod den senere betydelige passivitet og politikerlede fra underklassen i forhold til det officielle politiske system i USA.

Den usynlige magt. Milliardærer som Sheldon Adelson har fået uforholdsmæssig stor magt i amerikansk politik. Det skyldes især en højesteretsdom fra 2010, som forbød regeringen at regulere, hvor mange penge virksomheder og rigmænd må investere i politik. Adelson anslås at have givet mere end 180 millioner $ til Donald Trumps to valgkampagner. Foto: Saul Loeb

Splittede udsigter for Biden

Samtidig har det amerikanske politiske systems indretning fremmet en uforholdsmæssig stor indflydelse til de rige. Det hænger sammen med, at den afgørende indflydelse i den amerikanske kongres ligger hos det for 6 år ad gangen valgte Senat, mens Repræsentanternes Hus med kun en to-årig valgperiode er i konstant valgkamp. Og da senatorerne vælges 2 stk. pr. stat, kræver opnåelse af valg til senatet store valgkampsmidler, som igen fordrer store donationer – som primært kommer fra de store selskaber og de hovedrige, hvorved disse sikrer sig afgørende indflydelse på lovgivning og politiske beslutninger.

Valget af Biden vil givet medføre en anden, mindre konfliktskabende præsidentiel stil. Men samtidig efterlader valget i 2020 en næsten total og dyb splittelse af USA i to modstående politiske lejre, hvor modsætningerne bl.a. gennem Trumps manglende accept af resultatet og beskyldninger om valgsvindel er blevet endnu mere skærpet. Hertil kommer, at også kongressen synes at forblive dybt splittet med et republikansk flertal i Senatet og demokratisk i Huset.

Om Biden vil gøre en forskel er usikkert. Han er en mangeårig levebrødspolitiker og ikke progressiv. Det vil kræve, at han tager underklassens parti mod eliten, forhindre job-tab og skabe nye industrijobs, bremse illegal indvandring og omlægge den økonomiske skævvridning samt lytte til folket i stedet for de økonomiske magthavere. Sker det ikke, er risikoen nærliggende, at Trump eller noget lignende kommer tilbage om 4 år.



Om skribenten

Henrik Herløv Lund

Henrik Herløv Lund

Henrik Herløv Lund er cand.scient.adm, og var medlem af Den alternative Velfærdskommision 2004-2009. Udgiver månedligt nyhedsbrevet 'kritiske analyser'   Læs mere