Væk med besparelserne i sundhedssektoren!

Vi har i foråret og henover sommeren oplevet, at faglige organisationer har stået side om side med arbejdsgiveren – Danske Regioner – i kampen mod de stramme økonomiske krav og sanktioner. Sundhedspersonalet har lagt et massivt pres for forandring og det politiske flertal var til stede i regionerne. Men alle som én blev banket på plads af Christiansborg.

Af Ebbe Rand Jørgensen

Kravene om produktivitetsstigninger har de seneste 15 år redet sundhedssektoren som en mare. I starten af 00’erne blev new public management-princippet til en fast del af budgetterne. Sygehusene skulle gennemføre en vis procentdel flere behandlinger hvert eneste år. Det startede med at der skulle udføres 1,5 procent flere operationer hvert år eller 1,5 procent flere samtaler med patienter. Hvis ikke ville det enkelte sygehus blive straffet økonomisk. Kravet blev i 2007 ændret til 2 procent, der også gælder i dag.

Mere effektive end krævet

Tilhængerne af princippet vil sikkert hævde at det har virket. Ventelisterne forsvandt og sygehusene er blevet mere effektive. Faktisk er der blevet effektiviseret langt mere end krævet. I perioden 2003-2014 var der en stigning på hele 30 procent i såkaldt »produktivitet«. Det svarer til en gennemsnitlig stigning på 2,4 procent om året – hvilket overstiger kravet.
Det betyder at de har »leveret« 30 procent mere for de samme penge, med det samme antal ansatte eller måske endda færre. En imponerende indsats, måske sammenlignelig med de gamle sovjetiske 5-årsplaner. Ikke mindre imponerende, når den private sektor i samme periode kun har haft en produktivitetsstigning på 0,8 procent.

Det er klart at en så voldsom satsning har haft store konsekvenser for patienterne og ikke mindst sundhedspersonalet, når de samme opgaver skal løses af færre personer. Det handler ikke kun om at skulle løbe hurtigere. Formelt set løses opgaverne fuldstændigt som altid, med samme omhu og kvalitet. I praksis vil personalet ofte opleve at de ikke kan leve op til deres egne krav til hvordan opgaverne burde løses. De bliver tvunget til at prioritere, hvilke opgaver, der nødvendigvis skal løses her og nu.

Det er den slags situationer, der udløser frustrationer både hos patienter og personale, der risikerer at udvikle stress-sygdomme. Ikke så underligt at sundhedspersonale ofte taler om at de i praksis ikke kan leve op til de forventede faglige standarder.

Spørgsmålet er hvor længe man kan blive ved ad dette spor. Logisk set kommer man til et punkt, hvor det ikke er muligt at fortsætte. Den dag patienternes sikkerhed kommer i spil, vil man nødvendigvis skulle stoppe. Spørgsmålet er, om den dag allerede er kommet?

Overflødige behandlinger?

Produktivitetsmål har flere indbyggede svagheder. Det kender vi fra de sovjetiske femårsplaner, når maskinfabrikkens produkter vejer fem gange mere end nødvendigt. Eller når der bliver lavet ting, der ikke er brug for.

I sundhedsvæsenet er værktøjet til at måle produktivitet: DRG-takster (Diagnose Relaterede Grupper). Systemet går ud på at alle behandlinger i sundhedsvæsenet er relateret til en takst i kroner og ører: lige fra en telefonkonsultation til 130 kr., til en hjertetransplantation til 2,4 millioner kr.

På den måde er det muligt at lave et detaljeret budget og dermed indbygge et krav om at øge antallet af behandlinger (målt i DRG-takster).

Her kommer diskussionen om sundhedsvæsenet nu også leverer de behandlinger, der rent faktisk er brug for. Eller med andre ord: om patienterne i stedet for de behandlinger, der ud fra en lægelig vurdering vil være de optimale, får tilbudt nogle dyrere og mere indgribende behandlinger.

Et eksempel: En gigtpatient kan tilbydes et træningsforløb eller alternativt en operation. Det er ikke enkelt at afgøre, hvad der er det rigtige i situationen. Begge dele kan være det rigtige. Det vurderer lægen sammen med patienten.

Men tager man kun økonomibrillerne på vil svaret næsten altid være: operation. Det udløser en højere DRG-takst. Kan vi altid være sikker på at det er de faglige og patientens behov, der vejer tungest?

