En utopi om folkekøkkener

Af Astrid Vang Hansen

I vor tid er landbrugsjorden i Danmark koncentreret på færre hænder, end den nogensinde var under feudalismen. Mange landmænd så forgældede, at bankerne reelt ejer deres bedrifter. Imens er det globale fødevaremarked domineret af gigantiske koncerner. De kontrollerer såsæd, gødning, maskiner, pesticider og patenter. Enorme virksomheder står for forarbejdningen af fødevarerne, og endnu større giganter står for salget i transnationale supermarkedskæder, der koncentreres i hænderne på færre og færre personer.

Alligevel rækker venstrefløjens fantasi sjældent længere end til at indføre afgifter og mærkningsordninger, for – gennem en regulering af markedet – at presse på for en grøn omstilling af fødevareproduktionen. På den måde kommer debatten til at handle om, hvorvidt kød-afgifter eller CO₂-afgifter er den bedste løsning. Hvorvidt der skal være moms på økologi. Og hvordan man med grønne checks sikrer, at den individuelle forbruger stadig kan købe det samme i supermarkedet, som før en afgift gjorde varerne dyrere. Samtidig forsøger mange desperat at orientere sig på hylderne, når de køber ind: Er det overhovedet det mest bæredygtige at købe den øko-mærkede soja-mælk, når den er produceret i USA af råvarer fra Brasilien? Eller er det så alligevel bedre at købe ko-mælk fra Jylland?

Fællesskab Fungerer

Størstedelen af jordens befolkning bor i dag i byer. Vores forhold til fødevarer begrænser sig til, at det er noget, vi køber i en butik for derefter at tilberede og spise det derhjemme. Uanset mærkningsordninger, afgifter og regulering er det umuligt for den enkelte forbruger at gennemskue under hvilke forhold og med hvilke klima- og miljøkonsekvenser, de forskellige produkter er produceret.

Men behøver det at være sådan? Behøver mad at være noget, vi køber i supermarkedet og spiser derhjemme? Hvad nu hvis vores kost var en del af den fælles velfærd? Hvad nu hvis det var muligt at spise alle sine måltider i kollektive folkekøkkener?

Der kunne være sådanne folkekøkkener på alle arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og daginstitutioner, i alle boligforeninger og rundt omkring på gadehjørnerne. I forsamlingshuse, i togvogne og hvor fantasien og behovet ellers tilskriver.

En kollektiv organisering af fødevareforbruget ville give kæmpe gevinster for klima og miljø. Med fælles indkøbsordninger i større skala bliver det muligt at have en direkte forbindelse til producenterne og sikre sig, at produktionen faktisk er økologisk, CO₂-neutral og bæredygtig, ligesom man kan sikre sig at indkøbe lokalt producerede råvarer og dermed undgå den vanvittige  varetransport. En opgave, som er helt uoverskuelig for den individuelle forbruger i supermarkedet.

En kollektiv tilberedning ville betyde et dramatisk nedsat forbrug af energi og materialer. Ethvert barn kan gennemskue at det kræver mindre energi at opvarme én stor gryde end at opvarme ti små. Det kræver mindre mængder af metal og plastik at lave få store gryder, komfurer og opvaskemaskiner end at lave mange små. For slet ikke at tale om al den emballage, man kunne undvære og al det madspild, man kunne undgå, hvis vi spiste sammen i stedet for hver for sig. At gøre madlavning og opvask til en del af den fælles velfærd vil også skabe mange nye jobs – både på landet og i byerne. Arbejde, der før blev lagt gratis i hjemmene (og stadig primært udføres af kvinder), kunne i stedet blive lønnet arbejde, hvor man har kollegaer og faglige fællesskaber. På samme måde som daginstitutioner har gjort en opgave der før lå i hjemmene til en del af den fælles velfærd. Og hvis noget så fundamentalt som at tage sig vores børn kan organiseres i fællesskab, hvorfor kan madlavning så ikke også?

Nye rum for demokrati

At spise sammen er i forvejen en måde at være social på. Vi inviterer hinanden på middag, når vi har lyst til at ses med venner og familie, og vi hyggesnakker med kollegaerne i frokostpausen. Men for dem uden arbejde, for den enlige pensionist, for de mange ensomme, for dem hvis familie bor langt væk og dem, som endnu ikke har fundet venskaber i en ny by eller et nyt land, er det ikke så lige til at invitere nogen på middag. For dem vil en hverdag, hvor man spiser sammen med andre mennesker, være en anledning til hygge og samvær. En mulighed for at blive en del af et fællesskab og knytte nye venskaber.

For de tidspressede børnefamilier vil det være en opgave, der løftes af deres skuldre. Både rent praktisk, fordi de ikke behøver at købe ind, lave mad og vaske op. Og også mentalt, fordi de ikke behøver at have dårlig samvittighed over igen at servere en frysepizza for ungerne, fordi der hverken var råd eller tid til andet. Samtidig kan det at spise sammen i hverdagen skabe nye sociale rum, hvor vi kan diskutere med sidemanden, hvad vi mener om sportsklubbens præstationer eller den seneste trafikaftale. I stedet for at vores adgang til at høre ”hvad de andre mener” er igennem mediernes meningsmålinger og de sociale mediers ekkokammer, vil vi få en hverdag, hvor vi mødes og taler sammen over et måltid mad. Måske kunne det ligefrem blive en genopfindelse af det demokratiske offentlige rum som et fysisk mødested? I stedet for det censurerede algoritme-univers, som vi i dag bilder os ind er et offentligt rum.

En strategisk kampposition

Ikke nok med de umiddelbare fordele ved det kollektive forbrug af fødevarer. En sådan organisering vil også skabe helt andre betingelser for at gøre produktionen af fødevarer til et fælles anliggende. I stedet for det eksportorienterede landbrug, vi har i dag, hvor antallet af grise er fem gange befolkningens størrelse, må landbruget omstilles til at producere mad til de fælles folkekøkkener. Vel at mærke økologisk, bæredygtigt produceret mad.

I stedet for at verdensmarkedet dikterer priserne, mens EU’s landbrugsstøtte og gælden til banken dikterer, hvad der kan dyrkes og hvordan, skal fødevareproduktionen dikteres af de lokale behov, som de formuleres af de offentlige folkekøkkener. Og hvis landmændene ikke kan eller vil omstille til denne produktion, må jordene overtages af kommunen eller af andre fællesskaber, der kan udspringe af og være forbundet med den fælles organisering af madlavningen.

En lokal produktion af fødevarer og en distribution, der er organiseret gennem demokratiske fællesskaber, vil også betyde en markant forskydning af styrkeforholdene mellem klasser. Et styrkeforhold, der handler om, hvordan man er organiseret og dermed hvilke ”våben”, man har i en konfrontation mellem klasser. Her er kontrollen med fødevare et stærkt og ældgammelt våben.

Fra fysiske belejringer af byer, som vi så det i middelalderen, over økonomiske sanktioner imod stater, som USA’s aktuelle sanktioner imod Venezuela, til den altid overhængende trussel om kapitalflugt. Kort sagt: hvis din modstander kan true dig med sult, så er du på røven.

Og vi behøver hverken at gå langt tilbage i historien eller se over på den anden side af kloden for at finde eksempler på sådanne konflikter. Da Syriza-regeringen i Grækenland havde sat sig for at udfordre EU’s nyliberale politiske kurs, stod de i sidste ende over for valget mellem at risikere decideret hungersnød eller at overgive sig til at administrere ”nødvendighedens politik”. Styrkeforholdet i den forhandling havde været betydeligt anderledes, hvis det græske landbrug i stedet for at være på private hænder og orienteret imod eksport af bl.a. olivenolie og feta, havde været på fællesskabets hænder demokratisk styret og orienteret mod lokale behov med en kollektiv infrastruktur, der kunne sikre, at selv hvis man bryder med EU og overgår til en drachma, der ikke er noget værd på det internationale marked, så kan folk stadig få mad imorgen.

Byg magt i hverdagen

Kravet om afgifter handler om at presse politikerne til at vedtage en bestemt lovgivning. Bagefter bliver det op til skattemyndigheder og tilsynsmyndigheder at inddrive afgifterne og holde øje med CO₂-udslippet fra diverse bedrifter. Det giver nok nogle ekstra jobs til DJØFere, men for de fleste reduceres vores rolle til at være forbrugere, der skal vejledes til at købe det rigtige i supermarkedet.

Helt anderledes forholder det sig med kravet om mad som en del af den kollektive velfærd. Det er et krav, vi kan organisere os om her og nu. Vi behøver ikke vente på politikerne. Vi kan kræve det indført der, hvor vi arbejder, der hvor vi bor, og der hvor vi går i skole. Vi kan tage det op i fagforeningen, boligforeningen og elevrådet. Vi kan rejse det i kommunen. Vi kan række ud til de fødevarefællesskaber, der allerede findes, og lære af deres erfaringer. Og vi kan presse på for at udvide, forandre og forbedre kantiner og køkkenordninger de steder, hvor de allerede er.

På det område kan vi skabe bevægelse, som man gjorde det i gamle dage. Dengang man oprettede sygekasser, brugsforeninger, forsyningsselskaber og andelsbevægelser. Bevægelser, der ikke kun er statister i en politisk kamp, hvor det handler om at få flertal i en parlamentarisk forsamling.