Regionernes økonomiske spændetrøje

Produktivitetskravene blev over de sene forår et af de store konfliktpunkter mellem regionerne og regeringen. Men det er kun et af mange problemer, som hænger sammen med den måde regeringen med hård hånd styrer regionernes økonomi.

Budgetloven, som et flertal af folketingets partier står bag, medfører en meget stram styring. Hvis regionerne ikke overholder de aftalte budgetter til punkt og prikke, vil de blive straffet økonomisk. Regeringen kan trække i de bloktilskud, som udgør størstedelen af budgetterne på sundhedsområdet.

Det er en af de vigtigste årsager til regionerne ofte »overopfylder« kravene i økonomiaftalerne, f.eks. når de øger produktiviteten med mere end de krævede 2 procent.

Regionerne er også underlagt nogle sparekrav, f.eks. et »omprioriteringsbidrag«. Det betyder at de hvert år skal skære 1 procent af udgifterne til administration. I praksis betyder det ikke billigere administration, men besparelser på alt muligt andet. Regionerne har allerede – ligesom kommunerne – »plukket de lavthængende frugter« i forhold til at spare på administration. I mange tilfælde bliver opgaverne bare flyttet over på sundhedspersonalet.

Samtidig med dette er regionerne underlagt et anlægsloft. Der bliver derfor ikke i tilstrækkelige grad investeret i nyt udstyr og bygninger. Det siger sig selv at det ikke er holdbart i en situation, hvor der forventes at sygehusene både øger effektiviteten og tager de nyeste behandlinger i brug.

Regionerne prøver på kreativ vis at løse problemerne med de manglende kroner til anlæg. Svarene hedder Offentlig-Private-Partnerskaber og Financiel Leasing. Ved at hente private midler ind, kan man omgå anlægsstoffet. Men det betyder samtidig at der flyttes penge fra driften til anlæg. Ikke noget godt scenarie i en tid hvor de ansatte presses mere og mere samtidig med behovene for behandling stiger.

Massivt pres

De faglige organisationer har længe råbt vagt i gevær på vegne af deres pressede medlemmer. Alle fra sundhedsfaglige grupper til rengøringen på hospitalerne har enstemmigt sagt, at grænsen er nået for, hvor hurtigt man kan løbe – og stadig levere en høj faglig kvalitet.

I år var tonen også anderledes på arbejdsgiversiden – Danske Regioner.
På generalforsamlingen for Danske Regioner i april i år blev det vedtaget, at arbejde for en afskaffelse af 2 procentskravet i de efterfølgende forhandlinger med regeringen. Endvidere at der skulle arbejdes for, at regionerne har flerårige budgetter og dermed bedre muligheder for at planlægge langsigtet og undgå sanktioner. Generalforsamlingen pålagde også bestyrelsen i Danske Regioner, at arbejde for, at omprioriteringsbidraget i administrationen fjernes og at anlægsloftet lempes eller skrottes helt.

Formanden for Regionerne, Socialdemokraten Bent Hansen, lagde heller ikke fingre imellem i sin tale til generalforsamlingen:

»Der er brug for et opgør med det styringsregime, vi kender i dag. Og jeg tror, at mange er enige med mig i, at det haster! Regionernes finansieringsmodel bør ændres fra 2018, så produktivitetskravet og aktivitetspuljen bortfalder. Med ren bloktilskudsfinansiering får regionerne ansvar for at levere sundhed til befolkningen inden for en fast budgetramme.«

En meget klar melding fra generalforsamlingen, som skabte håb blandt de som længe har kritiseret økonomistyringen i regionerne – personale som politikere.

Optimisme og kampgejst

Enhedslistens Susanne Langer, der regionsrådsmedlem i Hovedstaden og Enhedslistens repræsentant i bestyrelsen for Danske Regioner, var positiv efter generalforsamlingen og udtalte til Solidaritet:

»Fantastisk at det nu er blevet mainstream at kritisere. Vi i Enhedslisten har jo sagt det i årevis. Lige som sundhedspersonalet, der stod og demonstrerede foran DSB’s gamle centralværksted i Århus«.
Det var her generalforsamlingen fandt sted.

Men Susanne var heller ikke udelt begejstret:

»Men fordi generalforsamlingen og formanden Bent Hansen har meldt klart ud, behøver det jo ikke at ske. Statsministerens tale på mødet var klar: Han har ikke til sinds at bøje sig. Selvom der er andre meldinger fra flere af folketingets partier, så er det jo regeringen, regionerne skal forhandle med. Og hvad f.eks. Dansk Folkeparti finder på er jo lidt uberegnelig.«

Der var grund til optimisme. Regionernes generalforsamling havde meldt klart ud. Politikere på Christiansborg fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti havde offentligt kritiseret effektiviseringskravene. De faglige organisationer og personalet gjorde alt hvad de kunne for at fastholde presset på regeringen frem mod bugetforhandlingerne før sommerferien.

En kold spand vand

Susanne Langer skulle vise sig, at få ret i sin skepsis. Ikke alene i forhold til Dansk Folkeparti men i høj grad i forhold til Socialdemokraternes holdning til spørgsmålet.

Op til økonomiforhandlingerne før sommerferien havde regionale S-politikere stået stejlt på, at blandt andet effektiviseringskravet skulle fjernes fra aftalen for 2018. Lokale fagforeninger var i tæt dialog med deres regionale repræsentanter i regionsrådene og presset var tydeligt. Der blev afholdt debatmøder lokalt, sygehuspersonale kontaktede deres politikere, faggrupper lavede virale kampagner – alt sammen for at råbe politikerne op. Sundhedsordfører for Socialdemokratiet på Christiansborg, Flemming Møller Mortensen var før forhandlingerne ud med en entydig opbakning til personalet om at fjerne 2 procentkravet.

Men som forhandlingerne mellem regeringen og regionerne skred frem, begyndte der er ske noget internt hos socialdemokraterne, som tidligere havde været så klare i mæglet. Pludselig blev det bekymrende, at der ikke var et nyt styresystem, som kunne erstatte de tidligere instrumenter. Danske regioner holdt dog fast i, at regionernes økonomi ikke var det vilde vesten – og at der fandtes rigeligt med nationale målsætninger, og parametre for kvalitet- og effektivitet – selvom produktivitetskravet blev fjernet.

Enhedslisten på Christiansborg forsøgte ved flere lejligheder, at få flertal for at fjerne effektiviseringskravet ved at stille beslutningsforslag i folketingssalen. Dansk Folkeparti støttede, men Socialdemokraterne sprang fra – men henvisning til frygten for det uregulerede sundhedsvæsen.
Regeringen indgik budgetaftale med Danske Regioner, hvor produktivitetskravet (og alle de andre kritiserede besparelser) indgik for 2018. Nederlaget var virkelighed.

Hvor står kampen nu?

Dansk Folkeparti luftede i foråret, at fjernelse af produktivitetskravet kunne blive et spørgsmål i finanslovforhandlingerne for 2018. Men spørgsmålet er, om presset er stort nok til, at folketingspolitikerne husker på deres løfter.

Kommunal- og regionsvalget i november 2017 bliver helt sikkert en kampplads. Det skuffede sundhedspersonale og de faglige organisationer kommer uden tvivl til at rejse spørgsmålet i forbindelse med valgkampen. Regionale socialdemokrater kan få et forklaringsproblem overfor eller trofaste vælgere, men det er ikke nok at flytte et par mandater i de enkelte regioner. Det er nødvendigt at fastholde fokus på den systematisk underfinansiering af sundhedsudgifterne der reelt sker. Presset på sundhedssystemet vokser af flere grunde. Den teknologiske udvikling gør det muligt at gennemføre behandlinger, som var utænkelige for få år siden. Det er ofte meget dyre behandlinger, men samtidig er der store økonomiske interesser på spil. Medicinalindustrien er en magtfaktor, der nok skal forstå at få sin del af kagen.

Derfor må kravene være dels større kontrol med den private medicinal- og sundhedsindustri, dels et stop for underbudgettering og i stedet en udvidelse af de økonomiske rammer, f.eks. større statslige bloktilskud.
Men det bliver spændende at se, om personale, faglige organisationer og borgerne fortsætter kampen trods nederlaget i dette års regionale budgetforhandlinger. Vi kommer ikke uden om, at have set en voldsomt øget faglig aktivitet blandt personalet på landets hospitaler – en aktivitet man kun kan håbe på ikke bliver glemt i efterårets politiske spil om de kommunale og regionale magtsæder. Der er meget at kæmpe for, hvis vi ønsker at det danske sundhedsvæsen skal levere kvalitet – uden at personalet slides ned. Grænsen for, hvad der kan lade sig gøre er nemlig nået. ■